Er folkets røst Guds røst?

DER ER ET latinsk ord som siger Vox populi, vox Dei, hvilket betyder „folkets røst er Guds røst“. Mange, især blandt demokratiets tilhængere, anser denne hævdvundne talemåde for at være sand. Men er det ganske givet at folkets røst, det vil sige flertallets røst, er Guds røst?

Hvis det rent bogstaveligt var sandt at folkets røst er Guds røst, så måtte man jo komme til den konklusion at mindretallet eller anderledestænkende ingen rettigheder havde; de ville jo nemlig stå på modstanderens, Satan Djævelens, side, for Jesus sagde: „Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, spreder.“ Mange ville måske ikke stille det helt så grelt op, men kendsgerningen er dog den at i samme udstrækning som flertallet viser intolerance over for mindretallet siger de faktisk netop dette, om ikke med rene ord så i tanke og handling. — Matt. 12:30.

At folkets røst ikke givetvis er Guds røst ses af den omstændighed at folkene i de forskellige lande har valgt forskellige regeringsformer. Hvis folkets røst er Guds røst, så må Gud være i vildrede med sig selv. Men Gud er ikke en forvirringens eller ufredens gud, tværtimod. — 1 Kor. 14:33.

Sæt nu at folkets røst var Guds røst, så ville det være ensbetydende med at Gud var i splid med sig selv. Under valgene i Italien for nylig havde kommunisterne stor fremgang. Skulle det nu ske at de gik hen og fik flertallet i dette romersk-katolske land og overtog regeringsmagten, kunne man så sige at det var Guds røst at et styre der hævder at være kristent skulle vige for et styre alle og enhver ved er ateistisk? Ville Gud drive sig selv ud? Nej, det gør selv Djævelen ikke! — Matt. 12:26.

Fremfor at folkets røst skulle være Guds røst har det modsatte vist sig at være tilfældet. Følg folkets røst, og De vil meget let komme på afveje. Dengang Aron, det gamle Israels første ypperstepræst, lyttede til folkets røst og lavede den guldkalv de bad om, kom han bitterligt til at fortryde at han havde fulgt den. Til det samme folk sagde Moses kort før sin død: „Jeg kender din genstridighed og halsstarrighed. Se, endnu i mit levende live har I været genstridige mod [Jehova], hvor meget mere da ikke, når jeg er død!“ Det vidste Moses besked med mere end nogen anden, for han havde været israelitternes fører og dommer i fyrretyve år! — 2 Mos. 32:1-4, 21-24; 5 Mos. 31:27.

En anden bibelsk episode vi kunne nævne indtraf i dommer Samuels tid da Israels folk bad om at få en konge. Det var folkets røst, men var det Guds røst? Dommer Samuel, der også var Jehovas profet, tog sig det meget nær at folket forkastede ham, men Jehova Gud sagde til ham at han skulle gøre som folket forlangte: „Ret dig i et og alt efter, hvad folket siger, thi det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de vrager som deres konge. Ganske som de har handlet imod mig, lige siden jeg førte dem ud af Ægypten og indtil denne dag, idet de forlod mig og dyrkede andre guder, således handler de også imod dig.“ — 1 Sam. 8:7, 8.

Når vi tænker på hvilke erfaringer Aron, Moses og Samuel havde med Israels folk, skulle det ikke være svært at forstå at det jødiske folks røst ikke var Guds røst da de for nitten hundrede år siden forkastede Jesus Kristus, den med længsel ventede Messias. Som Lukas beretter, „trængte [de] på med stærke råb“ da Pilatus for tredje gang ønskede at løslade Jesus, „og forlangte, at han skulle [pælfæstes]; og deres råb sejrede“. — Luk. 23:23; Joh. 1:11, 12.

Hvis folkets røst virkelig var Guds røst, ville de folkevalgte ministre i vore dage være valgt af Gud. Men hvordan kunne valg i dag have noget med Guds vilje at gøre, når man ved at en valgkampagnes succes ofte afhænger af hvor mange penge partiet har i kassen eller af hvor stærkt en kandidat forstår at appellere til folkets følelser og fordomme eller selviskhed med sine tomme eller samvittighedsløse løfter?

I tråd med dette har vi de bemærkninger som Polens kardinal Wyszynski fremsatte i et interview under det økumeniske koncil i Rom. Han udtalte at den katolske kirke i Polen frygtede at stemningen blandt befolkningen ville få den til under valgene i januar 1957 at iscenesætte et vældigt protestvalg, og derfor gav han de katolske præster ordre til at instruere deres menigheder om at stemme på de ateistiske kommunistkandidater der var opført på valglisten. De polske katolikker fulgte lydigt denne instruks. Men gjorde det romersk-katolske hierarkis og den almindelige befolknings godkendelse af de ateistiske kommunistkandidater deres røst til Guds røst? — Die Weltwoche, Zürich, 1. marts 1963.

At folkets røst ikke nødvendigvis er Guds røst understreges også af den omstændighed at Jehova Gud har indsat sin egen regering, sit rige med sin søn, Jesus Kristus, som konge, til at styre jorden. Om dette rige sagde Jesus da han stod for Pilatus: „Mit rige er ikke af denne verden.“ (Joh. 18:36) Dette rige repræsenterede ikke folkets røst i denne verden, men Guds røst. Det er det rige som alle kristne, hvad enten de kun er kristne af navn eller ej, har bedt om i nitten århundreder. Dog er det kun de sande kristne der har handlet i overensstemmelse med denne bøn.

Hvis folkets røst var Guds røst ville det ikke have været nødvendigt for Jesu Kristi apostle at sige: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ Når som helst der opstår en konflikt mellem det Gud kræver og det de verdslige regeringer kræver, vil de som praktiserer den apostolske kristendom give det samme svar, for de vil vide at folkets røst ikke nødvendigvis er identisk med Guds røst. — Ap. G. 5:29.