Vor tids „helbredere“ — redskaber for Gud?
EN MAND i Vestafrika havde været lam i mange år. En dag opsøgte han en fremtrædende „profet“ i en fjerntliggende landsby, idet han håbede at blive helbredt for sin sygdom. Han betalte det foreskrevne „offer“, og derpå fulgte nogle dage med faste, meditation og bøn. Højdepunktet var et følelsesladet ritual hvori profeten og hans profetinder omringede manden, sang og påkaldte Jesus mens de dansede til trommernes uophørlige akkompagnement. Men nej, der skete ingen helbredelse!
„Du har ingen tro!“ sagde profeten.
„Men jeg havde tro!“ sagde den skuffede mand bagefter. „Jeg havde en stærk tro på at Gud kunne helbrede mig.“
Hvorfor mislykkedes det? Var det virkelig på grund af manglende tro? Mange andre hævder at de er blevet helbredt. Hvorfor blev han det ikke?
I de senere år har begejstrede beretninger om usædvanlige helbredelser fået mange oprigtige, ofte desperate, mennesker til at opsøge nogle af de „helbredere“ af forskellig art der findes i vor tid. Den omstændighed at disse nyder en vis opmærksomhed fra naturvidenskabelig og lægelig side, får endog skeptikere til at ændre holdning.
Vinder anerkendelse
Tidligere hørte man næsten kun om „troshelbredere“ i forbindelse med de mere yderliggående fundamentalistgrupper inden for kristenheden. I dag kan man derimod møde dette fænomen inden for selv de mest konservative kirkesamfund.
Da den kendte amerikanske troshelbreder Oral Roberts for ikke så længe siden holdt foredrag i Atlantas Memorial Methodist Church, var kirken „fyldt til trængsel med agtværdige præster, teologer og lægfolk“, ifølge The Journal, Atlanta, Georgia. Det bemærkes at ’han sandsynligvis ikke ville have fået så god en modtagelse af en tilsvarende gruppe for blot to år siden’.
Sidste sommer overværede tolv biskopper og 700 præster en katolsk konference der blev afholdt på Notre Dame-universitetet med emnet ’karismatisk fornyelse’. Under konferencen afholdtes et stort samlet helbredelsesmøde. Den berømte bolivianske helbreder og prædikant Julio Ruibal er også katolik.
„For få år siden ville meddelelser om hvad en troshelbreder havde udrettet, ikke have indhøstet meget andet end hånlige fnys fra lægestanden,“ siger chefredaktør John Carlova i tidsskriftet Medical Economics. Nogle læger er imidlertid ved at ændre holdning. I en artikel med overskriften „Selv dr. med.’er tror på denne troshelbreder“ tegner Carlova et billede af helbrederen Olga Worrall, der er metodist, og siger at „snesevis af dr. med.’er har . . . søgt behandling for deres egne sygdomme“ og „andre snese har uofficielt henvist ’håbløse’ tilfælde“ til hende.
Vicegeneraldirektøren for Verdenssundhedsorganisationen, dr. T. Adeoye Lambo, har foreslået at „nogle af disse såkaldte medicinmænd, som jeg ville foretrække at kalde folkehelbredere, . . . skulle have en officiel plads i samfundet . . . således at også deres tjenester kunne inddrages i deres nations samlede sundhedsprogram“. — World Health, april 1974.
På denne baggrund er det ikke overraskende at en repræsentant for det amerikanske nationalinstitut for mentalhygiejne kunne sige ved en kongres for nylig, afholdt af American Psychiatric Association: „Der er nu en psykisk helbreder i hver husblok, og der er ingen tvivl om at de opnår resultater i nogle tilfælde. Spørgsmålet er hvorfor.“
Lidt kendskab til visse karakteristiske træk ved vor tids overnaturlige helbredelser vil hjælpe os til at finde svaret.
Præget af modsætninger
Noget man straks bemærker er de store indbyrdes forskelle mellem helbrederne. De har forskellige metoder, deres resultater er ofte uforudsigelige, og de tilskriver forskellige kilder deres helbredende evner.
Der er således mange fremtrædende troshelbredere der hævder at de har deres evner fra Jesus. Andre, derimod, som siges at opnå lige så gode resultater, foregiver ikke at have nogen som helst tilknytning til kristendommen. Nogle benytter voodoo eller magi. Andre kombinerer disse kunster med katolske skikke, noget der især ses i Latinamerika. En kendt helbreder hævder at have fået sine evner gennem en buddhistisk lamapræst.
Dertil kommer at flere læger og psykiatere mener at der kan være tale om en eller anden form for „psykisk energi“ som helbrederen har i sig. Andre har fremsat den formodning at det er patientens evne til at helbrede sig selv der mobiliseres telepatisk af helbrederen.
Metoderne varierer. Mange søger at helbrede ved simpelt hen at udtale Jesu navn i en eller anden formular, ofte efter en følelsesladet prædiken. Andre gennemfører omfattende ceremonier med en symbolik der sikkert vil frastøde nogle.
Så er der den omstridte „psykiske kirurgi“, som især kendes fra Filippinerne. Dens udøvere hævder at de med de bare hænder kan trænge ind i legemet og fjerne sygt væv.
Endog til spørgsmålet om tro er indstillingen forskellig. De fleste helbredere kræver fuldstændig tro af den der søger helbredelse. De siger som regel at det skyldes manglende tro når helbredelsen ikke lykkes. Men så er der også en fremtrædende helbreder der har erklæret at ’det intet har med tro at gøre’.
Nogle syge hævder at de er blevet fuldstændig helbredt, hvorimod andre kun siger at de har fået det bedre. Nogle helbredere beder folk om at komme flere gange for at opnå en gradvis „helbredelse“, mens det om andre siges at helbredelsen sker øjeblikkelig. Ingen af helbrederne hævder at kunne helbrede enhver der kommer til dem. „Det kan gøre én til en helt den ene gang og til en fiasko den næste,“ siger Oral Roberts.
Et fælles træk i denne forbindelse er at ingen af helbrederne er i stand til at oprejse døde. Og en iagttager i Ghana stiller spørgsmålet. ’Hvorfor ikke rense de spedalske i Ghana og alle andre steder?’
Med hensyn til betaling er holdningen også meget forskellig. Det almindeligste er at der samles penge ind før „helbredelserne“ begynder. Baptisthelbrederen David Epley får hyppigt så store søndagskollekter at de føres bort i pansret vogn. Imidlertid siges det at de filippinere der udøver „psykisk kirurgi“ kun modtager „gaver“, og det hævdes at Olga Worrall ikke tager imod nogen form for betaling.
Det står således klart at det mest fremtrædende træk ved vor tids helbredere er at de er så forskellige. Det får os til at spørge: Er det fornuftigt at mene at jordiske redskaber for en og samme Gud ville fremtræde med så forskellige metoder og med så forskelligt resultat? Om Bibelens Gud siges der at han er, „ikke forvirringens, men fredens Gud“. — 1 Kor. 14:33, da. aut.
Hvis de ikke alle er redskaber for den ene Gud, er der da en enkelt helbreder eller gruppe af helbredere om hvem man kan sige at dem står Gud bag? Og hvem eller hvad står så bag alle de andre? Mange af vor tids helbredere ynder at sammenligne deres resultater med de mirakuløse helbredelser Bibelen beretter om, men en nøjere undersøgelse vil vise at der ikke er megen lighed.
Sammenlignet med de bibelske helbredelser
De bibelske helbredelser var iøjnefaldende uformelle. Jesus og hans disciple arrangerede ikke nogen „helbredelsesmøder“. Når de drog omkring og forkyndte kom folk til dem på alle tidspunkter for at blive helbredt. Helbredelserne hørte naturligt sammen med forkyndelsen og skete når og hvor der var brug for det: „[Jesus så] en stor skare mennesker; han fik inderligt ondt af dem, og han kurerede de syge iblandt dem.“ Typisk er situationen da Peter og Johannes kom forbi en vanfør tigger ved en af indgangene til templet og denne bad dem om en almisse. I stedet for penge fik han et sundt legeme. — Matt. 14:13, 14; 15:29-31; Apg. 3:1-7.
Disse helbredelser forudsatte ikke noget ritual som kunne vække følelserne. Som regel var nogle få ord nok: „Stå op, tag din båre og gå.“ (Joh. 5:8; Apg. 3:6) Somme tider var blot en kort berøring uden ord tilstrækkelig. (Matt. 8:14, 15; 14:36) Der blev aldrig foretaget nogen form for „operationer“, hverken med hænderne eller med andre redskaber.
Det oplyses at de der kom til en af Jesu Kristi apostle for at blive helbredt ’alle blev kureret’. Og Jesus „kurerede enhver form for sygdom“; endog døde blev oprejst. (Apg. 5:15, 16; Matt. 4:23; 8:16; 10:1) Der var ikke nogen der blev halvvejs helbredt, ingen tilfælde hvor den syge kun „fik det bedre“. Helbredelserne var heller ikke betinget af yderligere besøg hvor „psykisk kirurgi“ eller andre ritualer skulle gøre arbejdet færdigt. Helbredelserne var fuldstændige og skete med det samme. — Apg. 3:7, 16; Joh. 5:5-9; Matt. 8:3, 13; 12:10, 13.
Det er rigtigt at mange af dem der blev helbredt udviste en stærk tro, men ikke en eneste gang udeblev helbredelsen fordi de selv manglede tro. Mange vidste ikke engang hvem der helbredte dem. En blind mand der var blevet helbredt, sagde om Jesus: „Og hvem er han, herre, så jeg kan tro på ham?“ (Joh. 9:36; 5:13) Kunne døde der blev oprejst udvise tro forinden? (Luk. 7:12-15) Ved en lejlighed da nogle disciple ikke straks kunne helbrede en dreng, sagde Jesus rent ud at det skyldtes deres egen mangel på tro, og derpå helbredte han selv drengen. — Matt. 17:14-20.
I bemærkelsesværdig kontrast til den indsamling af penge der hyppigt foretages ved helbredelsesmøder i dag, optog Jesu disciple aldrig kollekt. Tværtimod var der flere lejligheder hvor de delte gratis mad ud til alle efter at mange var blevet helbredt. — Matt. 14:14-21; 15:30-38.
Vi har her nævnt nogle af de mest iøjnefaldende forskelle mellem de helbredelser Bibelen omtaler og de helbredelser man af og til hører om i dag. Er det rimeligt at antage at vor tids helbredere skulle være redskaber for den samme Gud som handlede så helt anderledes i fortiden? Har Gud ændret fremgangsmåde? Er hans magt blevet mere begrænset? Sætter han nu skel mellem hvem han vil helbrede og hvem han ikke vil helbrede? Det ville virke temmelig forvirrende, ikke sandt? Men, som allerede nævnt, er Bibelens Gud ’ikke forvirringens Gud’. — 1 Kor. 14:33, da. aut
Der er imidlertid en anden mangel ved vor tids helbredere, en mangel af endnu større betydning end de ovennævnte ubibelske træk.
Riget mangler
Hvad var hovedformålet med Jesu tjeneste? Var det at helbrede? Nej. Bibelen siger at „Jesus gik omkring i hele Galilæa, lærte i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og [først i anden række] helbredte al slags sygdom“. (Matt. 4:23, da. aut.) Han sagde til nogle som ville have ham til at blive og fortsætte med at helbrede dem: „Jeg må nødvendigvis også forkynde den gode nyhed om Guds rige for de andre byer; det er jo dette jeg er sendt ud for.“ Det var også først og fremmest dette han sendte sine disciple ud for. — Luk. 4:43; Mark. 1:38; Matt. 10:7, 8; Luk. 9:2, 60.
I god overensstemmelse med dette nævnte Jesus slet ikke noget om at helbrede da han forudsagde den virksomhed sande kristne ville udfolde ved „afslutningen på tingenes ordning“. Han profeterede derimod at de ville forkynde „denne gode nyhed om riget . . . på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“. — Matt. 24:3, 9-14; Mark. 13:9-13.
Hvor mange af vor tids helbredere gør Guds rige til det væsentlige i deres tjeneste? Hvor mange lærer folk at Riget er en virkelig regering som Gud vil oprette, en evig regering der „skal knuse og tilintetgøre alle hine riger“, nemlig rigerne på jorden i dag? — Dan. 2:44; 7:13, 14; Es. 9:6, 7.
Er vor tids helbredere med til at opfylde Jesu profeti ved at henlede folks opmærksomhed på Guds rige som det middel der kan udfri mennesket fra dets lidelser, eller samler de ikke snarere opmærksomheden om overnaturlige helbredelser? Er de ikke ofte kendt for at have en patriotisk indstilling og en nær tilknytning til den bestående verdensorden, skønt Bibelen siger at alle de nuværende menneskeriger vil blive ’knust’ af Guds rige? — Joh. 17:14, 16; 18:36.
De helbredelser Bibelen fortæller om overskyggede aldrig det der var kristendommens virkelige anliggende. De var kun et supplement til forkyndelsen af „evangeliet om Riget“. De tjente til at vise at Gud selv støttede den unge kristne menigheds forkyndelse. (Hebr. 2:3, 4) De demonstrerede også i mindre målestok hvad Gud vil gøre på hele jorden når han sørger for en varig fysisk helbredelse under sit rige. (Luk. 10:9; Åb. 21:1-4; jævnfør Andet Petersbrev 3:13.) Derfor var evnen til at helbrede og de andre mirakuløse åndelige gaver ikke længere nødvendige da først den kristne menighed var blevet grundfæstet. — 1 Kor. 13:8-12.
Kilden til vor tids „helbredelser“
Det følger heraf at nogle som i dag bortleder opmærksomheden fra Guds rige, skønt de måske samtidig smykker sig med Kristi navn, ikke virkelig kan være redskaber for Gud. Jesus forudså at noget sådant kunne forekomme og talte om at ’mirakelmagere’ i vor tid ville sige: „Herre, Herre, har vi ikke . . . uddrevet dæmoner i dit navn, og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?“ Det svar han ville give viser om det er ham der står bag dem: „Jeg har aldrig kendt jer! Gå væk fra mig, I som øver lovløshed.“ Han ville ikke have noget at gøre med dem der tilsidesatte Rigets budskab til fordel for „mirakler“. — Matt. 7:21-23.
Dette peger på at den der står bag en sådan virksomhed er en som modstår Guds himmelske rige og kæmper for at bevare de eksisterende usynlige ’regeringer’ og ’myndigheder’, „verdensherskerne i dette mørke“. (Ef. 6:11, 12) Bibelen afslører at denne usynlige magt er „Satan“, som snedigt ’giver sig ud for at være en lysets engel’ for at bedrage folk. Og som der videre siges: „Det er derfor intet stort om hans tjenere også til stadighed giver sig ud for at være retfærdigheds tjenere.“ — 2 Kor. 11:13-15; jævnfør Andet Tessalonikerbrev 2:9, 10.
Vi bør ikke lade noget drage vor opmærksomhed bort fra det der er Guds egentlige hensigt, nemlig at sørge for en varig fysisk helbredelse af alle undersåtter under hans riges styre. Er det ikke meget klogere nu at søge den langt vigtigere åndelige helbredelse, den fornyelse af personligheden „gennem nøjagtig kundskab“ som Guds ords åndeligt helbredende kraft kan udvirke? Derved kan vi sikre os en plads som egnede undersåtter under dette storslåede rige. — Kol. 3:9, 10; Ef. 4:22, 23.