private og ikke blev betragtet som hele menighedens ejendom. Den daglige uddeling, der hentydes til i Apostlenes Gerninger 6:1-4, var et hjælpearbejde, hvorved de fattiges bord blev forsynet på en ret og upartisk måde. Skriftstedet omtaler især enkerne, der sandsynligvis ville være uden anden hjælp. Det var til sådanne trængende, man delte fødevarer ud, og derfor ikke et tilfælde, hvor hele menigheden af kristne samlede alting sammen, og alle så kom og indtog deres daglige måltider af dette fælles forråd.

Hjælpearbejde en nødvendighed

Jehovas ord udtrykker omsorg for enker og påbyder straf for dem, som undertrykker dem. (2 Mos. 22:22-24; 5 Mos. 14:28, 29; 26:12; Sl. 68:6; 146:9; Zak. 7:9, 10; Mal. 3:1-5) Han befaler, at de skal æres, hvilket om nødvendigt indbefatter deres underhold. Dengang Jesus diskuterede med de skriftkloge og farisæerne om deres traditioner, viste han, at det indbefattede underhold. Han påpegede, at Guds ord krævede, at man ærede sin fader og moder, men at deres tradition tillod dem at liste uden om ansvaret for, at deres forældre fik materiel støtte. På denne måde forbandt han ære med materiel støtte, og at undlade at hjælpe forældre, som trængte til det, var det samme som ikke at holde budet om at ære dem. (Matt. 15:1-6) Paulus viste den samme forståelse af udtrykket „ære“, da han ca. tredive år senere skrev til Timoteus om, hvordan han skulle behandle dem i menigheden, som virkelig var enker, det vil sige dem, som var uden hjælpemidler:

„De enker, som virkelig er enligt stillede, skal du vise ære; . . . Men den, som er en virkelig enke og står ene, har sat sit håb til Gud og bliver trolig ved med bøn og påkaldelse nat og dag; . . . En enke kan optages på listen, når hun ikke er under tres, har været een mands hustru, har vidnesbyrd om god vandel, har opfostret børn, har vist gæstfrihed, har tvættet de helliges fødder, har hjulpet nødlidende og har lagt sig efter al god gerning.“ (1 Tim. 5:3, 5, 9, 10) Dette viser, at de enker, der var for gamle til at tjene til livets ophold og ikke havde nogen slægtninge, der kunne hjælpe dem, men som var agtværdige, teokratiske kvinder, skulle sættes på listen over menighedens hjælpearbejde.

Dette var på ingen måde kommunisme. Dersom der privat kunne sørges for enkerne, blev de ikke sat på listen over menighedshjælp. Hver husstand var ansvarlig for at sørge for sine egne. Gudfrygtig hengivenhed ville få børn til at ære deres forældre med materiel støtte, med et tilbørligt vederlag til forældrene, som havde opdraget dem og sørget for dem, mens de voksede op til modenhed, til de ikke længere var hjælpeløse, men i stand til at klare sig selv. Derfor skrev Paulus: „Men hvis en enke har børn eller børnebørn, så lad disse først og fremmest lære at handle gudfrygtigt over for deres egen husstand og gøre gengæld mod de gamle i slægten; thi det er velbehageligt for Gud. . . . Men hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro. . . . Hvis nogen troende kvinde har enker hos sig, da lad hende hjælpe dem, og lad dem ikke falde menigheden til byrde, for at den kan hjælpe de virkelige enker.“ (1 Tim. 5:4, 8, 16) Unge enker måtte heller ikke falde menigheden til byrde med deres fornødenheder. De kunne enten arbejde eller, endnu bedre, gifte sig igen. — 1 Tim. 5:11-15.

De første kristne søgte ikke, hverken ved kommunistiske læresætninger eller religiøse forskrifter, at fjerne den tids politiske onder eller sociale forskelle. Dersom den faste kristne regel havde været, at alle ting skulle være fælles, ville der ikke have været nogen rige eller fattige. Der ville ikke have været nogen grund til at tage mod bidrag fra dem, der havde penge, for at hjælpe dem, som var fattige og trængende, således som Paulus gjorde. (Ap. G. 24:17; Rom. 15:26; 1 Kor. 16:1-4; 2 Kor. 8:1-15; 9:1-15) Så sent som fem og tyve år efter pinsedagen var der endnu ingen form for kommunisme, der havde ligestillet de kristne i materiel henseende, for disciplen Jakob advarede imod klasseforskel mellem rige og fattige og advarede ligeledes dem, der var optaget af at samle sig materielle rigdomme, og det gjorde Paulus også. (1 Tim. 6:7-10; Jak. 1:27; 2:1-9; 5:1-6) De rige blev gjort vågne over for rigdommens bedrag og måtte kærligt dele med deres trængende brødre, ikke tvungent eller knurrende, men med glæde, som et bevis på deres tro, idet de betragtede det som en større velsignelse at give end at modtage. — Ap. G. 20:35; Rom. 12:13; 2 Kor. 9:7; Jak. 2:14-20; 1 Pet. 4:9.

Hvad Paulus selv angår, gav han sig helt til tjenesten for de kristne menigheder; alligevel anmodede han aldrig om hjælp til sig selv fra noget fælles fond. (Ap. G. 18:1-4; 20:33-35; 2 Kor. 11:9; 1 Tess. 2:9; 2 Tess. 3:7-9) Paulus viste heller ikke kommunistiske tilbøjeligheder ved at prøve på at omstyrte det bestående slavesystem, men anbefalede, at kristne slaver skulle være lydige mod deres herrer i kødet og det så meget mere, når herrerne selv var kristne brødre. — Ef. 6:5; Kol. 3:22; 1 Tim. 6:1, 2; Tit. 2:9, 10.

Af alt det foregående fremgår det klart, at de første kristne hverken støttede kommunismen eller kapitalismen. De var teokratiske, for Guds rige, for udbredelsen af evangeliet fremfor alt andet. De overlod fjernelsen af de sociale og politiske onder til Jehova Gud, til hans veje, til hans tid, gennem hans rige. Enhver kommunist, som lader sin propagandabøsse med skriftsteder, lader den derfor med løst krudt.

(The Watchtower, 15. marts 1951)

Deres egne ord dømmer dem

VED et af mine ugentlige bibelstudier spurgte fruen i huset, om jeg ville komme igen næste formiddag, da hendes præst så skulle komme og velsigne „vievandet“, og hun ønskede, at jeg i deres nærværelse skulle diskutere Bibelen med ham. Jeg samtykkede, og den næste morgen var jeg der og ventede, til han kom med sin taske, der indeholdt korset, præstekjolen, røgelsen o.s.v. Efter „velsignelsen“ præsenterede hun mig for ham og sagde, at hun gerne ville høre en diskussion om Bibelen. Han svarede, at han ikke havde tid den dag, men måske senere. Hun sagde da, at han havde jo tid til at komme og stænke „vievand“, så hvorfor ikke sidde ned et øjeblik og lære hende noget fra Guds ord?

I løbet af vor samtale bemærkede han: „I vidner ærer ikke jomfru Maria,“ hvortil jeg svarede: „Vi giver hende den ære, som tilkommer enhver pligtopfyldende moder, men da Jesus er den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker, kan vi ikke rette vore bønner til hende.“ „Ja, De har ret,“ indrømmede han. „Men hun havde ikke, som De påstår, flere børn, men forblev altid jomfru,“ tilføjede han. Da han blev bedt om at bevise det ud fra Bibelen, måtte han indrømme, at det ikke fandtes i den. Til sidst bekendte han: „I Jehovas vidner har ret og forkynder virkelig Bibelen; vi har svigtet vor opgave, idet vi har praktiseret et ydre formvæsen for at have noget at vise folket.“ På spørgsmålet om, hvorfor han blev ved med at forkynde disse ting, når han vidste, hvad Guds ord lærer, sagde han, at dersom han ændrede sin forkyndelse, ville patriarkatet bekæmpe ham, og han ville miste sin stilling. Derpå tog han hastigt afsked, og deltagerne i mit bibelstudium erklærede med glæde, at de fra nu af ville være Jehovas vidner. — J. T., Tyrkiet.