Pavestolens voksende magt gennem tiden

I VORE dage føler mange en voksende interesse for andres religion. Et af de største religiøse systemer i kristenheden er den romersk-katolske kirke. Ikke alene søger den at bestemme over sine tilhængeres privatliv, men den træder også i forgrunden når det gælder samfundsliv og regeringspolitik.

Historien viser at da kristenheden efter apostlenes død udviklede sig i retninger der afveg fra den oprindelige kristendom, arbejdede kirkerne helt uafhængigt af hinanden; man anerkendte ingen fælles styrende magt.

Det første almindelige koncilium blev sammenkaldt, ikke af et kirkeligt overhoved, men af kejser Konstantin i 325 e. Kr. i Nikæa. Konstantin anerkendte kirkens provinsialordning, og Nikæakonciliets femte kanon bestyrkede denne ved at kræve at alle gejstlige sager skulle afgøres endeligt af provinsialsynoden. Med hensyn til den forrang nogle kunne have fremfor andre, kom dette ikke ind under religiøse sager. Tværtimod erklærede konciliet i Kalkedon at Roms og Konstantinopels religiøse overhoveders betydning stammede fra disse byers politiske betydning. Skønt Sardicas provinsialsynode tillod appel til kirkens overhoved i Rom, var en sådan ugyldig ifølge Nikæakonciliets bestemmelse.

Roms magt var dalende, og dens truende politiske sammenbrud satte dens biskops religiøse prestige på spil. Leo I greb ind i situationen. Han erklærede: „Jeg vil atter skabe en regering på denne jord, ikke ved at bringe kejserne tilbage, men ved at udråbe et nyt teokrati, ved at gøre mig selv til Kristi stedfortræder, i kraft af løftet givet til Peter, hvis efterfølger jeg er, . . . Ikke et diadem men en tiara vil jeg bære, et symbol på universel overhøjhed.“ Roms biskops religiøse myndighed måtte have mere end en politisk grundvold, og Leo I sørgede for at den fik det. Den idé som hans forgænger Innocens I havde fremsat, at paverne var Peters efterfølgere, tog rigtig form under Leos pen samtidig med at Jesu ord: „Du er Petrus, og på denne klippe vil jeg bygge min kirke,“ blev tillagt en ny betydning. — Matt. 16:18, Dy.

„Sankt“ Augustinus prædikede mod en sådan urigtig anvendelse af Skriften på Peter, som om han var klippen, og siger i sin trettende prædiken: „Du er Petrus, og på denne klippe (petra) som du har anerkendt, på denne klippe som du har kendt, idet du siger: ’Du er Kristus den levende Guds søn,’ vil jeg bygge min kirke — på mig selv som er den levende Guds søn: Jeg vil bygge den på mig og ikke mig på dig.“ Da Leo forfægtede sin nyopfundne myndighed mødte han modstand hos Hilarius af Arles som blev lyst i band fordi han ikke ville anerkende denne myndighed, men holdt på Nikæakonciliets bestemmelse om at biskopper i enhver provins kunne træffe endelige afgørelser i kirkeanliggender.

Situationen er løjerlig: Hilarius var under paveligt band, men han blev gjort til helgen. Leo I der bandlyste ham, havde gjort kirken en stor tjeneste ved at befæste dens religiøse myndighed, og han er også en helgen. Som Gieseler siger: „Ved at forherlige apostelen Peters myndighed og ved at føre alle sine rettigheder tilbage til denne kilde, såvel som ved sine personlige egenskaber og sit gode held, gjorde han mere end nogen af sine forgængere med hensyn til at udvide og styrke pavestolens magt.“

Nikolaus I, som var pave i det niende århundrede, henviste til andre dokumenter til støtte for pavedømmets apostolske succession. I et brev fra Clemens i Rom til Jakob i Jerusalem, fortæller Clemens at Peter havde overdraget ham sin stilling som ærkebiskop i kirken. Dette brev findes i et værk udgivet af Severin Binius i 1618 og godkendt af pave Paul V. Heri findes også en erklæring af Anaklet, der hævdes at være den tredje pave; i erklæringen bekræfter han overdragelsen af myndighed fra Peter til paverækken i Rom. Men hvorfor blev der ikke henvist til disse dokumenter i tidligere århundreder da spørgsmålet blev rejst? Grunden er at de slet ikke eksisterede på den tid det hævdes. De var en senere tids bedragerier og er gentagne gange blevet afsløret som sådanne.

Alle livets sider berørt

Om end falske, bidrog de stærkt til at udvide pavemagtens indflydelse. Historikeren Daunou siger: „Så tidligt som i slutningen af det ottende århundrede havde Isidors dekreter plantet spirerne til pavelig almagt. Gratian høstede frugten af disse spirer og gjorde dem endnu mere frugtbare; den romerske ret fremstilledes som værende kilden til al uomstødelig afgørelse, som den verdensdomstol der afgjorde alle stridigheder, fjernede enhver tvivl, klarede alle vanskeligheder. Den blev rådspurgt fra alle verdenshjørner, af ærkebiskopper, af biskopper, af domkapitler, af abbeder, af munke, af adelsmænd, selv af prinser, og af den troende uden titel. . . . Almindelige interesser, lokale uoverensstemmelser, personlige trætter gik alle som sidste udvej, og undertiden i første instans, til paven; og den romerske domstol opnåede denne indflydelse på hver lille del af menneskers liv (hvis vi kan sige sådan), hvilket var det værste af alt, netop fordi hver af dens virkninger ikke i sig selv så ud til at kunne få følger af betydning. Isidor og Gratian forvandlede paven til en verdenshersker.“

Kravet om cølibat blev, selv om cølibat havde været udøvet i tiden efter det tredje århundrede, atter understreget af Gregor VII i det ellevte århundrede og påtvunget præsterne; således blev de lokale bånd revet over og præsterne skulle nu kun stå til ansvar over for kirken i Rom. For endnu solidere at befæste deres underkastelse under den romerske pontifeks’ voksende myndighed blev de afkrævet en troskabsed til ham, hvori de svor at ville tjene hans interesser, hemmeligholde hans anliggender, og gøre alt hvad der var muligt for at udslette dem der gjorde modstand mod paven. Med et nøje planlagt skaktræk blev paven i 1870, idet han overhørte de protester og argumenter der blev fremsat af fremtrædende gejstlige, erklæret ufejlbarlig i sine udtalelser som kirkens overhoved. Således blev pavens øverste myndighed i religiøse anliggender befæstet i den katolske verden.

Denne myndighed når ud til den enkelte katolik, i særdeleshed gennem præsteskabet. Gejstlighedens position blev i høj grad bestyrket da Alexander af Hales og Thomas Aquinas, sammen med Laterankonciliet i det trettende århundrede, undfangede den tanke at præsten kunne forvandle oblaten ved nadverens sakramente til frelserens virkelige legeme, til bedste for mennesket. Samtidig blev det påbudt alle at skrifte deres synder til en præst mindst én gang om året. Hvilken magt blev der ikke lagt i hænderne på dem da de skulle overvåge de vigtige sider i menneskers liv som sakramenterne omfattede, og skulle lede menneskers samvittighed gennem skriftemålet! Dette var imidlertid ikke deres egen magt. Deres stilling som pavens tjenere gjorde den til pavens magt.

Politisk magt

Lad os derefter vende vor opmærksomhed mod en anden side af den pavelige magt. Kirkens medvirken i politiske anliggender har været åbenbar fra tidlige tider. Konstantin anerkendte den katolske tro som statsreligion, hvilket den er i mange lande i dag. Men kirken ønskede mere end religiøs anerkendelse. Og derfor finder vi en anden forfalskning af dokumenter. Det såkaldte „konstantinske gavebrev“ blev forelagt i det ottende århundrede som grundlag for kirkens krav om verdslig myndighed. Det lader Konstantin udtale: „For at den pavelige overhøjhed ikke skal forringes, men i rang og magt kan overgå al jordisk myndighed, giver og skænker vi ikke blot vort palads som førnævnt, men staden Rom og alle provinserne, områderne og byerne i Italien og de vestlige landsdele til førnævnte velsignede pave Sylvester, universel biskop, og til hans efterfølgere i den pavelige myndighed og magt.“

Leo III gjorde sit til at styrke sin myndighed ved at krone Karl den Store til romersk kejser i år 800 e. Kr. Gregor VII fandt en svaghed i den stilling Henrik IV indtog som hersker over det germanske kejserrige, og benyttede sig af lejligheden til at styrke sin egen magt. Da Henrik afviste pavens krav om at han skulle opgive visse rettigheder der berørte kirken, afsatte paven Henrik ved et koncilium i Rom og erklærede at Henriks undersåtter var løst fra lydighedsforpligtelser mod ham. Utilfredshed fra folkets side virkede til gunst for Gregor, og Henrik IV så ingen anden udvej end at krybe på sine knæ til paven for at bede om tilgivelse. Rom var sandelig en international magt at have med at gøre. En hersker blev spillet ud mod en anden for at den pavelige magt kunne styrkes.

I det tolvte århundrede fremkom Decretum Gratiani, en samling kirkelige love. Om den siger Daunou: „Ifølge den var præsterne ikke forpligtede til at svare ved de verdslige domstole; de civile myndigheder var underkastet gejstligt overherredømme; folks retsstilling eller de love der bestemte den, blev ændret, erklæret gyldige eller fuldstændig ophævet af domherrerne og præsterne; den pavelige magt var frigjort for alle begrænsninger.“

Charles Butler, en kendt katolsk skribent, siger i sine kommentarer til den romerske og kanoniske ret: „Isidors og Gratians samlinger må i nogen grad bære skylden for et af kirkens største fejlgreb, pavernes påstand på verdslig magt ved guddommelig ret. Det lyder mærkeligt at et krav så grundløst og så ugudeligt, så skadeligt for religionen og så hindrende for verdensfreden skulle være blevet fremsat. Endnu mærkeligere er det at det gik igennem med held.“

Pave Innocens III gjorde personligt meget for at bidrage til pavevældets fremgang inden for den internationale politik. Hans afgørelser berørte i høj grad de europæiske regeringers stillinger. Ved at støtte Otto af Brunswick gjorde han det muligt for denne at vinde den tyske trone i stedet for Filip af Schwaben, men da Otto undlod at vise den rette påskønnelse lyste paven ham i band og oparbejdede et internationalt pres, der knuste ham. Da den franske konge Filip August nægtede at overlade kirken afgørelsen om hans indgåelse af nyt ægteskab, lyste Innocens III hele Frankrig i band og sejrede over kongen. Få år senere blev der pålagt et nyt interdikt under en strid med kong John af England, hvis undersåtter blev erklæret løst for deres forpligtelser mod ham, og han blev afsat af paven; atter vandt pavedømmet, og staten blev tvunget til at underkaste sig.

Den nyere tids historie giver overvældende beviser på pavelig politisk magt. Vatikanet er ikke blot et religiøst centrum. Ved Lateranforliget i februar 1929 blev det en suveræn, uafhængig politisk stat med Mussolinis velsignelse, med hvem traktaten blev sluttet. I 1933 underskrev Eugenio Pacelli, nu pave Pius XII, og Franz von Papen et konkordat med Hitlers Deutsches Reich. Kirken viste åbenlyst fjendskab mod den spanske republik under borgerkrigen dér; den besluttede at gennemtvinge bestemmelserne i konkordatet af 1851, hvori den katolske kirke blev gjort til den eneste lovlige religion i Spanien. I marts 1942 blev der oprettet diplomatisk forbindelse mellem Vatikanet og Tokyo, Japan. Virkningen af disse alliancer er kun alt for godt kendt af denne generation til at behøve gentagelse. Vatikanet er en af de mest listige diplomatisk-politiske magter i verden. Ubestrideligt indbefatter pavelig magt også politisk magt.

Bibelen bandlyst

Til trods for eksisterende religiøs og politisk kontrol ville de pavelige interesser aldrig fortsætte med at blomstre hvis Bibelen var tilgængelig for folk. Jesus sagde selv: „I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Joh. 8:32) Pavedømmet var vel vidende om dette, og adskillige mindre samfund som alvorligt prøvede på at rette sig efter Guds ord var umiskendelig klare over dets sanddruhed. Blodbade som det på albigenserne i Sydfrankrig og den skændige Bartholomæusnat sammen med angsten for inkvisitionen, holdt folket i frygtens greb. Men så længe Bibelen selv var tilgængelig, var kilden til frihed for frygt også tilgængelig.

I betragtning heraf forbavser det os ikke at læse fjortende kanon, vedtaget af det fjerde koncilium i Toulouse, Frankrig, i september 1229, som „forbyder lægfolket at have i deres besiddelse noget eksemplar af det gamle og nye testamentes bøger undtagen Davids Salmer og sådanne dele deraf som indeholdes i den salige Jomfrus bønnebog eller lektioner; disse værker er på det strengeste forbudt på menigmands sprog“.

Lignende frygt for bibelsk sandhed blev i 1550 udtrykt af kardinalerne ved den romerske domstol over for pave Julius III da de sagde: „Bibelen er den bog der mere end nogen anden har rejst ophidselse og oprør mod os, hvorunder vi næsten er gået til grunde. Faktisk er det sådan, at hvis en eller anden nøje undersøger og sidestiller Bibelens lære med hvad der finder sted i vore kirker, vil han hurtigt finde uoverensstemmelse og forstå at vor lære ofte er forskellig fra Bibelens, og endnu oftere modsat denne, og hvis folket bliver klar over dette vil det ikke ophøre med at gøre indsigelser mod os før alt ligger blot, og så vil vi blive genstand for almindelig foragt og had. Derfor er det nødvendigt at fjerne Bibelen fra folkets blik, men med yderste forsigtighed for ikke at forårsage oprør.“

På hvilket grundlag må vi nu slutte at pavemagten er blevet bygget? Sandelig ikke på Guds ord, for det har man måttet gemme for offentligheden for at bevare pavens position. Den er blevet opbygget på forfalskede fordringer på at paven skulle være apostelen Peters efterfølger, ubibelske krav om præsteskabets cølibat og påstande om pavelig ufejlbarlighed. Den blev fast forankret i folkets liv ved at man hævede præstens stilling i folkets øjne og forlangte at man skulle tilkalde præsten for at han kunne forrette de kirkelige handlinger ved de vigtigste begivenheder i menneskers liv, ved at underkaste menneskers samvittighed hans formynderskab i skriftemålet, og ved frygt. Og ved internationale intriger er Roms politiske magt blevet sikret. — 1 Tim. 4:1, 3.

Lad os ikke tage fejl, pavelig magt kommer ikke fra Gud. I stedet for at tjene Gud har papister bandlyst hans ord og brændt dem der vovede at læse det. Ikke alene har pavedømmet selv bevist at det er verdens ven, men det er i høj grad en del af verden og regeres af dens gud. Jesus viser tydeligt at hans disciple „ikke er af verden“, og Jakob tilføjer, at „verdens ven gør sig altså til Guds fjende“. — 2 Kor. 4:4; Joh. 17:14; Jak. 4:4.

Citater taget fra

The Papal Conspiracy Exposed, af Edw. Beecher.

The Catholic Encyclopedia.

McClintock and Strong’s Cyclopædia.

Beacon Lights of History, af John Lord.

Church History, af John Laux.

The Popes and Their Church, af Joseph McCabe.

The Vatican in World Politics, af Avro Manhattan.