Augustin og „Guds Stat“

„AUGUSTIN er med rette blevet kaldt den største doktor i den katolske verden,“ erklærede Stöckl.¹ Han blev født i den romerske provins i Afrika og viste sig at være en flittig gransker. Han mestrede de latinske klassikere, studerede Aristoteles og var stærkt påvirket af Platon. Efter sin omvendelse blev han i en alder af treogtredive år døbt i den katolske kirke i 387, og han blev en produktiv skribent. Senere blev han biskop i Hippo, i det gamle Numidien.

The Catholic Encyclopedia siger om ham: „I de væsentligste spørgsmål som udgør kirkens tro, i de anliggender er doktoren i Hippo afgjort overleveringernes autoritative vidne . . . men de mindre vigtige emner, hvor det snarere drejer sig om det abstrakte end om det konkrete, overlades af kirken til teologernes mere indgående studium.“²

Rom var blevet erobret af goterne i 410 e. Kr. Mere og mere vandt den opfattelse indpas at ulykkerne var et resultat af at man havde svigtet Roms guder og vendt sig til kristendommen. I 413 begyndte Augustin at affatte et svar på dette. Da hans værk „Om Guds Stat“ i 426 var færdigt, indeholdt det et forsvar for den kristne filosofi som svar på den hedenske verdens menneskelige filosofi.

De første fem bøger af hans omfattende arbejde angriber den opfattelse at menneskelig lykke er afhængig af om man tilbeder mange hedenske guder, og at Roms fald skulle være forårsaget af at man undlod en sådan tilbedelse. I de næste fem bøger af værket behandler han ideen om at ulykke altid er menneskehedens følgesvend, og at det er fordelagtigt at tilbede en mængde guder. Indtil dette punkt er hans argumenter især rettet direkte imod hedningerne. Med sin ellevte bog begynder han afhandlingen om de to staters oprindelse, den ene er Guds og den anden er denne verdens. Under gennemgangen af bøgerne indtil bind femten finder vi en redegørelse for de to staters fremkomst og opvækst, og endelig i de sidste fire af hans toogtyve binds værk fremsættes de mål mod hvilke disse stater stræber.

Hans lære

I værket „Om Guds Stat“ findes der i stoffet mange bemærkninger om lærespørgsmål. Når Augustin kaldes „overleveringernes autoritative vidne“ interesserer hans udtalelser os. De giver os en idé om hvordan den religiøse tankegang var i datidens kirke. Ved at sammenligne hans bemærkninger med katolske læresætninger i dag er det let at afgøre hvori katolicismen har fulgt hans vejledning og hvori de har undladt at følge den.

Augustin selv gik stærkt ind for at Bibelen har værdi i den kristne tro. Han mente ikke at overleveringerne havde autoritet på linje med Guds ord, der af ham erklæres for en „aldeles højtstående autoritet“.³ Selv om han citerede fra de apokryfiske bøger, som han også gjorde det fra mange hedenske skrifter, siger han dog: „Lad os derfor udelade de skrifter der kaldes apokryferne, for de gamle fædre fra hvem vi har skrifterne, kendte ikke disse værkers forfattere, og selv om de indeholder nogle sandheder har de på grund af deres mange urigtigheder ingen kanonisk autoritet.“⁴

Han gjorde sig ikke til talsmand for apostelen Peters overhøjhed i den kristne kirke, for han siger: „Vi som er kristne re et ore, af navn og af gavn, tror ikke på Peter, men på ham som Peter troede på. Vi opbygges af Peters prædikener om Kristus, men vi fortrylles ikke af hans overnaturlige evner eller bedrages af hans magiske kræfter, men gør fremskridt ved hans religion. Kristus, som lærte Peter om det evige liv, lærer også os.“⁵

I Augustins Retractationes, der er skrevet mod slutningen af hans liv, fremsætter han sit syn på Mattæus 16:18: „I min første bog imod Donatus nævnede jeg et eller andet sted under henvisning til apostelen Peter at ’kirken er grundlagt på ham som på en klippe’. Denne opfattelse lovsynges også af mange læber med linjerne af den velsignede Ambrosius, hvor han, i sin omtale af den tamme hane, siger: ’Når den galer, frikendes han, kirkens klippe, for synd.’ Men jeg erkender at jeg siden hyppigt har forklaret vor Herres ord: ’Du er Petrus, og på denne klippe vil jeg bygge min kirke,’ således at de skulle opfattes med henblik på ham som Peter bekender sig til når han siger: ’Du er Kristus, den levende Guds Søn,’ og i den betydning at Peter, der er opkaldt efter denne klippe, fremstillede dette menneske i kirken som er bygget på denne (klippe) og har modtaget Himmerigets nøgler. For der blev ikke sagt til ham: ’Du er klippen,’ men: ’Du er Petrus.’ Men klippen var Kristus, og idet Simon her bekendte sig til ham (ligesom hele kirken gør det) fik han navnet Peter. Hvilken af disse to fortolkninger der mest sandsynligt er korrekt vil vi lade læseren bestemme.“⁶ I betragtning af at Augustin viser at hans sidste syn på sagen er at Kristus, ikke Peter, er den klippe der omtales i Mattæus 16:18, er det indlysende at det er denne synsmåde han mente var den rigtige.

I en drøftelse af det gamle Trojas fald angiver han den egentlige grund til at afgudsbilleder ikke kan hjælpe deres tilbedere, når han siger: „Afgudsbilledet bevarede ikke mennesker, men mennesker bevarede afgudsbilledet.“ Han mente ikke at religiøse ceremonier for de døde var en hjælp for de sidstnævnte, for han siger: „Og derfor er alle disse ceremonier for de døde . . . snarere en trøst for de levende end en hjælp for de døde.“ Han viste at kristne bygger ikke „templer og altre for, og ofrer heller ikke til martyrerne, for ikke de [martyrerne], men deres Gud, er vor Gud“.⁷

Hans udtalelse om at „det betyder intet for Guds stat hvilken klædedragt indbyggerne bærer, eller hvilke skikke de iagttager, så længe de ikke er i modstrid med Guds hellige forskrifter, men enhver bevarer troen, den sande vej til frelse“, indebærer ikke tanken om at fremhæve bestemte mænd ved deres præsteklædning. Og selv om Augustin selv talte og skrev latin fordi det på den tid blev talt af folket, hævder han at kirken skal bruge det sprog der tales af det folk den forkynder for. Han sagde at Kristus „gav det åbenbarede og nødvendige kundskabens tegn på alle nationers sprog for at tilkendegive at der kun var én katolsk kirke, som i alle disse nationer skulle bruge alle disses tungemål“.⁸

Udbredte Augustin læren om skærsilden? Det er noget man har diskuteret frem og tilbage. Ordet „skærsild“ forekommer i hans værk. Men hvordan man end betragter det antyder det billede han tegner ikke på nogen måde at lidelser lindres ved at en præst beder bønner, som man måske må erlægge betaling for.

Han var stor modstander af den tanke som mange fastholdt, at alle mennesker er en del af Gud. „Findes der en mere forkastelig meningsløshed end at tro at en del af Guds væsen bliver slået når et uartigt barn bliver slået? At gøre den almægtige Guds bestanddele så vellystne, uretfærdige, onde, og forkastelige som adskillige menneskers er — hvem andre end en tåbe kan holde ud at høre på det? Endelig, hvordan kan Gud med rette harmes på dem der ikke tilbeder ham; det er jo hans egen skyld eftersom de er en del af ham selv?“⁹

Støttet af Bibelen hævdede Augustin videre „at havde vore første forældre ikke syndet havde de ikke behøvet at dø“. Han sagde: „Hvorfor kan Gud ikke have besluttet vedrørende sine jordiske skabninger at efter at de var blevet født skulle de ikke forgå mere . . . men glæde sig over evig lykke?“ Vore første forældre mistede den imidlertid da de ikke bestod en prøve på „simpel lydighed“. Augustin betragtede ikke beretningen som et sagn, men som åbenbaret sandhed. Endvidere var det tydeligt at han var uenig med mænd som opstillede fantastiske årsangivelser for menneskets skabelse, „idet vi forstår at det endnu ikke er seks tusind år siden den første mand Adam levede“.¹⁰

Hedensk indflydelse

Ikke hele Augustins lære bygger imidlertid så helt og fuldt på Bibelens sandhed. I nogle retninger var han påvirket af tanker fra den hedenske mytologi og verdslige filosoffer som han havde et godt kendskab til. The Catholic Encyclopedia skriver: „Augustin blev lidt efter lidt kendt med kristne læresætninger, og i hans sind foregik der en sammensmeltning af platonisk filosofi og åbenbarede læresætninger.“¹¹ Resultatet af denne sammensmeltning kom til udtryk i sådanne læresætninger som treenigheden og menneskesjælens udødelighed. Den ægyptiske, romerske og græske mytologi, såvel som Platons lære, docerede forskellige former for treenighed. Augustin fulgte samme tankegang og hævdede at Faderen, Sønnen og den hellige ånd er lige i magt og evighed, i stedet for at holde sig til den lære der blev forkyndt af Jesus der sagde: „Faderen er større end jeg,“ eller til Paulus’ inspirerede udtalelse der slår fast at Sønnen ikke altid har været til men at han er „førstefødt forud for al skabningen“. — Joh. 14:28; Kol. 1:15.

I det femte århundrede før Kristus havde Sokrates udbredt læren om menneskesjælens udødelighed. Platon, hans mest fremtrædende elev, førte denne lære videre og gjorde den mere populær. Augustin, som var stærkt påvirket af Platon, brød ikke med „menneskers overlevering“, læren om sjælens udødelighed, da han begyndte at skrive om kristendommen, skønt Bibelen siger at „alle har jo syndet“ og „den sjæl, der synder, den skal dø“. — Kol. 2:8; Rom. 3:23; Ez. 18:4.

Også forudbestemmelseslæren førte Augustin på vildspor. Han prøvede at forene tanken om forudbestemmelse med „fri vilje“, ved at lære at Gud skaber mennesket med en sådan natur og giver eller tilbageholder sin velsignelse på en sådan måde at mennesket frivilligt gør hvad Gud i forvejen véd det vil gøre. Men de spørgsmål der opstår som et resultat af en sådan lære, lader han forblive ubesvarede. Svarene på den slags spørgsmål får man ikke i læren om forudbestemmelse, men i Bibelen. „Hos Gud . . . er [der ikke] personsanseelse.“ „Alle er . . . bundne af tid og tilfælde.“ — Ap. G. 10:34; Præd. 9:11.

De to stater

Men lad os nu i korthed rette opmærksomheden mod det grundlæggende tema i Augustins Om Guds Stat. To stater, eller to samfund, skildres for os. Rom, eller en anden jordisk regering, stilles ikke op som Djævelens rige, men Augustin siger snarere at dette omfatter de uretfærdige både i himmelen og på jorden. Han siger heller ikke at den katolske kirke er Guds stat, men den beskrives som en universel stat der indbefatter Gud, de lydige engle, helgenerne i himmelen og de retfærdige på jorden. De på jorden der hører til den himmelske stat betragtes som pilgrimme indtil Guds rige kommer. Videre siger Augustin: „Af disse som vi hemmelighedsfuldt kalder to stater eller samfund, er den ene forudbestemt til at regere evigt med Gud, og den anden fordømt til evig pine med Djævelen.“¹²

I den sidste del af hans værk ser man kirken indtage en mægtig, regerende stilling. Augustin siger at siden kirken begyndte at brede sig uden for Judæa har Satan været bundet, hvilket har afholdt ham fra i fuldt mål at friste nogen. Det siges at Kristus i samme periode regerer sammen med sine helgener. „Og således,“ påstår Augustin, „er kirken på jorden nu både Kristi rige og himmeriget“ mens et evigt herredømme venter forude.¹³

Sande kristne kan beundre den klare forståelse Augustin havde af mange af Bibelens grundsandheder, men de kan ikke antage de læresætninger der er et resultat af hans forsøg på at sammensmelte Bibelen med hedensk mytologi og platonisk filosofi. Kristne der følger Bibelen ser ikke hen til noget religiøst system på jorden som „Himmeriget“, men de vil fortsat sætte deres lid til de „nye himle“ som Gud skaber som et middel til at skænke en lydig menneskehed endeløse velsignelser. — Es. 65:17; 2 Pet. 3:13.

Henvisninger

 1 The Catholic Encyclopedia, Bd. 2, s. 91.

 2 Samme, s. 103.

 3 The City of God, af St. Augustin, oversat af John Healey, Everyman’s Library, Bd. 1, s. 313, 314.

 4 The City of God, Bd. 2, s. 91.

 5 Samme, s. 230.

 6 Retractationes, af St. Augustin, I, 21, 1. Citat hentet fra The Church, An Introduction to the Theology of St. Augustine, af S. J. Grabowski, præst ved Detroit ærkestift, s. 124.

 7 The City of God, Bd. 1, s. 3, 16, 252.

 8 The City of God, Bd. 2, s. 256, 224.

 9 The City of God, Bd. 1, s. 224.

10 The City of God, Bd. 2, s. 2, 13, 17, 213, 214.

11 The Catholic Encyclopedia, Bd. 2, s. 85.

12 The City of God, Bd. 2, s. 60.

13 Samme, s. 283.