Højtider for Jehova

„Tre gange om året skal du holde højtid for mig.“ — 2 Mosebog 23:14.

1. Hvilke højtider fik israelitterne påbud om at fejre, og hvad pegede de hen til?

JEHOVA befalede Moses at påbyde israelitterne at fejre tre højtider for Herren hvert år. Den første højtid var ved årets begyndelse, i måneden nisan, og den blev kaldt de usyrede brøds fest, der fulgte lige efter påsken. Den anden var ugefesten, senere kaldt pinsen. Den tredje og sidste var løvhyttefesten eller indsamlingens højtid. Disse fester havde tilknytning til høsten, og begivenhederne i forbindelse med dem pegede hen til Jehovas navns ophøjelse.

2, 3. Hvem fastsatte tiden og stedet, hvor disse højtider skulle holdes, og blev det til velsignelse for folket, at de fejrede disse fester? Hvorfor?

² Jehova fastsatte tid og sted for fejringen af disse højtider og anviste også, hvorledes de skulle fejres. Selv om det var „højtider for Jehova“, høstede folket stor gavn af at holde dem. „Tre gange om året skal alle af mandkøn hos dig stedes for Jehova din Guds åsyn, på det sted han udvælger, på de usyrede brøds fest, ugefesten og løvhyttefesten; og man må ikke stedes for Jehovas åsyn med tomme hænder; men enhver skal komme med, hvad han kan give efter den velsignelse, Jehova din Gud giver dig.“ — 5 Mosebog 16:16, 17.

³ Det behagede Jehova, at folket samledes ved disse lejligheder, for at de kunne vende deres sind mod Herren og ikke være så optaget af deres egne anliggender, at de glemte eller forsømte deres pligter imod Herren. Ved disse sammenkomster ville folket tale om Herrens godhed og de mange velsignelser, de nød. På denne måde ville deres sind være vendt i den rigtige retning, og alle ville de modtage sand velsignelse.

4. Hvor og hvornår blev påskefesten og de usyrede brøds fest indstiftet, og hvilken gavn høstede israelitterne af blodet fra det slagtede lam?

⁴ Den første påske havde tilknytning til de plager, Jehova sendte over ægypterne, fordi farao nægtede at adlyde Jehovas befaling om at lade israelitterne drage bort og tjene deres Gud. Ni plager havde allerede ramt ægypterne, men farao vægrede sig stadig ved at lade folket gå. Den sidste plage ville bøje den hovmodige farao og få ham til at give efter. Den tiende plage ville betyde død over alle førstefødte blandt folk og fæ i Ægypten. For at ikke israelitterne skulle blive ramt ligesom ægypterne, når dødens engel gik igennem landet, skulle de tage et lam ind i deres hus på en bestemt dag og slagte det og stænke dets blod på deres dørstolper. Dødsengelen ville se blodet og gå det hus forbi uden at fortrædige nogen af dets beboere. Ikke en eneste israelit blev rørt af dødsengelen, men der fandtes en død i hvert eneste ægyptisk hjem, lige fra faraos og ned til trællens. Det var en virkelig påske eller forbigang for israelitterne.

5. Hvad var hensigten med at mindes påsken?

⁵ Herren gav israelitterne befaling om at mindes denne begivenhed: „Denne dag skal være jer en mindedag . . . som en evig gyldig ordning skal I fejre den. . . . I disse syv dage skal der spises usyret brød, og der må hverken findes syret brød eller surdejg hos dig nogetsteds. . . . Og du skal på den dag fortælle din søn, at dette sker i anledning af, hvad Jehova gjorde for dig, da du vandrede ud af Ægypten. Og du skal holde dig denne anordning efterrettelig til den fastsatte tid, år efter år.“ (2 Mosebog 12:14; 13:7, 8, 10) År efter år på den bestemte dag fejrede Israels børn denne påske og det usyrede brøds fest. Når de gjorde det, mindedes de den tid, da folket blev udfriet fra Ægyptens trældom og slaveri og lovpagten indgået med dem ved slagtningen af påskelammet.

6. Hvilke fordele bragte lovpagten Israel?

⁶ Denne pagt gjorde Israels børn til et folk for Jehovas navn. Herren sagde til dem: „Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, . . . og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk.“ (2 Mosebog 19:5, 6) „Og hvor på jorden findes et folk som dit folk Israel, et folk, som Gud kom og udfriede og gjorde til sit folk for at vinde sig et navn og udføre store og frygtelige gerninger ved at drive andre folkeslag bort foran sit folk, det, du udfriede fra Ægypten? Du har grundfæstet dit folk Israel som dit folk til evig tid, og du, Jehova, er blevet deres Gud.“ — 1 Krøniker 17:21, 22.

7. Hvad var lovpagten en skygge af? og hvori bestod virkeligheden?

⁷ Påskehøjtiden var en skygge af det, der skulle komme, og pegede frem til Jesus, det sande „Guds lam“, der ville borttage verdens synder og udfri alle retsindige mennesker fra syndens og dødens bånd og gøre den nye pagt gyldig. Dette kunne påskelammet ikke gøre, da det kun var en skygge af noget. Jesus var selve sagen. (Kolossenserne 2:17) Aftenen den 14. nisan i året 33 samledes Jesus med sine disciple i en sal i Jerusalem for at holde påskemåltid. Det var den sidste påske, Jehova ville anerkende, og Jesus sagde: „Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skal lide.“ (Lukas 22:15) Efter at måltidet var endt, indstiftede Jesus noget nyt og helt forskelligt, der skulle fejres for fremtiden. Han indstiftede mindet om sin død og om sit legemes lemmer, menigheden. Derpå påpegede han for dem, at hans blod, der repræsenteredes ved vinen i kalken, ville gøre den nye pagt gyldig. Den samme dag, den 14. nisan, naglede Jehova den gamle lovordning til marterpælen, hvorpå Jesus døde. — Kolossenserne 2:14.

8. Hvor frembar ypperstepræsten bygneget? og ville Jehova tage imod dette offer den 16. nisan, år 33?

⁸ Den første dag efter den sabbat, der fulgte efter påsken, tog ypperstepræsten et neg eller en håndfuld af førstegrøden af byghøsten og ofrede det til Herren. Trådte ypperstepræsten i Jerusalem frem den 16. nisan i året 33 e. Kr. for at frembære det påbudte offer? Dersom han gjorde det, da vidste han ikke, at virkeligheden af den skygge, som han nu overholdt, var til stede. Hvor ofrede ypperstepræsten dette førstegrødeneg af byghøsten? Jehova havde nøje anvist, hvor dette skulle finde sted: „Til det sted, Jehova jeres Gud udvælger blandt alle jeres stammer for at stedfæste sit navn og lade det bo der, skal I søge, og der skal du gå hen; derhen skal I bringe jeres brændofre og slagtofre, jeres tiender og offerydelser.“ — 5 Mosebog 12:5, 6.

9. Hvad så ypperstepræsten, da han trådte ind i templet for at frembære det foreskrevne offer den 16. nisan, år 33? og hvad betød dette?

⁹ Den 16. nisan, år 33 e. Kr. ville ypperstepræsten gå ind i templet i Jerusalem (for der havde det behaget Jehova at stedfæste sit navn) for at ofre det påbudte neg eller en håndfuld af byghøstens førstegrøde. Da han trådte ind i helligdommen for at bringe sit offer, så han, at forhænget mellem det hellige og det allerhelligste var flænget midt igennem. Hvad betød dette? Præsten vidste det ikke. Der stod han med sit offer til Herren. Ville Herren godkende dette offer som forhen? Nej! Ypperstepræsten stod der i sine præsteklæder, men med en skyldig samvittighed. Kort tid forinden havde han krævet død over Guds søn, hvis opstandelse han forsøgte at skildre gennem ofringen af bygneget. Gud ville ikke mere anerkende disse ofre, fordi billedet nu var opfyldt gennem opstandelsen af hans elskede søn, Kristus Jesus, der var førstegrøden af de hensovede. (1 Korinter 15:20) Medens Ypperstepræsten var slået med forvirring og en følelse af skyld, frydede Mesterens efterfølgere sig. Hvorfor? Herren var blevet oprejst fra de døde tidligt den morgen. Han viste sig for flere af sine efterfølgere den samme dag. Nyhederne rygtedes hurtigt, og glæden var stor blandt disciplene. De var alle lykkelige, fordi deres pælfæstede Herre og Mester var levende for evig og altid. Han var gået over på den anden side af kødets forhæng.

Ugefesten eller pinsehøjtiden

10, 11. Hvorledes blev dagen for pinsen fastsat? Hvad skete der den dag som en opfyldelse af Joels profeti?

¹⁰ Ved at tælle halvtreds dage fra den dag, ypperstepræsten ofrede førstegrøden af byghøsten, nåede israelitterne frem til den næste højtid, ugefesten eller pinsen. På den dag frembar ypperstepræsten svingningsbrød for Herren. Disse to brød var fremstillet af førstegrøden af hvedehøsten og var bagt af surdejg. Begivenhederne på denne særlige dag kaster lys over betydningen af de to brød, der skulle ofres til Herren. Beretningen derom findes i Apostlenes Gerninger, det andet kapitel, og der læser vi: „Da pinsedagen var kommet, var de alle samlede med hverandre. Da lød der med eet fra himmelen en susen som et vældigt åndepust, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og der viste sig for dem tunger som af ild, og de fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Og de blev alle fyldt med hellig ånd, og de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad ånden indgav dem at forkynde. Men i Jerusalem boede der gudfrygtige jødiske mænd fra alle folkeslag under himmelen. . . . Og de var ude af sig selv af forundring og sagde: Se, er de, der taler, ikke alle sammen galilæere?

¹¹ Da trådte Peter frem sammen med de elleve, opløftede sin røst og talte til dem: . . . her opfyldes det, der er talt ved profeten Joel: Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud, at jeg vil udgyde af min ånd over alt kød; og jeres sønner og jeres døtre skal profetere, og jeres unge skal se syner, og jeres gamle skal drømme drømme. Ja, endog over mine trælle og mine trælkvinder vil jeg i de dage udgyde af min ånd, og de skal profetere. . . . Også med mange andre ord vidnede han for dem og formanede dem. . . . De, som nu tog imod hans ord, blev døbt; og på den dag blev der føjet omtrent tre tusinde sjæle til.“

12. Hvornår brugte Peter den første af Rigets nøgler, og hvilken begivenhed var bevis for, at den blev brugt ved denne lejlighed?

¹² Med denne tale overbeviste Peter en stor skare jøder om, at Jesus var Kristus. At tre tusinde blev døbt beviser, at disse disciple indviede sig til Herren og derfor modtog ånden og det himmelske kald og stilede efter adgang til Riget med Kristus Jesus. Her brugte Peter den første kundskabens nøgle for at åbne den himmelske vej for trofaste jøder. Peter havde en anden nøgle, der skulle bruges til at åbne vejen til Riget for hedningerne. Hvornår ville han bruge den og vise betydningen af præstens forbilledlige handling ved at frembære de to svingningsbrød for Herren på pinsedagen? — Mattæus 16:19.

13, 14. Hvornår brugte Peter den anden af himmerigets nøgler, og hvilke begivenheder beviser, at den blev brugt i Kornelius’s hjem?

¹³ Nogen tid senere blev Peter hentet til Kornelius’s hjem i Kæsarea. På det tidspunkt opholdt Peter sig i garveren Simons hjem i Joppe. Medens han ventede på, at der blev tilberedt ham noget mad, havde han et syn, og han så himmelen åbne sig og noget dale ned; det lignede en stor dug, som ved de fire hjørner blev sænket ned på jorden, og i den var der alle slags af jordens firføddede dyr og krybdyr og himmelens fugle. Og en røst lød til ham: Stå op, Peter, slagt og spis! Peter svarede: Jeg har aldrig spist noget vanhelligt og urent. Røsten talte til ham og sagde: Hvad Gud har erklæret for rent, må du ikke holde for vanhelligt. Medens Peter undrede sig over, hvad dette syn skulle betyde, kom mændene fra Kornelius’s hjem til Simons hus og spurgte efter Peter. De fortalte ham, at Kornelius, en retfærdig og gudfrygtig mand, som havde godt lov hos hele det jødiske folk, havde haft besøg af en engel. Engelen sagde, at han skulle sende bud efter Peter for at høre, hvad han havde at sige til ham. — Apostlenes Gerninger 10.

¹⁴ Peter begav sig med flere andre jøder sammen med mændene til Kornelius’s hjem. Da han var kommet indenfor, erklærede han, at det var ulovligt for jøder at besøge hedninger, men at han var sikker på, at Herren ønskede, han skulle komme der. Så forkyndte han ordet for hele familien og de venner, Kornelius havde samlet der. Medens Peter ledede dette enestående bibelstudium, blev den hellige ånd udgydt over disse troende hedninger, ligesom det var sket med jøderne på pinsedagen. Nu forstod Peter betydningen af synet, som han havde haft i garveren Simons hjem i Joppe. Han påbød, at de, som havde modtaget den hellige ånd, skulle døbes. Her brugte Peter den anden og sidste nøgle, der åbnede det himmelske kald for hedningerne. Det var en fortsættelse af udgydelsen af den hellige ånd, som den havde fundet sted på pinsedagen, da det himmelske kald gik ud til jøderne.

15. Ville Jehova anerkende offeret med de to svingningsbrød, efter at Peter havde brugt den anden af himmerigets nøgler?

¹⁵ Uden tvivl fortsatte ypperstepræsten med at frembære de to svingningsbrød for Herren i uvidenhed om, at skyggen var forbi og selve virkeligheden for hånden. Derfor anerkendte Herren Gud ikke mere disse ofringer. Vi husker, at svingningsbrødene blev bagt af hvedehøstens førstegrøde og af surdejg, hvilket tilkendegav, at de kaldede blandt jøder og hedninger ikke var retfærdige i sig selv og derfor havde Kristi retfærdighed nødig for at kunne blive godkendt af Jehova. De var „en førstegrøde af hans skabninger“ ved sønneudkårelse, men Jesus Kristus selv var først og fremmest førstegrøden. — Jakob 1:18.

16. Hvad var hensigten med den nye pagt?

¹⁶ Den nye pagt blev gjort gyldig ved Kristi dyrebare blod og indstiftedes i den hensigt at berede et folk for Jehovas navn, og den var nu trådt i kraft. Under lovpagten vistes der ikke nåde mod dem, som ringeagtede lovbudene, men den skyldige døde uden barmhjertighed på to eller tre vidners udsagn. (Hebræerne 10:28) De, som optages i den nye pagt, vises der barmhjertighed, for der står skrevet: „Jeg vil give mine love i deres sind, og på deres hjerter vil jeg skrive dem . . . thi jeg vil nådig tilgive deres uret og aldrig mere komme deres synder i hu.“ (Hebræerne 8:10, 12) Under denne nåderige pagt vil Jehova frembringe et kongerige af præster og et helligt folk. Denne ære blev tilbudt israelitterne ved Horeb. — 2 Mosebog 19:6.

Løvhyttefesten

17. Kan det bevises ud fra skriften, at løvhyttefesten skildrede ting, der skulle ske inden Harmagedon? I bekræftende fald, hvorledes?

¹⁷ Førhen mente man, at løvhyttefesten var et billede på ting, der skulle ske i Kristi tusindårsrige, og at den derfor ikke indeholdt noget særligt budskab til dem, som følger i Mesterens fodspor i vore dage. Apostelen Paulus sagde, at det, som hændte Israel, var forbilledligt og til advarsel for os, som lever ved verdens ende, og at loven var en skygge af kommende goder. Løvhyttefesten var en del af loven og et billede, der nu kan forstås af dem, som er aktive vidner for Riget. Læg mærke til, hvad den samme apostel yderligere sagde om de ting, der var skrevet forhen: „Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb.“ — 1 Korinter 10:11; Hebræerne 10:1; Romerne 15:4.

18, 19. Hvorfor var løvhyttefesten så glædelig en begivenhed?

¹⁸ Løvhyttefesten skulle begynde fem dage efter forsoningsdagen, i den syvende jødiske måned. På det tidspunkt var markernes grøde og vinstokkens frugt blevet indsamlet. Det var årets sidste højtid og en glædens tid for alle. De frydede sig over, at Herren i sin godhed havde draget så rigelig omsorg for dem for vinteren. Når dette forbillede helt er opfyldt, vil glæden være stor blandt alle, som har del i den endelige indsamling af Herrens „andre får“. (Johannes 10:16) Så vil Rigets evangelium være blevet forkyndt i hele verden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, som Jesus har befalet, og vintertidens trængsler vil ramme Satans gamle verden. Nu er tiden inde til at fly ud af den dødsdømte kristenhed og finde tilflugt i Jehovas organisation. Fly nu!

¹⁹ Dengang israelitterne vendte tilbage fra det babyloniske fangenskab, blev der truffet foranstaltning til at fejre løvhyttefesten. Præsten Ezra læste loven op for det forsamlede folk. Da de hørte om løvhyttefesten, og at de ikke havde overholdt denne højtid, medens de var i fangenskab, græd de. Nehemias og Ezra og levitterne, der underviste folket, sagde til dem: Denne dag er helliget Jehova jeres Gud! Sørg ikke og græd ikke! Gå hen og spis fede spiser og drik søde drikke og vær ikke nedslåede, thi Jehovas glæde er jeres styrke! — Nehemias 8:8-10.

20-23. På hvilken måde kommer ophøjelsen og herliggørelsen af Jehovas navn til udtryk gennem de tre højtider, han befalede Israel at fejre hvert år?

²⁰ De tre højtider, Jehova befalede Israel at fejre hvert år, har alle tilknytning til hans navns herliggørelse. Satan rejste spørgsmålet om Jehovas overhøjhed. Det vil sige, Satan troede, at han havde en bedre fremgangsmåde over for både åndelige og menneskelige skabninger, end den Jehova havde anvist. Jehova forlangte absolut lydighed mod sine love, selv om hans skabninger ikke fuldt ud forstod, hvorfor visse love blev påbudt og gennemført. Alle de lydige ville til sin tid få det, som var til deres eget bedste. Det guddommelige regeringsprincip var broderkærlighed og samarbejde. Dengang Gud spurgte Kain, hvor hans broder var, svarede Kain: „Skal jeg vogte min broder?“ Satan havde allerede fyldt hans sind med sin selviske og kappestridslystne ånd. Det var det princip, Satan mente ville virke bedre end kærlighedens vej. Få fat i alt, hvad du kan, uanset på hvilken måde, og behold det selv, det er Satans grundregel.

²¹ Den onde Satan udfordrede Jehova til at sætte mennesker på jorden, der ville forblive trofaste imod ham, selv når Satan fik frie tøjler over for dem. Dette fremgik af Jobs tilfælde. Job var Jehova hengiven. Fjenden sagde, at Jobs trofasthed ikke var ægte, men egennyttig; at han tjente Jehova, fordi Jehova lod alt lykkes for ham og hægede om ham, så at ingen kunne friste og prøve ham. Lad mig få fat i ham, sagde den onde, og han vil forbande dig lige op i dit ansigt. Satan fik lov til at prøve Job, men fik ikke held til at vende ham bort fra Jehova.

²² Påskehøjtiden med det usyrede brød blev fejret ved årets begyndelse, og løvhyttefesten var den sidste fest, og den højtideligholdtes ved årets slutning. (2 Mosebog 12:2; 23:16) Slagtningen af påskelammet og ofringen af byghøstens førstegrøde fremstillede billedligt Herren Kristi død og opstandelse til herliggørelse af Jehovas navn og universelle overhøjhed. I begyndelsen af den kristne tidsalder blev Herren Kristus pælfæstet den 14. nisan (den dag påskelammet blev slagtet) og oprejst den tredje dag eller den 16. nisan, den dag ypperstepræsten frembar førstegrøden af byghøsten. Halvtredsindstyve dage senere, på pinsedagen, begyndte Kristus Jesus at ofre sit legemes lemmer, der med ham er delagtige i at ophøje og herliggøre Gud. Heri kan vi se, at denne skygge fortsatte, indtil selve sagen eller virkeligheden kom med Kristus. — Kolossenserne 2:17.