De sejrede over verden ved deres tro
„Dette er den sejr som har sejret over verden, vor tro.“ — 1 Joh. 5:4.
1, 2. (a) Hvordan er det almindeligvis endt med de mennesker der har villet besejre verden? (b) Hvori har én adskilt sig fra de andre? (c) Hvorfor var det en uforlignelig sejr denne mand og hans disciple vandt?
HISTORIEN beretter om mange der gerne ville besejre verden. Men alle endte de med at lide nederlag. Ægyptens mægtige Farao, den pralende Nebukadnezar af Babylon, Alexander den Store, Roms kejsere, Napoleon, Hitler — deres glansperiode varede kun kort! Men der findes én som har besejret verden, én hvis storhed aldrig falmer. Han pralede ikke med horder af rustede krigere, med store flåder af skibe. Dog var hans sejr fuldstændig, og den medførte evigvarende goder for dem der anerkender hans kongedømme.
2 Denne mægtige sejrherre blev en snublesten for mange, for de regnede ham kun for at være søn af en ringe tømrer. Hans egne landsmænd så ned på ham. Da den romerske verdensmagt lod ham henrette, blev de få der fulgte ham, spredt. Alligevel kommer ingen på højde med dette menneske — Jesus Kristus, der besejrede verden. Aftenen før han blev henrettet kunne han sige til sine disciple: „Fat mod! Jeg har besejret verden.“ (Joh. 16:33; Mark. 6:3; Es. 53:3) Han sagde tilmed at de også skulle besejre verden. Men hvordan? Som en af hans elskede disciple senere udtrykte det: „Dette er den sejr som har sejret over verden, vor tro.“ — 1 Joh. 5:4.
Troens sejr
3. Hvordan er den tro der sejrer?
3 Hvad er det for en sejr man kan vinde ved tro? At tro vil sige at være så grundigt overbevist om noget man ikke kan se eller noget der skal ske i fremtiden, at det bliver virkeligt for en. Sand kristen tro bygger på en solid grundvold, nemlig Jesus Kristus, og den har intet at gøre med lettroenhed, der bygger på følelsernes eller overtroens flyvesand. Ligesom ’guld, sølv og kostbare sten’ er den ildbestandig. (1 Kor. 3:11-14) Den er overbevist om at der kun findes én levende Gud, Jehova, og at denne Gud vil hævde sin stilling som universets suveræne Herre. Denne tro er fast forankret i de løfter som er givet af den Gud „der ikke kan lyve“. Den ser ufravendt hen til sin fuldender og hovedformidler, Jesus, som den der skal opfylde alle de storslåede hensigter Gud har i forbindelse med sit rige. — Tit. 1:2; Hebr. 11:1, 6; 12:2.
4. Hvornår og hvordan kan vi sejre ved tro?
4 Så længe vi standhaftigt holder fast ved denne tro, kan vi sige at vi har besejret verden. Vi behøver altså ikke at vente med at vinde den sejr til Harmagedon. Vi begynder på at besejre verden når vi holder op med at følge verdens handlemåde og, på grundlag af vor tro på Herren Jesus Kristus, indvier os til Jehova og underkaster os vanddåben. På den måde vinder vi en sejr ved tro. Det er imidlertid en sejr vi må fastholde ’gennem tykt og tyndt’, i påskønnelse af den kærlighed Jehova og hans søn har vist os.
5. (a) Hvordan kan vi ’mere end sejre’? (b) Hvilken overbevisning er en vigtig del af vor tro?
5 Apostelen Paulus erklærer på alle sine sejrende medkristnes vegne: „Hvem vil kunne skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd? . . . Under alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os.“ Idet han derefter omtaler vor urokkelige overbevisning om at vi aldrig skal miste Jehovas kærlighed, denne overbevisning der er en så vigtig del af vor tro, siger han: „Thi jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.“ — Rom. 8:35, 37-39, da. aut.
Den eksemplariske sejrvinder
6. Hvorfor sejrede Jesus?
6 Mens Jesus var her på jorden viste han selv hvordan vi kan fuldføre denne sejr ved tro. Han kendte Guds ord. Han fandt glæde ved dette ord, og han blev dygtig til at bruge det som „åndens sværd“. (Ef. 6:17) Da Satan fristede ham i ørkenen tilbageviste han tre gange denne modstander med ordene: „Der står skrevet.“ Han sejrede fordi han holdt fast ved Guds ord. Det samme må vi gøre. — Matt. 4:3-11.
7. Hvordan indledte Jesus sit store sejrsfremstød?
7 Samtidig med at Johannes Døbers arbejde hørte op, påbegyndte Jesus sit store sejrsfremstød. „Fra da af begyndte Jesus at forkynde og sige: ’I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.’“ (Matt. 4:17) Hvilket opildnende budskab! Guds rige var i sandhed nær, for den salvede Jesus var der i egen person. Som Messias og som den der havde besejret verden forkyndte Jesus det glædelige budskab i hele Galilæa, i den romerske provins Peræa og i byen Jerusalem. Der var tusinder som lyttede. Mange blev hans disciple. Men hos den herskende klasse, og især hos de religiøse ledere, mødte han bitter modstand.
8. Hvad viser at Jesus aldrig vaklede men førte sejren igennem til det sidste?
8 Jesus vaklede ikke i sin integritet, for han vidste at han måtte føre sejren igennem lige til enden. Da hans død på marterpælen nærmede sig og den romerske landshøvding forhørte ham angående hans kongeværdighed, kunne han svare: „Du siger selv at jeg er en konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver der er på sandhedens side hører efter min stemme.“ (Joh. 18:37) Han fortsatte trofast forkyndelsen af sandheden om Riget. Han tøvede aldrig med at gøre sin Faders navn kendt, og lige til det sidste helligede han dette dyrebare navn uanset hvilken forsmædelse Satan udsatte det for. I dødsøjeblikket kunne Jesus, i kraft af at han havde besejret verden, erklære: „Det [Guds arbejde som han skulle gøre på jorden] er tilendebragt!“ — Joh. 19:30; 17:6, 20.
En tro der flytter bjerge
9. Hvor stærk kunne Jesu disciples tro være, og hvordan kom de til at erfare dette?
9 Jesus sagde til sine disciple: „Hvis I har tro på størrelse med et sennepsfrø, vil I sige til dette bjerg: ’Flyt dig herfra og derhen,’ og det vil flytte sig, og intet vil være umuligt for jer.“ (Matt. 17:20) Kom hans disciple til at erfare det? Ja, og især fra pinsedagen år 33 e.v.t. Det var nemlig på det tidspunkt, den 50. dag efter Jesu opstandelse til åndeligt liv, der skete et mirakel blandt de cirka 120 af hans disciple der var forsamlet i et hus i Jerusalem. Jehovas ånd blev udgydt over dem, og det gav dem kraft til at tale om „Guds storslåede gerninger“ på mange sprog. — Apg. 2:1-11.
10, 11. (a) Hvordan begyndte disciplene at få del i Jesu sejr? (b) Hvorfor var deres tro altbesejrende?
10 Ånden gav også Peter kraft til ud fra Guds ord at forklare hvad alt dette betød. Jesus var blevet ophøjet til at sidde ved Guds højre hånd i himmelen; det var belønningen fordi han havde sejret. Nu nød hans disciple den forret at få del i hans sejr. Dette begyndte de på ved at aflægge et grundigt vidnesbyrd for de mange mennesker med forskellige tungemål der var kommet sammen; disciplene opfordrede dem til at omvende sig, lade sig døbe og tro på de storslåede løfter som Riget indebar og som stod omtalt i Guds ord. „På den dag blev omkring tre tusind sjæle føjet til,“ og de blev fortsat styrket i troen ved den daglige undervisning som foregik på det store tempelområde og i private hjem. — Apg. 2:14-47.
11 Var de religiøse ledere glade for at se så mange komme til troen? Nej, tværtimod! De arresterede Peter og Johannes og bød dem at holde op med at forkynde og undervise i Jesu navn. Opfyldt af tro svarede apostlene: „Døm selv om det er ret i Guds øjne at høre mere efter jer end efter Gud. Men vi for vort vedkommende kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.“ De tillod intet at komme i vejen for deres altbesejrende tro. Da de blev løsladt fortsatte de med at aflægge vidnesbyrd med stor kraft! — Apg. 4:18-21, 33.
12. (a) Hvordan hjalp engle disciplene til at sejre? (b) Hvad var forudsætningen for at de kunne bevare den hellige ånd?
12 Optændt af skinsyge lod ypperstepræsten og hans tilhængere derefter alle apostlene kaste i fængsel. Nu måtte Gud træde til. I løbet af natten førte Jehovas engel dem ud af fængselet og befalede dem: „Bliv ved med at tale til folket, fremhold alle udtalelserne om dette liv.“ Ved daggry stod de atter på tempelområdet og underviste! Endnu en gang blev de arresteret og ført til sanhedrinsalen, hvor ypperstepræsten sagde: „Vi har udtrykkelig forbudt jer at fortsætte med at undervise på grundlag af [Jesu] navn, og dog, se! I har fyldt Jerusalem med jeres lære.“ Apostlene svarede frimodigt: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker. . . . vi er vidner om disse forhold, og det er den hellige ånd også, som Gud har givet dem der adlyder ham som deres hersker.“ (Apg. 5:17-32) Ja, om de vedblev med at have den hellige ånd, afhang af om de nidkært vidnede om Jehovas suverænitet!
13. Holdt den sejrende tro stand i kristendommens første tid? Forklar.
13 De religiøse ledere ville gerne gøre det af med apostlene, men den der skænkede den hellige ånd ledede begivenhederne i en anden retning. Den ansete lovlærer Gamaliel rejste sig og sagde: „Hold jer fra disse mennesker og lad dem være; (for hvis denne idé eller denne virksomhed er af mennesker, vil den blive gjort til intet; men hvis den er af Gud, vil I ikke kunne gøre dem til intet;) ellers vil I måske blive fundet som nogle der kæmper mod Gud.“ Så nøjedes de med at lade apostlene piske og forbyde dem at forkynde, hvorefter de lod dem gå. Hvad nu med den sejrende tro? Holdt den stand? Ja sandelig, for der siges videre i beretningen: „Og hver dag fortsatte de med, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias, Jesus.“ — Apg. 5:33-42.
Troen må fortsat sejre
14. Blev Jesu profeti i Apostelgerninger 1:8 opfyldt? Forklar.
14 Aflæggelsen af det grundige vidnesbyrd blev ikke standset. Det skulle forkyndes i den udstrækning Jesus selv havde forudsagt: „I Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ (Apg. 1:8) Forfølgelsen tjente kun til at udbrede vidnesbyrdet endnu mere, for „de der var blevet spredt gik . . . gennem landet og forkyndte ordets gode nyhed“. (Apg. 8:1, 4) Snart blev forfølgeren Saulus til apostelen Paulus, og de første hedninger modtog den hellige ånds gave. Den gode nyhed spredtes som en løbeild og nåede ud til flere og flere nye områder. Da Paulus og hans ledsagere kom til Europa råbte modstanderne: „Disse mænd som har vendt op og ned på den beboede jord, er også her.“ (Apg. 17:6) I løbet af omkring 30 år var den gode nyhed om Riget blevet „forkyndt blandt al skabningen under himmelen.“ — Kol. 1:23.
15. Hvilken hjælp og opmuntring fik de der vaklede i troen?
15 Det ser imidlertid ud til at nogle af disse kristne begyndte at blive trætte efterhånden som afslutningen på den jødiske tingenes ordning nærmede sig. De slækkede på deres åndelige agtpågivenhed og begyndte at vakle i troen — den tro de skulle sejre ved. Men de stod ikke uden hjælp. Trofaste ældste i den kristne menighed gav dem den nødvendige opmuntring. En af disse, apostelen Paulus, blev ved med at opfordre dem til at holde ud i troen. Han tilskyndede dem til at gøre deres kristne håb til „et sjælens anker, både sikkert og fast“. (Hebr. 6:19) Han erklærede: „Vi [hører] ikke til dem som unddrager sig, så de går til grunde, men til dem som har tro, så sjælen bevares i live.“ (Hebr. 10:39) De måtte for enhver pris fuldføre deres kristne sejr! De der holdt fast ved troen bevarede livet da den jødiske tingenes ordning gik til grunde i år 70 e.v.t.
Flere trosprøver
16. (a) Hvor lang tid holdt apostelen Johannes ud i tro? (b) Hvad advarede han om?
16 Der ventede imidlertid de trofaste kristne yderligere trosprøver. Det fortæller Johannes os om. Johannes tjente som en Jesu Kristi apostel i omkring 68 år. I to af sine breve advarede han om den „antikrist“ der skulle komme i „den sidste time“, og han omtaler den som „den der fornægter Faderen og Sønnen“. Derpå forbinder Johannes denne „antikrist“ med de „mange falske profeter [som] er draget ud i verden“. (1 Joh. 2:18, 22; 4:1-3) Denne antikrist bestred uden tvivl vigtigheden af „den gode nyhed“ og prøvede på at få de kristne til at antage verdens materialistiske, nydelsessyge livsform.
17. Hvordan og hvorfor må kristne holde ud i tro?
17 En del af de kristne havde bevaret deres integritet og „sejret over den onde“, men nu, på dette sene tidspunkt, blev deres tro angrebet fra en anden kant. Apostelen skrev til dem og udtrykte sig i utvetydige vendinger således: „Elsk ikke verden eller det der er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det der er i verden — kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af — er ikke af Faderen, men af verden. Og verden er ved at forsvinde, og det er dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ (1 Joh. 2:13, 15-17) Det har aldrig været Guds vilje at kristne skulle lade sig indblande i de umoralske materialistiske handlinger som præger Satans verden. Nej, de må være udholdende og sejre ved deres tro.
18. Hvordan fuldfører vi vor sejr ved tro?
18 I det samme brev beskriver Johannes det bånd der knytter alle kristne i hele verden sammen i en ubrydelig enhed. Han siger: „Den der bekender at Jesus Kristus er Guds søn, med ham forbliver Gud i samhørighed og han i samhørighed med Gud. Og vi har selv fået kundskab om og tro på den kærlighed som Gud har i vort tilfælde. Gud er kærlighed, og den der forbliver i kærligheden, forbliver i samhørighed med Gud, og Gud forbliver i samhørighed med ham.“ (1 Joh. 4:15, 16) Hvilken storslået forret er det ikke at være forenet med hele universets øverste Suveræn gennem hans søn, Jesus Kristus, hvis blod „renser os fra al synd“! (1 Joh. 1:7) Om vi skal sejre ved tro afhænger af om vi bliver ved med at elske Gud og Kristus, bliver ved med at samarbejde med dem i det verdensomspændende høstarbejde der nu hurtigt nærmer sig sin afslutning. — 1 Kor. 3:9.
19. Hvad kendetegner dem der sejrer ved tro?
19 Johannes fortsætter: „Dette er hvad kærligheden til Gud vil sige, at vi holder hans bud.“ (1 Joh. 5:3) I den forbindelse sagde Jesus til sine disciple: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden.“ (Joh. 13:34) Det blev virkelig et kendetegn for de kristne på Johannes’ tid, og det er et lige så vidunderligt kendetegn for kristne i vore dage! Siden det første århundrede har der ikke levet et folk som nutidens kristne Jehovas vidner; dette folk er forenet og sammenknyttet af et kærlighedens bånd der rækker ud over alle sprog-, stamme- og raceskel.
20. Hvordan kan vi nu ved verdens ende vise at vi sejrer ved tro?
20 Ved afslutningen på denne tingenes ordning har vi også den befaling som indeholdtes i Jesu profeti: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Matt. 24:14) Dette storslåede vidnesbyrd, der nu aflægges så kraftigt som aldrig før i hele verden, har tjent som kendemærke for dem der har besejret verden. Med tanke på alle dem af Guds tjenere der bevarer deres integritet, skriver apostelen: „Og dette er den sejr som har sejret over verden, vor tro. Hvem er det der sejrer over verden, uden den som tror at Jesus er Guds søn?“ Denne tro på at Jesus er Guds søn må man vise den dag i dag ved at adlyde den befaling Jesus gav sine disciple efter sin opstandelse: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne.“ (1 Joh. 5:4, 5; Matt. 28:19) Viser du på denne måde at du er i færd med at besejre verden?