Hvad Bibelen siger

Den kristne og betaling af skat

„SKATTEN er forfaldet — men de nægter at betale.“ „Indtægter som ikke opgives koster måske U.S.A. milliarder i skat.“ „Skattesnyderiet griber om sig i England.“ „Det er almindeligt at man unddrager sig skat i Israel.“ ’Forældre misbruger børnenes frikort’ (Danmark).

Disse aviscitater røber at folk alle vegne vægrer sig ved at betale skat. Hvordan bør kristne se på det at betale skat?

Bibelen taler mange steder om skat. Gennem Moses befalede Gud israelitterne at betale visse afgifter til opretholdelse af tjenesten i deres helligdom. (2 Krøn. 24:6, 9; 2 Mos. 30:12-16; 4 Mos. 18:26-29; 31:26-47; Neh. 10:32) Da Israel blev et kongedømme pålagde man folket skat for at kongen, hoffet og de forskellige embedsmænd og tjenere kunne få deres underhold. (1 Sam. 8:11-17; 1 Kong. 4:6-19) Da landet kom under fremmed herredømme måtte israelitterne betale andre former for skat. Da de for eksempel var under Persien blev hver eneste israelit afkrævet en ’kongelig skat’, der åbenbart var ret høj, eftersom mange måtte låne penge for at udrede beløbet. — Neh. 5:4.

Gud har aldrig sagt at hans tjenere skulle undgå at betale skat. Efter at den kristne menighed var blevet oprettet, blev apostelen Paulus inspireret til at skrive: „Lad enhver sjæl underordne sig under de højere myndigheder, . . . Giv alle hvad der tilkommer dem, ham der kræver skat, skat; ham der kræver afgift, afgift.“ — Rom. 13:1, 7.

Det betyder ikke at kristne skal betale mere i skat end loven kræver. Hvis lovgivningen giver enkeltpersoner eller organisationer inden for visse kategorier mulighed for at opnå skattefradrag, er der intet bibelsk forkert i at de der opfylder betingelserne udnytter denne mulighed.

I de senere år er det imidlertid blevet mere og mere almindeligt at folk ved uredelige metoder finder udvej for at betale mindre, eller slet ingenting, i skat. „Blandt dem der pynter på selvangivelsen,“ bemærker U.S. News & World Report (27. marts 1978), „er ældre mennesker der supplerer pensionen, arbejdsløse der tager tilfældige jobs, og håndværkere der udfører ’måneskinsarbejde’. Selv højt betalte fagfolk unddrager sig en del af deres skat ved at undlade at opgive deres indtægt ved freelancearbejde.“ Newsweek (10. april 1978) skrev:

„’Til dem der [i U.S.A.] ikke vil opgive hele deres indtægt hører fortrinsvis tjenere, husassistenter, læger, småhandlende, arbejdsmænd, og selvstændige håndværkere som for eksempel blikkenslagere,’ siger tidligere medlem af ligningskommissionen, Sheldon Cohen. ’Alle disse modtager en masse kontantbeløb, og selv om der foretages en vis kontrol, opgives de ikke i mange tilfælde.’

Skattemyndighederne er især ude efter ’selvstændige sælgere’ som livsforsikringsagenter, repræsentanter der benytter privattelefon, og husmødre der arrangerer Tupperware-selskaber. Alle er reelt ansat, men for ingen af dem gælder at de firmaer der lønner dem skal tilbageholde skat for dem. Og hvis de vælger ikke at opgive deres fortjeneste, helt eller delvis, er det meget svært for skattemyndighederne at komme snyderiet til livs.“

Skattelovene varierer naturligvis fra land til land, og undertiden endda fra område til område i det samme land. Men kristne vil sætte sig ind i og rette sig efter de skattelove der gælder hvor de bor, for samvittighedsfuldt og pligtopfyldende at kunne betale deres skat.

Hvorfor snyder de?

Mange tror ikke at de kan få pengene til at slå til (uden at bede om offentlig støtte, hvad de helst er fri for) hvis de ikke snyder i skat. New York Times gengav nogle udtalelser fremsat af en kvinde i et af de fattige kvarterer i Los Angeles. Kvinden er enke og forsørger tre børn. Hun siger: „Jeg forsørger selv hele min familie. Jeg får ingen understøttelse af nogen art. Hvis jeg tjente masser af penge ville jeg opgive hver en penny, men 150 dollars om ugen rækker ikke langt. Hvis jeg skulle betale skat ville jeg ikke få noget selv.“

Samme avis berettede også: „En kvinde i Chicago som tjener 18.500 dollars på et reklamebureau, siger at hun desuden tjener 3.500 dollars om året på free-lancebasis men kun opgiver de 1.500 dollars. ’Jeg har mere brug for pengene end regeringen har,’ siger hun. ’Skattevæsenet tager så meget fra mig, og jeg må have to ekstrajobs bare for at tjene de 3.500 dollars. Hvis jeg opgiver det hele, kommer jeg over i en anden skatteklasse, og jeg vil gerne forsørge mine børn, ikke regeringen.’“ Andre snyder for simpelt hen at kunne bevare en vis levestandard.

Som Jesus Kristus så på det

Hvordan bør mennesker der gerne vil leve efter de bibelske principper se på bestræbelser for at undgå at betale skat? Lad os overveje nogle velkendte ord som Jesus Kristus udtalte og som forekommer i følgende beretning:

„Så gik farisæerne hen og lagde råd op for at fange ham [Jesus] i ord. Og de sendte deres disciple hen til ham, sammen med tilhængere af Herodes’ parti, og de sagde: ’Lærer, vi ved at du er sandfærdig og lærer andre Guds vej i sandhed, og du tager dig ikke af nogen som helst, for du ser ikke på menneskers ydre. Sig os derfor hvad du mener: Er det tilladt at betale kopskat til kejseren, eller er det ikke?’ Men Jesus, som var klar over deres ondskab, sagde: ’Hvorfor stiller I mig på prøve, hyklere? Vis mig kopskattens mønt.’ De kom til ham med en denar. Og han sagde til dem: ’Hvis billede og indskrift er dette?’ De sagde: ’Kejserens.’ Så sagde han til dem: ’Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.’“ — Matt. 22:15-21.

Eftersom denaren bar kejserens billede, havde pengene altså deres oprindelse hos kejseren; og han havde ret til at forlange nogle af dem tilbage i form af skat. Det samme gælder de politiske regeringer i dag. Der hvor apostelen Paulus giver vejledning om betaling af skat siger han: „Giv alle hvad der tilkommer dem.“ Ifølge Bibelen er skat noget der tilkommer regeringen. Uanset hvordan myndighederne bruger de penge der kommer ind i skat, har en kristen pligt til at betale sin del.

Hos Mattæus finder vi en interessant beretning om at Jesus betalte en bestemt form for skat. Vi læser:

„Efter at de var kommet til Kapernaum henvendte de der opkræver to-drakmeskatten sig til Peter og sagde: ’Betaler jeres lærer ikke to-drakmeskatten?’ Han sagde: ’Jo.’ Men da han gik ind i huset kom Jesus ham i forkøbet ved at sige: ’Hvad mener du, Simon? Hvem får jordens konger afgifter eller kopskat af? Af deres egne sønner eller af de fremmede?’ Da han sagde: ’Af de fremmede,’ sagde Jesus til ham: ’Så er sønnerne altså fritaget. Men for at vi ikke skal blive dem en årsag til snublen og fald, gå så ned til søen, kast en fiskekrog ud og tag den første fisk der kommer op, og når du åbner munden på den finder du en mønt, en stater. Tag den og giv den til dem for mig og dig.’“ — Matt. 17:24-27.

Selv om Guds søn ikke havde pligt til at betale denne to-drakmetempelskat, betalte han den alligevel for ikke at blive en snublesten for andre. Hvis Jesu interesse for sine medmennesker gik så vidt som til at betale en skat han ikke havde pligt til at betale, vil de der gerne vil efterligne ham sandelig villigt betale den skat de pålignes ifølge loven.

Dette tilskyndes vi også til af en anden vejledning som Jesus giver: „I [skal] lade jeres lys skinne for folk, så de kan se jeres gode gerninger og herliggøre jeres Fader som er i himlene.“ (Matt. 5:16) Når kristne er ærlige bliver deres Gud og deres gudsdyrkelse noget tiltalende for andre.

Dette har vi et eksempel på i en rapport fra Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Brasilien. Det hedder heri: „Ligningsinspektøren i João Pessoa i delstaten Paraíba siger om en ældste i Jaguaribemenigheden: ’Han er et af Jehovas vidner, han er ærlig, han betaler sin skat, og han har en høj moral.’ En anden ældste i Paranaíba i delstaten Mato Grosso er selvstændig forretningsdrivende, men han anses for at være den mest prompte betaler på skattekontoret. Selv hos ligningsinspektørerne har han vundet respekt for sin ærlighed.“

’Vær aldrig bekymrede’

Men hvad så hvis det ser ud til at man kun kan klare økonomien ved at snyde i skat? Overvej engang denne vigtige lære i Jesu bjergprædiken:

„Hold op med at nære bekymring for jeres sjæl med hensyn til hvad I skal spise eller hvad I skal drikke, eller for jeres legeme med hensyn til hvad I skal tage på. Betyder sjælen ikke mere end maden og legemet mere end tøjet? . . . Vær derfor aldrig bekymrede og sig: ’Hvad skal vi spise?’ eller: ’Hvad skal vi drikke?’ eller: ’Hvad skal vi tage på?’ Det er jo alt sammen det folk fra nationerne så ivrigt stræber efter. Jeres himmelske Fader ved nemlig at I behøver alt dette. Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift. Vær derfor aldrig bekymrede for dagen i morgen, for dagen i morgen vil have sine egne bekymringer. Hver dag har nok i sin egen slethed.“ — Matt. 6:25, 31-34.

De der søger Guds retfærdighed først, bestræber sig for at leve efter de retfærdige krav der opstilles i Bibelen. De har Guds søns ord for at „alle disse andre ting“, det vil sige det daglige behov for føde, klæder og husly, ’vil blive givet dem i tilgift’. De der gerne vil efterligne Kristus behøver ikke i den grad at bekymre sig for hvordan de får de daglige fornødenheder, at det driver dem til uærlighed.

Bemærk også en lignende vejledning som apostelen Paulus giver, og den særlige velsignelse det medfører at følge den: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse; og Guds fred, som overgår al forstand, vil beskytte jeres hjerter og jeres sind ved hjælp af Kristus Jesus.“ (Fil. 4:6, 7) Det at kunne nyde Guds fred, der er en følge af at man har tillid til Gud, trofast holder sig til Bibelens principper og har en god samvittighed, er sandelig noget særligt. I en rapport til Vagttårnets selskab hedder det om en mand at han „altid tidligere blev rendt på dørene af opkrævere fra skattevæsenet fordi hans forretningsregnskab aldrig var i orden. Da han lærte Bibelens sandheder at kende, sørgede han imidlertid for at få orden i sine ting, og nu fører han en rolig tilværelse og bliver ikke generet af myndighederne. . . . De brødre der har bestræbt sig for at få sådanne ting bragt i orden, siger at de nu har en rolig samvittighed og fred i sindet fordi de adlyder loven“.

Økonomisk pres i forening med den fremherskende indstilling hos folk i almindelighed har fået mange til at bukke under for uærlighed i spørgsmålet om skat. Men Bibelen tilskynder kristne til samvittighedsfuldt at betale deres skat. I denne som i alle andre henseender ønsker gudfrygtige mennesker at følge det gode eksempel der nævnes i Hebræerbrevet 13:18: „Vi har tillid til at vi har en god samvittighed, idet vi ønsker at bære os ærligt ad i alle ting.“a

[Fodnote]