Hvorfor man må lade sig døbe

1. Hvilket instinktivt ønske nærer alle menneskeskabninger, og hvordan kan dette ønske tilfredsstilles fuldt ud?

ØNSKET om at tilbede Gud og Skaberen er en af de mange sindsegenskaber, der stiller menneskene på et langt højere plan end de lavere dyr. Dette ønske er instinktivt og arveligt, og hele menneskeheden ejer det. Såvel de mest primitive racer som de mest udviklede folkeslag på jorden — endog de såkaldte „gudløse“ i det menneskelige samfund alle ejer de et vist mål af denne medfødte trang til at tilbede en højere magt eller en eller anden genstand, som den tilbedende inderst inde anser for at være højere og mere tilbedelsesværdig end han selv. Det var Jehova Gud, der nedlagde denne tilbedelsestrang i det første menneskepar. Han gjorde dette, for at de kunne tilbede deres Skaber og Velgører, og det skulle være dem en rettesnor til deres eget bedste. Men det varede ikke længe, før oprøreren Satan fik held til at vende det første menneskepars tilbedelse bort fra Skaberen, og siden da har størsteparten af menneskeheden hengivet sig til mange falske religioner i et forsøg på at tilfredsstille deres trang til at tilbede. Når et oprigtigt menneske derfor lærer sandheden at kende, giver han med glæde afkald på sin falske religion og vender sig til den rene og sande tilbedelse af den almægtige Gud, „hvis navn alene er Jehova“. — Sl. 83:19, KJ.

2. Hvilke tre skridt tages først af dem, som er blevet frigjort af sandheden?

² Som et resultat af det store befrielsesarbejde, som nu ledes af Kristus Jesus, bliver titusinder af mænd og kvinder hvert år, i gennemsnit mere end ét tusinde om ugen, sat i frihed fra de falske religioners fængsler. Hvordan kan man frigøre sig fra falsk religion? For hver af jer gælder det, at der først må ske „en omvendelse til Jehova“, for „hvor Jehovas ånd er, der er frihed“. I må så vise jeres tro på Gud og hans dyrebare løfter, for „uden tro er det umuligt at have hans velbehag“. Samtidig må hver af jer, som lige er begyndt at lære om Jehova og hans veje, fortsætte med at studere Bibelen, for I må forstå, at her findes Jehovas åbenbarede hensigter med mennesket og de krav, Gud stiller, og som det må opfylde for at opnå livet. — Gal. 5:1; 2 Kor. 3:16, 17, NW; Hebr. 3:12; 11:6.

3. Hvilke yderligere fremskridt gør man i kundskab og forståelse, så det til sidst fører til indvielse?

³ Under jeres fremadskridende studium af Bibelen lærer I ikke alene grundsandhederne om Jehovas retfærdige tingenes ordning, men I vil også vokse i jeres forståelse af de dybere ting i Guds ord. I begynder at forstå det store stridsspørgsmål, som langt tilbage i tiden blev rejst af Jehovas ærkefjende, Satan Djævelen, og indser nødvendigheden af, at Jehova ophøjer sit navn og ord fuldstændigt i Harmagedonslaget, som nu er nær. Ved studium lærer I, hvor på tidens strøm vi lever; at vi befinder os i de „sidste dage“ for Satans gamle, døende verdensordning, og at denne gode nyhed om Jehovas sejrende rige dog først må forkyndes som et vidnesbyrd for alle nationerne, før den absolutte ende kommer. Alt dette tager tid, for først efter en periode med flittigt og systematisk studium af Bibelens lære og love og dens historie og profetier kan I nå til forståelse og værdsættelse af disse store sandheder. Når du studerer Guds ord, er du i virkeligheden under en oplæring, idet du gennem dit studium bliver dygtiggjort til at forkynde for andre. Med tiden vil du i dit hjerte føle et brændende ønske om at tage del i dette forkynderarbejde. Men dette arbejde udføres ikke af lønnede mænd og kvinder fra verden. Nej, kun forkyndere, som er ordineret af Gud, deltager i det — kun mennesker, som Jehovas ånd hviler over. Du lærer, at Jehova kun giver sin ånd til dem, som helt og uforbeholdent indvier sig til ham gennem Kristus Jesus. Du har derfor for ikke længe siden højtideligt indviet dig til Jehova eller vil med tiden gøre det, fordi indvielse til Jehova er et guddommeligt krav.

4. Hvilke spørgsmål vedrørende dåb og indvielse stilles somme tider?

⁴ Når du indvier dig, må du i dit hjerte og sind beslutte herefter at ville tjene Jehova Gud med alt, hvad du har, med hele dit hjerte, din sjæl og din livskraft. Du indser, at det kun er gennem en sådan indvielse, at du kan få liv af Jehova gennem Kristus Jesus. Du begynder at erkende alvoren heri. Jehova har ikke behag i dem, som giver løfter og derefter bryder dem. Du må nå til en forståelse og værdsættelse af betydningen og alvoren i alt dette. Men hvorfor skal man døbes i vand, efter at man i sit sind og hjerte har foretaget en sådan højtidelig indvielse til den levende Gud? Er dåben i vand nødvendig? Er den et guddommeligt krav, og skal det være en offentlig dåb ved fuldstændig nedsænkning?

5. a) Hvad er grundbetydningen af det græske ord for „dåb“? b) Hvorfor er det nødvendigt, at dåben foregår i vidners nærværelse?

⁵ Ordet „dåb“ i Bibelen er oversat fra det græske ord báptisma, og det tilsvarende udsagnsord betyder „at dyppe, sænke under vand, nedsænke“. Ordet ikke så meget som antyder en bestænkning. For at blive døbt i vand må hele legemet derfor nedsænkes under vand fra hoved til fod. Så langt fra at være et hemmeligt optagelsesritual, som udføres afsondret og i det skjulte, er dåben ifølge Skriften en åben, formel ceremoni, ligesom en bryllupsceremoni, der foregår offentligt som en bekendtgørelse eller et vidnesbyrd i vidners nærværelse for juridisk at stadfæste det, som et menneske allerede har besluttet i sit sind og hjerte. (2 Kor. 13:1; Matt. 18:16; 5 Mos. 19:15) Når et menneske foretager en betingelsesløs indvielse til Jehova, bliver dette menneske en udlænding, en fremmed, i denne gamle, Djævelens verden. Indvielse er derfor det samme som at løse borgerskab i den nye verden, og den formelle dåbsceremoni er i virkeligheden en ed i vidners nærværelse som en bekræftelse herpå. — Hebr. 11:13; 1 Pet. 2:11.

6. Til hvilket folk, på hvilket tidspunkt og med hvilken hensigt kom Johannes Døber?

⁶ Dåben er af guddommelig oprindelse. Det var for nitten århundreder siden, at „Johannes Døber [Kristi forløber] fremstod i ørkenen [i foråret 29 e. Kr.] og prædikede dåb for dem, der angrede til syndernes forladelse“. (Mark. 1:4, NW; Ap. G. 13:24) Israels nation var under Lovpagten, som blev indstiftet ved Sinaj bjerg, men israelitterne havde syndet mod denne pagt, som skulle vise dem hen til Messias. (Gal. 3:24) Nu skulle Messias snart komme, derfor var anger og omvendelse, til Jehova nødvendig for jøderne, som havde brudt pagten. Dette var Johannes’ budskab, et budskab, der krævede anger, en omvendelse til Jehova; og som en åben og offentlig tilkendegivelse i vidners nærværelse døbte Johannes dem, der således angrede ind for Jehova. (Luk. 1:16, 17, NW) Altså gjaldt Johannes’ dåb et bestemt folk på et bestemt tidspunkt, og den blev foretaget i en bestemt hensigt.

7, 8. a) Hvorfor protesterede Johannes imod at døbe Jesus? b) Hvordan var vanddåben et passende symbol på Jesu indvielse?

⁷ Da tiden var inde, kom Jesus også ned til Jordans vande og bad om at blive døbt af Johannes. Men Jesus var ingen synder mod Lovpagten. Han var tværtimod „uden svig, ubesmittet, adskilt fra syndere“. Han opfyldte Loven, han brød den ikke. (Hebr. 7:26, NW; Matt. 5:17) Johannes anerkendte dette og prøvede at forhindre, at dette hellige menneske blev døbt, men Jesus svarede ham og sagde: „Lad det ske denne gang, for på den måde er det passende for os at udføre alt, hvad der er retfærdigt.“ I en alder af tredive år indviede Jesus sig nu til uforbeholdent at gøre Jehovas vilje fra da af og altid, og som et symbol herpå fandt Jesus det meget „passende“ og „retfærdigt“ at lade sig døbe. — Matt. 3:13-15, NW.

Et godkendt symbol

⁸ Hvordan var vanddåben nu et passende symbol på Jesu indvielse? At Jesus villigt og uden at gøre modstand fuldstændig lagde sig i hænderne på den, der døbte ham, viste, at Jesus overgav sig selv uden forbehold. At Jesus blev sænket baglæns ned i og under vandet, var et godt billede på, hvordan Jesus var død og blev begravet fra sit tidligere jordiske liv, og hvis han ikke var blevet rejst op af vandet, kunne det meget vel have betydet døden for ham. Da han derfor blev rejst op, viste det, at han blev gjort levende til herefter at gøre Jehovas vilje. I alle henseender og enkeltheder er vanddåben derfor et „passende“ og „retfærdigt“ symbol på personlig indvielse.

9. Hvilken befaling gav Jesus vedrørende dåben, og i hvilken udstrækning er den blevet udført?

⁹ At Jesus billigede vanddåben, viste han ikke alene ved sin egen handlemåde, da han underkastede sig dåben, men han viste det også ved den udtrykkelige befaling, han gav, lige før han steg op til himmelen. Til sine trofaste efterfølgere sagde Jesus: „Al myndighed er blevet givet mig i himmelen og på jorden. Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se! Jeg er med jer alle dage indtil fuldendelsen af tingenes ordning.“ (Matt. 28:18-20, NW) Ved pinsefesten nogle få dage senere, berettes der, tog omtrent tre tusinde efter at have hørt Peters gribende tale om indvielse, som „stak dem i hjertet“, imod hans ord med glæde og blev døbt. Omtrent tre og et halvt år senere blev de første fra de uomskårne ikke-jødiske (eller „hedenske“) nationer, nemlig den italienske officer eller høvedsmand, Kornelius, sammen med „sine slægtninge og nærmeste venner“, alt i alt „mange forsamlede“, døbt i vand som symbol på deres fuldstændige indvielse til Gud. Nu befinder vi os her ved „fuldendelsen af tingenes ordning“, og Kristus Jesus leder nu, som han sagde, han ville, dette arbejde med at gøre disciple af folk af alle nationer og døbe dem i stort tal. — Ap. G. 10:22, 24, 27, 47, 48.

10. Hvilken betydning har vanddåben for sande kristne?

¹⁰ Hvilken betydning har da dåben i dag for sande kristne? Den samme som for Jesus. Kristus efterlod os et forbillede, som vi nøje må følge. (1 Pet. 2:21) „Hvis nogen ønsker at gå i mit spor, så lad ham fornægte sig selv og tage sin marterpæl op dag for dag og følge mig bestandig.“ Ja, „den, som ikke . . . går i mit spor, kan ikke være min discipel“. (Luk. 9:23, NW; 14:27) At fornægte sig selv betyder at give afkald på ejendomsretten over sig selv og i stedet overgive sig til Gud som hans træl for at gøre hans vilje. Det var det, Jesus Kristus gjorde lige til det sidste, sådan som han gang på gang udtrykte det den sidste nat på Oliebjerget: „Ikke, som jeg vil, men som du vil.“ „Ikke, hvad jeg ønsker, men hvad du ønsker.“ (NW) „Ske ikke min vilje, men din.“ (Matt. 26:39, 42; Mark. 14:36; Luk. 22:42) Jesu dåb skulle ikke symbolisere hans omvendelse fra synder mod Lovpagten, og det skal dåben heller ikke i vort tilfælde. Jesus blev ikke døbt for at få tilgivelse for adamitiske synder, og det bliver vi heller ikke. For både Jesus og hans efterfølgere siden Pinsedagen er dåben i vand et symbol på indvielse, et bekræftende tegn, der er synligt for andre, og som for disse tilkendegiver, at den, der døbes, har overgivet sig til Jehova for at gøre hans vilje, koste, hvad det vil.

11. Hvad viser det, at man døbes „i Faderens navn“?

¹¹ Men hvad mente Kristus, da han sagde, at man skulle døbes i „Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn“? For det første indbefatter Faderens „navn“ mere end blot egennavnet, det hebraiske tetragrammaton, gengivet som „Jehova“. „Faderens navn“ hentyder til det faderskab, det retmæssige overherredømme og den uforlignelige myndighed, som Jehova er i besiddelse af. Han er den universelle Enehersker, himmelens og jordens Skaber, den almægtige og højeste kilde til alt liv. Det store stridsspørgsmål, som hele universet er indblandet i, og som skal afgøres i Harmagedon, drejer sig om det embede og den myndighed, som lysets og sandhedens evige Fader besidder. Når man bliver døbt „i Faderens navn“ viser det, at man forstår og anerkender Jehovas, den store Teokrats, enestående stilling, magt og myndighed.

12. Hvad viser det, at man døbes „i Sønnens . . . navn“?

¹² For det andet betyder det at blive døbt i Sønnens navn ligeledes, at man forstår den høje myndighed og det embede, som Jehovas elskede søn, Kristus Jesus, nu har været i besiddelse af, siden han blev oprejst af Jehova. Om denne trofaste søn læser vi: „Hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste.“ (Es. 9:6) Så for jer, som nu tror på Jehova, er denne hellige søn ikke blot jeres Frelser, Genløser og Befrier, men han er også Guds salvede, Konge over den nye verden, den store Ypperstepræst efter Melkizedeks vis, den, som er værdig til at hævde Jehovas navn og universelle overherredømme.

13. Hvilken funktion opfylder Guds hellige ånd? Hvad betyder det derfor at blive døbt i dens navn?

¹³ For det tredje må man også på rette måde anerkende det hverv og den funktion, som Guds hellige ånd opfylder. Den hellige ånd er ikke den tredje person i en eller anden hedensk treenig guddom, men er i stedet Jehova Guds virkekraft, som han udgyder over villige skabninger, således at de endrægtigt kan fuldføre hans vilje og hensigt. Den hellige ånd var den kraft, der inspirerede de gamle profeter til at nedskrive Guds hellige ord. Det var den kraft, der ledede de første kristne, efter at deres opstandne overhoved og mester, som selv blev ført af ånden, var steget til himmelen. (Luk. 4:18-21; Ap. G. 2:16-18; 2 Pet. 1:21) Den hellige ånd er den samme guddommelige virkekraft, der leder Guds teokratiske organisation på jorden i dag, og det er denne kraft, der støtter og bestandig virker på alle Guds indviede tjenere. At blive døbt i den hellige ånds navn viser eller tilkendegiver derfor, at den, der døbes, anerkender denne usynlige virkekraft fra Gud, villigt underkaster sig dens påvirkning og ønsker at blive ledet og behersket af den til enhver tid i overensstemmelse med den levende Guds vilje.

Døbt for anden gang

14. Selv om man tidligere er blevet døbt, bør man da, efter at man har indviet sig til Jehova, lade sig døbe igen?

¹⁴ Ofte stilles det spørgsmål, om en, der tidligere er blevet døbt ved en ceremoni i et andet religiøst samfund, skal døbes igen, når vedkommende har fået nøjagtig kundskab om sandheden og indvier sig til Jehova. Ud fra det, der tidligere er sagt, er der nu en tvingende grund til også at sige: Ja, man må døbes igen. Sandsynligvis er vedkommende aldrig i nogen af disse religiøse samfund virkelig blevet døbt „i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn“, for hvis han var blevet det, ville han have forstået den myndighed og det embede, som disse sande højere magter besidder. Og hvis et menneske tidligere har indviet sig til Jehova, ville dette menneske have skilt sig ud fra sådanne gudsbespottelige, babyloniske systemer, før det havde ladet sig døbe af dem. Det vigtigste er derfor ikke dåbshandlingen, men derimod det, handlingen symboliserer.

15. Hvorfor var det nødvendigt for brødrene i Efesus at lade sig døbe for anden gang?

¹⁵ I Bibelen berettes om et tilfælde, hvor netop denne situation var opstået. I Efesus havde en jøde gjort omkring tolv mennesker så interesserede i sit budskab, at de ønskede at blive døbt, men han kendte kun Johannes’ dåb, og det var den, han forkyndte for dem. Nogen tid senere besøgte apostelen Paulus denne by og fandt dem, og da han spurgte, om de havde modtaget den hellige ånd, tilstod de over for Paulus, at de ikke vidste, hvad han talte om. Så spurgte Paulus dem: „Hvilken dåb blev I da døbt med?“ De sagde: „Med Johannes’ dåb.“ Da Paulus vejledte dem på dette punkt, forklarede han dem sandsynligvis, hvorledes Johannes’ dåb var for jøder, der havde syndet mod Lovpagten, og eftersom denne pagt nu var blevet opfyldt og naglet til Kristi marterpæl af Jehova, var den ikke længere i kraft. „Da de hørte dette,“ fortsætter beretningen, „lod de sig døbe [en gang til, men denne gang] i Herren Jesu navn.“ Da var det, de modtog et rigeligt mål af Guds hellige, virksomme ånd. — Ap. G. 18:24, 25; 19:1-7; Matt. 5:17; Rom. 10:4; Kol. 2:13, 14, NW.

16. Hvorfor er dåben en så alvorlig sag for sande kristne?

¹⁶ Ud fra alt det, vi her har betragtet, er det tydeligt, at sande kristnes vanddåb ikke er en simpel, intetsigende ceremoni, man må gennemgå for at blive optaget i en organisation af mennesker. Dåben er tværtimod en meget alvorlig handling, der har med selve livet at gøre, for den indbefatter, at man afgiver et løfte til den almægtige Gud. Prædikeren 5:3-5 siger: „Når du giver Gud et løfte, så tøv ikke med at holde det! Thi der er ingen glæde ved dårer. Hvad du lover, skal du holde. . . . sig ikke . . . at det var af vanvare!“ Mennesker, der ikke holder deres ord og overenskomst, „fortjener døden“, siger Paulus. (Rom. 1:31, 32; 4 Mos. 30:2-4) Det vil derfor være rigtigt, at den forkynder, der holder en dåbstale, beder dem, der ønsker at lade sig døbe, rejse sig og besvare visse spørgsmål. Før taleren fortsætter, bør han give kandidaterne tid til at rejse sig, og han kan derefter sige omtrent som følger:

Til dåbskandidaterne

17. Hvem har bemyndiget Jehovas vidner til at gøre disciple af folk af alle nationer og døbe dem?

¹⁷ Da den opstandne Jesus Kristus endnu var på jorden, sagde han: „Al myndighed er blevet givet mig i himmelen og på jorden.“ Dette udtalte han nogen tid før sin himmelfart. Han udtrykte sig da meget bestemt over for sine disciple, for han sagde: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se! Jeg er med jer alle dage indtil fuldendelsen af tingenes ordning.“ (Matt. 28:18-20, NW) På dette bud drager Jehovas vidner nu ud i hele verden og gør disciple af alle slags mennesker.

18. Hvorfor ønsker dåbskandidaterne at blive døbt „i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn“?

¹⁸ I, der nu anmoder om at blive døbt, er blevet Kristi elever eller disciple, og I har derfor lært Faderen at kende. I har antaget Faderens navn, idet enhver af jer kalder sig selv et af Jehovas vidner. Derfor ønsker I at blive døbt i Faderens navn. Jesus sagde, at hans disciple også skulle døbes i Sønnens navn, og I har også antaget hans navn, for I er kristne. Som kristne må I følge, de høje principper, som han gik ind for, og være ivrige efter at gå i hans fodspor, for han gjorde altid sin Faders vilje og vidnede om ham. I kan kun døbes i den hellige ånds navn, dersom I anerkender, at den er Jehovas virksomme kraft, og at den virker på dem, som elsker Jehova og er villige til at udføre hans befalinger. I Johannes 14:15-17 (NW) sagde Jesus til sine apostle: „Hvis I elsker mig, vil I holde mine befalinger; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden hjælper, som skal være hos jer for bestandig, sandhedens ånd.“ Jesus har også lært os, at Jehovas ord er sandhed, og ved fortsat studium af hans sandheds ord vil I forstå Jehovas vilje. (Joh. 17:17) I vil se det vidunderlige arbejde, Jesus gjorde og stadig gør, og I vil anerkende Jehovas ånds kraft.

19-22. a) Hvilke to spørgsmål bør stilles dem, der ønsker at blive døbt? b) Hvis man kan svare „ja“ til disse spørgsmål, bør man da tøve med at lade sig døbe?

¹⁹ Bekend derfor nu jeres tro offentligt med munden ved at besvare de to spørgsmål, som jeg nu stiller jer, og lad jeres svar kunne høres, så alle, der er omkring jer, kan være vidner til den erklæring, som I nu højtideligt afgiver:

²⁰ 1) Har du erkendt over for Jehova Gud, at du er en synder, der har frelse behov, og har du anerkendt over for ham, at denne frelse udgår fra ham, Faderen, gennem hans søn, Jesus Kristus?

²¹ 2) Har du på grundlag af denne tro på Gud og på hans frelsesforanstaltning indviet dig uforbeholdent til Gud for at gøre hans vilje fra nu af, sådan som han åbenbarer den for dig gennem Jesus Kristus og gennem Bibelen under den hellige ånds vejledning?

²² Alle I, som svarede „ja“ på disse spørgsmål, bør ikke udsætte det, men ufortøvet lade jer døbe. I har tilstrækkelig kundskab om og forståelse af, hvad I gør, og Gud holder jer ansvarlige for, at I udfører hans vilje ved at lade jer døbe i vand.

23. Hvad bør man altid huske, efter at man er blevet døbt?

²³ Hold jer altid Jehovas sejrende rige og dets glorværdige konge, Kristus Jesus, for øje, han, som afmærkede vejen for os som vor Leder og Hærfører. Hav den samme sindsindstilling over for Jehova, som han havde, som beskrevet i Salme 40:9: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.“ Ja, husk Jehovas lov, hans ufejlbarlige skrevne ord, Bibelen! Studer den omhyggeligt, følg dens vejledning og anvisninger, for den er et lys på jeres sti. Husk Jehovas ånd! Lad den lede enhver af jeres handlinger, for den er langt stærkere end Djævelens ånd. Husk Jehovas organisation! Hold jer altid nær til den, for den er som en moder for jer. Den sørger for, føder, opdrager og beskytter jer.

24, 25. Hvilken færd vil bringe indviede og døbte kristne den største lykke tilligemed fred og tilfredshed i sindet?

²⁴ I vil få brug for at huske denne dag, da I underkastede jer vanddåben; skriv derfor datoen op, så I altid kan slå den efter. Denne dag, som har tilknytning til jeres ordination og udnævnelse af Gud, er i sandhed en stor dag og for enhver af jer en lykkelig begivenhed i jeres liv, for i dag bekender I for mange vidner, at I har forladt jeres tidligere liv under falsk religion og har valgt at tilbede Jehova for bestandig sammen med hans sande vidner. Og efter at I har vendt jer til den sande tilbedelse af og tjeneste for jeres Skaber, har I modtaget mange vidunderlige gaver fra hans gavmilde hånd. Alt dette har gjort jer meget lykkelige, men da der er endnu større lykke, ved at give end ved at modtage, vil I ikke være tilfredse med blot at eje og nyde disse goder selv. I vil derfor meget nidkært tilskynde andre i denne verden med dens mange falske religioner til ligeledes at tage standpunkt for Jehova og sammen med jer synge hans pris. Når I følger en sådan gudfrygtig færd, vil I opnå stor glæde i hjertet, og fred og tilfredshed i sindet selv nu før Harmagedonslaget på Guds, den Almægtiges, store dag, og i kommende tider overstrømmende glæde og endeløs lykke, altsammen til ære, herliggørelse, pris og ophøjelse af den levende Guds, Jehovas, navn og ord! Taleren vil derefter sige: „Lad os alle bøje vore hoveder i bøn til Jehova.“