Spørgsmål fra læserne
● Bibelen fordømmer at man tager varsler. (5 Mos. 18:10) Hvordan skal man da forklare Første Mosebog 44:5, der viser at Josef, som havde Guds gunst, ejede et bæger som han brugte til at tage varsler af? — A. J., Congo Republikken.
Josef var en højtstående embedsmand i et hedensk land. Han forestod kornuddelingen i Ægypten. På grund af den strenge hungersnød kom hans brødre hele vejen fra Kana’an for at købe korn i Ægypten. (1 Mos. 42:1-7) År tidligere havde de solgt Josef som slave. Selv om de ikke var klar over det, var det altså deres egen broder de nu bad om korn. Josef havde endnu ikke valgt at give sig til kende for dem. I stedet var han besluttet på at prøve dem. Første Mosebog 44:5 bør ses ud fra dette synspunkt.
Josef gik øjensynligt frem efter en bestemt plan, idet han ikke præsenterede sig som deres broder der havde tro på Jehova Gud, men som hersker i et hedensk land. I overensstemmelse med sin plan befalede Josef sin hushovmester at fylde deres sække med korn og lægge den pengesum som de hver især havde givet, oven i hver sæk, og at lægge Josefs sølvbæger oven i den yngstes sæk. (1 Mos. 44:1, 2) Josefs brødre var ikke nået langt bort før han bød sin tjener: „Sæt efter mændene, og når du indhenter dem, sig så til dem: Hvorfor har I gengældt godt med ondt? Hvorfor har I stjålet mit sølvbæger? Det er jo min herres mundbæger, som han bruger til at tage varsler af! Ilde har I handlet ved at gøre således!“ (1 Mos. 44:3-5) Josef, der handlede i overensstemmelse med sin plan, befalede sin hushovmester hvad denne skulle sige. Han fik ham til at beskrive bægeret som „min herres mundbæger, som han bruger til at tage varsler af“, muligvis for at vise hvor stor en værdi dette særlige bæger havde og således gøre sagen endnu mere alvorlig.
Da Josef stod over for sine brødre, forstillede han sig stadig idet han spurgte dem: „Ved I ikke, at en mand som jeg forstår sig på hemmelige kunster?“ (1 Mos. 44:15) Senere, da Josef ikke længere kunne beherske sig, gav han til kende hvem han virkelig var. — 1 Mos. 45:1-15.
Bægeret var således øjensynligt et led i Josefs forstillelse. Vi kan være overbevist om at Josef, der tilbad Jehova, ikke i virkeligheden brugte bægeret til at tage varsler af, lige så lidt som Benjamin i virkeligheden stjal det.
● Da Jesus Kristus levede her på jorden sagde han: „Jeg så Satan falde ned fra Himmelen som et lyn.“ (Luk. 10:18) Betyder det at Satan Djævelen på dette tidspunkt allerede var blevet kastet ud af himmelen? — O. B., Australien.
Nej. Bibelen berettiger os ikke til at opfatte Jesu udtalelse i Lukas 10:18 på denne måde. Kristus hentydede øjensynlig til en fremtidig begivenhed, men han gjorde det på baggrund af begivenheder der skete dengang.
Før Jesus fremsatte denne udtalelse havde han udpeget „halvfjerdsindstyve andre“ og sendt dem „i forvejen, to og to, til hver by og hvert sted, hvorhen han selv ville komme“. (Luk. 10:1) Da deres opgave var fuldført, vendte de glade tilbage og sagde: „Herre! også de onde ånder er os lydige i dit navn.“ (Luk. 10:17) Dette var et vidunderligt bevis på Guds magt over dæmonerne. Det var denne opmuntrende rapport der fik Jesus til at udtale sine betydningsfulde ord om Satans fald, ord der viste hans magt over denne onde skabning.
At Kristus med sine ord i Lukas 10:18 ikke hentydede til at Satan på et tidligere tidspunkt bogstaveligt var faldet ned fra himmelen, fremgår af det der siges andre steder i Bibelen. I Åbenbaringen 12:7-9 berettes der om hvordan Satan og hans engle bliver nedstyrtet fra himmelen til jorden. Men dette fandt ikke sted før eller mens Jesus levede som menneske på jorden. Man må gøre sig klart at hele Åbenbaringen er profetisk. Den beskriver ikke noget som har fundet sted. Dette fremgår af Åbenbaringen 1:1, der lyder: „Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere, hvad der skal ske i en hast. Og han sendte bud ved sin engel og gav det til kende i billeder for sin tjener Johannes.“ Apostelen Johannes fik åbenbaringen på øen Patmos ved slutningen af det første århundrede og fuldførte nedskrivningen af den omkring år 96. Dette var mange år efter at Jesus Kristus var fremkommet med udtalelsen i Lukas 10:18.
En omhyggelig undersøgelse af Åbenbaringen, kapitel 12, viser at Djævelen og hans onde engle skulle kastes ud af himmelen efter Guds riges fødsel. (Åb. 12:5, 10) Som det så ofte ud fra Bibelen er blevet påvist i Vagttårnets spalter, blev det himmelske rige med Kristus som konge oprettet i 1914. Ikke længe efter at Mikael, det vil sige Jesus Kristus, var blevet indsat på tronen, skred han til handling, og „der blev kamp i Himmelen“. Mikael og englene under ham kæmpede med Satan og hans engle og styrtede dem fra himmelen ned på jorden.
Jesus må derfor have tænkt på Satans endelige uddrivelse fra himmelen da han sagde: „Jeg så Satan falde ned fra Himmelen som et lyn.“ Den kendsgerning at de halvfjerds evangelister, der blot var jordiske mennesker, havde uddrevet dæmoner i Jesu navn, var en forsikring om at dette fald ville finde sted. For Jesus var det et sikkert tegn på at Satan til Guds bestemte tid ville falde ned fra himmelen. For Jesus var det som om han allerede så Satan kastet ud af og faldet ned fra himmelen. Han kunne derfor allerede dengang omtale denne fremtidige begivenhed som noget der med sikkerhed ville finde sted, som om han allerede havde set den fuldbyrdet. Kristus selv ville, når han var død i trofasthed og var blevet oprejst som en mægtig åndeskabning, få overdraget magten til at opfylde denne profeti ved at nedstyrte Satan og de andre dæmoner fra himmelen. Senere ville den ophøjede Jesus Kristus også kaste disse onde åndeskabninger i afgrunden og binde dem, og til sidst ville han også tilintetgøre dem. — Åb. 20:1-3, 7-10; Hebr. 2:14; Rom. 16:20.
● En omhyggelig sammenligning mellem Mattæus 1:1-16 og Lukas 3:23-38 viser at Mattæus følger Jesu Kristi slægtslinje gennem Salomon, hvorimod Lukas følger den gennem Natan, en anden søn af David. Hvorfor indeholder begge slægtsregistre da navnene Sjealtiel og Zerubbabel? — M. K., Alaska.
Den omstændighed at Jesu slægtslinje gennem Davids søn Natan efter mange generationer mødtes med den linje der gik gennem Salomon, skyldes uden tvivl at medlemmer fra de to slægtslinjer har giftet sig med hinanden.
Første Krønikebog 3:16-18 viser at Sjealtiel var en kødelig søn af Jekonja (kong Jojakin). Mattæus samstemmer hermed idet han siger: „Efter bortførelsen til Babylon blev Jekonja fader til Sjealtiel.“ (Matt. 1:12) Lukas begik imidlertid ikke nogen fejl da han sagde at Sjealtiel var „søn af Neri“. (Luk. 3:27) Dette var øjensynlig rigtigt, idet Neri har ladet sin datter ægte Sjealtiel. Da det ikke var usædvanligt at hebræerne omtalte en svigersøn som en søn, og det især i slægtsregistrene, kunne Lukas med rette omtale Sjealtiel som Neris søn, ligesom han allerede havde omtalt Josef som søn af Eli, skønt denne i virkeligheden var fader til Josefs hustru, Maria. — Luk. 3:23.
Det må således have været ved en ægteskabelig forbindelse at Davids slægtslinje gennem Natan forenedes med slægtslinjen gennem Salomon. Dette kan også være grunden til at både Mattæus og Lukas anfører Sjealtiels søn Zerubbabel. Gennem forskellige efterkommere af Zerubbabel skiltes de to slægtslinjer atter for at mødes i Jesus Kristus.
Det er derfor med god grund at bogen „Det er umuligt for Gud at lyve“ siger følgende på side 71: „De fleste af de jøder der overlevede Jerusalems fald og ødelæggelse blev ført i landflygtighed til Babylon. Blandt de jøder der befandt sig som fanger dér i de følgende halvfjerds år var der en mand ved navn Neri, som nedstammede fra kong David gennem dennes søn Natan. Denne slægtslinje forenedes nu med Salomons gennem Sjealtiel og hans søn Zerubbabel.“ Disse slægtslinjers indbyrdes forhold ses også på siderne 112 og 113 i denne bog.
For yderligere oplysninger om Jesu Kristi slægtsregistre, som anført af Mattæus og Lukas, se venligst Vagttårnet for 1. juni 1962, siderne 263, 264.