faae Sit: alle hans Protester hjælper ham ikke, han er, han er Christen, og bliver begraven som Christen: i den Grad er det vist, at vi Alle er Christne. Efterlader han Intet (thi Lidt, det hjælper ikke; Præsten, som er christelig nøisom, nøies altid med Lidt, hvor der ikke er mere), efterlader han bogstaveligen Intet — det skulle da være det eneste Tilfælde, hvor der maaskee vilde blive taget Hensyn til hans Protester.“

Kierkegaard kunne ikke kaldes en fritænker og kirken var langt fra glad for hans skrifter, men alligevel blev han kirkelig begravet. Hvorfor denne gestus over for en uvelkommen sjæl? Formodentlig fordi Kierkegaard efterlod sig en smule penge, nok til at gøre præsten og bedemanden tilfredse, og til at afholde udgifterne ved en såkaldt kristen begravelse. Og desuden samstemmer det udmærket med kristenhedens hykleri.

Virkningerne af hans angreb

Kierkegaard havde ikke til hensigt at styrte kirkeorganisationen eller at stifte en ny religion. Øjensynlig var han ikke interesseret i lærespørgsmål. Hans angreb var ikke rettet mod præsteskabets lære, men mod at det ikke efterlevede hvad det forkyndte. Hvor magtfuldt Kierkegaards angreb end var, talte han for døve ører. Folk havde kun ligegyldighed tilovers for angrebet og betragtede det som sygeligt. Forskellige skribenter kaldte ham maniodepressiv og udtalte at hans principper langt fra var pletfrie. Walter Lowrie, som har oversat hans skrifter til engelsk, skriver: „Jeg behøvede ikke Kierkegaards satire for at komme til at tvivle på om det med rette kan kaldes et ’christent land’. Jeg lægger mærke til at 48 procent af befolkningen [i Amerikas forenede Stater] ved sidste folketælling foretrækker at kalde sig kristne; men det er både sikkert og vist at mange, ingen ved hvor mange, gav dette svar blot fordi de ikke kunne komme i tanker om nogen anden religion; og lederne af alle de kristne samfund regner med at, ak og ve, næppe halvdelen af dette tal har nogen som helst tilknytning til en kirke. Det er tillige underforstået at procentdelen af bekendende kristne er langt mindre i intellektuelle kredse. Et mærkeligt sammentræf er det at nøjagtig 48 procent ved den sidste folketælling i det ’ateistiske’ Rusland betegnede sig selv som ’troende’. Men vi må forstå at dette tal er et minimum, idet det i Rusland er uheldigt, eller ligefrem farligt, at kalde sig kristen. Jeg er netop vendt hjem fra Mexico og er forbavset over at 98 procent af befolkningen i denne stat, som politisk set er ikke-kristen, ville bekende sig til den kristne tro. Jeg behøver ikke Kierkegaard til at fortælle mig at det er en forplumret verden vi lever i.“

Det er ganske sikkert ikke nok at fortælle folk at de er inde på et galt spor. De må hjælpes og ledes ind på den rette vej. Det kan kun gøres ved hjælp af den Almægtiges ånd under Jesu Kristi lederskab.

Spørgsmål fra læserne

● Hvem var Sjealtiels fader? Den bibelske beretning siger i Mattæus 1:12 at hans fader hed Jekonja, mens Lukas 3:27 siger Neri. Hvordan kan disse to stamtavler stemme overens? — H. H., De forenede Stater.

I bogen „Your Will Be Done on Earth“ på side 130 siges der ganske korrekt: „Før Josefs og Marias slægtslinjer forenedes i kong David, mødtes de imidlertid i Zerubbabel og dennes fader Sjealtiel.“ Som Mattæus siger, var Sjealtiel direkte søn af kong Jekonja eller Jojakin. Men hvordan kunne han så være Neris søn? Han var også Neris søn, for han giftede sig med Neris datter; han var i virkeligheden Neris svigersøn. Imidlertid omtalte hebræerne en svigersøn som søn, ligesom vi ser Josef, der var direkte søn af Jakob, blive omtalt som søn af Eli i Lukas-evangeliet, fordi Josef var gift med Elis datter Maria. — Luk. 3:23.

Det er i denne forbindelse interessant at lægge mærke til at der i Lukas 3:27, ifølge Bezae Cantabrigiensis manuskriptet, der betegnes ved det internationale symbol „D“, står: „Jekonjas søn“, og ikke Neris.