Ægteskabets guddommelige oprindelse

„Derfor: hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.“ — Matt. 19:6.

1. a) Hvad er ægteskabet? b) Hvem er den overordnede part, hvem kan den underordnede part være, og hvem tænkte først på ægteskabet?

ÆGTESKABET er en intim forbindelse mellem to parter. — Den overordnede part i ægteskabet benævnes ægtemand. Den anden, underordnede, part benævnes hustru. Den underordnede part eller hustruen kan være en enkelt person eller en organisation bestående af to eller flere personer. Men fordi organisationen består af flere personer, udgør den dog ikke flere hustruer; den udgør kun én hustru-organisation, fordi alle medlemmerne af organisationen i fællesskab har indgået én pagt med den ene ægtemand. Den storslåede tanke om ægteskab mellem mand og hustru — hvad enten denne er en enkelt person eller en organisation — blev ikke undfanget eller udformet af mennesket — heller ikke af nogen af dyrene, som stod under mennesket og eksisterede før det. Ægteskabet blev først udtænkt og indstiftet af Skaberen, han, som har skabt menneskene, dyrene og planterne med forskelligt køn. Denne Skaber er Gud, han, som har frembragt hele universet, både det synlige og det usynlige.

2, 3. a) Med hvilke ord vedkender Gud sig trofast ægteskabets forpligtelser? b) Hvem var disse ord i virkeligheden henvendt til?

² Skaberen tilstår og vedkender sig trofast en ægteskabsforbindelse. Han nævner sig selv som part i et ægteskab. Han har ladet det føre til protokols, ladet det optegne skriftligt. Han sværger, at han vil opfylde de forpligtelser, et ægteskab medfører, og gøre det frugtbart og avle børn. Denne bemærkelsesværdige beretning lyder: „Din ægtemand [bo’elʹ, ejer] er din Skaber, hans navn er hærskarers HERRE [Jehova], din Genløser er Israels Hellige, han kaldes al jordens Gud. Som en hustru, der sidder forladt med sorg i sinde, har HERREN kaldt dig. En ungdomsviv, kan hun forstødes? siger din Gud. . . . Mig er det som Noas dage: Som jeg svor, at Noas vande ej mer skulle oversvømme jorden, så sværger jeg nu, at jeg aldrig vil vredes og skænde på dig. Om også bjergene viger, om også højene rokkes, min kærlighed viger ej fra dig, min fredspagt rokkes ikke, så siger HERREN, din Forbarmer. . . . Alle dine børn bliver oplært af HERREN [Jehova], og stor bliver børnenes fred.“ — Es. 54:5-13.

³ Disse ord blev udtalt af profeten Esajas eller skrevet af hans hånd i eller i nærheden af det gamle Jerusalem. Men ordene blev inspireret eller indblæst i profeten af Jehova Gud i himmelen, og de var i virkeligheden henvendt til en hustrulignende person eller organisation i himmelen. Ordene blev ikke alene udtalt til gavn for denne hustru, men også til gavn for hendes børn på jorden. Hvem eller hvad er denne hustru? Et af hendes børn, den kristne profet Paulus, skriver til andre af hendes kristne børn og siger: „Det nuværende Jerusalem . . . er i trældom med sine børn. Men det Jerusalem, som er oventil, er frit, og det er vor moder.“ Derefter citerer han Guds egne ord til hende fra selvsamme kapitel i Esajas’ profeti. Til sidst slutter Paulus sin bevisførelse for, at de er børn af Guds himmelske hustru eller „kvinde“, med at sige: „Så er vi da, brødre! ikke trælkvindens, men den frie kvindes børn. Til frihed har Kristus frigjort os. Så stå nu fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg!“ — Gal. 4:25 til 5:1.

4. Hvad var det jordiske Jerusalem eller Zion, og hvad består det himmelske Jerusalem af?

⁴ Det jordiske Jerusalem, som Paulus skrev om for nitten hundrede år siden, blev senere ødelagt, men byen havde på det tidspunkt over en million indbyggere. Det var et bysamfund, en organisation. Det frie „Jerusalem, som er oventil“, er også en organisation. Det trælbundne, jordiske Jerusalem blev også kaldt Zion, efter en af de høje, hvorpå byen lå. Det „Jerusalem, som er oventil“, kaldes også Zion i Guds eget ord, Bibelen. Det himmelske Zion vil aldrig gå til grunde, for Jehova har svoret, at hans kærlighed aldrig vil vige fra Zion, og hans fredspagt aldrig rokkes. Guds himmelske hustru eller kvinde, „Jerusalem, som er oventil“, er den himmelske, usynlige organisation i hele universet, hans universelle organisation. Han er Skaberen af sin hustru eller kvinde, og derfor består hans universelle organisation af alle hans himmelske skabninger i universet. De underordner sig ham, deres Skaber, og de er forenet med ham som en organisation i en hellig pagt, der aldrig vil ophøre.

5. Hvad siger Bibelen om Jehovas eksistens?

⁵ Før Jehova begyndte at skabe sin universelle organisation, var han helt alene i det udstrakte rum. Før denne himmelske organisation nogen sinde blev til, var han Gud, et evigt, blivende Væsen, og derfor uden begyndelse, ligesom han vil være uden ende, velsignet for bestandig. Uden at overdrive kunne kong David af Israel bede: „Lovet været HERREN, Israels Gud, fra evighed til evighed.“ (Sl. 41:14) Profeten Moses, som nedskrev beretningen om jordens skabelse, kunne sige til Herren Jehova: „Førend bjergene fødtes og jord og jorderig blev til, fra evighed til evighed er du, o Gud!“ — Sl. 90:2.

6. a) Hvorfor følte Gud ikke behovet for en hustru? b) Hvorfor begyndte han da at skabe?

⁶ Behøvede han nogen sinde en hustru eller en levende organisation forenet med sig i en hellig pagt? Nej! Følte han nogen sinde behovet for en sådan hustru? Nej! Var det godt for ham at være alene? Ja. Alt, hvad der gav ham glæde og lykke, boede i ham selv; han følte intet behov af nogen art, og det, at han var fuldstændig alene, gik ham aldrig nær eller fyldte ham med ensomhed. At han havde været alene fra evighed af, voldte ham ingen skade, gjorde ham aldrig egocentrisk eller indadvendt. Ej heller bevirkede det, at han aldrig kunne begynde at glæde sig ved skabningers selskab. Han behøvede ikke en hustru til at føde sine børn. Han besad selv fuldkommen skaberevne. Ingen hustru krævede afkom ved ham eller forpligtede ham til at skænke hende afkom. Hvorfor begyndte han da at skabe, efter at han havde været alene fra evighed af? Fordi han er kærlighed. Han så, hvordan han kunne give udtryk for sin kærlighed og lade skabninger glæde sig ved den. Og uden tilskyndelse udefra, men kun bevæget af sin egen fuldkomne kærlighed, var det således hans eget ønske og hans egen vilje, at skabe. Hans himmelske skabninger ved nu dette, for de siger til ham: „Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få æren og prisen og magten; thi du har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje.“ — Åb. 4:11.

En hustru skabes

7, 8. a) Hvem var den første, Gud skabte, og på hvilke måder er han den første og den sidste? b) Hvilket slægtskabsforhold var der mellem denne og Gud, og hvorfor?

⁷ Den første, som den almægtige Gud, Jehova, skabte, taler selv og identificerer sig for os, så dette er ikke noget mysterium. Han er den, som for nitten århundreder siden var her nede på jorden, og som nu kendes som Jesus Kristus. Han talte i et syn fra himmelen til sin elskede apostel Johannes her på jorden og sagde: „Jeg er den første [den førstefødte, Aleksandrinske Manuskript] og den sidste og den, som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, . . . så siger Amen, det trofaste og sanddru vidne, Guds skaberværks begyndelse.“ (Åb. 1:17, 18; 3:14, NW) „Den første og den sidste“ og „Guds skaberværks begyndelse“? Ja. Han var den „første“, som Gud Jehova alene skabte selv, uden hjælp. Han var også den „sidste“, som Jehova Gud skabte uden nogen andens hjælp. På denne måde var han Guds skaberværks begyndelse, og ikke den, der begyndte Guds skaberværk eller var ophav til det. Denne Guds første skabning blev menneske og døde som et menneskeligt offer, blev oprejst fra de døde og vendte tilbage til himmelen. Han var derfor også den første, der blev oprejst ved Guds direkte magt, og han er også den sidste, der bliver oprejst på denne måde direkte af Gud, for Gud bruger nu ham til at oprejse alle de øvrige af de døde fra gravene. Han var således begyndelsen til Guds „nye skabning“ eller skaberværk. — 2 Kor. 5:17.

⁸ Efter at have givet denne første skabning liv brugte den almægtige Gud ham til at give andre skabninger liv, idet han gav ham magt hertil. (Joh. 1:2, 3; Kol. 1:15-18) Kan man nu sige, at denne første skabning var Guds himmelske hustru, fordi Gud brugte ham som sin hjælper eller sit redskab til at skabe alt andet? Nej! Han var Guds søn, og det på en måde, som ingen andre skabninger er det. Han var Guds „enbårne søn“, fordi han var den første og eneste, som Gud gav liv direkte, uden noget mellemled. (Joh. 3:16; 5:26; 6:57) Som en søn og medarbejder var han ét med Gud, han handlede aldrig imod Gud. Det er derfor, han engang sagde: „Jeg og Faderen, vi er ét.“ (Joh. 10:30) Da han var ét med sin himmelske Fader, underordnede han sig altid ham og gjorde aldrig oprør mod sin Faders vilje.

9. Hvordan blev Guds organisation til, og i hvilken forstand ægtede Gud den?

⁹ I et ukendt tidsrum var Faderen og den enbårne søn nu sammen, idet de fandt fuldkommen glæde ved hinandens selskab. Da var det, hans Fader gav til kende, at han ville benytte ham til at skabe andre skabninger i himmelen. I forening påbegyndte de derfor dette skaberværk, og i tidens løb blev en stor skare af engle skabt, alle sønner af Gud, fordi livskraften udgik fra ham, som er „livets kilde“. (Sl. 36:10) Til alle disse henvendte Jehova Gud sig gennem sin enbårne søn og gjorde ham således til „Guds ord“ eller Guds talerør over for alle andre sønner. De blev Guds himmelske husstand, og Gud organiserede dem alle under sin enbårne søn, for at de alle kunne udføre den store Skabers vilje, idet hver gjorde sin del i et gnidningsløst samarbejde med alle andre og med Skaberen, deres åndelige Fader. Efter at have skabt alle disse åndelige sønner gjorde Gud dem på denne måde til sin organisation, som er en universel, himmelsk organisation, fordi den lever og virker i hele universet. Han ægtede denne universelle, himmelske organisation, idet han knyttede den til sig som sin medarbejder og medhjælp ved en ubrydelig pagt. Med sin trofaste, enbårne søn som den øverste i denne organisation var Gud sikker på, at denne hustru-organisation ville vedblive at være ét med ham i kærlig hengivenhed og underkastelse. Jehova var som Skaberen hendes Overhoved og Gud. At hun blev hans hustru-organisation, gjorde hende ikke til en gudinde, en „himmelens dronning“, som senere fortjente at blive tilbedt af mænd og kvinder her på jorden. — Jer. 44:17-19, 25; 7:18.

10. Hvornår, hvor og hvordan frembragte Gud en deling i køn, før han skabte mennesket, og med hvilket formål?

¹⁰ Da Guds tid var inde dertil, fik Jehovas hustru-organisation den forret at se ægteskabets princip anvendt på en ny måde, på et nyt sted, nemlig her på jorden. Da Skaberen ved sin enbårne søn lagde grundvoldene til denne jord, som skulle tjene hans gode formål, råbte alle disse gudssønner af glæde. Da Gud på den tredje skabelsesdag var ved at berede jorden, var det fængslende for dem at iagttage, hvordan Gud i sin visdom skabte visse former for kønnede planter, ja endog skabte nogle planter sådan, at de skulle forenes, for at deres art kunne føres videre. Den femte dag så de Gud skabe utallige fiske- og havdyrarter, også med forskelligt køn, så de kunne formere sig, og derefter skabtes mange slags flyvende skabninger og fugle. Ægteskabsprincippet blev anvendt i endnu større omfang på den sjette skabelsesdag, da Gud lod jorden frembringe landdyr — vilde dyr, husdyr og krybdyr — „ingen uden sin mage“ (Mo). (1 Mos. 1:11-13, 20-25; Es. 34:15, 16) I plante- og dyrelivet kunne man således se den ordning, at hannen og hunnen arbejdede sammen om et fælles mål, idet den gensidige tiltrækningskraft mellem kønnene virkede for at bringe dem sammen. Denne deling i køn havde ikke til hensigt at frembringe en splittelse, tværtimod skete det med det formål at danne en enhed, en forening af kræfter, der skulle frembringe et fælles resultat. Intet af kønnene var komplet uden det andet, og hvert køn var bygget således, at det tiltrak det modsatte køn og kunne opfylde en bestemt funktion. Nogle livsformer er kønsløse, men formerer sig alligevel.

11. a) Hvad var kronen på Guds jordiske skaberværk, og hvornår blev den skabt? b) Hvorfor var mennesket i stand til at herske over dyrene?

¹¹ I tusinder af år — fra den tredje til den sjette skabelsesdag — spillede denne foranstaltning en stor rolle ved bevarelsen af plante- og dyrelivet her på jorden. Gud så, at alt dette, var godt, men den endelige hensigt med jorden var endnu ikke nået. Det var i virkeligheden kun et forberedende arbejde, før kronen skulle sættes på værket. De syv tusinde år af den sjette skabelsesdag lakkede mod enden, da Jehova Gud talte til sin enbårne søn, som samarbejdede med ham om dette jordiske skaberværk. „Derpå sagde Gud: „Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os, til at herske over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr på jorden og alt kryb, der kryber på jorden!““ (1 Mos. 1:26) Denne skabning, der blev kaldt „menneske“ eller Adam, skulle stå over alle de bevidste livsformer, der tidligere var blevet skabt. Det, der gjorde mennesket bedre end alle disse lavere skabninger og satte det i stand til at herske over dem, var, at det var skabt i Guds og hans enbårne søns billede og lighed, idet denne søn selv var „den usynlige Guds billede, førstefødt forud for al skabningen“. (Kol. 1:15) Dette var noget nyt på jorden.

12. Hvilket sted beredte Gud for mennesket, og hvordan blev mennesket skabt?

¹² Først beredte Gud et hjem for denne menneskeskabning. Som den store uforlignelige arkitekt gjorde Gud det til et paradis, en anselig, parklignende have, der var om end endnu smukkere end den øvrige del af jorden, hvor de laverestående dyr levede og formerede sig hver efter deres arter, før de døde. Ved en speciel skaberakt frembragte Gud derpå det første menneske, Adam. „Så gik Jehova Gud over til at danne mennesket [a·damʹ] af støv fra jorden [a·da·mahʹ] og blæste livsånde i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl.“ — 1 Mos. 2:7, 8, NW.

13. Hvilke forrettigheder og pligter modtog Adam, og hvilken væsensforskel var der mellem ham og dyrene?

¹³ Fra det usynlige talte Skaberen til manden og fortalte ham, at han var blevet skabt og sat i Edens have „til at dyrke og vogte den“. Dette betød uden tvivl, at han også måtte vogte „træet til kundskab om godt og ondt“, men manden eller Adam fik befaling til ikke at spise af det. At gøre det ville være ulydighed mod Gud. Det ville være synd, og straffen for synd ville være, som der blev sagt: „Den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ (1 Mos. 2:15-17) Så gjorde Gud manden Adam kendt med de flyvende skabninger og de vilde dyr, som han skulle herske over, og Gud lod ham give hvert af dyrene navn, og disse navne blev hængende ved dyrene. Adam bog interesseret disse skabninger i øjesyn. Han så, at de var af et kød, der var forskelligt fra hans. Han så, hvordan de fandt sammen to og to, havde kønslig forbindelse med hinanden, og han så, hvordan de fødte deres unger; han så også, hvordan de levede deres tilmålte tid og døde, idet de lod afkommet tilbage til at føre arten videre. Men Adam behøvede ikke at dø; han behøvede ikke at frembringe afkom for at holde sin slægt i live, menneskeslægten. Hvis han trofast fortsatte med at tilbede sin Skaber som Gud og adlyde alle hans befalinger, forbudet mod at spise af træet til kundskab om godt og ondt indbefattet, kunne han vedblive at leve for bestandig, have opsyn med paradiset og altid herske over dyrene. — 1 Mos. 2:19, 20.

Ægteskabet mellem mennesker indstiftes i paradiset

14-16. a ) Hvad var det, Adam så, at han ikke havde, og hvad kunne Gud have gjort for at opfylde Adams behov? b) Hvad gjorde Gud for at udfylde Adams savn, og med hvilken yderligere hensigt?

¹⁴ Adam følte ikke nogen kønsdrift. Som et fuldkomment menneske var han afbalanceres og ikke delt med hensyn til køn. Men ville han få nogen af sin lige at omgås? Hvordan ville han få dem? Det var Guds sag, og det tilkom ikke mennesket at råde eller diktere Gud. Men Gud selv havde omgivet sig med skabninger i sit billede, og som lignede ham; først havde han skabt sin enbårne søn og derefter sine andre himmelske sønner, som alle i forening udgjorde hans hustru-organisation. Var det nu Guds hensigt at lade Adam være den eneste af sin art?

¹⁵ Af alle de dyr, Adam havde givet navn, var der ikke ét, han kunne kalde sit medmenneske eller Ish (hebraisk). Han opdagede, at han var den eneste af sin art; han måtte gøre sit arbejde helt alene. Han kunne ikke tale med andre end med sin Gud eller med Guds himmelske repræsentant i det usynlige — imidlertid en vidunderlig oplevelse, der forårsagede dyb tilfredsstillelse, og som overgik alt, hvad Adam erfarede. Ved skabelsen blev Adam en menneskelig „søn af Gud“. (Luk. 3:38) Var Gud tilfreds med kun én menneskelig søn på jorden? Akkurat som Gud havde forudset og forudvidst, stod Adam nu i denne situation: „men til sig selv fandt Adam ingen medhjælp, der passede til ham.“ Han adskilte sig fra alle de lavere dyreskabninger; han havde ingen mage, med hvem han kunne føre sin art videre. Gud kunne have frembragt andre mennesker ligesom ham af jordens støv, hver især adskilt og forskellig fra Adam, skabt direkte af Gud. Men det ville ikke have lignet det livsmønster, man finder hos andre jordiske skabninger. For at være i harmoni med disse jordiske skabningers livsmønster og for at opfylde Guds hensigt med mennesket, var det bedst for Adam ikke at forblive ene. „Derpå sagde Gud HERREN: „Det er ikke godt for mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en medhjælp, som passer til ham!““ (1 Mos. 2:18-20) Hvordan gjorde Jehova Gud det?

¹⁶ Han udførte, hvad man kan kalde den første smertefri operation. „Så lod Gud HERREN dvale falde over Adam, og da han var sovet ind, tog han et af hans ribben og lukkede med kød i dets sted; og af ribbenet, som Gud HERREN havde taget af Adam, byggede han en kvinde og førte hende hen til Adam.“ Adam var ude af sig selv af glæde over at modtage hende af sin himmelske Faders hånd, og han gav hende et navn, der viste, at hun var en del af ham selv. „Da sagde Adam: „Denne gang er det ben af mine ben og kød af mit kød; hun skal kaldes kvinde [Ish·shahʹ], thi af manden [Ish] er hun taget!““ (1 Mos. 2:21-23) Gud havde nu skilt de feminine karaktertræk fra Adam og nedlagt dem i denne kvinde eller Ish·shahʹ, og på denne måde skabte han de to menneskelige køn. I den faderlige velsignelse, som han nu gav dem som mand og hustru, foreholdt han dem det arbejde, som han bemyndigede dem til at udføre i forening. Som der er skrevet: „Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem; og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør Eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!““ „Dette er Adams slægtebog. Dengang Gud skabte mennesket, gjorde han det i Guds billede; som mand og kvinde skabte han dem, og han velsignede dem og gav dem navnet „menneske“, da de blev skabt.“ (1 Mos. 1:27, 28; 5:1, 2) Ægteskabet mellem mennesker er derfor en guddommelig ordning og bør betragtes som helligt.

17. Hvorfor dannede Gud ikke et profetisk billede af Kristus og hans brud ved den måde, hvorpå han skabte Eva?

¹⁷ Da Jehova Gud lod Adam falde i dyb søvn og fjernede et af hans ribben for at bruge det som udgangspunkt for bygningen af Adams hustru, fremstillede han da et billede af noget fremtidigt, noget, der skulle ske fire tusinde år senere? Nej. Han skildrede ikke billedligt, at hans søn, Jesus Kristus, ville blive den eneste anden Adam, „den sidste Adam“, som ville falde i søvn i døden som et menneskeoffer for sin „brud“, menigheden af sine 144.000 efterfølgere, og at den almægtige Gud ville oprejse ham fra denne dybe dødssøvn og bagefter skænke ham hans åndelige „brud“, hans trofaste menighed, i himmelsk herlighed. (1 Kor. 15:45; Ef. 5:25-27; Åb. 21:2, 9) Hvis Gud havde gjort dette, ville det have betydet, at han havde set ind i Adams fremtid, at han lod sig selv forudse, at Adam ville synde ved at spise af det forbudte træ til kundskab om godt og ondt. Således ville Gud have forudbestemt, at Adam skulle bryde hans lov og komme ind under dødsdommen, og at Jesus Kristus skulle dø som en tilsvarende løsesum for at frelse sine 144.000 efterfølgere blandt Adams efterkommere, for at disse kunne blive en brude-organisation, en hustru for Jesus Kristus, i himmelen. Havde Jehova Gud forudbestemt, at Adam skulle synde, ville Jehova have været ansvarlig for hans synd. Men Gud er ikke ansvarlig for nogen synd eller tvunget til at frembære noget sonoffer for den.

18. Hvad var Evas skabelse en jordisk kopi af?

¹⁸ I stedet for at forudskildre og forudbestemme noget ved den måde, hvorpå Jehova Gud skabte Eva, kopierede han snarere et storslået himmelsk mønster, som han selv havde dannet, over på et jordisk plan. Ligesom Eva var taget fra Adam og virkelig var ben af hans ben og kød af hans kød, var Jehovas universelle organisation, hans himmelske hustru-organisation, taget ud af ham selv. Det var et skaberværk, der udsprang fra ham selv uden smerte, begyndende med hans ord, hans enbårne søn, og til sidst omfattende alle hans hellige engle i himmelen. Denne hellige organisation, som omfattede dem alle, skænkede han sig selv som sin „kvinde“, sin „hustru“, som han aldrig ville skille sig fra, for hun vil aldrig fjerne sig fra ham, om så en djævel forsøgte at komme imellem dem.

19. a) Hvilke kendsgerninger og skriftsteder viser, hvor nært en mand er knyttet til sin hustru? b) Hvor er hans rette plads derfor?

¹⁹ Fordi den første kvinde var taget fra den første mand i stedet for at være skabt særskilt, var hun ikke alene ét kød med ham, men hele den menneskelige familie, som udsprang fra dem, blev også ét kød. Dette gjorde hende til mandens nærmeste slægtning på jorden. Af den grund skulle han holde sig til hende. Gud erklærede, at dette bånd mellem mand og hustru er det stærkeste slægtskabsbånd, der eksisterer mellem to mennesker på jorden, det er stærkere end det bånd, der knytter en søn til sin fader og moder, og derfor skal ægtemanden blive hos den, som han er stærkest knyttet til, nemlig sin hustru. Efter at Gud i Edens have havde forenet manden og kvinden i ægteskabets bånd, sagde han: „Derfor forlader en mand sin fader og moder og holder sig til sin hustru, og de to bliver ét kød.“ (1 Mos. 2:24) Tusinder af år senere fejede visse selvkloge mennesker denne sandfærdige beretning om det ideale ægteskab mellem de to mennesker i Edens have til side, og Guds søn sagde til dem: „Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: „Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød?“ Så er de da ikke længer to, men ét kød. Derfor: hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.“ (Matt. 19:4-6) Den kristne apostel Paulus bekræftede sandheden i denne beretning om ægteskabets indstiftelse ved at citere fra den i sin bevisførelse, idet han sagde: „Thi „de to“, hedder det, „skal blive ét kød“.“ (1 Kor. 6:16) En ægtemands plads er derfor ikke hos hans far og mor, heller ikke hos hans arbejdskammerater, hans foreningsfæller eller hans omgangskreds, men hos hans nærmeste medarbejder, hans hustru. Han skal holde sig til sin hustru, ikke sende hende tilbage til hendes fader, som gav hende til ham. Han må ikke tillade nogen at komme imellem dem.

20. a) Hvad var ikke Guds mening, og hvilket resultat ønskede han, da han skabte Eva? b) Hvorfor ville ægteskabet mellem Adam og Eva ikke resultere i vanskabte eller unormale børn?

²⁰ Da Gud tog de mandlige og kvindelige træk eller egenskaber, som begge fandtes afbalanceret i Adam fra begyndelsen, og delte dem mellem de to køn, var det ikke hans hensigt at indlede en kønnenes kamp i Edens paradis. Han havde ikke til hensigt, at de to køn skulle leve side om side i indbyrdes kappestrid. Selv om kvindens egenskaber var blevet taget fra ham og nedlagt i hans hustru, var han dog stadig fuldkommen; han var stadig i Guds billede og lignede ham. Med de kvindelige karaktertræk som de fremherskende var Eva ligeledes fuldkommen, men hun var ét kød med Adam. Samme kød sårer ikke sig selv, kæmper ikke mod sig selv. De levende celler i kødet forbindes og holdes sammen i de forskellige organer og væv i overensstemmelse med den store Organisators, Jehova Guds, lov. Dette skulle også være tilfældet med de to køn, for de er i virkeligheden kun ét kød. De skulle hver især være den andens komplement, for følte den ene et savn, skulle den anden udfylde det. Gud indrettede de to køn således, at de fandt den største lykke og tilfredshed ved at samarbejde med hinanden om at gøre deres himmelske Faders fuldkomne vilje. At Adam ægtede en kvinde, som var taget af hans ben og kød, ville ikke resultere i vanskabte børn, der på et eller andet område var ude af balance ved enten at have mærkelige karaktertræk eller deformiteter. Manden og kvinden var begge fuldkomne. Fuldkommenhed i forening med fuldkommenhed avler fuldkommenhed. En fuldkommen søn af Adam og Eva gift med en af deres fuldkomne døtre ville frembringe et fuldkomment barn.

21. På hvilke måder skulle kvinden være en medhjælp og et komplement, og hvorfor så Adam nu „afbalanceret“ ud?

²¹ At dette var Guds vilje, da han delte Adams karaktertræk og frembragte det mandlige og kvindelige køn, fremgår af det, Gud siger, da han begyndte at skabe en hustru til Adam: „Jeg vil gøre ham en medhjælp, som passer til ham!“ eller som New World Translation siger: „Jeg vil gøre ham en medhjælp, som er et komplement til ham!“ Gud sagde ikke, at han ville give Adam en chef, et overhoved. Adam havde allerede et overhoved, og det var hans Gud og Skaber. Han behøvede intet andet. Et komplement er ikke hoved. På hebraisk eller det sprog, hvorpå Guds skabelsesberetning oprindelig blev affattet, betyder ordet for „komplement“: det, som står foran en, for ens øjne, modsat en. Det er ikke en modstander, men et modstykke, noget, der passer til en, så det danner en smuk og rigtig sammensætning, fuldstændig afbalanceret. Kvinden, og ikke et laverestående hundyr, var en tilfredsstillende partner for Adam og således et komplement til ham, især fordi hun havde de legemlige organer, hvorved hun kunne blive moder til hans børn. (3 Mos. 18:23) Hun kunne frembringe æggene, der ville skænke hans børn legeme, men kun han kunne som ægteparrets hoved videregive den sæd, der ville skabe liv i æggene. Han var den første, der modtog liv som menneske, og hans hustru modtog liv ved at blive skabt af hans ribben, og det var derfor rigtigt, at han fortsatte med at være, den, der videregav liv til sine børn. Manden havde sin funktion, kvinden sin, hun var underordnet manden og afhængig af ham. Ifølge Guds vilje skulle kvinden altså være sin mands „medhjælp“, og en medhjælp er ikke chef, diktator eller general. En medhjælp modtager ordrer og samarbejder med den, som har antaget denne medhjælp. Kvinden kunne nu yde Adam en påkrævet hjælp ved at efterkomme Guds befaling til dem om at blive frugtbare og mangfoldige og opfylde jorden med en fuldkommen menneskeslægt. Ved siden af den kongelige løve og løvinde eller et hvilket som helst andet dyrepar i Edens have så Adam nu ikke længer ensidig og ufuldstændig ud, for nu stod hans fuldkomne hustru, hans kvindelige modstykke og medhjælp, ved siden af ham. Alt passede sammen, synet var smukt. Det var godt i Skaberens øjne.

22. a) Hvornår havde Adam første gang kønslig forbindelse med sin hustru? Hvad viser dette med henblik på tidspunktet for det første ægteskabs fuldbyrdelse? b) Hvordan forholdt de sig over for hinanden, fuldkomne som de var?