Spørgsmål fra læserne

● Hvis man efter at have opnået juridisk skilsmisse får oplysning om at ens tidligere ægtefælle før skilsmissen har gjort sig skyldig i ægteskabsbrud eller en anden alvorlig overtrædelse som kommer ind under kønslig umoralitet, vil dette så gøre den juridiske skilsmisse bibelsk gyldig? Endvidere: Vil tilgivelse af et enkelt tilfælde af utroskab gøre det umuligt at opnå en bibelsk begrundet skilsmisse hvis det senere kommer for dagen at der har været tale om talrige tilfælde af utroskab? — Sverige.

Der gives tilfælde hvor det at man kommer til kundskab om en fraskilt ægtefælles utroskab eller andre alvorlige umoralske handlinger begået før skilsmissen, vil gøre en allerede opnået skilsmisse bibelsk gyldig. Endvidere kan det siges at tilgivelse af ét tilfælde af utroskab ikke nødvendigvis betyder at andre, uafslørede handlinger som har besmittet ægtesengen, også er tilgivet.

Ifølge Bibelen opløser utroskab eller anden kønslig umoralitet af alvorlig art ikke automatisk det ægteskabelige bånd, men det giver den uskyldige ægtefælle et gyldigt grundlag for at søge skilsmisse. (Matt. 5:32; 19:9) En skilsmisse som opnås uden bibelsk grundlag giver derimod ikke, set med Guds øjne, nogen af ægtefællerne frihed til at gifte sig igen. En sådan skilsmisse er bibelsk set at sammenligne med en juridisk separation.

Apostelen Paulus siger: „De gifte byder jeg, dog ikke jeg, men Herren, at en hustru ikke må skille sig fra sin mand — og hvis hun alligevel skiller sig fra ham, skal hun vedblive at være ugift eller forlige sig med sin mand — og at en mand ikke må forskyde sin hustru.“ — 1 Kor. 7:10, 11.

Alligevel kan det ske blandt sande kristne skønt det forekommer meget sjældent — at et ægtepar bliver separeret og opnår en juridisk skilsmisse af anden årsag end „utugt“. En kristen mand eller kvinde som befinder sig i denne situation, kan senere komme til kundskab om at hans eller hendes fraskilte ægtefælle har gjort sig skyldig i utroskab før skilsmissen. Den uskyldige ægtefælle står nu over for at skulle træffe beslutning om han eller hun vil benytte denne kundskab som grundlag for over for menigheden at godtgøre sin bibelske ret til at gifte sig igen. Hvis vedkommende, efter at have godtgjort over for menighedens dømmende udvalg at han eller hun bibelsk set er løst fra sin ægtefælle, beslutter sig til at gifte sig igen, kan vedkommende ikke anklages for ægteskabsbrud.

Den uskyldige ægtefælle kan imidlertid beslutte sig til ikke at benytte dette som grundlag for at godtgøre sin bibelske ret til at gifte sig igen. Måske det er mange år siden den anden ægtefælle gjorde sig skyldig i utroskab eller anden alvorlig kønslig umoralitet. Den uskyldige ægtefælle har måske levet sammen med den anden ægtefælle i ægteskabet i mange år efter den umoralske handling (som vedkommende da intet kendte til) og før separationen. Derfor vil den uskyldige part, selv om han eller hun nu er skilt, måske vælge at tilgive den tidligere urette handling, ud fra den overbevisning at det er hvad han eller hun ville have gjort hvis det var kommet for lyset dengang. (Ef. 4:32) Den uskyldige part nærer måske håb om igen at blive forsonet med sin tidligere ægtefælle og genoptage ægteskabet med vedkommende.

Hvordan forholder det sig da med den anden situation, hvor en ægtefælle, efter at have tilgivet ét tilfælde af utroskab, kommer til kundskab om flere umoralske eller ligefrem perverse handlinger begået af den skyldige ægtefælle før det tidspunkt da han eller hun fik tilgivelse? Dette giver den uskyldige ægtefælle lejlighed til igen at overveje sagen. Bibelen viser at selv Jehova Gud betragter det at øve synd, at fremture i synd, som noget langt mere alvorligt end en enkelt syndig handling. (1 Joh. 1:8 til 2:1, NW; 3:4-6, NW) Selv om en mand eller kvinde er villig til at tilgive et enkelt tilfælde af utroskab, vil han eller hun måske have en anden mening med hensyn til en fremturen i overtrædelser på det seksuelle område over en længere periode. I dette tilfælde vil nogle måske igen foretrække at tilgive den skyldige ægtefælle, mens andre vil bruge dette nye bevismateriale som grundlag for at opnå en skilsmisse og til over for menigheden at godtgøre deres bibelske ret til at gifte sig igen. Dette gælder både dem der er separeret og dem der stadig lever sammen som mand og hustru.

Tilfælde af ægteskabelig utroskab som ikke tidligere er tilgivet, kan altså danne grundlag for at godtgøre den bibelske ret til at bryde det ægteskabelige bånd for Guds åsyn. Naturligvis må den der vælger at gøre dette være villig til at bære dette ansvar over for sin Skaber. Selv om menighedens ældste måske personligt synes at tilgivelse ville have været mere på sin plads, overlader de helt sagen i Jehovas hånd eftersom han er den endelige dommer. Han alene kender et menneskes hjerte og ved hvad motivet er til at en ægtefælle vil godtgøre sin bibelske ret til at gifte sig igen. (1 Kor. 4:5) Med hensyn til et hvilket som helst tilfælde af ægteskabelig utroskab som der helt sikkert tidligere er opnået tilgivelse for, kan dette ikke senere benyttes som bibelsk grundlag for at opnå skilsmisse eller for at godtgøre en ægtefælles ret til at gifte sig igen.

Det skal bemærkes at i disse tilfælde lader den kristne menighed sig vejlede af Bibelen og ikke af nogen eventuelle juridiske bestemmelser om at indførelse af nyt bevismateriale efter at en sag er påhørt og afgjort, ikke er tilladt.

● Hvorfor taler Vagttårnets publikationer kun om syv verdensriger når der tydeligvis har eksisteret andre mægtige riger ned gennem tiden? — U.S.A.

Det er ikke ganske vilkårligt at Vagttårnets publikationer kun taler om syv verdensriger. De gør det kun i en strengt bibelsk sammenhæng og ikke set ud fra et almindeligt historisk synspunkt. Åbenbaringens bog i Bibelen taler udtrykkeligt om „syv konger“. Vi læser i Åbenbaringen 17:10 (NW): „Der er syv konger: de fem er faldet, den ene er der, den anden er endnu ikke kommet.“

Tydeligvis har langt flere end syv bogstavelige „konger“ udøvet herredømme ned gennem tiden. De syv „konger“ der her omtales, må derfor stå for nogle bestemte riger eller imperier, hvoraf det sjette udøvede sin magt på det tidspunkt da apostelen Johannes skrev disse ord. Daniels bog giver os navnet på tre af disse verdensriger — Babylon, dobbeltverdensmagten Medien og Persien, samt Grækenland. (Se Daniel 2:37-43; 7:1-7; 8:20, 21.) Alle tre stormagter var i direkte berøring med Guds gamle pagtsfolk, israelitterne.

Ved hjælp af denne nøgle fra Daniels bog kan vi identificere de øvrige af de syv „konger“ der nævnes i Åbenbaringen 17:10. Det må være store riger der havde direkte berøring enten med Guds gamle pagtsfolk eller med hans nye nation, det åndelige Israel, som bestod af Jesu Kristi trofaste disciple. (Rom. 2:28, 29; Gal. 6:16) Før Babylon ødelagde Jerusalem og lagde Judas land øde, havde to andre store riger udøvet betydelig magt over israelitterne. Det første af disse, Ægypten, havde i mange år underkuet israelitterne, der var trælle i Ægypten, og det andet, Assyrien, ødelagde ti-stammeriget Israel og hærgede også flere byer i Juda. Efter Babylon var det Persien der herskede over Juda, indtil græsk styre trådte i stedet for det persiske; og senere endnu var det romerriget der beherskede jødernes land.

Følgelig var de fem konger der allerede var „faldet“ på det tidspunkt da apostelen Johannes skrev Åbenbaringens bog (omkring år 96 e.v.t.): Ægypten, Assyrien, Babylon, Medo-Persien og Grækenland. Den verdensmagt der da regerede, var romerriget. Med hensyn til det verdensrige der skulle komme, så er den anglo-amerikanske verdensmagt den mest fremtrædende blandt dem der har haft størst magt siden romerrigets dage. Historien bekræfter endvidere at den anglo-amerikanske verdensmagt under både den første og den anden verdenskrig greb stærkt ind over for de åndelige israelitter.a

Selv om der altså har været andre store riger i verdenshistorien, er der kun syv af disse der passer til betegnelsen de „syv konger“ i Bibelen.

● Salme 5:4 (NW; 5:5, da. aut.) siger om Jehova: „Ingen som er slet kan nogen sinde bo hos dig.“ Hvorfor har Jehova da tilladt Satan at forblive i himmelen i årtusinder og endog ved visse lejligheder ladet ham få foretræde for sig? — U.S.A.

Det fremgår af sammenhængen at Satan ikke har ’boet’ hos Jehova Gud i den betydning salmisten David tænker på. I den femte salme giver David udtryk for sin tillid til at Jehova beredvilligt vil lytte til hans bøn. Som grund herfor peger David på Guds retfærdighed, idet han siger: „For du er ikke en Gud som har behag i ondskab; ingen som er slet kan nogen sinde bo hos dig.“ (Sl. 5:3, 4, NW) At bo hos Gud på denne måde vil sige at være en velkommen gæst i hans hus eller hellige tempel. (Jævnfør Salme 15:1-5.) Det fremgår af hvad der siges senere i salmen. I modsætning til dem der øver det slette og som ikke får lov til at „bo“ hos Jehova, siger David om sig selv: „Jeg, jeg vil ved din kærlige godheds overflod træde ind i dit hus, jeg vil bøje mig mod dit hellige tempel i frygt for dig.“ — Sl. 5:7, NW.

Satan Djævelen fik lov til at forblive i himmelen i årtusinder og fik også tilladelse til ved visse lejligheder (åbenbart når der var særlig grund til det) at være til stede i en forsamling af Guds sønner. (Job 1:6, 7; 2:1) Men når Gud tolererede Satans nærværelse i himmelen, var det udelukkende fordi et moralsk spørgsmål krævede en afgørelse. Som det fremgår af Jobs bog hævdede Satan at alle fornuftbegavede skabninger inderst inde var selviske og ville svigte Gud, være illoyale mod ham, hvis de ikke mere havde nogen materiel eller personlig fordel af at være lydige mod ham. (Job 2:4, 5) For at dette spørgsmål, som havde betydning for hele universet, kunne blive afgjort, tillod Jehova Gud Satan at bevise sin påstand, hvis han kunne. Hermed havde Satan frie hænder til at gøre sin indflydelse gældende over for andre himmelske sønner af Gud. Han fik lov til at forsøge om han kunne få dem til at løsrive sig fra Gud, hvorved deres loyalitet mod Gud blev sat på prøve.

Mange engle viste sig illoyale. De vedblev med at have adgang til himmelen, men mistede deres betroede og ansvarsfulde stilling dér. De blev fornedret, begrænset i deres bevægelsesfrihed, og berøvet enhver yderligere guddommelig oplysning. Deres situation beskrives i Judas’ brev, vers 6, med dette billede: „De engle som ikke bevarede deres oprindelige stilling men forlod deres egen bolig, har han holdt forvaret med evige lænker under tæt mørke til dommen på den store dag.“ — NW.

Disse utro engle blev altså fordrevet fra Guds familie bestående af loyale åndelige skabninger. Hverken de eller deres hersker, Satan, vedblev med at bo hos Jehova Gud på samme måde som dengang de var hans lydige sønner. Selv om de stadig havde adgang til det himmelske domæne, var de at betragte som forstødte.

[Fodnote]