Spørgsmål fra læserne

● Hvis en mand eller kvinde har været sin ægtefælle utro og den uskyldige part genoptager det intime samliv efter at være kommet til kundskab om utroskaben, er dette så ensbetydende med at den uskyldige part har tilgivet utroskaben?

Et kønsligt forhold uden for ægteskabet er grundlag for at den uskyldige part kan opnå skilsmisse hvis han eller hun ønsker det. Hvis samlivet genoptages må man derfor drage den slutning at bruddet er helet og forseelsen tilgivet. Det må være tilfældet hvis der i forbindelse med tilgivelsen skal være harmoni mellem ord og handling. — Matt. 19:9; 5:37.

Hvis den utro ægtefælle oprigtigt angrer sin handling og begge ægtefæller virkelig er indstillet på at arbejde henimod en løsning af de problemer der er opstået, vil det være helt på sin plads at synderen vises barmhjertighed og tilgives. Man bør gøre enhver rimelig bestræbelse for at bevare det bestående ægteskab, uden dog at lukke øjnene for at forholdet sandsynligvis er blevet belastet og at der i nogen tid vil være visse problemer som må løses. Tager man denne udfordring op, kan resultatet blive til gavn og glæde for ægteparret og deres eventuelle hjemmeboende børn, og desuden et nederlag for den store ægteskabsødelægger, Satan Djævelen.

I nogle tilfælde kan den uskyldige part have meget svært ved at finde et virkeligt grundlag for at fortsætte ægteskabet. Allerede før utroskaben blev kendt, har der måske været store problemer med hensyn til at følge de bibelske principper for myndighed og underkastelse. Kommunikationen har måske været dårlig, og den gensidige kærlighed og respekt meget ringe. Bitterhed, stærk uvilje og andre faktorer har måske hindret parterne i at yde hinanden den ægteskabelige ret. Vil det gå bedre med at løse disse alvorlige, dybtliggende problemer efter at utroskaben eventuelt er tilgivet? Den uskyldige part kan mene at chancerne for en forbedring er meget små og derfor vælge at lade sig skille selv om det vil medføre visse ulemper. Der kan være følelsesmæssige problemer i forbindelse med skilsmissen, måske skal man finde et nyt sted at bo, og det kan være et spørgsmål hvem der skal sørge for børnene og hvordan. Desuden må man huske på at Jehova „hader skilsmisse“. — Mal. 2:16.

Alt dette er faktorer som den uskyldige ægtefælle må tage i betragtning når han eller hun skal afgøre om han eller hun kan tilgive overtrædelsen. Dette må gøres før ægtefællerne genoptager det seksuelle forhold, før de fortsætter det intime samliv, der udelukkende hører ægteskabet til. De kan udmærket tale om tingene, søge at nå til forståelse og prøve at finde ud af om begge parter er villige til virkelig at arbejde på at opbygge kærligheden og respekten i ægteskabet, uden at det forudsætter tilgivelse. Men når den uskyldige ægtefælle følelsesmæssigt når dertil at han eller hun kan genoptage det kønslige samliv, må man gå ud fra at der har fundet ægte tilgivelse sted og at den uskyldige part ikke vil benytte den utroskab som han eller hun har kendskab til, som grundlag for at opnå en bibelsk gyldig skilsmisse.

Når der består en sådan sammenhæng mellem handling og tilgivelse, efterligner den uskyldige ægtefælle Jehova og vil ikke bruge den skyldiges tidligere synder som en konstant trussel mod vedkommende eller bestandig minde ham eller hende om hvad der én gang er sket. (Sl. 103:3, 8-14; Es. 55:7; Ef. 4:32; 1 Pet. 4:8, 1 Joh. 1:9) Dette pålægger naturligvis den der har opnået tilgivelse, det ansvar at påskønne det og undgå en gentagelse af overtrædelsen.

Det skal indrømmes at der undertiden bagefter kan opstå tragiske, uforudsete problemer som, hvis de havde været kendt i forvejen, kunne have bevirket at den uskyldige ægtefælle ikke havde tilgivet den skyldige og ikke havde genoptaget det seksuelle forhold. Men fremfor at give grundlag for nu at ophæve ægteskabet, understreger risikoen for sådanne problemers opståen blot i endnu højere grad vigtigheden af at den uskyldige part omhyggeligt tager alle faktorer i betragtning og ikke forhaster sig med at træffe sin beslutning om at tilgive eller ikke.

Situationen vil være den samme endog i det tilfælde at en hustru er blevet gravid som følge af sin utroskab og graviditeten ikke var kendt da hendes mand genoptog det seksuelle samliv med hende. Muligheden af graviditet er afgjort noget manden bør tage i betragtning når han overvejer om han kan tilgive sin kone og tage hende tilbage. Praktisk visdom byder ham at vente med at træffe sin afgørelse indtil det med sikkerhed kan fastslås om hun venter et barn med en anden mand. Men hvordan forholder det sig nu hvis han tilgiver hende og har kønslig forbindelse med hende før han ved at hun er gravid med en anden mand? Man må hertil sige at han i forvejen burde have truffet den afgørelse at han var villig til at acceptere denne mulighed og at han, hvis hans kone fødte et barn, ville tage imod det og sørge for det som var det hans eget.

Som vi ved, skal en troende ægtefælles utroskab („utugt“), når den kommer for lyset, også meddeles menighedens ældsteråd. (Matt. 19:9) Hvis den skyldige ikke selv underretter ældsterådet om sagen, er den uskyldige ægtefælle forpligtet til at gøre det for at Jehovas menighed kan bevares ren. Hvis den skyldige viser ægte sindsændring, kan han eller hun få lov til at forblive i menigheden, og det gælder uanset om den uskyldige ægtefælle vælger at tilgive eller ej. Hvis der ikke spores nogen sindsændring, vil den skyldige blive udstødt, selv om den uskyldige ægtefælle måske vælger at tilgive overtrædelsen og fortsætter med at leve sammen med sin nu udstødte ægtefælle.

Alt dette understreger at man ikke kan tage let på ægteskabet. Kun „utugt“ fra ægtefællens side giver den anden ægtefælle et bibelsk grundlag for at lade sig skille med frihed til at indgå et nyt ægteskab. Men hvis først det intime samliv er genoptaget, må den kristne menighed ligesom ægteparret være konsekvent og indtage den holdning at den „utugt“ man har fået kendskab til, ikke længere er et gyldigt grundlag for opløsning af ægteskabet. Ægteparret bør se hen til Jehova og flittigt bestræbe sig for at opbygge gensidig kærlighed og respekt i deres forhold, så deres ægteskab kan blive så godt og så lykkeligt som det er muligt.