Hvad er løsningen?

HVERT år gifter millioner af mennesker sig fordi de tror ægteskabet vil give dem den lykke de søger. Imidlertid bliver de ofte skuffede i deres forventninger. Så lader de sig skille, i håb om at det vil løse deres problemer og åbne mulighed for at de kan finde lykken.

Men er en skilsmisse løsningen? Burde man vælge en anden ordning som et alternativ til det traditionelle ægteskab?

Ægteskabets oprindelse

Når det gælder menneskers opfindelser kan man næsten altid opnå en forbedring ved tilstrækkelig gennemtænkning og eksperimenteren. Så hvis ægteskabet er af menneskelig oprindelse må man svare: „Ja, det ville være godt at forsøge med nogle forandringer, så man måske kunne finde frem til en bedre ordning.“

Men hvorfra stammer så ægteskabet?

Under emnet „Ægteskab, dets historie“ siges der i Encyclopedia Americana for 1977: „Visse lærde er tilbøjelige til at mene at ægteskabets oprindelse skal spores tilbage til en parringsorden blandt dyrene. Studier viser at en mere eller mindre permanent forbindelse . . . karakteriserer menneskeaberne, og at chimpansens forbindelse er monogam og varig.“

Det er således almindeligt at tro at ægteskabet er opstået blandt skabninger der står under mennesket. Der er dog ingen virkelige vidnesbyrd der støtter dette synspunkt. The Encyclopedia Americana indrømmer da også at „disse mere eller mindre permanente forbindelser mellem andre end menneskedyr ikke er ægteskaber, for dyr lever ikke i et samfund der skal godkende disse forbindelser“.

Samme værk siger videre: „Mens ægteskabets oprindelige form fortaber sig i den forhistoriske periodes glemsel, kan det med sikkerhed siges at der i historisk tid har været visse former for ægteskab i alle samfund. . . . de vigtigste former for ægteskab er polygyni [hvor en mand har mere end én hustru], polyandri [hvor en kvinde har mere end én mand] og monogami [hvor mænd og kvinder kun har én ægtefælle].“

Vi ser altså at man allerede har prøvet flere forskellige ægteskabsformer, både i fortiden og i nutiden. Men som The Encyclopedia Americana bemærker: „Den fremherskende ægteskabsform blandt alle folkeslag i dag, og muligvis blandt folkeslag til alle tider, har været den monogame, eller foreningen af én mand og én kvinde. . . . den synes at være den gunstigste for beskyttelse og opdragelse af børn.“

Hvorfor har foreningen af én mand og én kvinde altid været den almindeligt anerkendte ægteskabsform? Kan det være fordi ægteskabet er af guddommelig, og ikke af menneskelig, oprindelse? Læg mærke til hvad Jesus Kristus engang sagde om ægteskabets oprindelse. Han var blevet spurgt om det var tilladt at lade sig skille af en hvilken som helst grund, og han svarede:

„Har I ikke læst at han som skabte dem, fra begyndelsen gjorde dem som mand og kvinde og sagde: ’Af denne grund vil en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét kød’? Altså er de ikke længere to, men ét kød. Derfor, hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“ (Matt. 19:3-6; 1 Mos. 2:21-24) Nej, „ægteskabets oprindelige form“ fortaber sig ikke i „den forhistoriske periodes glemsel“.

Imidlertid kunne man spørge: Hvis ægteskabet virkelig er af guddommelig oprindelse, hvorfor er det så forbundet med så mange ulykkelige forhold? Skulle vi ikke kunne forvente noget bedre af noget som Gud har skabt?

Det tilgrundliggende problem

Der er en grundlæggende årsag til at så mange ægteskaber er ulykkelige eller ender med at forlise. Den kan illustreres således: Når en fabrikant fremstiller en vare, forsyner han den som regel med en brugsanvisning. Men hvad sker der hvis brugsanvisningen ikke følges? Varen går måske i stykker, eller måske opnår man ikke det ønskede resultat fordi man bærer sig forkert ad, og det skønt varen er af bedste kvalitet.

Sådan er det også med ægteskabet. Den almægtige Gud grundlagde ægteskabet således at par kunne forenes og få børn inden for familieordningen. Gud gav også en anvisning på hvordan familielivet skulle leves. Men når denne anvisning ignoreres, kan det — selv om ordningen er fuldkommen — medføre at alle i familien bliver ulykkelige; og erfaringen viser at det ofte sker.

Alligevel er ordningen som sådan god, og den giver virkelig grundlag for lykke. Selv mennesker hvis ægteskab er blevet opløst, må erkende dette. En 47-årig forretningsmand i New Jersey begyndte at sværme for sin kone igen efter to års separation. Han sagde: „Jeg havde mistet noget som det havde taget et helt liv at bygge op. Et blik eller en hentydning var nok til at jeg nøjagtig vidste hvad min kone tænkte. Og hun er den eneste der rigtig forstår mig . . .

Jeg savnede at køre mine børn i skole hver morgen. Jeg kunne tage dem med ud at spise flere gange om ugen, men det var ikke det samme. Forholdet mellem os var ikke mere så umiddelbart og utvungent. Man må have noget at bygge livet op om. Gennem mange år lærer man at sætte pris på hjem og familie, og pludselig tror man at man kan kaste det hele over bord, men det kan man ikke. Jeg kunne ikke.“

Den eneste løsning der duer

Nøglen til et lykkeligt ægteskab ligger altså i at man følger de retningslinjer ægteskabets Indstifter, Jehova Gud, har givet. Det vil nogle måske betvivle. Ikke desto mindre har Bibelens vejledning hjulpet mange ægtepar til at leve lykkeligt sammen. Uheldigvis er det kun få der ved hvilken udmærket vejledning Bibelen indeholder til ægtemænd og hustruer, og færre endnu følger denne vejledning.

Lad os et øjeblik betragte en del af de råd Bibelen har til ægtepar: „Ligeledes skal ægtemænd altid behandle deres hustruer med hensynsfuldhed i deres samliv, idet de respekterer en kvinde som en der, selv om hun nok er den svagere part, er arving på lige fod med dem til nådens liv.“ „Lad også hver enkelt af jer elske sin hustru sådan som han elsker sig selv.“ — 1 Pet. 3:7, The Jerusalem Bible; Ef. 5:33.

Ja, ægtemænd må tage initiativet og vise hensyn mod deres hustruer. De har det største ansvar for at bevare et godt forhold i familien. Det viser Bibelen når den siger: „En mand er sin hustrus hoved.“ (Ef. 5:23) Den tanke virker måske frastødende på mange kvinder i denne kvindefrigørelsens verden. Men behøver den det? Ikke når ledelsen udøves rigtigt og kærligt, når ægtemanden tager hensyn til sin hustrus meninger, til hvad hun synes om eller ikke synes om, og endda giver afkald til fordel for hende, når han ikke derved handler uret. På den måde følger han den bibelske vejledning om at han skal behandle sin hustru hensynsfuldt.

Bibelen giver også dette råd: „Lad hustruerne underordne sig under deres mænd,“ og: „Hustruen skal have dyb respekt for sin mand.“ (Ef. 5:22, 33) Det var Guds hensigt at en hustru skulle samarbejde med sin mand, være hans medhjælp, et modstykke til ham. (1 Mos. 2:18, 24) Det giver mulighed for en udmærket ordning, især hvis begge parter følger endnu et af Bibelens råd: „[I skal] iføre jer inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed. Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden.“ — Kol. 3:12, 13.

Når ægtepar virkelig gør sig klart at ægteskabet er en guddommelig ordning, og når de søger Guds vejledning og følger den, kan ægteskabet, skænke både mand og hustru et liv i sand lykke. Betyder det imidlertid at en skilsmisse aldrig vil være løsningen på problemerne i et ægteskab?

Ideelt set gør det. Dog kan den situation opstå at en ægtemand eller en hustru lader hånt om ægteskabsordningen og har kønslig omgang med en anden end sin ægtefælle, eller måske endda med et dyr. Grækerne kaldte en sådan handling porneia, eller kønslig umoralitet. Og den græske tekst i Mattæus 19:9 fastslår at porneia er det eneste grundlag hvorpå kristne kan få en retmæssig skilsmisse og gifte sig igen.

Uheldigvis undlader folk ofte at følge Guds vejledning, og mange gange er det fordi de ikke kender den. Følgen er som regel at der opstår vanskeligheder. Man kan lære af andres erfaringer. Læs derfor følgende beretning som en ung kvinde har skrevet om sig selv og sin skilsmisse.