Hold trolig ud i din gerning
„Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.“ — 1 Tim. 4:16.
1. Hvad er det eneste arbejde der er værd at ofre sine kræfter på, og hvordan viste Jesus og apostlene dette?
AT GØRE den guddommelige vilje og holde trolig ud dermed er den eneste gerning der er værd at ofre sine kræfter på. På Jesu Kristi tid var det let at se at han som lærer udførte et arbejde der var værd at gøre. Han var vågen over for sine tjenesteprivilegier. Han prædikede den gode nyhed om Guds rige. Han vidste hvad der var den guddommelige vilje. Lige fra sin dåb i Jordan og indtil sin død holdt han ud i sin gerning. Han forkyndte uophørligt. Han var en flittig lærer. Han helbredte de syge på sind såvel som på legeme. Han fandt mange trofaste jøder der blev hans disciple. Han sørgede for at holde sine tolv disciple nær til sig, oplærte dem daglig, og viste dem hvordan de kunne holde ud i deres gudgivne arbejde med at forkynde den gode nyhed om Riget. Disse trofaste jøder spejdede efter Messias; nu havde de i Kristus Jesus fundet ham, og de holdt sig til ham.
2, 3. (a) Hvordan svarede Jesus den rige unge mand der spurgte hvad godt han skulle gøre for at få evigt liv? (b) Hvori lå i virkeligheden hemmeligheden ved at opnå evigt liv, og hvorfor rådede Jesus ham til at ’sælge alt hvad han ejede’?
2 Mange andre iagttog Jesu hengivenhed for Jehova. Dette gjaldt især en rig mand der sagde: „Mester! hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?“ (Matt. 19:16) Hvor mange millioner mennesker har ikke siden stillet det samme spørgsmål? Enhver har et naturligt ønske om at leve. Ingen ønsker at dø. Jesus havde ofte vist at han havde magt til at give mennesker et rigere liv. Han helbredte syge, åbnede blindes øjne og oprejste endog døde fra gravene. Han talte om evigt liv som noget de kunne opnå, og det var ikke svært at opnå hvis de blot ville følge ham og leve i harmoni med hans lære. Den omtalte rige mand havde fra barn af holdt de ti bud, men han ønskede at vide hvordan han kunne vinde evigt liv. Jesus sagde til ham: „Hvorfor spørger du mig om det gode? Kun én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!“ (Matt. 19:17) På spørgsmålet: „Hvilke bud?“ svarede Jesus: „’Du må ikke slå ihjel; du må ikke bedrive hor; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk vidnesbyrd; ær din fader og din moder, og: du skal elske din næste som dig selv.’ Den unge mand siger til ham: ’Det har jeg holdt alt sammen; hvad mangler jeg endnu?’ Da sagde Jesus til ham: ’Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i Himlene; og kom så og følg mig!’ Men da den unge mand hørte det ord, gik han bedrøvet bort; thi han havde meget gods.“ — Matt. 19:18-22.
3 Til denne bedrøvede rige mand blev der sagt: „Sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige.“ Hvilken pris at betale for livet! Men er livet ikke det værd? Imidlertid krævedes der mere end blot dette. Hørte den rige mand hvad den guddommelige viljes store Lærer også sagde: „Kom så og følg mig!“? Det var i virkeligheden hemmeligheden ved at opnå evigt liv. Undgå først og fremmest at blive overbebyrdet med denne verdens pligter og gøremål, så du frit kan vandre i Jesu Kristi fodspor og forkynde den gode nyhed om det himmelske rige. Sikkert er det, at hvis man er optaget af at forkynde den gode nyhed har man ikke tid til at tage sig af så megen ejendom som denne rige mand havde. Dengang kunne en sand Kristi Jesu efterfølger ikke påtage sig alt for mange pligter i denne gamle verden, og det kan den sande kristne heller ikke i dag. Hvis det for nitten hundrede år siden var nødvendigt for den rige mand at skille sig af med sin ejendom og følge Kristus for at blive en kristen, hvor meget mere nødvendigt er det så ikke i dag, at de der vil følge Kristus Jesus og udføre tjenesten for Riget frigør sig for deres bekymringer i forbindelse med deres nuværende levemåde. Kristus er ikke iblandt os her på jorden længere så han kan give os vejledning, men Jehova Gud har sørget for at Kristi og hans trofaste efterfølgeres ord er blevet nedskrevet til formaning og belæring for os der skulle opleve afslutningen på denne tingenes ordning.
4. Hvad forventer Kristus af sine efterfølgere når han kommer tilbage så ubemærket som en tyv, og hvad betyder det for dem?
4 Bibelen viser at Kristus er kommet anden gang, usynligt, og da Jesus gav Johannes Åbenbaringen understregede han at han, Kristus Jesus, også skulle komme som en tyv lige før Gud den Almægtiges krig, Harmagedon. Jesus forventer at de der hævder at være kristne på det tidspunkt er i færd med at gøre deres pligt, og er vågne og på vagt, idet de holder øje med deres pligter i forbindelse med Riget. Det er berettiget at han venter at de vandrer i hans fodspor og gør de ting som han rådede den rige mand til gøre da han sagde: „Følg mig!“ At være kristen er en heltidsbeskæftigelse, der er ikke tale om at holde ferie, skifte religion eller at holde en pause. Den der virkelig vandrer i Kristi Jesu fodspor vil ikke anvende al sin tid til livets erhvervsmæssige beskæftigelser. Den kristne ønsker at behage den der kaldte ham til at være discipel, og det vil sige at han må vende sin største opmærksomhed mod Kristus og hans gerning.
5. (a) På hvilken måde illustrerer Paulus den stilling som de der er virksomme i Kristi tjeneste indtager? (b) Hvilke erfaringer hjalp Paulus til at forstå hvad det betød at være soldat, og hvordan skulle vi i dag betragte spørgsmålet?
5 Klart og magtfuldt fremstillede Paulus sagen ved at sige at kristne er beskæftiget som soldater i Kristi tjeneste. Alle kristne må være målbevidste. De må se hen til og lyde den der kaldte dem til soldater. Er man i Kristi tjeneste og følger ham er der kun én ting man kan gøre: „Vær med til at lide ondt som en soldat af den rette slags for Kristus Jesus. Ingen som gør tjeneste som soldat indvikler sig i livets erhvervsmæssige beskæftigelser, for at han må opnå godkendelse af den som hvervede ham til soldat.“ (2 Tim. 2:3, 4, NW) En soldat for Kristus Jesus har ikke og kan ikke have delte interesser. Han prøver ikke på at drive en selvisk erhvervsmæssig beskæftigelse samtidig med at han er soldat. Når han er hvervet til soldat, så er det hans arbejde, og når han får tildelt den opgave at værne kongens interesser lægger han sig ikke til at sove. Den kristne forbliver på sin tildelte post. Han er vågen over for sine pligter. Paulus, den tidligere Saulus fra Tarsus, vidste hvad det vil sige at være soldat. Da Saulus blev sendt ud for at forfølge de kristne havde han et hverv, og han udførte det. Han parerede ordre. Da han blev omvendt og blev en Kristi Jesu efterfølger og hans navn blev ændret til Paulus, besluttede han sig også til at være soldat, en soldat af rette slags i den kristne hær, idet han iførte sig Guds fulde rustning og udsattes for alle de prøver og vanskeligheder der måtte komme over ham fordi han var soldat. Hvis det på Paulus’ tid var nødvendigt for en kristen at være en trofast og årvågen soldat, er det sandelig ikke mindre vigtigt i dag. Jesus udtrykte det så klart for den rige mand: „Sælg, hvad du ejer, . . . og kom så og følg mig!“; og Paulus sagde det lige så utvetydigt: „Ingen som gør tjeneste som soldat indvikler sig i livets erhvervsmæssige beskæftigelser.“ Hvorledes bør den der i dag hævder at være kristen da se på dette spørgsmål? Nøjagtig ligedan. Han bør trolig holde fast ved de ting han har lært, være en oprigtig efterfølger, ikke en hykler.
Kravene er de samme i dag
6. Hvad kan vi, på trods af de forandringer der er sket i verdens levemåde og religiøse skikke, sige om de guddommelige krav i vore dage, og hvad hersker der en sørgelig mangel på i kristenheden?
6 En kristen af i dag må være lige så trofast og helhjertet i sin tjeneste som Kristus var i sin, apostlene i deres, og de første kristne i deres. Der stilles samme krav til vore dages kristne. De må til stadighed være årvågne og på vagt når de udfører deres pligter som de ikke kan skubbe fra sig. Sandt nok er der et stort spring fra vor generations tid til Kristi tid, ja ikke mindre end nitten hundrede år. Levemåden har ændret sig. Menneskers tanker, filosofier og vaner viser sig at være helt forandrede. Kristenheden er blevet båret med på tidens strøm og ønsker ikke at være gammeldags. Alt for mange af vor tids præster er blevet modernister og har forkastet Bibelen; de siger at Adams og Evas skabelse og historien om Noa kun er myter, og at Kristi død på marterpælen ikke var nødvendig for menneskets frelse. Overalt i kristenheden er der behov for Kristi Jesu og hans disciples enkle, ukomplicerede tro. Men Bibelen har ikke forandret sig siden apostlene levede. Den guddommelige vilje med den kristne har ikke ændret sig. Jehova forandrer sig ikke. Hans sandhed står fast til evig tid! Vil man derfor være en kristen i dag, må man være Kristi efterfølger. Paulus var en sådan, men den rige mand gik bedrøvet bort eller græmmede sig over det han måtte gøre for at blive en kristen. Paulus omtalte det frafald der ville finde sted: „Ånden siger med klare ord, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen.“ (1 Tim. 4:1) I dag er dette store frafalds højdepunkt nået, mange vandrer ikke mere i Kristi Jesu fodspor. Paulus følte at det var magtpåliggende at sige til en af sin samtids kristne: „Giv nøje agt på dig selv og din lærergerning; hold trolig ud dermed. Gør du det, vil du frelse både dig selv og dine tilhørere.“ Dette gælder endnu mere i dag. Hvis en hævder at være kristen, kan han ikke feje Kristi lære til side. Den hellige Bibel er Guds ord. Jesus troede på og levede efter det. Enhver der hævder at være hans efterfølger må bestandig give agt på sig selv og på Kristi lære så han kan være vågen over for sine tjenesteprivilegier.
7. (a) Hvilket livsvigtigt budskab er det nu tiden til at forkynde, og hvordan er kristenheden kommet til kort i denne henseende? (b) Hvad føler Kristi Jesu sande efterfølgere med hensyn til Guds rige, dets oprettelse og deres ansvar i forbindelse hermed?
7 I dag bør det himmelske riges vidunderlige budskab stadig forkyndes, selv om det er nitten hundrede år siden Jesus begyndte at forkynde det. Riget er stadig det eneste håb for menneskene. Jesus lærte sine efterfølgere at bede: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Matt. 6:10) Kristenheden gentager disse ord i messer og hymner og undertiden i læste bønner, men dens tilhængere tror dem ikke. Gjorde de det, ville de forkynde dem. Sande Kristi Jesu efterfølgere — og Jehovas vidner viser sig at være sådanne — forkynder stadig denne gode nyhed om Guds rige som menneskehedens eneste håb, og de tror den af hele deres hjerte, sind, sjæl og styrke, og årvågent spejder de efter tidspunktet da Guds oprettede rige i al sin magt og himmelske styrke vil gribe ind i Harmagedon. Som kristne Jehovas vidner føler de deres ansvar for at udføre deres forkyndelse om Riget, ikke alene til afslutningen på hedningernes tider, men også til enden er nået for alle nationerne i Djævelens organisation. Det gør ingen forskel om menneskene vil eller ikke vil tage sig tid til at forstå på hvilken betydningsfuld dag de lever. Kristus er blevet indsat i sit rige. Ved ham hersker Jehova. Guds rige hersker! Og grunden til at kristenhedens tilhængere ikke har forkyndt den gode nyhed er at de sover. Advarselen om at verdens ende er nær har lydt i hele verden, og især inden for kristenheden. Vi lever i de sidste dage af denne tingenes ordning, og Jehovas vidner, der er trofaste i udførelsen af deres tildelte hverv, har på alle de vigtigste sprog ladet verden vide at Guds rige hersker og at verdens ende er nær. Kristenheden er ikke ladt i uvidenhed om hvad det er for en tid vi lever på.
8. (a) Hvilken interesse har kristenheden i modsætning til Kristi Jesu apostle, undladt at vise? (b) På hvilken måde vil denne gamle verden nå sin afslutning, men hvilket arbejde sagde Jesus skulle gøres først?
8 Kristi Jesu apostle var meget interesserede i hvornår Kristus ville komme igen, og hvordan verdensforholdene da ville være. Men kristenheden og dens religiøse ledere viser ingen interesse for dette spørgsmål. „Mens [Jesus] sad på Oliebjerget kom disciplene til ham og spurgte ham fortroligt: ’Sig os: Hvornår skal dette ske, og hvad er tegnet på din nærværelse og den samlede afslutning på tingenes ordning?’“ (Matt. 24:3, NW) Jesus beskrev tydeligt de forhold der ville råde i verden når hele denne tingenes ordning blev bragt til ophør i „den samlede afslutning“. Den skulle ikke gå til grunde lidt efter lidt, stykke for stykke, men den samlede afslutning ville komme „over alle dem der bor på hele jordens flade“. Jesus sagde at i dagene før „den samlede afslutning på tingenes ordning“ skulle ’denne gode nyhed om Riget prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og da skulle den absolutte ende komme’. — Matt. 24:14, NW.
9. Hvilke tegn som Jesus udtalte skulle markere „begyndelsen til ulykkeskvalerne“ har vi set opfyldt i vore dage, og hvilken handlemåde har Jehovas vidner fulgt trods verdens had?
9 Jesus gav os et sammensat tegn der viste at mange ting skulle ske; nation ville rejse sig mod nation, rige mod rige, der ville være mangel på levnedsmidler, og jordskælv det ene sted efter det andet; alt dette ville tilsammen være „begyndelsen til ulykkeskvalerne“. Med henblik på de sande kristne sagde han: „Så skal man overgive jer til trængsel og slå jer ihjel, og I skal hades af alle nationerne for mit navns skyld.“ (Matt. 24:9, NW) Hvor sandt! Men trods dette had har Jehovas vidner været vågne, årvågne og på vagt, og de har sørget for at Guds rige er blevet forkyndt, og at kristenheden og hele den øvrige verden er blevet advaret om at vi lever i de sidste dage. De har ikke sat tempoet i forkyndelsen ned, og de gør det heller ikke før den absolutte ende kommer.
10. Hvornår opfyldes Åbenbaringen 16:15? Begrund dit svar.
10 Jehovas vidner ønsker ikke at blive fundet sovende lige før den absolutte ende, når hele denne tingenes ordning vil gå til grunde. De påskønner hvad Kristus Jesus sagde i Åbenbaringen 16:15 (NW): „Jeg kommer som en tyv. Lykkelig er den som holder sig vågen og bevarer sin yderklædning, at han ikke skal gå nøgen og mennesker se de legemsdele han blues ved.“ At være vågen og tage vare på sine pligter og forkynde den gode nyhed lige til den fuldstændige ende ved Harmagedonslaget, er for en kristen en overordentlig vigtig ting. Vagttårnet for 15. januar 1959 gav læseren en tydelig og detaljeret forklaring på dette skriftsted og viste utvetydigt at det opfyldes lige før Harmagedon. Som sammenhængen viser er de tre urene inspirerede udtalelser der lignede frøer og som kom ud af dragens mund, ud af vilddyrets mund og ud af den falske profets mund, i virkeligheden „dæmoninspirerede udtalelser“ som har en masse at sige. Med al denne snak går de „ud til kongerne på hele den beboede jord, . . . Og de samlede dem på det sted der på hebraisk kaldes Har-Magedon“. Det er når denne store samling til det sidste afgørende slag når sit højdepunkt, at Kristus Jesus kommer „som en tyv“ og viser stor interesse for dem der er på deres post som vægtere i hans tempelorganisation. Det er samtidig med at denne tingenes ordning med al dens ondskab er blevet samlet for at blive bragt til en fuldstændig afslutning i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ at dette skriftsted får sin opfyldelse. Mens denne samling af nationerne foregår, hører Jehovas indsamlede folk, resten og de andre får, Kristus Jesus sige: „Se!“ Ja, han tiltrækker sig deres opmærksomhed, og de hører ham sige: „Jeg kommer som en tyv. Lykkelig er den som holder sig vågen og bevarer sin yderklædning, at han ikke skal gå nøgen og mennesker se de legemsdele han blues ved.“ — Åb 16:15, NW.
Kristenheden sover
11. Hvad sker der med dem der er ligegyldige over for deres tjeneste i Jehovas åndelige tempel?
11 Det vil være forfærdeligt for et menneske hvis det er ligegyldigt over for sit tjenesteprivilegium, og bliver fundet sovende under udførelsen af sit hverv som vagtpost i Jehovas åndelige tempel. En sådan fortjener at blive slået, berøvet sin klædning, og at blive udsat for at folk ser hans skam.
12, 13. Hvilke nylig offentliggjorte udtalelser viser hvor sovende, ligegyldig kristenheden er over for Kristi Jesu nærværelse, i modsætning til den brændende nidkærhed og årvågenhed der præger de sande kristne vidner?
12 Bladet The Advocate, et talerør for det romersk katolske ærkestift i Newark og Paterson stift i New Jersey, bragte en artikel med overskriften „Stå op du som sover“; denne viste i hvor høj grad kristenheden sover, og at dens tilhængere ikke er vågne over for tidens tegn, hverken over for Kristi Jesu nærværelse eller forkyndelsen af den gode nyhed. Men dette blad erkender også at der findes en gruppe mennesker der er lysvågne og opfyldt af en brændende nidkærhed, og at disse ikke er selvtilfredse og ligegyldige. The Advocate skriver:
Da vi gik i skole og læste vor katekismus, lærte vi at der var tre afdelinger af den katolske kirke: (1) Den triumferende Kirke; (2) Den lidende Kirke; (3) og Den stridende Kirke. Med nogen ret må vi tilføje en fjerde afdeling og kalde den Den sovende Kirke eller Den selvtilfredse Kirke. De der udgør denne gruppe er mænd og kvinder der i virkeligheden skulle være medlemmer af Den stridende Kirke, men som tilsyneladende har glemt ordets betydning. Tilsyneladende sover de, og intet synes at nage dem. . . . Jehovas vidners fantastiske historie påkaldte hele verdens opmærksomhed under deres nylig afholdte konvent i New York. Her var en gruppe af religiøst sindede mennesker der tæller cirka 800.000 i hele verden. Deres lære er magisk og mærkelig. Men de formåede at samle 250.000 medlemmer til deres konvent. Folk forstår i almindelighed ikke hvad det er der tiltrækker disse mennesker, men faktum er at der må være en årsag til denne enestående tilslutning.
Det er deres brændende nidkærhed der gør det; de er ikke selvtilfredse og ligegyldige, og det afskrækker dem ikke at skulle bringe et offer. Hver eneste af dem forpligter sig til at arbejde 12 timer om ugen for at omvende sine medmennesker.
Hvis vi fandt en sådan nidkærhed og udholdenhed blandt katolikkerne, kunne vi forvandle hele verden. En berømt katolsk prædikant sagde engang: „Set fra en menneskelig, forretningsmæssig synsvinkel er den katolske kirke én stor misforståelse. Efter 20 århundreder er to tredjedele af den menneskelige race stadig hedensk.“ — The Advocate, 19. september 1958.
13 Den katolske organisation indrømmer at den og dens medlemmer sover. Deres ukristne nøgenhed er blotlagt. De er ikke nidkære for Guds rige, heller ikke gør de sig nogen anstrengelse for overhovedet at forkynde det. Og hvad med protestanterne? Litchville Bulletin i North Dakota bragte denne bekendtgørelse i avisens annoncespalter: „Tabt — Over 100 medlemmer af den lutheranske sognekirke. Ikke set siden påske. Returner venligst til enten North LaMoure, Litchville, eller til Hastings lutheranske kirke søndag formiddag. Der stilles ingen spørgsmål. Pastor Bob Harrison.“
14. Hvordan er kristenhedens nøgenhed blevet blottet, og hvorfor?
14 Hvad ville Kristus Jesus gøre hvis han kom på besøg i disse katolske og protestantiske organisationer der repræsenterer kristenheden? Han ville tage deres yderklædning, og han ville blotte dem og lade dem vandre nøgne omkring så andre kunne se de legemsdele de blues ved. Men dette er allerede sket i de sande kristnes øjne. Kristenhedens nøgenhed er blevet blottet for dem. Den har ignoreret arbejdet og svigtet folket. Den har fornægtet Bibelen. Kristenheden forkynder ikke Bibelens vigtigste budskab, at det himmelske rige er nær; den ophøjer heller ikke universets Guds, Jehovas, navn. Det var kristenheden. Hvad med de sande kristne selv?
15. Hvilken kraftig advarsel, berettet i Lukas 21:34-36, giver Kristus sine efterfølgere?
15 Det er ikke nu tiden for de kristne til at slappes og blive ligegyldige. Vi lever afgjort i denne tingenes ordnings sidste dage, og i det enogtyvende kapitel af Lukas-evangeliet, hvor Jesus beskriver det sammensatte tegn i dets enkeltheder, giver han følgende kraftige advarsel til sine efterfølgere. Hvis læseren hævder at være Kristi efterfølger, så lyt til hans ord: „Giv agt på jer selv at jeres hjerter ikke nogen sinde tynges af for megen spisen og drikken og af livets bekymringer, og den dag kommer pludselig over jer på et øjeblik som en snare. Thi den skal komme over alle dem der bor på hele jordens flade. Hold jer vågne og bed til enhver tid at det må lykkes jer at undfly alt dette som er bestemt til at ske, og at bevare jeres stilling ind for Menneskesønnen.“ (Luk. 21:34-36, NW) Her har vi atter udtrykket „giv agt på jer selv“. Hvorfor? Hvad kunne der ske? Man kunne let blive tynget ned af spekulationer denne verden bringer med sig, af spisen og drikken og livets bekymringer. Eller som fodnoten i New World Translation siger: „bekymringer for de daglige fornødenheder.“
16. Hvilket yderligere råd gav Jesus for at hjælpe sine efterfølgere til at undgå at blive tynget af livets bekymringer, og hvad må vi først og fremmest rette vor opmærksomhed imod?
16 På Jesu tid formanede han sine trofaste efterfølgere til ikke at bekymre sig så meget om deres daglige fornødenheder, „hvad I skal spise, eller hvad I skal drikke; heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med“. (Matt. 6:25) „Men,“ sagde han, „søg først Guds rige og hans retfærdighed.“ (Matt. 6:33) Var det ikke det han sagde til den rige unge mand? Skil dig af med alt det der har gjort dig rig. Giv det til de fattige, alt det hvorved du havde skaffet dig et levebrød, og følg så mig. Det vigtigste er ’først at søge Guds rige og hans retfærdighed’. I den mønsterbøn Jesus lærte sine apostle sagde han: „Giv os i dag vort daglige brød.“ Han bad ikke om noget som helst andet. Med føde, klæder og husly burde vi være tilfredse, alt i forening med gudhengivenhed. Så lad dig aldrig tynge af for megen spisen og drikken og af livets bekymringer. Og hvorfor ikke? Hvis sådanne ting bliver de vigtigste i vort liv, dem vi lever for, som tilfældet var med den rige mand, så vil vi slet ikke få tid til at vandre i Kristi Jesu fodspor, til at følge ham. Vi kan ikke være soldater for Kristus Jesus hvis det er spisen og drikken og livets bekymringer vi er interesserede i, og hvis vi er ved at lade os tynge af livets erhvervsmæssige beskæftigelser for at leve i overflod. De to ting kan ikke forenes.
Hvordan man holder sig vågen under afslutningen
17. Hvad kræves der af hver enkelt af os hvis vi skal undgå at blive ødelagt sammen med den nuværende onde verden?
17 I Lukas det enogtyvende kapitel, hvor Jesus beskriver forholdene i disse sidste dage, siger han at den fuldstændige ende vil indfinde sig så pludseligt at dagen kommer over os som en snare. Og hvad skal der så ske? Jesus sagde at dagen skulle komme over alle dem der bor på hele jordens flade. Han gør ingen undtagelser. Derfor lød hans meget stærke opfordring til apostlene og, naturligvis, til de kristne i vor tid: „Hold jer vågne og bed til enhver tid at det må lykkes jer at undfly alt dette som er bestemt til at ske, og at bevare jeres stilling ind for Menneskesønnen.“ Jo der er rigtignok en måde hvorpå man kan undgå at blive udslettet i krigen på Guds, den Almægtiges, store dag. Vi kan undslippe ved at holde os vågne, ved at leve som kristne, og ved at bede til Gud. Gør vi det vil det lykkes os at undslippe alle disse trængsler og smerter der på én gang vil komme over Djævelens tingenes ordning og fuldstændig udslette den, dens politiske, religiøse og kommercielle systemer, og styrte Djævelen og hans dæmoner der behersker denne verden, i afgrunden. At du er på vagt som en kristen ved Guds åndelige tempel og holder dig vågen dér vil også betyde at du bevarer din begunstigede stilling ind for Menneskesønnen. Han vil bevare dig i live gennem Harmagedonslaget, der vil ødelægge den nuværende onde verden, og du vil komme ind i Guds nye, retfærdige verden.
18. Hvorfor blev verden ødelagt i Noas dage, og hvilket godt eksempel satte Noa og hans familie for dem der lever i denne endens tid?
18 Det er ikke første gang en verden bliver ødelagt. Det er sket en gang før, nemlig i Noas dage „dengang Gud i sin langmodighed biede i Noas dage, medens arken blev bygget. I den blev nogle få, nemlig otte, sjæle frelst gennem vand“. (1 Pet. 3:20) Jehova havde gode grunde til at udslette de mennesker der levede i Noas dage. De skænkede ikke Gud en tanke, og ænsede heller ikke det budskab om verdens ende som Gud lod Noa forkynde for dem. Men de var optaget af at spise og drikke, leve godt og feste; de tænkte kun på sig selv og deres egne bekymringer. De var sandelig tyngede af for megen spisen og drikken. Jesus fortæller os at det ville være på samme måde i vore dage, lige før slaget ved Harmagedon: „Thi ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme. Som de levede i dagene før syndfloden: de åd og drak, tog til ægte og gav til ægte lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort — sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme.“ (Matt. 24:37-39) Denne vandflod kom over alle dem der i Noas dage levede på jordens flade, svarende til hvad der skal ske i slaget ved Harmagedon. Kristne kan ikke tillade sig at sove. Jesus sagde: „Lykkelig er den som holder sig vågen og bevarer sin yderklædning.“ Noa sov ikke da det gjaldt at bygge arken. Han var travlt optaget af at bygge. Hertil kom at han fortsat forkyndte. Hans tre sønner og deres hustruer og Noas egen hustru var med ham; alle var de sammen med Noa travlt optaget, og da Vandfloden kom var de rede, de var vågne, de befandt sig i arken sammen med alle dyrene, og de blev bevaret i live og ført ud af den verden der dengang var, og ind på en renset jord. Noa og hans familie blev på deres post, arbejdede og var rede da regnen begyndte. Det betaler sig at holde sig vågen! Så mister du ikke din yderklædning, Guds tjeneste.
19. Hvilken advarsel angående Jerusalem havde det første århundredes kristne fået, og gennem hvilken handlemåde viste de deres årvågenhed?
19 Hvis Noa ikke havde holdt ud i den gerning der var betroet ham, ville han ikke have frelst sig selv, og heller ikke de andre, dem han elskede. Det eneste fornuftige er nu at holde sig vågen og drage omsorg for de pligter man får betroet, ligesom de første kristne gjorde det da ødelæggelsen ramte Jerusalem. Mange år før Jerusalem blev ødelagt i år 70 var de kristne blevet advaret gennem den profeti som Jesus gav dem. „Men når I ser Jerusalem omringet af krigshære, så skal I vide, at dens ødelæggelse er nær. Da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene; og de, der er inde i byen, skal drage ud af den; og de, der er på landet, skal ikke ty ind i den. Thi det er straffens dage, da alt det, som står skrevet, skal gå i opfyldelse.“ (Luk. 21:20-22) I tiden lige efter Pinsefesten fik mange mennesker kundskab om sandheden, indviede sig til tjenesten for Jehova, og blev døbt. På én og samme dag blev 3000 mennesker døbt. Der må have været mange mødesteder i Jerusalem hvor Guds folk kom sammen og studerede Guds ord og forberedte sig til deres forkyndervirksomhed. Men i al den tid de studerede Bibelen var de samtidig på vagt, de var vågne over for de kritiske situationer som Kristus Jesus havde forudsagt skulle opstå når tiden var inde til Jerusalems ødelæggelse. Da de romerske hære i året 66 omringede byen, må de kristne derfor ganske afgjort have været opmærksomme på at ødelæggelsen var nær forestående. Da disse hære for en kort tid trak sig tilbage, flygtede alle de kristne i Jerusalem op i bjergene, de drog gennem byens porte, over Judæas højder, ned i Jordandalen, over floden til Gilead, til bjergene hvor de var i sikkerhed. Når man er blevet advaret, hvorfor så forblive på det sted der vil blive ramt af ødelæggelse? Hvorfor sove i denne kritiske tid da man bør være vågen og på vagt? Disse første kristne var vågne over for deres ansvar. De ønskede at bevare livet så de fortsat kunne forkynde den gode nyhed om Riget efter at Jerusalem var blevet ødelagt, hvilket de også gjorde.
20. Hvad beviser de sande Jehovas vidners åndelige årvågenhed i dag?
20 Mens kristenheden i dag står blottet i de sande kristnes øjne fordi den ikke har sin yderklædning på — og dette skyldes at den sover fra de kristne tjenesteprivilegier — forkynder Jehovas vidner verden over fortsat Guds rige og retter opmærksomheden mod den guddommelige vilje. De passer på at de der kommer inden for Jehovas tilbedelses helligdom, er rene, hvilket svarer til at vagtposten holdt vagt ved Jehovas tempel om natten for at hindre at noget urent kom ind og besmittede templet eller stjal noget derfra. I disse sidste dage er Rigets interesser blevet betroet den „tro og kloge træl“s skare, og forenet med den ser vi nu en „stor skare“ af „andre får“ der kommer fra alle nationer, stammer og tungemål, og disse har også fået den forret at vogte Rigets interesser ved at forkynde lige til jordens ender. Denne store skare der nu udgør mere end 770.000 tjenere for Riget, er ikke blevet tynget af for megen spisen og drikken og dette livs bekymringer. De er vågne for den kendsgerning at Kristus Jesus kommer i Harmagedon som en tyv, pludseligt, i ét nu, og at denne ødelæggelse, når den rammer jorden, vil berøre alle der bor på jordens flade. Derfor holder de sig vågne, og de bevarer deres stilling ind for Menneskesønnen idet de vogter Rigets interesser, bevarer deres tjenesteklædning på og viser at de værdsætter deres ansvar. Ved at have denne klædning på beviser de, at de er blevet begunstiget af Jehova Gud og at Jehova har taget dem i sin hellige tjeneste ved sin helligdom.