Spørgsmål fra læserne

● Hvornår bliver ’Guds sønner åbenbaret’, som nævnt i Romerbrevet 8:19, og i hvilken hensigt sker det?

Når Paulus, med henvisning til sig selv og andre salvede „Guds sønner“, taler om „den herlighed der skal åbenbares på os“, er det øjensynligt den herlighed de får del i når de oprejses til livet i himmelen han sigter til. (Rom. 8:18) Men de jordiske undersåtter under Guds rige vil først erfare at „Guds sønner“ er blevet åbenbaret når disse herliggjorte „Guds sønner“ begynder at varetage de opgaver de vil få, til menneskenes gavn.

Paulus taler om at „skabningen venter . . . med spændt forventning på at Guds sønner skal åbenbares“. Troende mænd og kvinder som har levet op gennem århundrederne, har altså længtes efter den tid da „Guds sønner“ skulle åbenbares, idet de vidste hvilken lindring det ville medføre. Ved Harmagedon opnås der „lindring . . . ved Herren Jesu åbenbarelse fra himmelen med sine mægtige engle“, idet Jehova Gud vil ’give dem trængsel til gengæld som volder hans tjenere trængsel’. De der forfølger og modstår Guds tjenere bliver da tilintetgjort. (2 Tess. 1:6-10) Af Åbenbaringen 2:26, 27 fremgår det at de salvede der har fået en opstandelse vil være med til at udslette de onde. Sammen med Kristus Jesus udgør de nemlig Guds himmelske hustrulignende organisations „sæd“. (1 Mos. 3:15; Gal. 3:16, 29; Åb. 16:14, 16; 19:11-21) Derefter vil Djævelen og hans dæmoner blive bundet og kastet i afgrunden. (Åb. 20:1-3) Når alle modstandere, både åndelige og jordiske, er ryddet af vejen, vil de overlevende på jorden føle en umådelig lindring, idet al undertrykkelse, fristelse og vildledende propaganda vil være borte. Til den tid er ’Guds sønners’ længe imødesete åbenbarelse en kendsgerning, og ’den store skare’ som har overlevet „den store trængsel“ vil glæde sig herover.

Men ikke nok med at undertrykkerne fjernes. I forbindelse med ’Guds sønners åbenbarelse’ siger Paulus også at „skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed“. (Rom. 8:21) Når Herren Jesus Kristus og hans salvede medarvinger i himmelen i løbet af tusindårsriget lader Rigets jordiske undersåtter få gavn af genløsningsofferet, vil disse jordiske undersåtter begynde at blive befriet for syndens og dødens virkninger. Og ved tusindårsrigets slutning vil alle lydige jordiske undersåtter være hjulpet frem til fuldkommenhed af Jesus og hans medkonger og underpræster. De der forbliver trofaste mod Gud under den prøve de udsættes for af Djævelen og hans dæmoner, som da er blevet løsladt, vil derefter få deres navne „skrevet i livets bog“. (Åb. 20:12-15) Da vil de til fulde nyde „Guds børns herlige frihed“. (Rom. 8:19-22) Så er den storslåede hensigt med at ’Guds sønner åbenbares’ opfyldt til fulde.

● Da Jesus talte om „tegnet på [sin] nærværelse og afslutningen på tingenes ordning“, sagde han til sine disciple: „Jeg skal sige jer en sandhed: Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.“ (Matt. 24:3, 34) Hvordan skal dette forstås?

Denne profeti, der blev udtalt i år 33 e.v.t., fik en bemærkelsesværdig forbilledlig opfyldelse i perioden indtil år 70 e.v.t., da den jødiske tingenes ordning gik til grunde og templet i Jerusalem blev omstyrtet, så der ikke blev „efterladt en sten oven på en sten“. Alene i Jerusalem omkom der, ifølge historieskriveren Josefus, 1.100.000 jøder. Skønt mange af Jesu første disciple inden da havde mistet livet på grund af forfølgelse, var der på det tidspunkt endnu nogle tilbage af den generation der havde været sammen med Jesus og havde oplevet hans vældige gerninger, og som nu blev vidne til enden på den forudsagte periode, „afslutningen på tingenes ordning“. (Matt. 24:2, 3) De var Jesu samtidige, de hørte til hans generation.

Af Jesu profeti forstår vi imidlertid at hans ord skulle få en senere og større opfyldelse, der ville kulminere i det han kaldte „så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. Denne ’store trængsel’ vil ikke kun omfatte en jødisk „tingenes ordning“ men hele menneskehedens verden, ja „alle nationerne“, for hvem Jehovas vidner skal ’forkynde denne gode nyhed om riget før enden kommer’. De „veer“ der har ramt jorden siden den første verdenskrig, viser at det tegn Jesus forudsagde, har fået sin store modbilledlige opfyldelse fra og med 1914. — Matt. 24:3-8, 14, 21.

Hvad er det så for en „generation“ der „afgjort ikke [skal] forsvinde før alt dette sker“? Udtrykket sigter ikke til en bestemt tidsperiode en periode som nogle har søgt at fastsætte til 30, 40, 70 eller endda 120 år, men derimod til mennesker, nemlig de mennesker der levede når ’veerne’ over den domfældte verdensordning begyndte. Det vil sige den generation af mennesker der oplevede de katastrofale begivenheder som begyndte i forbindelse med udbruddet af den første verdenskrig i 1914.

Hvis man, som det nævnes i en artikel på side 56 i bladet U.S. News & World Report for 14. januar 1980, „ansætter 10 år som den alder hvor en begivenhed prenter sig varigt i et menneskes hukommelse“, er der i dag over 13 millioner amerikanere som har „en erindring om den første verdenskrig“. Og selv om den nuværende onde verdensordning skulle fortsætte indtil århundredskiftet, hvilket er højst usandsynligt i betragtning af tendensen i verdensbegivenhederne og opfyldelsen af Bibelens profetier, ville der stadig være nogle mennesker tilbage af den generation der oplevede den første verdenskrig. At deres antal imidlertid svinder ind, er endnu et vidnesbyrd om at den tidsperiode der kaldes „afslutningen på [denne] tingenes ordning“ hastigt er ved at udløbe.

I denne forbindelse kan vi også henvise til bladet The Economist, der i sin udgave for 15. marts 1980 bragte en interessant anmeldelse af bogen The Generation of 1914. Der stod blandt andet: „Til sidst giver [bogens forfatter] Robert Wohl udtryk for sin egen mening om generationen fra 1914. I et kort og koncentreret kapitel fremfører han at en generations længde ikke kan bestemmes matematisk til at omfatte et bestemt antal år, men at en bestemt generation forbindes med og kendetegnes ved en større historisk krise. Og her har man intet bedre eksempel end den første verdenskrig.“ Dette stemmer udmærket med det bibelske syn Jehovas vidner anlægger på „generationen fra 1914“.

Ja, i 1914 levede der en generation af mennesker som blev vidne til vældige forandringer i historien. De så verdensbilledet skifte fra en periode med forholdsvis rolige forhold til den periode med krige, lovløshed og ødelæggelser vi nu oplever. Mange af dem er i dag Jehovas vidner. Begivenhederne i 1914 er i sandhed ’det bedste eksempel’ på hvad en krisetid er, for i det år begyndte de forudsagte veer blandt nationerne. Der lever stadig mange der kan fortælle hvor katastrofalt forholdene på jorden ændrede sig i 1914. Og vanskelighederne i verden bliver stadig større. Vi kan derfor være lykkelige over Jesu forsikring om at nogle af „generationen fra 1914“ vil overleve — at denne generation ikke vil være fuldstændig forsvundet — når ’den store trængsel’ bryder løs over den nuværende onde verdensordning.