Forudsiger Bibelen jordens undergang?

JORDENS UNDERGANG — disse ord har slået mange med rædsel op gennem historien. I dag har de mistet meget af deres virkning fordi folk efterhånden er blevet mindre religiøse. Men forudsigelserne af en verdenskatastrofe kommer ikke kun fra religiøst hold. Flere grene af videnskaben advarer også om kommende katastrofer for menneskeheden.

Videnskabsmænd frygter

Astronomer har anført i hvert fald fire trusler mod livets fortsatte beståen på jorden. I det franske videnskabelige tidsskrift Sciece et Vie peger de, under overskriften „De fire kosmiske katastrofer der truer jorden“, på faren for en eksploderende supernova, et gigantisk udbrud af solaktivitet, et kæmpemæssigt meteoritnedslag, eller det at hele solsystemet kommer ind i en sky af kosmisk støv der vil opsuge så meget af solens varme at jorden fryser til is.

Samtidig advarer økologerne i stigende grad om forureningsfarerne ved brug og misbrug af kunststoffer som bringer både menneskers og dyrs helbred, ja selve deres liv, i fare. Forureningen forgifter den luft vi indånder, den jord vi dyrker vore afgrøder i, og havene med de fisk vi spiser. Uklog og egoistisk rydning af skove har medført både katastrofale oversvømmelser og menneskeskabte ørkener.

Hver for sig ville disse miljøtrusler sikkert ikke være tilstrækkelige til at gøre ende på livet på jorden. Men tilsammen udgør de en meget alvorlig fare. I et interview med det parisiske nyhedsugeblad L’Express udtalte Verdensmiljøkonferencens tidligere generalsekretær Maurice Strong for nylig: „Hvis mennesket fortsætter med at anlægge en så arrogant holdning til naturen ender det med, må jeg desværre sige, at vi en dag går til grunde.“

Men den stærkeste trussel mod livet på jorden — en trussel der er blevet omtalt som „det sidste ragnarok“ og fejlagtigt som „Harmagedon“ — er dog den meget realistiske mulighed, eller risiko, for en altomfattende atomkrig. De stærke militærmagter råder nu over atomvåben med en samlet sprængkraft som svarer til adskillige tons trotyl for hver mand, hver kvinde og hvert barn på jorden. Det er intet under at atomtruslen omtales i dommedagsvendinger!

Hvad lærer kirkerne?

For millioner af katolikker og protestanter leder udtryk som „dommedag“ og „verdens ende“ tanken hen på en dag da det endelige regnskab gøres op og jorden tilintetgøres. Under overskriften „Verdens ende“ siger det anerkendte teologiske værk Dictionnaire de Théologie Catholique: „Den katolske kirke tror og lærer at den nuværende verden, som Gud skabte den og som den er, ikke vil vare evigt. Alle de synlige skabninger som Gud har frembragt op gennem tiderne . . . vil ophøre med at eksistere og vil blive forvandlet til en ny skabning.“

Kristenhedens kirker lærer at menneskets endelige skæbne enten er evig salighed i himmelen eller evig straf i helvede. De mener ikke at jorden indtager nogen varig plads i Guds hensigt. Og dog er både katolske og protestantiske teologer kendt med at Bibelen siger at Guds rige vil komme for at Guds vilje kan ske ’på jorden som den sker i himmelen’. (Mattæus 6:10) De ved at dette er en af de væsentlige ting kristne bør bede om. De kender også til Bibelens løfte om „en ny jord“ hvor retfærdighed skal bo. (2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:1-4) Katolske og protestantiske teologer udtaler sig imidlertid meget svævende, ja direkte undvigende, om disse og mange andre skriftsteder der taler om jordens plads i Guds hensigt.

Efter at have sendt alle de gode til himmelen og de onde til helvede er mange af kristenhedens teologer derimod hurtige til at citere sådanne skriftsteder som: „Himmelen og jorden skal forsvinde,“ (Mattæus 24:35) for at ’bevise, at jorden vil blive udslettet. De er kun lykkelige for at slippe af med jorden, som de ikke har nogen plads til i deres teologi. Det der i nogle bibeloversættelser kaldes „verdens ende“ fortolker de meget bekvemt som ensbetydende med jordens undergang. — Mattæus 24:3, da. aut.

Hvad Bibelen siger

Hvad mener Bibelen da med udtrykket „verdens ende“? Lad os allerførst nævne at det udtryk der i nogle oversættelser gengives med „verdens ende“, i andre gengives med „Tidens Fuldendelse“ (Skat-Rørdam), „Tidernes Ophør“ (Axel Sørensen) eller „afslutningen på tingenes ordning“ (Ny Verden-oversættelsen). Ordene ’fuldendelse’, ’ophør’ eller ’afslutning’ er en mere præcis gengivelse af tanken i det græske ord syntéleia som forekommer her og som adskiller sig fra ordet telos (der betyder ende eller absolutte ende; jævnfør Mattæus 24:6, 14). ’Tiden’ og „tingenes ordning“ gengiver også mere nøjagtigt tanken i ordet aión, som adskiller sig fra ordet kósmos, der i almindelighed betegner verden i betydningen menneskehedens verden.

Ordet kósmos forekommer interessant nok ikke i nogen af de skriftsteder hvor de ord findes der undertiden fejlagtigt oversættes med „verdens ende“. Dette udtryk, „verdens ende“, betegner således ikke menneskehedens undergang. Det betegner afslutningen på en ond tingenes ordning, udløbet af en tidsalder (aión) som er kendetegnet af „ugudelige menneskers“ onde handlinger. — Jævnfør Andet Petersbrev 3:7.

I stedet for at forudsige jordens undergang giver Bibelen løfte om en storslået fremtid for planeten Jorden. Men først må jorden renses, befries for den nuværende onde tingenes ordning. Enden på denne ordning er derfor noget vi kan håbe på eller glæde os til, hvilket vil fremgå af den følgende artikel.