imod den gode nyhed om Guds oprettede rige og har hjulpet helligdomsskaren på en måde som det er beskrevet i Jesu lignelse om fårene og bukkene. (Matt. 25:31-46) Men først og fremmest har de ydet hjælp ved at indvi sig til universets guddommelige Suveræn, ved at samles med helligdomsskaren og ved i forening med den åbent på arbejdsmarken at forkynde den gode nyhed om Guds rige, så endnu flere „får“ kan blive samlet ind. De tilbeder til stadighed sammen med helligdomsskaren, vidner sammen med den og lider trofast sammen med den både under Nordens konges og Sydens konges hånd, endog til døden.

42. Hvorledes sker det at „mange slutter sig til dem“ med forførende smiger eller på skrømt?

⁴² Mange som „slutter sig til dem“ gør det imidlertid ikke helhjertet eller med et oprigtigt motiv, men kun for at smigre eller tale efter munden og af selviske grunde. Nogle af disse har vist sig at være spioner for Nordens konge. Andre kommer med rosende bemærkninger om Jehovas vidner, men tager ikke yderligere skridt i retning af at tilbede og tjene Jehova selv. Mange beundrer og roser Jehovas vidners trofasthed, standhaftighed og retskaffenhed, men viger tilbage for selv at indvi sig til Gud og blive hans aktive, forkyndende vidner. Dette gør det klart at de som hævder at være „andre får“ eller som gennem nogen tid har fået bibelundervisning hos Jehovas vidner, nu stilles på prøve med hensyn til om de nærer virkelig hengivenhed for den sande Gud. De burde stræbe efter — ikke at smigre skabninger — men at behage Skaberen. — Gal. 1:10.

43. Hvad er Jehovas hensigt med at lade nogle af sine kloge vidner „vakle“, og hvad er de kloge besluttede på?

⁴³ Frelsens Gud har tilladt al denne forfølgelse af sine vidner for at prøve dem der hævder at de søger og elsker ham. Ved de ildprøver forfølgerne og undertrykkerne iværksætter, smelter Jehova dem der påstår at være hans folk, for at afsløre og skumme dem bort der blot er urene slagger, og for at åbenbare, rense og bevare dem der udgør det rene, ædle metal. Det er gennem disse ægte mennesker der i kærlighed fuldbyrder deres indvielse til ham, at han modtager hævdelse og ophøjelse som den udvalgte Suveræn i deres liv. Jehova har således tilladt tusinder af sine kloge vidner at vakle under forfølgelser, så de endog har lidt martyrdøden, for yderligere at forædle de overlevende vidners hjerter og sind og for at fjerne dem der ikke er besluttet på at holde ud til enden så de kan frelses. (Matt. 24:9-13) Jehovas kloge vidner, som kender og forstår det altafgørende stridsspørgsmål om universel suverænitet, er besluttede på at underkaste sig de rensende og lutrende forfølgelser lige til den bitre ende for Nordens konge og hans medforfølgere. Deres belønning er uden ende, men til den „bestemte tid“ vil deres fjende og forfølger gå til grunde.

(Fortsættes)

Spørgsmål fra læserne

● Når der bliver læst højt af Salmerne, skal man så læse ordet Sela med? — L. E. M., De forenede Stater.

Ved højtlæsning af Bibelens salmer skulle der ikke være nogen grund til at læse ordet Sela. Som der siges i fodnoten til Salme 3:2 i New World Translation er Sela et hebraisk musik- eller recitationsudtryk hvis betydning vi ikke kender i dag. Derfor står det i kursiv i New World Translation. Eftersom hverken oplæseren eller tilhørerne forstår hvad dette ord betyder, vækker oplæserens udtale af ordet ikke nogen tanker hos tilhørerne, hvorfor ordet roligt kan udelades uden at noget går tabt af Salmernes indhold.

● Under samtaler med Syvende Dags adventister henviser disse ofte til Esajas 66:23 som bevis for at sabbaten skal overholdes i den nye verden. Hvordan skal dette skriftsted forstås? — J. F., Schweiz.

Hvis dette skriftsted kan tolkes derhen at sabbaten er en forordning der gælder kristne i al evighed, må Syvende Dags adventisterne også overholde de mosaiske nymånedage, for de nævnes i det samme skriftsted. De udgjorde også en uadskillelig del af den gamle lovpagts anordninger. (4 Mos. 10:10; 28:11; 1 Krøn. 23:31) Det er grunden til at apostelen Paulus omtaler dem begge der hvor han viser at de kristne ikke længere er bundet af Lovpagtens forordninger: „I overholder dage og måneder og festtider og år. Jeg frygter for, at jeg måske har slidt forgæves med jer.“ „Lad derfor ingen dømme jer for mad og drikke eller med hensyn til højtid, nymåne eller sabbat.“ — Gal. 4:10, 11; Kol. 2:16.