Samfunds- eller menighedsinteresser

„Legemet består jo heller ikke af ét lem, men af mange.“ — 1 Kor. 12:14.

1. Hvorfor ønsker mennesker at leve og arbejde sammen i grupper? Er det kommunisme?

DA TRANGEN til andres selskab er et af grundprincipperne i den menneskelige natur, har menneskene altid ønsket at leve i samfundsgrupper. Det har sat dem i stand til at nyde fællesskabet med andre og i flok tage opgaver op, når gensidige interesser kunne dyrkes til fælles gavn. Det har betydet, at den enkelte har måttet afstå noget af den tid, han ellers ville bruge til sine personlige interesser, for at kunne hellige sig de fælles eller kollektive interesser, som dyrkes af den større gruppe, han hører til. Ved at ofre noget af sin egen handlefrihed og i stedet påtage sig et ansvar inden for dette samfund høster den enkelte gavn af de fælles fordele, der bringer større lykke, end hvis han arbejder alene. Bibelen støtter dette princip om samarbejde til fælles bedste. „To er bedre faren end én, thi de får god løn for deres flid; . . . tretvundet snor brister ikke i hast.“ (Præd. 4:9, 12) Jo stærkere et menneske knyttes til et samfund, des mere må han give afkald på sine personlige interesser, og des større bliver hans samfundsinteresser. Føres dette ud i yderste konsekvens, bliver det til kommunisme, hvor samfundsinteresserne i den grad tager overhånd, at de så godt som udelukker menneskets personlige interesser.

2. Hvilken erfaring gjorde Israel, da det blev et kongedømme?

² Israelitterne erfarede, hvad det ville sige at måtte vise samfundet større interesse, da nationen, som i dommertiden bestod af lokale bondesamfund, gik over til at blive et nationalt samfund organiseret under en jordisk konge. Inden riget blev organiseret under Saul og senere under David, og israelitterne endnu ikke havde noget videre ansvar inden for det teokratiske samfund, havde de tid til at dyrke, hvad enhver fandt for godt med henblik på deres individuelle interesser i personlige anliggender. „I de dage var der ingen konge i Israel. Enhver plejede at gøre, hvad der var ret i hans egne øjne.“ (Dom. 21:25, NW) Profeten forudsagde, hvilke forøgede interesser eller skattebyrder og tjenester for kongen personlig en sådan rigsregering under en ufuldkommen jordisk konge ville føre med sig. (Se 1 Samuel 8:10-18.) Men trods Samuels indvendinger anmodede israelitterne om at få et kongedømme. Følgen var, at de i en periode på 510 år kom til at erfare, forøget organisering under et ufuldkomment kongedømme.

3. Forklar Ordsprogene 29:2 i forbindelse med „regentinteresser“ og „samfundsinteresser“.

³ Hvad der blev demonstreret og bevist gennem Israels lange erfaring med konger var, at „regentinteresserne“, gode eller dårlige, bliver en del af samfundets interesser og gør samfundet ansvarligt for det gode såvel som for det dårlige. Når lokale eller nationale regenter bruger deres interesser til gavn for folket, øges samfundsfortjenesten, og fremgang bliver samfundets belønning. Men når regenterne bruger deres magt i selvisk øjemed og til det dårlige, opstår der hurtigt samfundsskyld, hvilket fører til megen sorg og ulykke og undertrykkelse af folket. Der står skrevet: „Når de retfærdige har magten, glædes folket, men når de onde råder, sukker folket.“ (Ordsp. 29:2, AT) Fordi kong David pådrog sig skyld ved at holde mandtal over Israel i modstrid med Guds vilje, straffede Jehova hele nationen ved at ramme dem med pest, så halvfjerds tusinde døde. (2 Sam. 24:1, 10, 15) Om en senere konge over det nordlige rige, Israel, står der skrevet: „Omri vedblev at gøre, hvad der var ondt i Jehovas øjne, og handlede værre end alle sine forgængere.“ (1 Kong. 16:25, NW) Om en god konge læser vi: „På hans tid havde landet fred i ti år. Asa gjorde, hvad der var godt og ret i [Jehova] hans Guds øjne.“ (2 Krøn. 14:1, 2) Fra ældgammel tid og til den dag i dag har menneskene gjort den erfaring, at virkningerne af et godt eller dårligt herredømme vil falde tilbage på hele samfundet, uanset på hvilket regeringsplan herskerne har anvendt deres magtbeføjelser.

4. Hvad betragtes som „samfund“ og hvem som „regenter“ i den gamle verdens samfund?

⁴ Med et samfund tænkes der på en gruppe mennesker, der bor inden for et bestemt område, og som har en fælles arv. I den gamle verdens samfund er det mindste samfund familien. Derfra vokser det i størrelse til at omfatte landsbyen, byen eller storbyen, amtet, en hel landsdel eller provins og til sidst hele landet eller nationen. Faderen er at betragte som regenten i det mindste samfund, familien, og fra ham og opefter til de større samfund har regenterne på de forskellige trin stor indflydelse på samfundet enten til det gode eller til det dårlige. Når et af familiens medlemmer begår en frygtelig forbrydelse, bringer han skam over hele familien, ja over hele landsbyen eller bysamfundet. Når en nations regent, som for eksempel Hitler, fremturer i ondskab, bliver hele landet straffet og vanæret.

5. Nævn eksempler på nogle af den gamle verdens samfundsinteresser. Medfører de pligter for Jehovas vidner?

⁵ Den gamle verdens samfund har i dag mange forskellige interesser, blandt andre følgende: foranstaltninger til børnenes skoleuddannelse, postbesørgelse, politibeskyttelse af personer og ejendom, beskyttelse mod ildebrand, anlæggelse af veje, kloakering og fjernelse af affald, fremme af den offentlige sundhed, offentlige parker, bevarelse af landets naturlige ressourcer, valg af regenter, inddrivelse af skatter, foranstaltninger til opretholdelse af den almindelige sikkerhed (krig) og mange andre regeringsanliggender. Da Jehovas vidner stadig befinder sig midt i den gamle verdens samfund, har de visse pligter at opfylde i forbindelse med de lokale samfund, de lever i. (Joh. 17:15) For eksempel er de absolut lovlydige overfor de lokale og nationale forordninger, når disse er i harmoni med Bibelen. De betaler lydigt skat og medvirker til at opretholde den offentlige ro og orden. Dog bestræber de sig for at reducere deres interesser i den gamle verdens samfund til det mindst mulige. Hvorfor?

6. Hvorfor søger Jehovas vidner at reducere deres interesser i den gamle verdens samfund til et minimum?

⁶ Fordi en ny verdens samfund har vist sig på skuepladsen, og Jehovas vidner er dets medlemmer. De agter på Jesu formaning om at tilbagebetale „kejseren, hvad kejserens er [regeringskrav], men Gud, hvad Guds er [guddommelige krav]“. (Matt. 22:21, NW) Det, der hører Gud til, er det, der er baseret på hans guddommelige interesser, som vi anerkender som værende af størst betydning og hævet over de lokale samfunds interesser. Af vort studium af de hellige skrifter og på grundlag af de fysiske kendsgerninger ser vi, at de guddommelige interesser peger hen til dannelsen af et sådant ny verdens samfund bestående af kristne menigheder. Af denne grund er vi mere optaget af menighedsinteresser. Vi vil nu gå over til at undersøge visse enkeltheder i denne forbindelse.

Den nye verdens samfunds menigheder

7. Beskriv Jehovas vidners omfattende samfund i dag.

⁷ Ved begyndelsen af året 1956 var der oprettet 16.044 menigheder af Jehovas vidner i 160 forskellige lande. Alle disse tusinder af menigheder udgør tilsammen et verdensomspændende samfund kendt som den nye verdens samfund af Jehovas vidner. Det centrale styrende råd har hjemme i Brooklyn, New York, hvor det lovformelige selskab, Watch Tower Bible & Tract Society of Pennsylvania, anvendes til at lede Selskabets interesser på hele jorden. Fra hovedkontoret fordeles administrationen gennem otteoghalvfjerds afdelingskontorer, der hver især inden for sit tildelte område har overopsyn med de enkelte menigheder.

8. Hvordan skildrer Paulus den lokale menighed? Hvilken styreform har disse menigheder i dag, og hvordan gælder Esajas 60:17 på dem?

⁸ Hver enkelt menighed udgør et lokalt samfund af kristne ordets forkyndere, en sammenslutning af mennesker, som bor i det samme område og har samme kristne uddannelse og forudsætninger. Nu som på Paulus’ tid består hver menighed af mange medlemmer, men de arbejder sammen som ét legeme, idet hvert enkelt medlem udgør et højst nødvendigt led i den organisatoriske helhed. (1 Kor. 12:14-25) Disse menigheder er organiseret efter samme mønster som de kristne menigheder i det første århundrede. De har en teokratisk styreform, hvorefter alle de lokale tjenere på grundlag af deres gode kvalifikationer udnævnes af den nye verdens samfunds styrende råd gennem afdelingskontoret. Ingen af tjenerne (der svarer til regenter) vælges på demokratisk vis til deres gerning. Når de er blevet udnævnt, tjener de på deres forskellige poster, indtil andre får ansvaret overdraget. Som en opfyldelse af Esajas’ profeti: „Til din øvrighed [dine embedsmænd, AS] sætter jeg fred,“ har den almindelige ledelse været til det gode, hvilket igen har vundet menighederne et godt omdømme og som belønning Jehovas velsignelse. (Es. 60:17) De få tjenere, der vender sig til det dårlige, bliver hurtigt fjernet for at hindre en besmittelse af menigheden. Men når nogle i menigheden følger den slette leder, udstøder den nye verdens samfund også sådanne medlemmer, for at hele samfundet ikke skal pådrage sig skyld og for at hindre, at den dårlige surdej skal gennemsyre andre menighedsgrupper. Menigheden, dens tjenere og deres medarbejdere skal bevares rene. Hvori består da nogle af de forskellige menighedsinteresser i dag, og svarer de til den kristne menigheds interesser på apostlenes tid?

9. Gør rede for en af menighedens hovedinteresser i dag.

⁹ En af menighedernes hovedinteresser er at samles til fælles tilbedelse af den levende Gud Jehova gennem Jesus Kristus. De, som forsamles, er af Jehova blevet kaldet til kundskab om sandheden og til at anerkende Jesus Kristus som deres frelser og konge. Det er ikke enhver, der kan blive medlem af disse menigheder. Kun de, som er moralsk og åndeligt rene, og som har indviet sig som Jehovas vidner. Dette er i harmoni med Jesu ord: „Ingen kan komme til mig, uden at Faderen, som sendte mig, drager ham; . . . Der står skrevet hos Profeterne: „Og de skal alle være oplært af Jehova.“ Enhver, der har hørt Faderens lære og har lært, kommer til mig.“ (Joh. 6:44, 45, NW) Hver uge afholdes der møder, hvor menigheden opsender bønner og synger lovsange til den levende Gud. (Ap. G. 4:24) Zone-, sektions- og landsstævner samt internationale stævner afholdes med mellemrum i tilbedelsen af den eneste Gud i ånd og sandhed.

10-12. Omtal andre menighedsinteresser.

¹⁰ En anden af menighedens interesser er at tilegne sig livgivende kundskab om Jehova Gud og Jesus Kristus. (Joh. 17:3) Ved deres ugentlige møder studerer menighederne Bibelen og de bibelhåndbøger, som er udarbejdet af Watch Tower Bible & Tract Society of Pennsylvania. Der følges et ensartet program for indtagelsen af den åndelige føde, så at alle menighederne verden over i fællesskab kan vokse til kristen modenhed. Deres fælles tilegnelse af Guds ord, Bibelen, bevirker, at Jehovas hellige ånd kan virke som en organisatorisk kraft, der stimulerer alle de tilstedeværendes sind og tanker. For at de kristne hver især kan modtage den hellige ånds vejledning, må de komme sammen menighedsvis under hensyn til samfundsinteresserne. — Matt. 18:20; Joh. 14:26.

¹¹ Endvidere har hver menighed til formål at lede en teokratisk skole med det for øje at oplære alle dens medlemmer, så de bedre kan udføre deres tjeneste, eller som Paulus sagde, „for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning“. (Ef. 4:12) De lokale menigheder har også den særlige interesse at røgte det betroede hverv, som forkyndelsen af den gode nyhed om Guds oprettede rige er. (Matt. 24:14) For at kunne forvalte denne interesse er menigheden organiseret til at udføre en forkyndergerning, idet den har fået tildelt et distrikt, hvor den skal forkynde offentligt fra hus til hus. Forkyndergerningen foregår på ordnet og systematisk vis. Alle lokale medlemmer samarbejder endrægtigt for at udføre denne forkyndergerning som en forenet menighed.

¹² Jehovas vidners lokale menighed er genstand for opmærksomhed og er et skuespil for dem udenfor. Af denne grund er det også en af deres interesser „at lade [deres] lys skinne for menneskene, for at de må se [deres] rette gerninger og prise [deres] Fader, som er i himlene“. (Matt. 5:16, NW) I denne henseende opfylder de Peters ord: „For at I vidt og bredt skal forkynde hans fremragende egenskaber, som kaldte jer ud fra mørket ind til sit vidunderlige lys.“ (1 Pet. 2:9, NW) Det er i forbindelse med denne menighedsinteresse, at de med glæde forkynder Jehovas navns storhed og hans fremragende egenskaber. Det er årsagen til, at menigheden nærer en brændende interesse for at holde sig moralsk og åndeligt ren, så at den dadelfrit kan bære den levende Gud Jehovas navn på værdig måde.

13. Hvilke slette handlinger går imod menighedens interesse for at bevare sig ren, og hvorfor? Hvilke bibelske eksempler kan nævnes?

¹³ Menighederne kan ikke antage nogen af den gamle verdens samfunds besmittende interesser, umoralske sæder eller hedenske skikke. Alt sådant bliver pure forkastet som urent. Enhver, der gør sig skyldig i urene eller urette kønslige forbindelser, i løsagtighed i almindelighed, i drukkenskab, i tyveri, i løgn og bedrag afskæres efter kort proces fra menigheden ved udstødelse for at undgå samfundsbesmittelse af den. (Jud. 4-10) Ingen sand kristen kan have kønslig omgang med andre end sin ægtefælle. Enhver anden kønslig omgang med det modsatte køn eller unaturlig omgang med en af samme køn er at betragte som ondartet, anstødelig og oprørende. Sådanne slette handlinger er ikke at betragte som private, personlige interesser, som nogle fordærvede personer vil hævde, men da altid to eller flere er impliceret i sådanne handlinger, er de øjeblikkelig en krænkelse af menighedens interesse for moralsk renhed og kræver ufortøvet udstødelse. (Rom. 1:26, 27) Jehovas vidner husker det bibelske eksempel, hvor Benjamins stamme undlod at udrydde sædelighedsforbryderne i Gibea og således nedkaldte samfundsansvar over hele stammen. Hele stammen blev straffet, så den næsten blev udryddet, idet 25.000 mand blev dræbt. (Dom. 19:1, 25, 27-30; 20:39-48) De erindrer også tilfældet med den utugtige mand, der fandtes i menigheden i Korint, hvilket vakte Guds mishag, fordi de ikke udstødte ham, før apostelen Paulus opfordrede til øjeblikkeligt at træffe de rette forholdsregler, for at ikke hele menigheden skulle blive forkastet. — 1 Kor. 5:1-4.

14. Hvordan betragtes enhver krænkelse af samfundsinteresserne? Hvad bør der gøres i sådanne tilfælde, og hvorfor?

¹⁴ Når nogen skader samfundsinteresserne eller følger en slet adfærd i henseende til menighedens interesser, gør vedkommende sig skyldig i en brøde, der, hvis der ikke bliver grebet ind på rette vis, kan besmitte hele menigheden og vække Guds mishag. Bibelen tegner det sande billede, når den siger, at en lille surdej eller spire til fordærv kan ødelægge hele brødet eller menigheden, akkurat som et dårligt æble i en kurv ødelægger alle de andre æbler i kurven, hvis det ikke bliver fjernet. Det kræver, at menigheden har vågne og retfærdigt sindede tjenere eller regenter, som er hurtige til at bevare menighedens renhed. Vi anfører her nogle flere bibelske eksempler på, hvordan slette personer har bevirket, at menigheden har måttet stå til ansvar for deres handlinger og er blevet straffet som et hele, når de skyldige ikke straks blev fjernet. — Se 3 Mosebog 20:1-5; 4 Mosebog 16:19-35; 5 Mosebog 21:1-9; Josua 7:1, 11-26.

Hvordan skabes et godt omdømme?

15, 16. a) Hvad sker der, når man fremmer menighedsinteresserne? b) Giv bibelske eksempler på, hvorledes nogle skabte sig et godt omdømme.

¹⁵ Hvor på den anden side trofaste menighedsmedlemmer forfægter og fremmer menighedsinteresserne i retning af det gode, bidrager de til menighedens gode omdømme, hvilket bringer alle medlemmerne belønning i form af velsignelser, fremgang, vækst og lykke. Betragt her nogle interessante eksempler på, at hele menigheden har opnået et godt omdømme som følge af nogle enkeltes gode, teokratiske færd. Esajas profeterede, at den trofaste jødiske rests retfærdighed ville vinde Israel et så godt omdømme, at det berettigede Jehova til at genoprette Israels teokratiske tilbedelse i Judas land i året 537 f. Kr., og til ikke at lade Juda henligge øde og forladt til evig tid i lighed med Sodoma og Gomorra. (Es. 1:9; 10:22) For at demonstrere den mulighed, at én retfærdig tjener med godt omdømme kunne frelse en hel by, siger Jeremias i sin beretning: „Løb om i Jerusalems gader, mærk jer, hvad I ser, og søg på dets torve, om I kan finde nogen, om der er en, som øver ret, lægger vind på sandhed, så jeg kan tilgive dem.“ (Jer. 5:1) Et lignende billede læser vi om i Ezekiel 22:30.

¹⁶ I de Græske Skrifter tales der også om, at et godt omdømme, som Jehovas tjenere har vundet sig, kan komme et helt samfund til gode. Apostelen Paulus’ retfærdighed vandt tilstrækkelig fortjeneste til, at Gud frelste de 276 passagerer, der var om bord på det skib, Paulus sejlede med, dengang han led skibbrud. „Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for kejseren; og se, Gud har frelst alle dine medrejsende for din skyld.“ (Ap. G. 27:24, 37, NW) Om de sidste tider, i hvilke vi nu befinder os, sagde Jesus: „Dersom de dage ikke blev afkortet, blev intet kød frelst; men på grund af de udvalgte [det gode omdømme, som Jehovas vidners salvede rest skabte sig, da de angrede deres fejl i 1919] skal de dage afkortes.“ — Matt. 24:22, NW.

17, 18. a) Hvordan bør Jehovas vidner samarbejde som ordets tjenere, og hvorfor? b) Hvilke ansvar påhviler der tjenerne med henblik på menighedsinteresserne?

¹⁷ Dette studium af menighedsinteresser viser, at alle Jehovas vidners medarbejdere må følge en vej, der bidrager til deres lokale menigheds gode omdømme. Når nogen slutter sig til den lokale menighed og bliver medlem af den, kommer vedkommende i besiddelse af betroede rettigheder og pligter som en tjener for Jehova. I, som er sådanne trofaste tjenere, bør derfor stræbe efter at fremme den lokale menigheds interesser, være med i dens forkyndelseskampagne, vinde den et stadig større ry som den lokale, officielle repræsentant for Guds hellige organisation, bevare organisationen ren, leve op til Jehovas ophøjede navn, der hviler på hans vidner, og opføre jer sømmeligt som et eksempel for alle de nye, der ledes til den lokale menighed. Da menigheden er forenet i kærlighed, skildrer Paulus træffende, hvordan den som en organisation har del i al modgang og medgang, når han skriver: „Når ét lem lider, lider alle lemmerne med; når ét lem bliver hædret, glæder alle lemmerne sig med.“ — 1 Kor. 12:26.

¹⁸ Vær som en af Jehovas menighedsforkyndere personlig fast besluttet på aldrig at føje noget dårligt til menighedens teokratiske skudsmål ved en ukorrekt opførsel fra din side. Enhver, der bliver medlem af en menighed af Guds folk, må stå til ansvar for enhver undladelse af at forvalte menighedens interesser med visdom. Menigheden har gennem sine ledere eller tjenere pligt til at irettesætte enhver, som afviger fra at dyrke de fælles interesser på rette måde. Hvis ingen irettesættelse fandt sted, ville hele menigheden blive besmittet ved hans onde færd. Tjenerne skal selv være retfærdige og opfylde deres pligter, så de kan værne om menighedens interesser med retfærd og barmhjertighed.

19. Hvad kan der vises de nyinteresserede, og hvordan kan det gøres?

¹⁹ Ved til enhver tid at følge en retlinet færd viser du de nye, at det er tilrådeligt at nedskære deres egne personlige interesser så meget, at de kan få mere tid til at tage sig af de højst attråværdige menighedsinteresser. Vis, hvor nødvendigt det er, at vi placerer vore egne personlige interesser i det rette forhold til såvel de guddommelige interesser, som ikke må lades ude af betragtning, som til menighedsinteresserne. Vis dem, at når der finder en udstødelse sted, er det til gavn for menigheden, og for at den kan bevare et rent omdømme hos Gud. Forklar dem, at det er et bibelsk princip, fremholdt i 5 Mosebog 19:13 (NW), der her bliver fulgt: „Dit øje må ikke føle medynk med ham, og du skal rense Israel for det uskyldige blod, for at det må gå dig vel.“ Alle, som øver ondt, skal vises bort fra menigheden, således som Paulus formaner: „[I skal] overgive et sådant menneske til Satan til kødets undergang, for at ånden kan blive frelst på Herrens dag.“ — 1 Kor. 5:5, NW.

20. Hvordan handler Jehova med menneskene på jorden i dag, og hvordan vil han handle med dem i fremtiden? Hvilke ændringer må et menneske foretage i sit liv i harmoni med Mattæus 11:29, 30?