under tjenesten. Jeg fik lejlighed til at holde nogle offentlige foredrag ude på landet, hvilket jeg var meget glad for, og jeg opdagede, at jeg havde mange flere venner end nogen sinde før i mit liv. Der udviklede sig et nært venskab mellem en nærmere bestemt søster og mig selv. Så meldte der sig en ny prøve.

Jeg havde været til konvent i London, hvor broder Rutherford og nogle andre amerikanske brødre var til stede, og var netop vendt hjem til mit arbejdsdistrikt på landet, da jeg modtog et telegram fra kontoret i London med besked om, at broder Rutherford ville tale med mig. Jeg havde en anelse om, at det drejede sig om en opfordring til at tjene i udlandet. Men hvor, havde jeg ingen idé om. Jeg rejste til London næste dag og undrede mig undervejs over, hvad telegrammet mon kunne betyde, men gjorde op med mig selv, at hvis det var en opfordring til at tjene i et fremmed land, ville jeg ufortøvet sige ja, ligegyldigt hvor det blev. Og det første spørgsmål, broder Rutherford stillede mig, var: „Betyder det noget for dig, hvor i verden du arbejder?“ Jeg svarede: „Nej.“ „Hvad mener du om at rejse til Indien?“ lød det næste spørgsmål. Jeg svarede: „Når ønsker du, jeg skal rejse?“ Og efter tre ugers forløb var en anden broder og jeg om bord på et skib på vej til Indien. Det var at rejse mod det store „ukendte“, og jeg tænkte på Abraham, der fik befaling til at drage til et land, han ikke kendte. Jeg tænkte ved mig selv, at kunne Abraham, så kunne jeg også, for det var den samme Gud, der havde sendt os begge. Abraham „drag ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen“. (Hebr. 11:8) Vi kunne gøre ligeså.

Alt dette skete for over otte og tyve år siden. Jeg er stadig i Indien, og jeg er ikke død endnu! Naturligvis har mine erfaringer været mange og forskellige gennem årene. Da vi først kom til Indien og vore erfaringer ikke altid var lige opmuntrende, plejede vi at trøste hinanden med, at de første tyve år var de værste. Dengang var der ikke noget, der hed „hjemrejsetilladelse“ for missionærerne, og vi havde ikke fået returbillet. Da der var gået fem år, havde jeg lejlighed til at overvære et konvent i London og var hjemme i fjorten dage. Efter denne korte ferie var jeg igen femten år i Indien uden at rejse hjem nogen gang, men nu havde jeg venner i Indien, og der fandtes hjem, hvor jeg var velkommen. Jesu ord i Mattæus 19:29 havde vist sig at stå til troende. Jeg føler mig nu helt „hjemme“ i Indien og har på følelsen, at jeg ville være som i et fremmed land, hvis jeg vendte hjem til England for at blive.

Erfaringen viser, at det faktisk ikke betyder noget, hvor man tjener. Hele verden er nu relativt lille. Den nye verdens samfund har folk i alle lande, og de er lige så elskelige i det ene land som i det andet. Det varer ikke længe, før man vænner sig til forholdene i et fremmed land. Det er blot et spørgsmål om selv at ville og så søge hjælp hos Jehovas ånd for at overvinde vanskelighederne. Mit råd er: Sig aldrig nej til at gå, hvor Jehovas organisation sender dig, men sæt dig for, at det skal lykkes.

F. E. SKINNER

Spørgsmål fra læserne

● Hvad er meningen med Mattæus 24:28: „Hvor ådselet er, der vil ørnene samles“? (NW og gl. dansk overs.) — E. F., Canada.

I The Westminster Dictionary of the Bible står der under ordet ørn: „Som kødædende fugl, der lever af kryb og nu og da af ådsler, var den uren (3 Mos. 11:13). Hebræerne anvendte ligesom araberne betegnelsen ørn på andre fugle, som spiste ådsler, og regnede sandsynligvis, i lighed med de græske og romerske naturforskere Aristoteles og Plimus, visse større gribbearter til ørnene. (Matt. 24:28; jfr. Ordsp. 30:17, AS) Når profeten her hentyder til ørnenes skaldethed (Mika 1:16, AS), tænker han — hvis han da ikke hentyder til fældningen, der hos ørnene foregår ubemærket — på visse gribbe med skaldede hoveder og næsten fjerløse halse.“ Det er utvivlsomt på grund af denne ældgamle anvendelse af udtrykket, at moderne oversættere som f. eks. Rotherham, Moffatt, Goodspeed, Revised Standard Version (margen) og også den nye danske oversættelse foretrækker ordet grib i stedet for ørn både i Mattæus 24:28 og Lukas 17:37.

For at forstå meningen med Jesu ord må vi kende de omstændigheder, under hvilke de er udtalt. I det 24. kapitel hos Mattæus talte Jesus om det sammensatte tegn, som skulle kendetegne hans anden nærværelse, og i Lukas 17 viste han, at denne begivenhed ville komme pludseligt og uventet for dem, som ikke trofast tjente Jehova, akkurat ligesom Vandfloden i Noas dage og ild- og svovlregnen på Lots tid kom over de uagtsomme modstandere og spottere og ligeglade personer, som levede da og blev prisgivet ødelæggelsen. Jesus sagde derpå: „I den nat skal der ligge to mænd på samme leje; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage.“ Hans disciple spurgte: „Hvor, Herre?“ Som svar på dette spørgsmål om, hvor de ville blive taget med hen, svarede Jesus: „Hvor legemet er, der vil også ørnene samles.“ — Luk. 17:34-37, NW.

Nogle siger, dette betyder, at de romerske legioner, der havde ørnen som emblem i deres felttegn, ville komme til Jerusalem og indtage byen som et dødt ådsel, hvad der skete senere i år 70 e. Kr. Men det kan næppe passe. Det var ikke tidspunktet for Jesu anden nærværelse; de romerske legioner blev heller ikke taget med Jesus for at blive frelst og for at regere med ham. Andre har påstået, at det betyder, at de frelste lever af Jesu legeme eller ådsel, idet han er deres genløser. Men Jesu opofrende, genløsende gernings fortjeneste har ned gennem den kristne tidsalders århundreder været brugt til gavn for dem, der opfyldte de krav, som stilledes, for at man kunne høre til hans legemes lemmer. Det skriftsted, vi betragter, tager derimod sigte på tiden for hans anden nærværelse, hvilket fremgår af sammenhængen. Andre forklaringer er blevet fremsat, men af forskellige grunde stemmer de heller ikke.

I det billede, Jesus benyttede sig af, forestillede ørnene den trofaste rest af den salvede skare, som var renset og godkendt og taget med ham, idet de blev bortrykket „i skyerne for at møde Herren i luften“, da han kom til templet for at holde dom. De forkastede blev ladt tilbage i