Spørgsmål fra læserne
● Jesus sagde: „Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.“ Hvilken generation er der tale om, og hvor lang er den?
Da apostlene bad Jesus om et ’tegn’ på hans nærværelse og afslutningen på tingenes ordning, fremsatte han sin berømte profeti om at der ville komme krige, hungersnød og jordskælv og at den gode nyhed om Riget ville blive forkyndt før enden. (Matt. 24, 25; Mark. 13; Luk. 21) I denne profeti sagde han blandt andet: „Jeg skal sige jer en sandhed: Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.“ — Matt. 24:34.
På grundlag af Bibelen og de historiske begivenheder har Jehovas Vidner ofte påpeget at Kristi profeti måtte have to opfyldelser: Den første mellem år 33 og Jerusalems ødelæggelse i år 70; den anden, og større, her i „endens tid“ siden 1914.
Nogle bibelkommentatorer tillægger dog ikke profetien denne dobbelte betydning. Af den grund fremholder de at Jesus med udtrykket „generation“ hentydede til et folk eller en slægt, som for eksempel jødefolket eller den onde menneskeslægt der har eksisteret ned gennem århundrederne. De henviser måske til Første Petersbrev 2:9 i den autoriserede engelske bibeloversættelse (Authorized Version), hvor Kristi salvede menighed omtales som „en udvalgt generation“. Nu erkendes det imidlertid at det pågældende græske ord i Første Petersbrev 2:9 bør gengives med „slægt“, og at der er tale om et andet ord end det der gengives „generation“ i Mattæus 24:34.
Jesus sigtede ikke til en slægt af mennesker der havde bestået i århundreder, eller blot til de kristne. Han sigtede først og fremmest til sine tilhørere og andre jøder på den tid. Det fremgår blandt andet af hans ord tidligere samme dag, da han fordømte jødernes religiøse ledere for at have myrdet profeterne. Han sagde at det retfærdige blod ville blive hævnet, og tilføjede: „Alt dette vil komme over denne generation.“ (Matt. 23:36) Disse ord blev opfyldt på den dalevende generation i år 70, da jøderne i Jerusalem oplevede at deres by blev ødelagt med ild. (Luk. 3:16, 17) Dermed indtraf ’afslutningen på den jødiske tingenes ordning’ i den første opfyldelse af Jesu profeti.
Dette hjælper os til at forstå ordet „generation“ i Mattæus 24:34. I almindeligt sprogbrug i dag kan „generation“ stå for (1) alle de mennesker der er født og lever omkring samme tid, eller (2) afstanden i tid mellem forældres fødsel og deres børns fødsel, som regel en periode på 20-30 år. I hvilken betydning brugte Jesus ordet? Åbenbart ikke i den sidste betydning, for i profetiens første opfyldelse varede den nævnte „generation“ fra år 33 til år 70, eller i det mindste 37 år.
Det er også tydeligt at Jesus ikke blot kan have ment de jødiske børn der blev født i år 33. Lukas beretter at Jesus, efter at farisæerne ved en lejlighed havde spurgt ham hvornår Guds rige ville komme, sagde til sine disciple: „Først må [Menneskesønnen] nødvendigvis gennemgå mange lidelser og blive forkastet af denne generation.“ (Luk. 17:20-25) Det var naturligvis ikke nyfødte spædbørn der ville forkaste ham. På samme måde fremgår det af selve begivenhedernes udvikling at den „generation“ Jesus omtalte i Mattæus 24:34, må have omfattet hans tilhørere og andre der kunne se og forstå opfyldelsen af hans ord fra år 33 og frem til Jerusalems ødelæggelse.
I den nutidige opfyldelse er det derfor tydeligt at ordet „generation“ ikke kan sigte til de børn der blev født under den første verdenskrig. Det må sigte til Kristi disciple og andre som var i stand til at iagttage denne krig og de øvrige begivenheder og forhold der er indtruffet som en opfyldelse af Jesu sammensatte ’tegn’. Nogle af disse mennesker „skal afgjort ikke forsvinde“ før alt hvad Kristus profeterede om, har fundet sted, herunder afslutningen på den nuværende onde ordning.
Jesus opmuntrede imidlertid ikke sine disciple til at forsøge at udregne ’denne generations’ nøjagtige længde. (Sl. 90:10) Fremfor at forsøge at regne ud hvor mange år der højst kan være tilbage til enden, bør kristne give agt på Jesu advarsel: „Hold jer derfor vågne, . . . for Menneskesønnen kommer i en time I ikke forestiller jer.“ — Matt. 24:42-44.
Vi har rigeligt med vidnesbyrd om at profetien i Mattæus, kapitel 24, går i opfyldelse nu, og at vi således befinder os i „afslutningen på tingenes ordning“. Et af beviserne er den verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed om det oprettede messianske rige, som Jesus sagde skulle udføres før enden kom. (Matt. 24:14) Så fremfor at give sig af med spekulationer om et årstal vi alligevel ikke kan vide noget om, bør sande kristne hellere gøre en aktiv indsats i det vigtige forkyndelsesarbejde, mens de tillidsfuldt ser frem til at Jesu ord om „denne generation“ i Mattæus 24:34 går i opfyldelse.
● Var apostelen Paulus uenig med det styrende råd i Jerusalem i spørgsmålet om at spise kød der var ofret til afguder, sådan som nogle konkluderer når de sammenligner Apostelgerninger 15:28, 29 med Første Korinterbrev, kapitel 8?
Nej, beviserne understreger at Paulus var i fuld overensstemmelse med apostlenes og de ældstes afgørelse.
I år 49 tog Paulus og Barnabas op til Jerusalem og forelagde rådet af ældste og apostle det spørgsmål om det var nødvendigt at hedninger der omvendte sig til kristendommen blev omskåret. På grundlag af Skriftens ord og Guds handlemåde, og ledet af den hellige ånd, traf rådet den afgørelse at de der omvendte sig ikke behøvede at overholde Moseloven. Men det var nødvendigt at de blandt andet afholdt sig fra „det der er ofret til afguder“. — Apg. 15:1-29.
Omkring år 55 skrev Paulus til korinterne om hvorvidt man kunne spise noget der havde været ofret til afguder. Han skrev at en afgud i virkeligheden intet var. Derfor kunne en kristen godt spise kød der var blevet ofret til en afgud og som derefter, på grund af den rigelige mængde, var blevet skilt fra og solgt på et kødtorv eller i en restaurant i forbindelse med templet. Men hvis en der før havde dyrket afguden ville tage anstød af at man spiste kødet, skulle man hellere lade være, sagde Paulus, for ikke at skade vedkommendes tro. — 1 Kor. 8:7-13; 10:25-33; Rom 14:1-4, 19-23.
På grund af dette mener nogle bibelkommentatorer at Paulus nægtede at acceptere rådets afgørelse eller at der til stadighed var delte meninger om spørgsmålet. For eksempel siger professor E. Blaiklock: „I 1 Kor. viii.4 giver Paulus offentligt udtryk for en mere liberal holdning end den der afspejles i rådets afgørelse.“ Heinrich A. Meyer skriver om Paulus’ formodede „selvstændige stilling — helt uafhængig af de øvrige apostles myndighed“. Og med hensyn til Første Korinterbrev, kapitel 8, bemærker Meyer at Paulus „hverken her eller andre steder henviser til apostlenes dekret, hvilket er i overensstemmelse med at han er sig sin egen direkte og uafhængige apostelværdighed bevidst. . . . Desuden viser netop dette kapitel, sammen med kap. x., tydeligt at han, i kraft af sin uafhængige apostelstilling, på et tidligt tidspunkt var holdt op med på nogen måde at henholde sig til den midlertidige afgørelse der var truffet i Jerusalem.“
Et sådant ræsonnement er lumsk og farligt og i strid med Guds inspirerede ord. Det afspejler den holdning til Bibelens bøger at de ikke alle er inspirerede og gavnlige, men udtrykker menneskers personlige og modstridende synspunkter. (2 Tim. 3:16, 17) Og det vidner, i det mindste i nogle tilfælde, om et ønske om at fastslå at afgørelsen i Apostelgerninger 15:28, 29 blot var en midlertidig bestemmelse som ikke mere har nogen gyldighed. Dette er dog i strid med såvel Bibelen som de historiske vidnesbyrd om at kristne i det andet århundrede og senere endnu anerkendte dekretet som bindende.
Hvilket standpunkt indtog Paulus da i spørgsmålet om at ’afholde sig fra det der var ofret til afguder’?
Paulus og Barnabas tog på ingen måde afstand fra dekretet. De deltog tværtimod i det møde hvor beslutningen blev truffet, og derefter var de med til at offentliggøre beslutningen, som berettet i Apostelgerninger 16:4: „Som de nu rejste gennem byerne, overgav de dem der var der, de bestemmelser at overholde som var blevet vedtaget af apostlene og de ældste der var i Jerusalem.“ Derved blev menighederne opbygget.
Ændrede Paulus så mening om sagen inden han skrev Første Korinterbrev (ca. år 55) eller Romerbrevet (ca. år 56)? Heller ikke. Efter at han havde skrevet begge disse breve rejste han til Jerusalem for sidste gang. (1 Kor. 16:8; Apg. 19:1; Rom. 15:25) I Jerusalem mødtes han med Jakob og de ældste, der henviste til dekretet i Apostelgerninger 15:28, 29 som en bestemmelse der stadig var gyldig og bindende for kristne. Og Paulus modsagde dem ikke. — Apg. 21:17-26.
Vi har derfor god grund til at vente at enhver tilsyneladende konflikt mellem rådets afgørelse og det Paulus skrev, kan forklares. Det er også tilfældet.
Det der var forbudt ifølge dekretet i Apostelgerninger 15:28, 29, var selve det at deltage i en formel religiøs ceremoni eller at begå en afguderisk handling. De der ofrede et dyr til en afgud fik selv noget af kødet at spise. Dette var en klar religiøs handling; det blev betragtet som at sidde til bords med den hedenske gud. (2 Mos. 34:15; 5 Mos. 32:17; 1 Kor. 10:18-21) Kristne kunne på ingen måde gøre dette. Det var forbudt ifølge dekretet fra de kristnes styrende råd, og Paulus var i fuld overensstemmelse hermed. Han skrev: „Derfor, mine elskede, flygt fra afgudsdyrkelsen.“ — 1 Kor. 10:14; 1 Tess. 1:9.
Med det Paulus skrev i Første Korinterbrev, kapitel 8 og 10, og i Romerbrevet, kapitel 14, gav han derfor ikke de kristne lov til at deltage i en afguderisk handling eller i en fest til ære for en afgud, sådan som israelitterne engang havde gjort, hvorved de havde pådraget sig Guds vrede. (4 Mos. 25:1-4; Åb. 2:14) Han beskæftigede sig udelukkende med om man ved et almindeligt måltid kunne spise kød der kom fra et afgudstempel men som derefter var blevet solgt til offentligheden i almindelighed. Og svaret var at kødet ikke var urent eller besmittet blot fordi det havde denne baggrund.