Messe

Definition: Ifølge den romersk-katolske kirkes rituskongregation er messen „— Et offer hvorved korsofferet gentages uophørligt; — Et minde om Herrens død og opstandelse, han som sagde: ’Gør dette til minde om mig’ (Lukas 22:19); — Et helligt festmåltid hvorved Guds folk i kommunionen med Herrens legeme og blod får del i påskeofferets goder, fornyr den nye pagt som Gud har indgået med mennesket én gang for alle ved Kristi blod, og i tro og håb bebuder og foregriber det eskatologiske festmåltid i Faderens rige, hvorved de forkynder Herrens død ’indtil han kommer’.“ (Eucharisticum Mysterium, 25. maj 1967) Det er den måde hvorpå den katolske kirke praktiserer sin forståelse af Jesu ord og handlinger ved den sidste nadver.

Bliver brødet og vinen forvandlet til Kristi bogstavelige legeme og blod?

Den 30. juni 1968 erklærede pave Paul VI i en „højtidelig bekendelse af troen“: „Vi tror at ligesom brødet og vinen, der blev indviet af Herren ved den sidste nadver, blev forvandlet til hans legeme og hans blod der skulle ofres for os på korset, sådan bliver brødet og vinen, der er indviet af præsten, forvandlet til den i himmelen i herlighed indsatte Kristi legeme og blod, og Vi tror at Herrens mysteriøse tilstedeværelse ved disse elementers tilstedeværelse — der, hvad vore sanser angår, forekommer os at være de samme som før konsekrationen [forvandlingen] — er en sand, virkelig og materiel tilstedeværelse. . . . Denne mysteriøse forvandling kalder kirken meget passende transsubstantiation.“ — Official Catholic Teachings — Christ Our Lord (Wilmington, North Carolina; 1978), Amanda G. Watlington, s. 411. Er denne opfattelse i overensstemmelse med Den hellige Skrift?

Hvad mente Jesus da han sagde: „Dette er mit legeme,“ og „Dette er mit blod“?

Matt. 26:26-29, R-L: „Medens de nu spiste til Aften, tog Jesus Brød, velsignede det, brød det itu, gav det til sine Disciple og sagde: ’Tag og spis. Dette er mit Legeme’. Saa tog han Kalken, bad Takkebøn, rakte dem den og sagde: ’Drik alle heraf, for dette er mit Blod, den nye Pagts, som skal udgydes for mange til Syndernes Forladelse. Men jeg siger jer: jeg skal herefter ikke mere drikke af denne Vinstokkens Frugt, indtil den Dag, da jeg skal drikke den nye med jer i min Faders Rige’.“

Hvad angår udtrykkene „dette er mit Legeme“ og „dette er mit Blod“, er det værd at lægge mærke til følgende: Mo siger: „Det betyder mit legeme,“ „dette betyder mit blod.“ (Kursiveret af os) NV siger ligeledes „betyder“. The Christian’s Bible — New Testament (Strasburg, Pennsylvanien; 1928, George LeFevre) oversætter ordene med: „Dette repræsenterer mit legeme,“ „dette repræsenterer mit blod.“ (Kursiveret af os) Disse gengivelser stemmer overens med sammenhængen, for i vers 29 siger Jesus (ifølge R-L): „Jeg skal herefter ikke mere drikke af denne Vinstokkens Frugt, indtil den Dag, da jeg skal drikke den nye med jer i min Faders Rige“. (Kursiveret af os) Ha viser ligeledes at Jesus kaldte det der var i bægeret for „denne Viintræets Frugt“, og det var efter at han havde sagt: „Dette er mit Blod.“

Lad os sammenholde ordene „dette er mit Legeme“ og „dette er mit Blod“ med andre malende udtryk i Bibelen. Jesus sagde også: „Jeg er Verdens Lys,“ „jeg er Døren ind til Faarene.“ „Jeg er den sande Vinstok.“ (Joh. 8:12; 10:7; 15:1, R-L) Disse ord skal ikke forstås som udtryk for en mirakuløs forvandling, vel?

I Første Korintherbrev 11:25 (Sch) skrev apostelen Paulus om nadveren og gav udtryk for den samme tanke med lidt andre ord. I stedet for at citere Jesu ord om bægeret: „Drik alle heraf, for dette er mit Blod, den nye Pagts,“ sagde han: „Dette Bæger er den nye Pagt, beseglet i mit Blod.“ Dermed mente han sikkert ikke at bægeret eller kalken på en eller anden måde mirakuløst var blevet forvandlet til den nye pagt. Er det ikke mere logisk at slutte at det var bægerets indhold der repræsenterede Jesu blod, det blod der gjorde den nye pagt gyldig?

Hvad mente Jesus med ordene i Johannes 6:53-57 (6:54-58, R-L)?

„Jesus sagde til dem: ’Sandelig, sandelig, jeg siger jer: hvis I ikke spiser Menneskesønnens Kød og drikker hans Blod, har I ikke Livet i jer. Den, som spiser mit Kød og drikker mit Blod, har det evige Liv, og jeg vil opvække ham paa den yderste Dag. For mit Kød er i Sandhed Føde, og mit Blod er i Sandhed en Drik. Den, som spiser mit Kød og drikker mit Blod, bliver i mig og jeg i ham. Som den levende Fader har sendt mig, og jeg lever ved Faderen, saadan skal ogsaa den, som spiser mig, leve ved mig.’“ — Joh. 6:54-58, R-L.

Betyder det at de bogstaveligt skulle spise Jesu kød og drikke hans blod? I så fald ville Jesus have gjort sig til talsmand for en overtrædelse af den lov Gud gav israelitterne ved Moses. Denne lov forbød indtagelse af al slags blod. (3 Mos. 17:10-12) Fremfor at gøre sig til talsmand for den slags, vendte Jesus sig mod enhver overtrædelse af Moselovens bestemmelser. (Matt. 5:17-19) Jesus må derfor have talt om at spise og drikke i billedlig betydning, nemlig ved at tro på værdien af hans fuldkomne offer. — Jævnfør Johannes 3:16; 4:14; 6:35, 40.

Befalede Jesus sine disciple at de ikke blot skulle mindes hans død men også iagttage et ritual hvorved hans offer i bogstavelig forstand blev gentaget?

The Documents of Vatican II siger: „Den nat han blev forrådt, indstiftede vor Frelser ved nadveren den eukaristiske ofring af sit legeme og blod. Han gjorde det for at korsofferet skulle gentages uophørligt . . .“ — New York, 1966, redigeret af W. M. Abbott, S.J., s. 154; kursiveret af os.

The Catholic Encyclopedia siger: „Det er Kirkens tanke at messen bør betragtes som et ’sandt og passende offer’ . . . Hovedkilden til vort dogme er dog traditionen, som fra de tidligste tider har forkyndt messeofferets værdi som bøn.“ — 1913, bd. X, s. 6, 17.

Selv sagde Jesus: „Gør dette til Minde om mig.“ (Luk. 22:19; 1 Kor. 11:24, R-L) Ha og Sch siger henholdsvis: „Til min Ihukommelse,“ og: „For at bringe mig i Erindring.“ Jesus sagde ikke at han ofrede sig selv ved nadveren, eller at hans disciple skulle gentage hans offer.

Hebr. 9:25-28, Sch: „Ejheller gaar han derind for Gang paa Gang at bringe sig selv som Offer, saadan som Israels Ypperstepræst hvert Aar maa gaa ind i Det allerhelligste; havde Kristus maattet gentage sit Offer, havde han ogsaa maattet gentage sit Martyrium mange Gange fra Verdens Begyndelse. Som det er, manifesterede han sig een Gang for alle . . . og annullerede Synden ved sit Offer. Det er Menneskens Skæbne: een Gang for alle at dø, og saa er der ikke andet tilbage end Dommen; ogsaa Kristus led Offerdøden een Gang for alle.“ (Kursiveret af os)

Er det hele simpelt hen et „uigennemtrængeligt mysterium“?

Bibelen taler om guddommelige mysterier eller Guds hellige hemmeligheder. Men ingen af disse hemmeligheder er i modstrid med klare bibelske sandheder. Om dem der holder sig til deres overleveringer fremfor til Skrifterne, siger Jesus: „I Hyklere! Træffende har Isajas spaaet om jer, da han sagde: ’Dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er fjernt fra mig. Det er til ingen Nytte, at de ærer mig, for de underviser i Menneskelærdomme og Menneskebud’.“ — Matt. 15:7-9, R-L.

Var det Jesu mening at dette skulle gøres til minde om ham daglig eller hver uge?

Basic Catechism siger at „katolske kristnes særlige pligter“ indbefatter „deltagelse i messen hver søndag og på offentlige helligdage“. (Boston, 1980, s. 21) „De troende tilskyndes da også til at deltage i messen og modtage kommunionen hyppigt, endog daglig.“ — The Teaching of Christ — A Catholic Catechism for Adults, forkortet udgave (Huntington, Indiana; 1979), s. 281.

Bruger Skriften kun udtrykket at ’bryde brødet’ når der er tale om at mindes Kristi død? (Apg. 2:42, 46; 20:7, DA, R-L) Jesus ’brød’ også ’brødet’ ved almindelige måltider før nadveren blev indstiftet. (Mark. 6:41; 8:6, DA, R-L) Det brød som jøderne havde dengang, var ikke som det de fleste mennesker er vant til i dag. Når de spiste, brækkede de det i stykker eller rev stykker af det.

Jesus sagde ikke udtrykkeligt hvor ofte der skulle foranstaltes mindehøjtid i anledning af hans død. Han indstiftede den imidlertid på den jødiske påskedag, som derefter blev erstattet med mindehøjtiden for hans død. Påsken var en årlig højtid der blev fejret den 14. nisan. De usyrede brøds højtid, ugefesten (pinse), løvhyttefesten eller indsamlingshøjtiden, samt forsoningsdagen blev alle holdt én gang om året.

Hjælper messen sjæle i skærsilden?

The Teaching of Christ — A Catholic Catechism for Adults siger: „Ordet ’skærsild’ findes ikke i Bibelen, og dogmet om skærsilden læres heller ikke udtrykkeligt i den. . . . Kirkefædrenes værker omtaler ikke alene skærsildens eksistens mange gange, men siger også at de trofaste afdøde kan blive hjulpet af de levendes bønner, især ved messeofferet.“ — S. 347, 348.

Om de dødes tilstand siger De hellige Skrifter: „De levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting.“ (Præd. 9:5, DA) „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ (Ez. 18:4, DA) (Se også siderne 80-82, under emnet „Døden“.)