På menneskers måde eller på Guds måde?

1. Hvor højt sætter man menneskeliv som man prøver at redde ved en behandlingsmåde der er i modstrid med Guds hellige lov?

INGEN som bryder Guds hellige lov kan undskylde eller retfærdiggøre sig med at han har gjort det for at redde menneskeliv eller for at forlænge livet. Med undtagelse af enkelte samvittighedsfulde medlemmer betragter lægeforeningerne Guds lov som en myte eller som en lov der ikke længere gælder. De sætter ufuldkomne, syndige og døende menneskers liv højere end Guds lov, og bryder denne lov for, som de siger, at prøve at frelse et menneskeliv, ikke til evigt liv, men til det nuværende korte og usikre liv. Dette har ført til en epidemi af blodtransfusioner, som de hævder er livreddende.

2. Hvordan har nogle læger for nylig krænket almindelige menneskelige rettigheder, og hvordan har de prøvet at beskytte sig når de har gjort det?

² De er overbeviste om at det er deres pligt at redde menneskeliv på denne måde, og de vil endog gå så vidt som til at tvinge indviede kristne til at tage imod en blodtransfusion, selv om disse af samvittighedsgrunde nægter at bryde Guds lov. Lægerne prøver at få deres behandling af patienten til at se lovlig ud, skønt de ikke alene derved berøver patienten hans gudgivne rettigheder, men også de rettigheder han har som borger ifølge de fleste landes forfatninger. For at beskytte sig mod retsforfølgning, appellerer lægerne til dommere og lovgivere for at få myndighed til at sætte sig ud over religionsfriheden, der ellers giver den enkelte ret til at tilbede den levende og sande Gud Jehova i overensstemmelse med sin samvittighed. I dette tilfælde er religionen, ifølge disse lægers synspunkter, en trussel mod livet og må ignoreres, og resultatet bliver at man ateistisk krænker Guds lov om blodets hellighed.

3. (a) Hvordan er den lægevidenskabelige tankegang her? (b) Hvad har ingen læger ret til at gøre over for et menneske der følger sin samvittighed, og hvordan støttes dette af en afgørelse som De forenede Staters højesteret traf i en benådningssag?

³ Red patientens liv, selv om måden det gøres på, er imod hans religiøse ønsker, og afhold ham fra at vælge at dø! Dette er den lægevidenskabelige tankegang. Dog har selve De forenede Staters højesteret afgjort at et menneske der er moralsk frit stillet, har ret til at vælge at dø fremfor at drage fordel af visse lovlige udveje hvorved han kunne redde livet. Og hvornår kan han gøre det? Jo, når vedkommende ikke kan acceptere betingelserne, de krav der stilles for at hans liv kan blive reddet.a Når altså landets højesteret ikke har ret til at tvinge et menneske til at redde livet på betingelser der er uacceptable for ham, så har lægestanden heller ikke hverken juridisk eller etisk ret til at tvinge en patient til at gå med til ubibelske metoder for at hans liv kan reddes, når han hellere vil dø end gå imod sin samvittighed ved at bryde Guds hellige lov.

4. Hvordan begrunder lægerne at blodtransfusion ikke er et brud på Guds lov mod at anvende blod som næringsmiddel, men hvordan forholder sagen sig i virkeligheden?

⁴ Hvad hævder lægerne nu for yderligere at retfærdiggøre deres handlemåde? De hævder at man med en transfusion ikke giver patienten blodet som næring og derfor ikke overtræder Guds lov. Men dette er et meget uvidenskabeligt ræsonnement. Den omstændighed at den væske der indføres, ikke indtages gennem munden og ikke går gennem legemets fordøjelsessystem, gør netop transfusionen til den hurtigste og mest direkte måde at tilføre legemet næring på, i dette tilfælde en næringsvæske som er forbudt i den lov Gud gav til Noa og som blev bekræftet af det kristne råd i Jerusalem.

5. Hvordan lyder det lægelige argument der går ud på at overført blod ikke er et næringsmiddel men blot et transportmiddel, og hvordan forholder det sig i virkeligheden?

⁵ Som et yderligere forsvar for blodtransfusion hævdes det at den væske der indføres blot skal transportere næring direkte til det menneskelige legeme og at legemet ikke ernæres af selve transportmidlet. Vi stiller derfor spørgsmålet: Når det indførte blod der skal virke som transportmiddel, har afgivet ilten og de andre næringsstoffer til patientens legemsvæv, bliver dette blod så taget ud af patientens legeme igen og ført tilbage til bloddonorens legeme? Dette ville være en pinlig sag og desuden helt umuligt, især når bloddonoren eller donorerne ikke er kendt eller når blodet er taget fra en person der lige er død. Nej, blodet efterlades i patientens legeme, hvor det har virket som transportmiddel. Og hvad sker der så med det? Som tiden går og legemet fornyr sig selv, optages dette blod af patientens legeme, eller det bruges på samme måde som et hvilket som helst andet organ der transplanteres. Og hvad er det så i det væsentlige der gør at man ikke skal betragte det indførte blod som næring? Resultatet er jo det samme: patientens legeme ernæres af transfusionsvæsken.

6. Hvad måtte vi forvente at Lukas ville gøre med hensyn til blodtransfusioner hvis han befandt sig på jorden i dag, og hvad er grunden?

⁶ Hvad mon den kristne discipel Lukas ville gøre hvis han opstod fra de døde og skulle leve på jorden nu? Lukas ledsagede Paulus, der kaldte ham „lægen Lukas, den elskede“. Mon han ville slutte sig til lægerne i vor tid og være med til at give blodtransfusioner? Bibelens svar bliver nødvendigvis et NEJ! Det var denne Lukas som skrev Apostlenes Gerninger og som deri fortæller os om det kristne råd i Jerusalem og den bestemmelse det traf, og han henviser til den tre gange.

7. Blev der gjort nogen undtagelser i apostelrådets dekret med hensyn til at afholde sig fra blod?

⁷ Denne bestemmelse, som den er gengivet af Lukas, byder ikke-jødiske kristne „at de skal afholde sig . . . fra blod“. Den gør ingen undtagelse for lægen Lukas eller andre læger. Den siger ikke: Afhold jer fra blod undtagen hvor det drejer sig om en blodtransfusion givet af en kvalificeret læge; eller undtagen når det beordres af et lovgivende organ eller en dommer som fejer lov og ret til side og bliver sin egen lov og vilkårligt erklærer situationen for en nødsituation og beordrer lægen der har søgt bistand, til at give blodtransfusion trods patientens religiøse indvendinger herimod. Det kristne apostelmøde forbød ubetinget „blod“, uden at skelne mellem menneskeblod og dyreblod.

8, 9. (a) Hvorfor drak oldtidens grækere blod, og hvilken virkning havde det, hvilket Lukas uden tvivl har bemærket? (b) Hvad sagde The Watch Tower i 1909 om Guds grunde for at forbyde jøderne at spise blod?

⁸ Lægen Lukas, der rejste med apostelen Paulus gennem det gamle Grækenland, vidste uden tvivl at grækerne drak blod for at opnå blodfællesskab med dæmonerne og få at vide hvad fremtiden ville bringe. Lægen Lukas må have lagt mærke til at de der drak dyreblod opnåede at få nogle af de dyriske egenskaber som donordyrene havde. Men bedre end lægen Lukas véd Jehova Gud hvilke virkninger det har at man får en anden skabnings blod i sig, hvad enten man spiser det eller drikker det eller får det igennem en transfusion. Han forbød uden tvivl denne brug af blod af flere grunde end den at livet er i blodet og at dét at indtage blod i det mindste i nogen grad betyder at tage en andens liv. Bladet The Watch Tower gjorde opmærksom på dette for år tilbage. Artiklen „Uenighed om lærespørgsmål afgøres“, der stod i bladet for den 15. april 1909 på side 117, sagde om den bestemmelse rådet i Jerusalem traf angående blod:

⁹ „Det var forbudt for jøden, og under hans pagt var det [blodet] et symbol på liv — at indtage det ville medføre ansvar for det liv der var taget. Endvidere blev det forbudte blod i Lovens forbilledlige ceremonier brugt som et symbol der repræsenterede syndofferet; for med blodet blev der skaffet soning for synder. For at understrege belæringen i disse forbilleder var det blevet jøden forbudt at bruge blod. Der kan desuden have været andre, sanitære, grunde dertil, grunde som vi endnu ikke kender.“b

10. Hvilke skadelige følger har det vist sig at blodtransfusioner kan få, og hvad foreslår man på trods heraf?

¹⁰ I dag, nioghalvtreds år senere, får vi mere og mere kendskab til disse grunde som følge af de erfaringer lægerne gør i forbindelse med den udbredte brug af blodtransfusioner. Hvad skal vi mene om en moderne behandlingsmåde som på ét år i ét land direkte dræber 16.000 mennesker og efterlader mange flere tusinde smittede med farlige sygdomme, skønt andre tusinder tilsyneladende kommer godt fra behandlingen? Sådan forholder det sig med brugen af blodtransfusioner.c Men har landets regering erklæret denne behandlingsmåde for farlig og forbudt den? Har regeringen betragtet den på samme måde som en medicin eller en pille der har medført et stort antal dødsfald, og fjernet den fra markedet fordi den er for farlig? Nej, tværtimod har nogle foreslået og prøvet at få vedtaget en lov hvorefter man kan blive tvunget til at tage imod en blodtransfusion selv om man på grund af sin kristne samvittighed nægter at modtage blod. Hvorfor er regeringen så inkonsekvent?

11. Hvilken modsigelse finder man i spørgsmålet om at følge samvittighedens bud, når man sammenligner den lov der gjaldt for de nazistiske krigsforbrydere og det man gør mod kristne der nægter blodtransfusion?

¹¹ Da de nazistiske krigsforbrydere forsvarede sig med at de ikke var ansvarlige for massemordene som de havde været med til at udføre, fordi de blot havde adlydt overordnedes ordre, mindede retten dem om at de burde have adlydt samvittigheden der forbød dem at dræbe uskyldige mennesker.d Hvordan kan det da være at når indviede, døbte kristne som er ved fornuftens fulde brug, i dag prøver at følge samvittigheden i harmoni med Bibelen, så tilsidesætter lovgivere, dommere og læger denne samvittighed og prøver at tvinge dem til at tage mod blod der repræsenterer et eller flere menneskers liv?

Strømme af blod ødsles bort

12. Må man lade blod gå til spilde i betragtning af at det er helligt og kosteligt i Guds øjne, og hvor stort er forbruget (og dermed muligheden for spild) i De forenede Stater?

¹² Blodet bør betragtes som noget helligt, for det repræsenterer livet. Det er meget værd i Guds øjne, og det gælder i højere grad menneskeblod end dyreblod. Men hvor er der spildt meget af denne kostbare livets væske i den „transfusionsepidemi“ der har raset under og efter den anden verdenskrig! New York Times Magazine for 29. marts 1964 (side 38) sagde følgende under overskriften „3.000.000 liter blod er ikke tilstrækkeligt“: „Hvert år overføres en hel lille flod af blod — to og en halv eller tre millioner liter — i årerne på syge mennesker i De forenede Stater! I New York by bruges alene fem hundrede liter om dagen. Med blodtransfusioner reddes i titusindvis af menneskeliv.“ Artiklen nævner imidlertid ikke hvor mange tusinde der dræbes. Hvorfor denne tavshed, hvorfor en sådan ensidig fremstilling?

13. Hvad repræsenterer en „hel lille flod“ på tre millioner liter, målt i menneskeliv, og „frelser“ transfusionerne så mange menneskeliv?

¹³ Hvad repræsenterer en „hel lille flod“ på tre millioner liter blod, målt i menneskeliv? Et voksent menneske har fem til seks liter blod løbende i cirka 96.000 kilometer arterier, vener og kapillærer for at nære legemets væv. Med seks liter blod til hver vil denne „lille flod“ på tre millioner liter repræsentere 500.000 voksne menneskers liv. Men så mange liv bliver ikke „frelst“ eller, mere korrekt, så mange overlever ikke blodtransfusionerne med nogenlunde normale og sunde legemer.

14. Hvilket andet spild af denne dyrebare væske nævnes her?

¹⁴ Tænk på hvor meget der spildes af denne kostelige livsstrøm når der bruges flere millioner liter af den, som tilfældet er alene i De forenede Stater. En transfusion med så lidt som en halv liter til et menneske er unødvendig. Der skal mindst halvanden eller to liter til, og i nogle tilfælde så meget som fra ti til femten liter, ja endog tyve liter til. Og selv efter at have fået så meget blod, hænder det at en patient dør, sådan som det skete med en såret amerikansk soldat på et feltlazaret i Sydvietnam. Lægerne kæmpede for at „redde“ hans liv. New York Times for 25. februar 1967 fortæller herom: „Bunken af tomme blodposer voksede. Da operationen var overstået, havde soldaten fået fjorten liter.“ Og alligevel døde han! Hvilket spild af denne kostbare væske! Det er sandt at det blev gjort i en god hensigt, men der blev spildt blod som svarer til mere end to voksne menneskers liv. Og det virkede ikke!

15. I hvilke tilfælde er der også tale om spild af blod der er brugt til transfusioner?

¹⁵ Tænk også på det enorme spild af denne værdifulde livsstrøm i tilfælde hvor transfusionerne direkte dræber modtagerne. Et så meget frygteligere spild når man tager i betragtning at man har opnået lige det modsatte af hvad man tilsigtede! Tænk også på det spild der er i de mange tusinde tilfælde hvor transfusionerne får farlige eftervirkninger som før eller senere medfører døden! Vi må også spørge om ikke blodet har været spildt når det efterlader et menneske som invalid på livstid?

16. Hvilket spild af blod er der i blodbankerne?

¹⁶ Tænk så endelig på det spild der er i blodbanker der handler med blod. I nogle lande køber man blod billigt eller får det gratis og sælger det så til en pris af halvfjerds til fire hundrede kroner pr. flaske. Blodet kan ikke holde sig ubegrænset. Det bliver dårligt. Det bliver gammelt. I nogle blodbanker går så meget som 10 procent tabt fordi det bliver gammelt. Alt dette er ikke blevet brugt til det man regnede med at bruge det til. Hvilket spild af denne kostbare livets væske!e

17. Behager det Gud at menneskeblod spildes på denne måde, og vil han kræve mennesker til regnskab for det? Begrund svaret.

¹⁷ Er dette frygtelige spild af det kostelige menneskeblod noget der vækker behag hos den store Skaber, som har bestemt at blodet skal forsyne legemet med næring? Mon de lægelige motiver til at give blodtransfusioner kan retfærdiggøre et sådant spild over for Gud? Afgjort ikke, ifølge hans ord Bibelen. Vil Gud holde disse mennesker ansvarlige for at have udgydt blod på denne måde i fredstid eller i krigstid, udgydt det, ikke ved foden af Guds alter som offerdyrenes blod, men i et medicinsk eksperiment der er i modstrid med Guds lov, som står over al anden lov? Det synes at være klart at han vil gøre det, især hvis vi tager det der skete i det gamle Israel som forbillede. Her var det sådan at den der med vilje krænkede det guddommelige forbud angående blodet, skulle udryddes af Guds folk, skulle miste livet. Der er i virkeligheden ingen gyldig undskyldning for den alvorlige overtrædelse af Guds lov som man i vor tid gør sig skyldig i, når man tager i betragtning at der er flere udmærkede bloderstatninger til rådighed i dag. Og selv så vanskelige operationer som operation på åbent hjerte kan gennemføres heldigt uden blodtransfusion, hvis blot lægerne vil gøre en særlig indsats, tage den tid der skal til og lægge dygtighed for dagen.

18. Hvilken lov som blev udtalt over for Noa, må stadig være i kraft eftersom loven der forbyder mord stadig gælder, og hvem måtte Noas sønner lære denne lov?

¹⁸ Samtidig med at Gud efter vandfloden gav Noa sin lov der forbød brugen af blod som føde, gav han også loven der forbød at begå mord: „Om nogen udøser menneskers blod, ved mennesker skal hans blod udøses, thi i sit billede gjorde Gud menneskene.“ (1 Mos. 9:4-6) Lige så sikkert som forbudet mod at begå mord stadig gælder i dette tyvende århundrede, lige så sikkert gælder forbudet mod at optage blodet af andre skabninger i sit legeme, og denne lov bør vi respektere til vort eget bedste. Noas sønner var forpligtede til at gøre deres efterkommere kendt med dette forbud.

19. Hvad var israelitterne under Moseloven forpligtede til over for den næste generation med hensyn til Guds lov om blodet?

¹⁹ I den lov som Gud gav Israels folk gennem Moses, gav han instruktioner angående dyreofrene og sagde: „Alt fedt skal være [Jehovas]. En evig anordning skal det være for eder fra slægt til slægt, hvor I end bor: intet fedt og intet blod må I nyde!“ (3 Mos. 3:16, 17) Dette forpligtede den ene generation af israelitter til at lære den næste generation ikke at spise blod. Faderen var forpligtet til at lære sine børn at det var imod Guds lov at spise blod, og i overensstemmelse hermed ville han sørge for at hans mindreårige børn ikke spiste det og at der ikke var nogen i huset som spiste det, nogen i det hjem som han var herre over, havde tilsyn med og skulle sørge for. — 5 Mos. 6:6, 7; Sl. 78:5, 6.

20. Hvilken lignende forpligtelse påhviler det kristne Israel, og hvad gør Jehovas vidner i dag i denne forbindelse?

²⁰ I dag har Jehova Gud et åndeligt Israel, et kristent Israel. (Gal. 6:16) Ligesom fortidens israelitter, de kødelige israelitter, var Jehovas vidner, sådan er de kristne, åndelige israelitter hans vidner. Mens Moseloven og dens bestemmelser, også bestemmelsen angående fedt, blev ophævet da Kristus døde som et offer, bekræftede apostelrådet i Jerusalem imidlertid Guds lov til Noa angående blodet og anvendte den på den sande kristne menighed. Kristne fædre har pligt til at lære deres mindreårige børn denne lov og sørge for at de overholder den, for ifølge Guds lov er fædrene de mindreårige børns værger i åndelig eller religiøs henseende, foruden at de er deres forsørgere i fysisk henseende. Jehovas kristne vidner i dag anerkender dette og følger denne guddommelige adfærdsregel. De søger at forhindre at deres børn overtræder Guds lov som blev givet til Noa, samt bestemmelsen fra rådet i Jerusalem. (Ef. 6:4) Med rette prøver de at beskytte deres børn, så de ikke får fremmed blod i sig.

21. Hvem i dag benægter at kristne forældre har ret til at beskytte deres børn på denne måde, og hvordan argumenterer de for at kunne give børn af Jehovas vidner blodtransfusion?

²¹ Har forældre som er Jehovas vidner virkelig ret til at gøre dette? Visse læger, dommere og lovgivere lukker øjnene for Guds lov og religionsfriheden og at der er noget der hedder en kristen samvittighed, og svarer NEJ! De lader hånt om Guds lov som gælder for kristne, og hævder at når Jehovas vidner nægter at lade deres børn få en blodtransfusion efter at en læge (som blot er et menneske) har ordineret den, så er Jehovas vidner farlige som forældre, og de bliver frataget forældreretten over deres egne børn. Disse børn overtages derefter af den politiske stat, selv i lande hvor kirke og stat er adskilt.

22. Hvilken krænkelse har dette resulteret i med rettens billigelse?

²² Således er det sket at dommere har ladet børn fjerne fra deres kristne forældre og overgivet dem til beskikkede værger som tror på blodtransfusion. Disse har udsat børnene for legemskrænkelse ved at lade dem få blodtransfusion, i direkte strid med Guds lov og de kristne forældres samvittighed og deres indsigelser. Hvis barnet overlever denne påtvungne transfusion, beroliger de skyldige deres samvittighed med at de har „frelst et liv“.

Kan man disponere over sit eget legeme?

23. Hvilket spørgsmål blev i denne forbindelse rejst af en journalist, og hvordan sluttede han sin artikel?

²³ I denne forbindelse melder det alvorlige spørgsmål sig: „Hvem ejer ens legeme?“ Dette spørgsmål var overskriften på en artikel skrevet af en redaktør som var pinligt berørt over at man efter en dommerkendelse havde tvunget et af Jehovas vidner, en gravid kvinde, til at tage blodtransfusion. Artiklen sluttede med at sige: „En dag . . . måske . . . vil vi komme til samme slutning som [en af Dickens’ figurer], at loven meget ofte er ’en idiot, et æsel’, — og gøre noget for at ændre den.“f

24. Hvad har forårsaget at et lignende spørgsmål for nylig er blevet rejst i Israel, og hvilken appel har amerikanske jøder indsendt?

²⁴ Hvem ejer ens legeme? Det samme spørgsmål er blevet rejst af omskårne kødelige jøder i forbindelse med en sag der er beslægtet med den vi drøfter her, nemlig i forbindelse med det meget stærkt forøgede antal obduktioner man trods gentagne protester har foretaget på jøder i Israel. I Israel „har lægerne fortolket loven på en måde som ikke tilsigtedes af lovgivningsmagten“.g Den 7. april 1967 offentliggjorde den amerikanske komité til beskyttelse af den menneskelige værdighed i Israel „En appel til regeringen i Israel: Lad være med at vanhellige de døde!“ Under afsnittet „Menneskelig værdighed og jødisk tradition“ stod der (i uddrag): „Af respekt for disse hellige og almindeligt accepterede synspunkter og under hensyntagen til menneskets hellige ret til selv at bestemme hvad der skal ske med dets eget legeme, kræver regeringer rundt om i verden (også i De forenede Stater) en skriftlig tilladelse fra den afdøde og/eller hans nærmeste slægtning før en obduktion må foretages. I Israel er situationen uheldigvis helt anderledes.“

25. Af hvilken grund har jøder i Israel afholdt sig fra at lade sig indlægge på hospital, og hvad siger appellen om hvem der kan disponere over ens legeme?

²⁵ Appellen siger videre om denne tragiske situation: „Resultatet er at mange jøder i det hellige land må nægte at lade sig indlægge på et hospital til nødvendig behandling, fordi de frygter for at deres legemer vil blive skamferet hvis de gør det. . . . Det er en sag der berører jødernes stærke religiøse overbevisning — og de er vant til at ofre livet for deres tro. Men skulle det være nødvendigt? Skal et menneske være nødt til at nægte at lade sig behandle på et hospital fordi han dér må betale en pris der er højere end hans samvittighed tillader ham? Israels nuværende lov om obduktion er en trussel ikke blot mod de døde men også mod de levende. . . . Det synes som om visse elementer i Israel er så besat af antipati mod alt hvad der har med religion at gøre, at de ikke engang tøver med at gå så vidt som til at træde de dødes rettigheder under fode. . . . Det drejer sig ikke blot om et religiøst spørgsmål men om hvad alle civiliserede lande betragter som en grundlæggende menneskelig rettighed: at det er den afdøde og/eller hans nærmeste slægtning — og ikke staten — der bestemmer hvad der skal ske med hans legeme.“h

26. Hvilket grundlag for jødernes appel findes der i Guds lov, og hvilket spørgsmål stiller de kristne med hensyn til deres legemer?

²⁶ I denne protest mod en arrogant handlemåde som visse medlemmer af lægestanden har lagt for dagen, udtrykkes frygt for at ikke blot døde legemer men også levende legemer vil blive krænket og lemlæstet af læger der ikke viger tilbage for noget der kan fremme lægevidenskaben. Guds lov er imod at man unødvendigt lemlæster sit gudgivne legeme. (3 Mos. 19:28; 21:5; 5 Mos. 14:1; 1 Sam. 31:4) Da vore legemer er givet os af Gud bør dette princip respekteres, og det gælder i endnu højere grad når vi har indviet os til Gud gennem Jesus Kristus og har symboliseret denne indvielse ved vanddåben. Vi spørger igen: Tilhører vore legemer da os selv, tilhører de Gud, eller tilhører de den moderne videnskab? — Rom. 12:1.

27. Hvilke legemer er der tale om når det gælder blodtransfusion, og hvem pålægger Guds ord ansvaret for mindreårige børn?

²⁷ De krænkede jøder er med deres appel især optaget af de døde legemer, men i spørgsmålet om blodtransfusion drejer det sig om de levende legemer. Og når et mindreårigt barn udsættes for legemskrænkelse ved at blive påtvunget en transfusion med bistand af en af domstolen udpeget værge og imod barnets egentlige forældres protester, der hviler både på et religiøst og på et forfatningsmæssigt grundlag, bliver spørgsmålet meget alvorligt: Hvem tilhører barnets legeme — den politiske stat eller barnets egentlige forældre? Guds lov lægger ansvaret for de mindreårige børn, omsorgen for dem og deres religiøse opdragelse, på de kristne forældre. De har pligt til at opdrage børnene i den tro og religiøse handlemåde som de selv har, og til at adlyde Gud fremfor mennesker eller staten i en sag som denne. — Ef. 6:4; Tit. 1:5, 6; se også Mattæus 2:13-21.

Guds måde — Blodet frelsesmiddel til evigt liv

28. (a) Hvordan frelses menneskehedens verden ved hjælp af blod, sådan som Jehovas vidner forkynder? (b) Hvad gjorde apostlene da de drak af bægeret ved Herrens aftensmåltid, og hvad viste de hermed?

²⁸ Som Jehovas vidner taler vi for og tror vi på at menneskehedens verden skal frelses ved hjælp af blod, men ikke ved hjælp af blodtransfusioner. Det skal være på Guds måde, så det bliver til evigt liv. Da hans søn, Jesus Kristus, indstiftede Herrens aftensmåltid, kort før han udgød sit blod på henrettelsespælen for nitten hundrede år siden, velsignede han bægeret med vin og gav det til sine trofaste apostle med ordene: „Drik alle heraf; thi dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse.“. (Matt. 26:27, 28) Jesus forvandlede ikke vinen til blod; og da apostlene drak af bægeret eller kalken, drak de ikke menneskeblod, som kannibaler. Jesu ord betød blot at vinen var et symbol på hans blod. Ved at drikke af vinen som havde denne symbolske betydning kunne apostlene se for sig hvordan de i tro på Kristus tilegnede sig, optog i sig og fik gavn af værdien af hans udgydte blod. At Jesu blod blev udgydt, betød at han gav sit menneskeliv til gavn for menneskehedens verden.

29, 30. (a) Hvordan og hvorfor lod Gud sin søn få del i kød og blod? (b) Hvordan kan man sige at Jesus ved sin opstandelse stadig var i besiddelse af værdien af sit liv som menneske?

²⁹ Eftersom livet er i blodet, havde Jesu blod en værdi. Det var fuldkomment og sundt blod, for Jesus var født som et fuldkomment menneske af en jomfru. Når han udgød sit blod, gav han i virkeligheden sit fuldkomne liv som et offer til Gud på hele den syndige menneskeheds vegne. (1 Joh. 2:1, 2) Først overførte Jehova Gud sin himmelske søns fuldkomne liv fra himmelen til jorden, således at han kunne få del i blod og kød og kunne blive et fuldkomment menneskeoffer. (Gal. 4:4; Hebr. 2:14, 15) Eftersom Jesus forblev tro mod Gud og led døden som et uskyldigt menneske, oprejste Jehova Gud ham fra de døde på den tredje dag. Og da Jesus blev oprejst som en åndelig søn af Gud, ejede han stadig værdien af sit opofrede liv som menneske. Derfor kan vi i Hebræerbrevet 13:20 læse:

³⁰ „Men fredens Gud . . . førte fårenes store hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig pagts blod.“

31, 32. (a) Hvormed trådte Jesus Kristus frem for Gud i himmelen? (b) Hvorfor udvirkede Jesus mere som Guds ypperstepræst end Israels ypperstepræst?

³¹ Med det der svarer til hans fuldkomne blod, det vil sige med værdien af sit menneskeliv, steg Jesus Kristus op til himmelen og trådte frem for Jehova Gud. — Hebr. 9:24.

³² I himmelen frembar Jesus værdien af sit opofrede menneskeliv for Gud. Han handlede således som Guds ypperstepræst, sådan som Bibelen siger: „Ikke med blod af bukke eller kalve, men med sit eget blod [gik han] én gang for alle ind i helligdommen og vandt en evig forløsning. Thi hvis blod af bukke og tyre . . . helliger og bringer kødelig renhed, hvor meget mere vil da ikke Kristi blod, fordi han i kraft af en evig Ånd frembar sig selv som et lydefrit offer for Gud, rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.“ — Hebr. 9:11-14.

33. (a) Hvordan tillagde Gud dyreblodet en særlig hellighed i Israel? (b) Hvordan tillægger Gud menneskeblodet en særlig hellighed, og hvad betyder det når det bruges til transfusioner?

³³ Især gjorde Gud dyreblodet helligt ved at forlange at det blev udgydt ved alteret som soning for det gamle Israels synder. På samme måde virker det når Gud antager det blod som hans søn som et fuldkomment menneske udgød som et offer. Menneskeblodet tillægges herved en særlig hellighed ud over den hellighed det besidder som følge af at livet er i blodet. (3 Mos. 17:11, 12, 14) Det er grunden til at det er en vanhelligelse af blodet når det bruges til transfusioner under påskud af at man vil redde menneskeliv. Det bortleder menneskers opmærksomhed fra det faktum at Gud, Skaberen, vil frelse menneskehedens verden ved hjælp af det blod som hans fuldkomne, trofaste ypperstepræst Jesus Kristus har bragt som offer.

34. Hvad er vi forpligtede til når vi kender disse sandheder, og hvad vil kristne der længes efter et liv i fuldkommenhed i et jordisk paradis, se hen til?

³⁴ Når vi kender disse vigtige bibelske sandheder, er vi forpligtede til at betragte både menneskeblod og dyreblod som noget helligt. Menneskeblod der bruges til transfusioner kan aldrig give os et evigt, fuldkomment liv på en paradisisk jord. Lægernes egne journaler indeholder beviser for at sådanne transfusioner kan medføre døden for os og vore børn. Lydige kristne, som længes efter et jordisk paradis under Guds rige, vil se hen til Jesu Kristi udgydte blod, der er blevet brugt på en måde som Gud har helliget, for at opnå evig frelse og liv som fuldkomne mennesker.

[Fodnoter]

Retspræsidenten, dommer Marshall, afsagde højesterets kendelse, hvori han mindede De forenede Staters regering om at „en benådning kan være betinget, og betingelsen kan forekomme den dømte mindre tiltalende end den straf dommen pålægger. . . . Domstolen er af den formening at der ikke kan tages hensyn til benådningen i den nævnte sag da den ikke er forelagt retten på den lovbefalede måde, enten ved appel, begæring eller på anden måde. . . .“

Den benådning som kunne have reddet George Wilsons liv fik derfor ikke lov til at påvirke den dom der var afsagt over ham. — 32 U.S. (7 Peters), side 150 ff.

Den 4. maj 1967 offentliggjorde New York Times på side 6 en artikel med overskriften „Amerikanske rabbinere i Israel anmoder De forenede Stater om beskyttelse mod obduktion“. Selve artiklen var dateret „TEL AVIV, Israel, 3. maj.“

Se også dr. (rabbiner) Immanuel Jacobovits’ bog „Jewish Medical Ethics“, 1967-udgaven, siderne 97, 98, hvor emnet lemlæstelse er behandlet; derunder nævnes også omskærelsen, og gennemboringen af en træls øre.