Højtiden til minde om det største menneskes død

„SE! Mennesket!“ Disse ord blev ikke udtalt da det fuldkomne menneske Adam blev skabt i Edens have for over 6000 år siden. De lød omkring 4058 år senere og gjaldt et menneske der i ét og alt svarede til Adam. Ved et mirakel blev dette menneske født af en jødisk jomfru, Maria, en datter af Eli i Betlehem. Det menneske vi taler om er Jesus, Guds søn, hvis liv ved Guds kraft var blevet overført fra himmelen. For at han kunne vende tilbage til himmelen var han blevet avlet af sin himmelske Faders ånd. Dette skete umiddelbart efter at Johannes Døber havde døbt ham i Jordanfloden i efteråret 29. Ved den lejlighed talte Gud fra himmelen og erklærede at den nydøbte Jesus var hans søn. Johannes Døber bevidnede at det var sket. — Joh. 1:29-36.

Tre og et halvt år senere, på den jødiske påskedag i foråret 33, stod Jesus anklaget for Pontius Pilatus, den romerske landshøvding over provinsen Judæa. Ved den jødiske domstol i hovedstaden Jerusalem var han blevet forhørt hele påskenat, og de jødiske dommere havde overgivet ham til forhør hos den romerske landshøvding for at få stadfæstet den dødsdom de havde afsagt over ham. Som en opfyldelse af bibelprofetien i Salme 41:10 havde en af hans egne 12 apostle, nemlig Judas Iskariot, forrådt ham og udleveret ham til hans jødiske fjender. Pontius Pilatus fandt Jesus uskyldig i de anklager den jødiske højesteret havde rejst mod ham. Dette meddelte han den skare jøder der havde samlet sig uden for landshøvdingens palads. Deres fjendtlige svar lød: „Pælfæst ham! Pælfæst ham!“ Jesus havde fået en tornekrone på hovedet, og hans romerske plageånder havde kastet en purpurfarvet yderklædning over ham. I henhold til det skrud Jesus var iført, krone og purpurfarvet dragt, forsøgte Pontius Pilatus at appellere til jøderne, der for længe siden var blevet berøvet deres kongerige. Han råbte: „Se! Jeres konge!“ Anført af ypperstepræsterne skreg jøderne hyklerisk tilbage: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ — Joh. 19:5-15.

Senere samme dag døde Jesus på en marterpæl, og hans legeme blev lagt i en grav i en have. Ligesom det påskelam hans apostle havde spist aftenen før, var han nu død uden at en eneste knogle i hans krop var blevet brudt. (2 Mos. 12:46; Sl. 34:21) Det var blevet pålagt de trofaste apostle som en forpligtelse at mindes hans død hvert år på den jødiske påskedag. Jesus havde selv opfyldt sin forpligtelse under jødisk lov og nydt påskemåltidet sammen med sine apostle, og straks derefter havde han indstiftet noget hvorved de skulle mindes hans død. Det blev kaldt Herrens nadver eller aftensmåltid. Det hedder i den inspirerede beretning om Jesu indstiftelse af det nye måltid:

„Som de nu fortsatte med at spise [påskemåltidet] tog Jesus et brød, og efter at have udtalt en velsignelse brækkede han det i stykker, og idet han gav det til disciplene sagde han: ’Tag, spis. Dette er ensbetydende med mit legeme.’ Så tog han et bæger, og efter at have sagt tak gav han det til dem, idet han sagde: ’Drik alle af det, for dette er ensbetydende med mit blod, „pagtens blod“, der skal udgydes for mange til synders tilgivelse. Men jeg siger jer: Jeg skal afgjort ikke mere drikke dette produkt af vintræet før den dag da jeg drikker det med jer nyt i min Faders rige.’ Til sidst, efter at have sunget lovsange, gik de ud til Oliebjerget.“ — Matt. 26:26-30.

Under påskemåltidet havde Jesus sendt den forræderiske discipel Judas Iskariot bort. Det var derfor ikke denne utro discipel men kun de 11 andre han henvendte sig til da han sagde: „Jeg skal afgjort ikke mere drikke dette produkt af vintræet før den dag da jeg drikker det med jer nyt i min Faders rige.“ (Matt. 26:29) Med disse ord kunne Jesus ikke mene at de skulle være på jorden i kødet som Rigets undersåtter mens han, den Salvede, herskede i 1000 år. Til den tid ville de for længst være døde og have brug for en opstandelse til jordisk liv hvis de skulle leve som mennesker på jorden efter „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. (Åb. 16:14-16) Det var imidlertid ikke det Jesus havde i tanke for trofaste disciple som disse 11. Han tænkte på at de skulle opstå fra de døde til åndeligt liv og være sammen med ham i det himmelske rige.

Året før (32 e.v.t.) havde han sagt til disse disciple: „Jeres Fader ved at I behøver disse ting. Men bliv ved med at søge hans rige, og disse ting vil blive givet jer i tilgift. Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget.“ (Luk. 12:30-32) For at den himmelske Fader kunne give dem det himmelske rige krævedes der en ’pagt om Riget’, og det var den pagt Jesus talte om da han ved indstiftelsen af måltidet til minde om sin død sagde til de 11 trofaste apostle: „Imidlertid er det jer som er blevet hos mig i mine prøvelser; og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, for at I kan spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.“ — Luk. 22:28-30.

Heraf fremgår det umiskendeligt at de der deltog i denne første højtideligholdelse af Herrens aftensmåltid var bestemt for det himmelske rige sammen med den herliggjorte Herre Jesus Kristus. Ligeså skulle alle der siden han deltog i fejringen af Herrens aftensmåltid være mennesker der havde den himmelske kaldelse og af Jesus Kristus var taget med i ’pagten om Riget’.

Det var til kristne af denne skare apostelen Paulus 22 år senere (omkring år 55) sendte det brev hvori han omtaler både Herrens aftensmåltid og de dødes opstandelse, det vil sige „den første opstandelse“. Han siger deri: „Således er det også med de dødes opstandelse. Det sås i forgængelighed, det oprejses i uforgængelighed. Det sås i vanære, det oprejses i herlighed. Det sås i svaghed, det oprejses i kraft. Der sås et sjæleligt legeme, der oprejses et åndeligt legeme. Når der er et sjæleligt legeme, er der også et åndeligt. . . . Som den himmelske er, sådan er de himmelske også. Og ligesom vi har båret billedet af den der blev dannet af støv [Adam], skal vi også bære billedet af den himmelske.“ — Åb. 20:5, 6; 1 Kor. 15:42-49.

Forud for sin omtale af opstandelsen skriver apostelen Paulus om den årlige højtideligholdelse af Herrens aftensmåltid: „For jeg har modtaget fra Herren, hvad jeg også har overleveret jer, at Herren Jesus i den nat i hvilken han skulle overgives, tog et brød og, efter at have takket, brækkede det i stykker og sagde: ’Dette er ensbetydende med mit legeme som er til gavn for jer. Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.’ Og på samme måde tog han bægeret efter aftensmåltidet [brødet] idet han sagde: ’Dette bæger er ensbetydende med den nye pagt i kraft af mit blod. Bliv ved med at gøre dette, så ofte som I drikker det, til minde om mig.’ For så ofte som I spiser dette brød og drikker dette bæger, forkynder I fortsat Herrens død, indtil han kommer.“ — 1 Kor. 11:23-26.

Der lå en åndelig værdi i at de således ’forkyndte Herrens død’, for derved adskilte de sig fra de kødelige jøder. I stedet for hvert år at indtage påskemåltidet og mindes deres udfrielse fra undertrykkelsen i Ægypten, ville de mindes den der symbolsk eller forbilledligt blev skildret ved det påskelam der blev ofret nede i Ægypten. Fortidens påskelam tjente til gavn for de kødelige israelitter da de blev udfriet fra trældommen i Ægypten, men det udfriede dem ikke fra syndens fordømmelse. Jesus Kristus, „Guds lam som tager verdens synd bort“, udfriede derimod ved sin død sine disciple fra syndens fordømmelse og fra at være en del af denne tingenes ordning, det modbilledlige Ægypten. Jesu død minder også disciplene om grundlaget for den nye pagt, den ordning hvorved Gud tager et folk for sit navn ud af verden; for Jesus Kristus, den større Moses, er mellemmand for denne ’nye pagt’. (Jer. 31:31-33) Jesu død minder dem desuden om ’pagten om et rige’, som de er taget med i. De må aldrig tabe af syne at de er kaldet til dette himmelske rige, at de er arvinger til det sammen med Jesus Kristus, kong Davids efterkommer, „kongers Konge og herrers Herre“. — Åb. 19:16.

Mindehøjtiden overværes af iagttagere

I dag, hvor vi nærmer os afslutningen på den nuværende dømte tingenes ordning, er der kun en rest tilbage af Kristi medarvinger til det himmelske rige. Men en voksende skare mennesker af alle nationaliteter er levende interesseret i den mindehøjtid „resten“ holder hvert år. Disse mennesker er glade for indbydelsen til at overvære Herrens aftensmåltid når det indtages af resten af de åndelige israelitter, der er med i den nye pagt og i pagten om Riget. De har også vendt sig bort fra den af Djævelen beherskede verden og vandrer nu sammen med resten af de åndelige israelitter mod et bedre forjættet land, nemlig Guds nye tingenes ordning under Jesu Kristi og hans 144.000 medarvingers rige. De blev forbilledligt skildret ved den store hob ’sammenløbne folk’ eller ikke-israelitter der forlod det dæmonbeherskede Ægypten den første påskenat, gjorde fælles sag med israelitterne og begyndte at tjene Jehova Gud. (2 Mos. 12:38) Denne store ’sammenløbne hob’ gik igennem Det røde Hav sammen med de flygtende israelitter og blev vidne til at Jehova udfriede sit folk dér, ligesom de selv fik del i udfrielsen. De kunne også juble over det der skete.

Vor tids store ’sammenløbne hob’ der vandrer sammen med resten af de åndelige israelitter, er blevet skildret ved den ’store skare’ uden tal som apostelen Johannes så i Jehovas åndelige tempel, hvor de råbte af glæde. Da de har skilt sig ud fra den gamle besmittede verden skildres de som „klædt i lange, hvide klæder“ og med „palmegrene i deres hænder“. Ligesom resten af de åndelige israelitter har de betingelsesløst indviet sig til Jehova Gud gennem hans lam, Jesus Kristus, og de har symboliseret deres indvielse ved vanddåben. De ser frem til at komme ud af „den store trængsel“ der snart vil ramme den redningsløst fortabte verden. Derefter vil de virkelig kunne råbe med glæde: „Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ (Åb. 7:9, 10) Denne ’store skare’ har altså den bedste af alle grunde til at samles med den åndelige rest den aften hvor Lammets død mindes.

Fra mindehøjtiden blev fejret i foråret 1936 har medlemmerne af ’den store skare’ følt sig fri til at overvære højtideligholdelsen af Herrens aftensmåltid, om end de ikke har nydt af symbolerne, brødet og vinen.a Efter at man har fået forståelse af hvem medlemmerne af ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9-17 er — hvilket blev forklaret den 31. maj 1935 ved Jehovas Vidners stævne i Washington, D.C. — har den salvede rest specielt indbudt dem til at overvære mindehøjtiden som iagttagere. De overværer den fordi de af hjertet påskønner Herren Jesu Kristi genløsningsoffer. At de ikke nyder symbolerne skyldes ikke en tilstræbt begrænsning som mennesker har pålagt dem; det er i overensstemmelse med Guds ord.

Hvordan kan vi sige det? Det kan vi fordi den der indstiftede højtiden gjorde det i den hensigt at den skulle fejres af dem han indgik pagten om det himmelske rige med. ’Den store skares’ medlemmer forstår at de, selv om de er indviede og døbte kristne, ikke er taget med i pagten om Riget. De er ikke åndelige israelitter eftersom de ikke er taget med i „den nye pagt“ der er indgået med åndelige israelitter ved mellemmanden Jesus Kristus. De er ikke avlet med den hellige ånd, der første gang blev udgydt over 120 disciple i Jerusalem på pinsedagen år 33. De er ikke „døde sammen med Kristus“ i den forstand at de har opgivet alt fremtidigt liv på en paradisisk jord under Guds rige. De forventer ikke at blive „begravet“ med Kristus for at kunne forenes med ham „i noget der ligner hans opstandelse“. Så hvis de nød vinen og brødet, der først og fremmest symboliserer Jesu Kristi blod og kødelige legeme, ville de handle i strid med det faktum at de ikke er med i sådanne ordninger med Jesus Kristus, Guds lam. Derfor afholder de sig fra at nyde symbolerne sammen med den salvede rest. Dette udelukker dem imidlertid ikke fra at vinde det evige liv, for det opnås ved tro på Jesus Kristus og ved genløsningsofferets fortjeneste. — Kol. 2:12, 20; Rom. 6:4, 5; 1 Joh. 2:1, 2.

Som hørende til ’de andre får’ er de blevet samlet ind af „den rigtige hyrde“, Jesus Kristus, og de udgør „én hjord“ sammen med resten af de åndelige får i den „fold“ Jesus omtalte i Johannes 10:16. De erkender at deres frelse til evigt liv på den lovede paradisiske jord kommer fra Gud gennem „den rigtige hyrde“, til hvis hjord de nu hører. Hvordan skulle de så nogen sinde kunne forsømme at vise Kristus respekt ved ikke at være til stede og iagttage det aftensmåltid han indstiftede til minde om sin død, den død hvorved de har fået adgang til denne barmhjertige frelse? Det kan de fornuftigvis ikke, og det ønsker de heller ikke. Så længe resten af arvingerne til Guds himmelske rige fortsætter med at fejre Herrens aftensmåltid på jorden, erkender ’den store skares’ medlemmer at de har pligt til at overvære højtiden som iagttagere. Selv de mange steder hvor der muligvis ingen medlemmer af „resten“ er til at nyde symbolerne, ønsker Jehovas Vidner at arrangere mindehøjtiden i dybeste respekt for det den er udtryk for, og for at give alle tilstedeværende som måtte vise sig at høre til „resten“, lejlighed til at nyde symbolerne.

I år vil Jehovas Vidner fejre Herrens aftensmåltid efter solnedgang den 19. april. Alle der ønsker at overvære højtiden til minde om Guds lams, Jesu Kristi, død, bør sætte sig i forbindelse med den stedlige menighed af Jehovas Vidner. De der ikke ved hvor Jehovas Vidners menighed holder til, kan skrive til Vagttårnets selskab og få de nødvendige oplysninger.

[Fodnote]

[Illustration på side 5]

Jesu død havde stor betydning