„Bliv ved med at gøre dette til minde om mig“

ÉN GANG om året, den jødiske påske aften, som ifølge Bibelen falder den 14. nisan, samles Jehovas indviede folk overalt på jorden i overensstemmelse med Jesu befaling: „Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ (Luk. 22:19; 2 Mos. 12:2-6) I hver menighed bør Herrens nadver eller aftensmåltid mindes på årsdagen for dens indstiftelse, om aftenen, efter solnedgang.

Hvem indbydes til at være til stede? De få som udgør resten af Jehovas salvede vil naturligvis være til stede, men alle de der hører til den stadig voksende ’store skare’, som har et jordisk håb, er hjerteligt velkomne, ligesom alle der er ved at lære Jehovas foranstaltninger at kende. (Åb. 12:17; 7:4, 9) Er det et ritual for ritualets skyld eller en ceremoni med et mystisk indhold man kommer til at overvære? Absolut ikke. På denne årlige mindeaften, hvor symbolerne brødet og vinen bydes rundt, vil de tilstedeværende blive mindet om hvad Jesus Kristus gjorde for dem for nitten hundrede år siden og hvad det betyder for dem nu i tiden og i en evig fremtid. — 1 Kor. 11:23-26.

Hvordan finder man frem til denne vigtige dato? I det første århundrede anerkendte Jesus og de første kristne den dag som de jødiske præster ved templet i Jerusalem fastsatte for den 14. nisan (der begyndte ved solnedgang). Det er værd at bemærke at Jesus spiste det jødiske påskemåltid den 14. nisan, som påbudt i Moseloven. (2 Mos. 12:6-8; 3 Mos. 23:5; Matt. 26:18-20) Han spiste ikke påskemåltidet den 15. nisan, som de fleste jøder gør i dag. Efter templets ødelæggelse i år 70 måtte de kristne selv finde frem til tidspunktet for den 14. nisan.

Da den romerske kejser Konstantin gjorde den frafaldne kristendom til statsreligion (325 e.v.t.), indførtes det på kirkemødet i Nikæa at kirkens påskedag altid skulle falde på den søndag der følger umiddelbart efter den fuldmåne der indtræffer samtidig med eller efter forårsjævndøgn. Som regel falder forårsjævndøgn den 21. marts. Hvis den dag de betragtede som fuldmånedagen, den fjortende dag efter nymåne, faldt på en søndag, blev påsken udskudt til den følgende søndag. Herved undgik man at fejre påsken samtidig med jøderne og et lille mindretal af kristne der blev kaldt quartodecimanere, der stadig fejrede påsken den fjortende nisan. På denne måde falder „skærtorsdag“ i kristenheden altid en torsdag, hvor man mindes nadverens indstiftelse, og „langfredag“ altid en fredag, hvor man mindes Jesu død.

Allerede i 1880 var Jehovas salvede tilbedere afveget fra den almindelige praksis i kristenheden, hvor man indtog nadveren adskillige gange i løbet af et år, og fejrede kun Herrens aftensmåltid den 14. nisan. Fra da af og indtil omkring 1919 brugte de den jødiske kalender til fastsættelse af tidspunktet for den 14. nisan. Ganske vist var påsken anført i den jødiske kalender ud for den 15. nisan, efter solnedgang, men disse salvede kristne fejrede Herrens aftensmåltid den 14. nisan, sådan som Jesus havde gjort. Men de brugte altså den jødiske kalender til hvert år at fastsætte tidspunktet for nisan måned.

Den moderne jødiske kalender fastsætter tidspunktet for den 1. nisan ved hjælp af den astronomiske nymåne. Men som regel er det først atten, eller lidt over atten, timer senere at den første tynde kant af nymånens segl bliver synlig i Jerusalem. I de senere år har Jehovas vidners styrende råd brugt dette tidspunkt som grundlag for deres beregninger, hvilket er den fremgangsmåde man brugte på Bibelens tid når man skulle fastsætte den 1. nisan. Det er grunden til at der undertiden har været en dags forskel eller to mellem Jehovas vidners mindehøjtid og den 14. nisan ifølge den moderne jødiske kalender.a

Ifølge vor nuværende beregningsmetode falder mindehøjtiden som oftest sammen med den nærmeste fuldmåne efter forårsjævndøgn. For eksempel faldt mindehøjtiden i 1975 — beregnet på grundlag af det tidspunkt da nymånen (nærmest forårsjævndøgn) lige bliver synlig i Jerusalem — torsdag den 27. marts. Meget passende var det også fuldmåne torsdag den 27. marts 1975. Mindehøjtiden i 1976, beregnet efter den samme metode, falder onsdag den 14. april, efter solnedgang. Samme aften er der også fuldmåne. Hvis nogen i Jehovas folk skulle miste kontakten med det styrende råd, kan de derfor selv med nogenlunde nøjagtighed finde frem til datoen for mindehøjtiden ved hjælp af lokale kalendere som angiver den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Højtiden bør finde sted efter solnedgang samme dag fuldmånen indtræffer.b

Hvad gør man hvis der opstår en nødsituation så menigheden ikke kan fejre Herrens aftensmåltid? Hvad gør man hvis der indtræffer et voldsomt uvejr eller en anden forstyrrelse som gør det umuligt for den lokale menighed at samles den fastsatte aften? I sådanne tilfælde vil det være godt hvis brødrene kan samles i mindre grupper eller om nødvendigt familievis. På denne måde kan de stadig blive mindet om betydningen af mindehøjtidens symboler, det usyrede brød og vinen. En indviet broder (eller en indviet søster hvis der ingen broder er til stede) kan i korthed gennemgå de bibelske beretninger i Mattæus 26:17-30; Lukas 22:7-23, 28-30; og Første Korinterbrev 11:20-31. Hvis en menighed har måttet samles i små grupper, kan man indsende det samlede antal for alle grupperne som rapport for hele menigheden.

Med hensyn til symbolerne bør man gøre alt for at de der tilhører den salvede rest får tilbudt brødet og vinen, også når de ligger syge hjemme eller på hospitalet. Kun i undtagelsestilfælde hvor en af de salvede ikke har kunnet nyde symbolerne den 14. nisan, kan vedkommende fejre mindehøjtiden den fjortende dag i den følgende måned (datoen for den næste fuldmåne), i overensstemmelse med de retningslinjer der gives i Fjerde Mosebog 9:10, 11 og Anden Krønikebog 30:1-3, 15 for afholdelsen af en forsinket jødisk påske. Rapporten for en sådan forsinket fejring af højtiden bør indsendes umiddelbart bagefter.

Hvad gør man hvis mere end én menighed skal bruge den samme rigssal? Det vil være godt ved fastsættelsen af tidspunkterne at give den ene menighed tilstrækkelig tid til at forlade salen inden den næste menigheds program skal begynde. Hvor flere menigheder benytter den samme rigssal, har man også fundet det praktisk at leje ekstra sale til afholdelse af mindehøjtiden. Er der plads, kan flere menigheder godt være samlet om det samme arrangement. Man indsender da en samlet rapport til Selskabet og anfører navnene på de menigheder der har været til stede.

I hvilken rækkefølge fandt begivenhederne sted på Jesu tid? Da Herrens aftensmåltid blev fejret første gang, var Mattæus personligt til stede. Han gengiver begivenhederne i den rækkefølge hvori de fandt sted. Jesus og hans tolv disciple fejrede påsken og indtog påskemåltidet bestående af stegt lam og usyret brød til minde om hvad der skete da israelitterne blev udfriet fra Ægypten i 1513 f.v.t. Der var intet mystisk ved det stegte lam og det usyrede brød. Det var ting som skulle minde dem om den første påske. (Matt. 26:17-19; Sl. 119:2, 14, NW) Efter påskemåltidet afslørede Jesus Judas, der stod i begreb med at forråde ham, og han blev sendt bort. (Matt. 26:20-25; Joh. 13:29, 30) Derefter var Jesus tilbage med de elleve trofaste apostle, med hvem han indstiftede det nye aftensmåltid, der bestod i at spise usyret brød og drikke af bægeret med rød vin. Jesus bad en takkebøn over hvert af symbolerne, først over brødet og derefter over vinen. (1 Kor. 11:24, 25) Efter at Jesus havde fremsat endnu nogle betragtninger og bedt en bøn, sluttede de med at synge lovsange, hvorefter de gik ud til Oliebjerget. Dette danner i det store og hele forbillede for mindehøjtidens forløb i dag. — Matt. 26:26-30; Joh. 13:31 til 18:1.

Hvad skal brødet og vinen minde os om? Det usyrede brød minder os om Jesu legeme af kød, at han har „lidt i kødet“ (1 Pet. 4:1); at han gav sit kødelige legeme „til liv for verden“ (Joh. 6:51); at han er „Lammet, det slagtede“ (Åb. 5:12); og at Jehova har taget Lovpagten bort „ved at nagle [den] til marterpælen“. (Kol. 2:14) Den røde vin minder os om at Jesus er vor Genløser, idet han har udfriet os ved sit ’dyrebare blod’ (1 Pet. 1:19); og at hans livsblod har sat den nye pagt i kraft, en pagt som hans medarvinger tages med ind i. (1 Kor. 11:25) Selv om de der tilhører den ’store skare’ ikke nyder symbolerne, bliver de mindet om det Jesu offer har udvirket og om den nye pagt, gennem hvilken de får del i mange goder. (Åb. 7:9, 10, 14) Jehova har i sandhed tilvejebragt et sonoffer, Kristi offer, til udfrielse ikke blot for de salvede, men også for alle dem der modtager evigt liv på jorden! — 3 Mos. 16:11; 1 Joh. 2:2.

Hvordan ledes mødet? En broder der fungerer som ordstyrer byder i korthed velkommen, og mødet indledes med en sang og en bøn, bedt af ordstyreren. Derefter holdes mindehøjtidsforedraget af en egnet taler (en af de salvede, hvor dette er muligt), udpeget dertil af menighedens tilsynsmænd i forening. Det anbefales ikke at flere brødre holder hver sin del af mindehøjtidsforedraget, som et symposium. Taleren selv bør bede de to korte bønner over symbolerne. (Matt. 26:26, 27) Efter at disse er blevet budt rundt og taleren har føjet yderligere kommentarer til, kan den præsiderende tilsynsmand fremsætte nogle afsluttende bemærkninger, medmindre det er ham der har holdt mindehøjtidsforedraget. Mødet afsluttes med en sang og en bøn.

Kun de der tilhører den salvede rest nyder symbolerne, der bydes rundt i salen. Efter en kort bøn bydes brødet rundt først. Dernæst, efter endnu en bøn, bydes vinen rundt. Brødet og vinen bydes ikke rundt samtidig. For at deltage ’på værdig måde’ bør man nyde begge symboler. — 1 Kor. 11:27, 28.

Bibelen fortæller at Jesus brækkede brødet i stykker, åbenbart for at række det til apostlene der lå til bords på hver sin side af bordet. (Matt. 26:26) Dette er ikke nødvendigt under de forhold vi har i dag, da Jesus ikke indstiftede et ritual som nøje skal følges. Der ligger ingen symbolsk betydning i at det usyrede brød brækkes. Husk på at ingen af knoglerne i Jesu syndfri legeme blev brudt efter at han var død. (2 Mos. 12:46; Sl. 34:21; Joh. 19:33, 36) Hvor mange glas og tallerkener der skal bruges, afhænger af det antal brødre der skal bruges til at byde symbolerne rundt. Der kan lægges et stykke usyret brød på hver tallerken, og vinen kan hældes op i glassene før mødet begynder.

Hvilken slags brød og vin skal man bruge? Eftersom Jesus tog af det usyrede brød der dengang blev brugt ved påskemåltidet, bruger vi i dag usyret brød. Der findes en slags jødiske knækbrød, matzos, der kun er lavet af hvedemel og vand, og disse kan bruges til den kristne mindehøjtid. Men vi bruger ikke matzos hvori indgår andre ingredienser, såsom salt, sukker, malt, æg og løg.

Nogle vil måske foretrække selv at lave lidt usyret brød af mel (hvedemel eller mel af en anden kornsort) og vand. Man gør det på følgende måde: Bland halvanden kop mel med én kop vand og ælt det til en fugtig dej; kom lidt mere mel i til dejen slipper. På et bord der er strøet med rigeligt mel rulles dejen ud så tyndt som muligt og formes til en rund kage. Denne anbringes på en tør bageplade og prikkes godt med en gaffel. Brødet bages i en varm ovn (200 grader) indtil det er tørt og sprødt.

Den vin der bruges til mindehøjtiden skal være rigtig rødvin, som den jøderne brugte ved deres påskemåltid. Jesus talte om „dette produkt af vintræet“ (Matt. 26:29), som på den tid af året kun kunne være gæret vin. Ægte, rød druevin er det eneste der på passende måde kan tjene som symbol på Jesu udgydte blod. Kristi blod var tilstrækkeligt i sig selv, så den vin der bruges må ikke være tilsat sukker eller være forskåret (blandet med anden vin eller alkohol). Hvis der er vanskeligheder forbundet med at fremskaffe symbolerne, bør man træffe sine forberedelser i god tid for at skaffe dem til veje. Da symbolerne ikke i sig selv er hellige kan man, efter at mindehøjtiden er afholdt og mødet er forbi, tage brødet og vinen med hjem og betragte det som almindelige fødemidler der kan anvendes på et andet tidspunkt. — 1 Sam. 21:4.

Hvem bør nyde symbolerne? Kun de der tilhører den „lille hjord“ er med i den nye pagt og bør derfor nyde symbolerne. (Luk. 12:32) Det var de elleve trofaste apostle der, som en lille gruppe fremtidige salvede, udgjorde kernen af dem der senere, fra og med pinsedagen i år 33, blev taget med i den nye pagt. (Luk. 22:20) De der tilhører den ’store skare’ og som ikke er en „ny skabning“ og med i den nye pagt, nyder ikke brødet og vinen ved den årlige mindehøjtid. — 2 Kor. 5:17.

De salvede som er til stede ved mindehøjtiden bør hver især have ransaget sig selv for at se om de er værdige til at deltage og om de har åndens vidnesbyrd. (Rom. 8:16, 24; 1 Kor. 11:27-29) Under tiden kommer nogle der tidligere har deltaget, til den erkendelse at de ikke hører til de salvede. De bør med rette holde op med at deltage, men det er ikke et tegn på at de er blevet utro. De har blot fået større klarhed over deres personlige forhold til Jehova, idet de er kommet til erkendelse af at de har et jordisk håb.

De der regnes med som deltagere er nogle der er kendt som trofaste, døbte tjenere for Gud. Vi indbyder ikke udstødte til at overvære mindehøjtiden. Men hvis en udstødt er til stede, er der ingen grund til at blive foruroliget hvis han sidder på en række sammen med andre og begynder at nyde symbolerne. Vedkommende tælles blot ikke med, i hvert fald ikke som deltager.

Det er altid en glæde at se mange nye være til stede ved mindehøjtiden. Efter programmet vil der være lejlighed til at nyde et opbyggende og opmuntrende samvær med de nye og andre. Aftenens program vil give anledning til mange tanker og betragtninger som vil øge vor taknemmelighed mod Jehova, eftersom det vil minde os om alt hvad han i sin kærlighed har gjort for os gennem vor Herre og Genløser, Jesus Kristus. (Matt. 20:28; 1 Pet. 3:15) En familie kan, når den er kommet hjem efter mødet, tilbringe nogen tid sammen, hvor man taler om betydningen af det der er foregået denne aften. Det vil medvirke til at knytte familien tættere sammen og vil være åndeligt berigende for alle.

De ældste bør nøje planlægge hvordan mindehøjtiden på en passende måde kan afholdes i deres menighed. På denne ene aften vil alle som hører til Jehovas indviede folk, både de salvede og den ’store skare’, være samlet og i forening, med hjerte og sind, opsende tak og pris til den suveræne Gud, Jehova. De vil også takke Jesus Kristus, vor Genløser, som viste sin store kærlighed til os ved at give sit jordiske liv til lægedom for os. Hvert år glæder den salvede rest og den ’store skare’ sig over at mindes ham som Messias og den der har besejret verden. — Joh. 16:33.

[Fodnoter]