„Dit ord er sandhed“

Brugen af kors

HVORDAN ville De reagere hvis en af Deres bedste venner blev henrettet på falske anklager? Ville De lave en kopi af det redskab der var blevet benyttet ved henrettelsen, for eksempel af den løkke bøddelen havde brugt eller af en elektrisk stol? Ville De kysse denne genstand, brænde lys foran den eller gå med den om halsen som et smykke? ’Nej, selvfølgelig ikke!’ vil De sikkert sige.

Men er det ikke dét millioner af mennesker i virkeligheden gør? Taler de ikke om Jesus Kristus som deres bedste ven, der viste sin kærlighed til dem ved at give sit liv for dem? Siger de ikke at Jesus, skønt han var syndfri, blev henrettet på et kors? Stiller de ikke også korset til skue i deres kirker og i deres hjem og bærer det på sig? Og er det ikke også almindeligt at kysse korset, brænde lys foran det og bøje sig for det? Hvordan er sådan noget begyndt?

Historien bærer vidnesbyrd om at de første kristne ikke brugte kors i deres tilbedelse. Således siger New Catholic Encyclopedia: „Nogen gengivelse af Jesu genløsende død på Golgata forekommer ikke i den symbolske kunst i kristendommens første århundreder. De første kristne, der var påvirket af Det gamle Testamentes forbud mod udskårne billeder, veg endog tilbage for at skildre Herrens lidelsesredskab.“ Det er tydeligt at de aldrig bøjede sig for eller kyssede et kors.

For jøderne og romerne var den måde Jesus døde på, ydmygende og skændig. Han blev henrettet som en forbryder af værste slags, som de der blev pælfæstet sammen med ham. (Luk. 23:32) Hans død gav derfor et helt forkert billede af ham. Selve henrettelsesmiddelet ville have været noget meget frastødende for kristne. At vise det ære ville være det samme som at ære den forkerte handling der blev begået på det — mordet på Jesus Kristus.

Ikke-kristne havde imidlertid længe tilbedt korset som et helligt, religiøst symbol. Således siger bogen The Cross in Ritual, Architecture, and Art: „Det er mærkeligt, men ikke desto mindre sandt, at korset længe før Kristi fødsel, og derefter i lande der aldrig har været berørt af Kirkens lære, er blevet brugt som et helligt symbol. . . . Den græske Bacchus, den tyriske Tammuz, den kaldæiske Bel, og den nordiske Odin blev alle tilbedt under symbol af et kors.“ — Side 1.

Dette rejser endnu et spørgsmål: Kan det tænkes at det der æres af de såkaldte kristne, er et hedensk symbol?

Først i det fjerde århundrede e.v.t. begyndte såkaldte kristne at gøre nævneværdig brug af korset. Den der bar ansvaret for denne udvikling var først og fremmest kejser Konstantin, en soltilbeder som siges at have antaget kristendommen flere år før han lod sig døbe, hvilket skete mens han lå på dødslejet. Begyndelsen til Konstantins omvendelse placeres til år 312, da han menes at have set et kors på himmelen. Der siges at dette kors var et kristent symbol og at Konstantin tolkede det derhen at de kristnes Gud ville give ham sejr. Men så den soltilbedende Konstantin virkelig et kristent symbol? Hvorfor skulle Gud godkende en soltilbeders krigsførelse?

Mange år tidligere havde Jesus Kristus sagt til Peter: „Stik dit sværd i skeden igen; thi alle, som griber til sværd, skal falde for sværd.“ (Matt. 26:52) Sandhedens Gud, som Jesus repræsenterede, kan således ikke have stået bag en soltilbeders krige og hans soltilbedende hær.

Ingen kan i dag med sikkerhed sige hvad Konstantin så — hvis han overhovedet så noget. De traditionelle vidnesbyrd vi har i dag modsiger hinanden. Kirkehistorikeren Eusebios hævder at Konstantin og hele hans hær så „et flammende kors tegne sig på himmelen, oven over solen, bærende inskriptionen [VED DETTE SKAL DU SEJRE]“. En anden historiker, Lactantius, siger imidlertid noget helt andet: „Konstantin blev mens han sov formanet om at lade Guds himmeltegn markere på skjoldene og således drage ud til kamp.“

Hvis Konstantin havde set, og været under indflydelse af eller var blevet omvendt af et kristent symbol, måtte hans gerninger på en eller anden måde bære vidnesbyrd om det. Men dette er ikke tilfældet. Flere år efter at Konstantin formodes at have set korset, bar hans mønter stadig inskriptionen Sol Invictus (Uovervindelige sol). Men hvad med det „himmeltegn“ som Lactantius omtaler? Også dét var forbundet med soltilbedelse. Der er almindelig enighed om at „den type af det hellige symbol som man almindeligvis kalder et ’hjulkors’ [en cirkel med et kors indeni], med få eller slet ingen ændringer, stammer fra vore hedenske forfædres soltegn. . . . og det er blevet antaget (som for eksempel af præsten S. Baring-Gould) at kejser Konstantin, da han antog X P som sin standart, var påvirket af politik, idet den samme figur som talte til hans hedenske tropper om det stadig drejende solhjul, også talte til de kristne, med Frelserens navn skrevet med græske initialer.“ — The Cross in Ritual, Architecture, and Art, s. 2.

Hvordan det så end er gået til, blev det ikke-kristne kors under indflydelse af den soltilbedende hersker anerkendt af de såkaldte kristne. Efter at disse var blevet forledt til at antage korset som et helligt symbol, begyndte de at afbilde et korsfæstet legeme på det. Det første vidnesbyrd om sådanne gengivelser daterer sig fra det femte århundrede efter vor tidsregning.

I de første århundreder ville de kristne have fordømt noget sådant som afgudsdyrkelse. I det andet århundrede skrev Minucius Felix for eksempel: „Kors . . . hverken tilbeder eller ønsker vi. I, derimod, som helliger guder af træ, tilbeder trækors, måske som en del af jeres guder.“

Der er endnu en faktor som gjorde det umuligt for de første kristne at forbinde korset med det redskab hvorpå Jesus blev henrettet. Ikke et eneste bibelsk vidnesbyrd så meget som antyder at Jesus døde på et kors. Om det græske ord staurosʹ (oversat med „kors“ i adskillige oversættelser) fastslår A Comprehensive Dictionary of the Original Greek Words with their Precise Meanings for English Readers: „STAUROS . . . betegner først og fremmest en opretstående pæl eller stolpe. Til sådanne blev forbrydere naglet for at dø.“ Noget lignende siges i bogen The Non-Christian Cross: „Der er ikke en eneste sætning i nogen af de utallige skrifter der udgør Det nye Testamente, som, på det originale græsk, bærer så meget som et indirekte vidnesbyrd om at den ’stauros’ der blev brugt i Jesu tilfælde var andet end en almindelig ’stauros’ [pæl eller stolpe]; og endnu mindre om at den bestod, ikke af ét stykke tømmer, men af to stykker der var naglet sammen så de dannede et kors.“

Både dette historiske vidnesbyrd og Bibelens brug af ordet staurosʹ understreger den sandhed at korset er et ikke-kristent symbol. Tilbedelsen af korset er helt og holdent afgudsdyrkelse, forklædt under et kristent mærke. Hvis vi imidlertid ønsker Guds godkendelse bør vi afsky korset, og derved adlyde Guds bud: „Fly afgudsdyrkelsen!“ — 1 Kor. 10:14.