Spørgsmål fra læserne
● Har der eksisteret vidner for Jehova på jorden igennem alle tider? Hvordan med den mørke middelalder?
Det synes ikke at være klogt at give et kategorisk og ensidigt svar på dette spørgsmål. Imidlertid giver historien, fornuften og Bibelens udsagn rum for den slutning at der har eksisteret vidner for Jehova igennem alle tider.
Den omstændighed at kun tre vidner fra tiden før Vandfloden nævnes ved navn behøver ikke at betyde at der ikke fandtes andre. Højst sandsynligt var Abel gift på det tidspunkt da han virkede som et trofast vidne, og hans hustru kunne derfor fortsat have været et trofast vidne efter hans død. Der var også Lemek. At han kunne udtale en inspireret profeti med henblik på sin søn Noa tyder på at han også har været et trofast vidne for Jehova. — 1 Mos. 5:29.
Efter Vandfloden levede den trofaste Sem indtil Abrahams tid. Og var ikke også Isak, Jakob, Josef, Job og ligeså Moses’ forældre trofaste vidner? Med dannelsen af Israels nation skabtes et helt folk af vidner, sådan som Jehova selv udtrykker det i Esajas 43:10-12. Hele folket kunne regnes for at være Jehovas vidner indtil år 36 e.v.t.
At Jehova også har haft sine vidner på jorden fra Kristi tid og indtil vore dage synes at fremgå af Jesu lignelse om hveden og rajgræsset, der gengives i Mattæus-evangeliet, kapitel 13. I lignelsen forklarer Jesus at hveden og rajgræsset skal vokse sammen til høsten, hvor der skal finde en adskillelse sted. Man kan opfatte denne lignelse som et fingerpeg om at der i hele denne tid, lige fra sæden blev sået og indtil høsten, ville findes sande kristne, „hvede“, selv om de til tider ville være meget, meget få i tal.
Der har i århundredernes løb været medlemmer af kristenheden der forkastede treenighedsdogmets vranglære; de gik under betegnelsen „arianere“. Der var nogle som levede nøje i overensstemmelse med den oprindelige kristendom. De kaldtes quartodecimanere fordi de fejrede mindet om Kristus den 14. nisan. De holdt stand over for de hedenske skikke og lærdomme som vældede ind fra Rom. Endvidere kan nævnes paulikianerne (der er kendt siden det syvende århundrede), hvis lære har fået benævnelse „den ægte, apostolske bibelkristendom“. De holdt sig udelukkende til „Det nye Testamente“, døbte kun voksne, troede at Gud i sin kærlighed havde sendt en engel til jorden og at denne ved sin dåb blev Guds søn. De forkastede traditioner som var i modstrid med Bibelen, kendte ikke præste- og lægmandsstand og nægtede at vise korset ære.
Desuden var der waldenserne, der kendes siden det tolvte århundrede; de kan minde meget om paulikianerne fordi de forkastede falske overleverede lærdomme, som for eksempel skærsilden og messen, og holdt sig strengt til Bibelen, hvoraf de dog ikke indskrænkede sig til kun at benytte det såkaldte „Nye Testamente“. De eneste ceremonier de anerkendte var dåben og Herrens aftensmåltid. De fulgte uden afvigelse Bibelens moralforskrifter og nægtede at fejre de folkekære religiøse helligdage, såsom palmesøndag, påske og allehelgensdag. Typisk er den udtalelse som en af deres martyrer kom med: „Korset skal man ikke bede til; det skal afskys fordi det var det redskab hvorpå den Retfærdige døde.“
Mange var de arianere, paulikianere og waldensere der foruden adskillige andre måtte lide martyrdøden fordi de ikke ville fornægte deres bibelfæstede religion. Ikke dermed sagt at dette i sig selv eller dette i forening med den tro de havde og som vi har skitseret i det foregående, viste at de alle havde Guds godkendelse. Hvorfor ikke? Fordi ikke så få af dem i modstrid med Mattæus 26:52 fra tid til anden greb til våben imod de katolske korstogshære.
De kendsgerninger vi her har haft fremme synes at vise to ting: 1) at der igennem alle tider, lige fra Abels dage indtil nu, har været mennesker der levede nøje efter Bibelens ord og derfor kan betragtes som Guds godkendte vidner; 2) at de må have været meget få i tal. Dette harmonerer med at det er et begrænset antal der udgør Kristi legeme og at et forholdsvis stort antal af dette legemes lemmer levede på jorden da sæden blev sået og da høsten begyndte.