Spørgsmål fra læserne

● Betyder Mattæus 26:74 at apostelen Peter under pres benyttede ukvemsord?

Nej. Verset beskriver hvordan Peter reagerede da han efter Jesu arrestation blev anklaget for at være en af Jesu disciple. Tredje gang Peter blev anklaget for at have været sammen med Jesus „begyndte han at bande og sværge: ’Jeg kender ikke det menneske!’“ — Matt. 26:74.

På nogle sprog leder ordene „bande“ og „sværge“ tanken hen på ukvemsord. Peter benyttede imidlertid ikke den slags ord, sådan som mange gør når de bliver vrede.

Gengivelsen i 1907-oversættelsen hjælper os til at forstå hvad der menes. Der siges her: „Da begyndte han at forbande sig og sværge: ’Jeg kender ikke det Menneske.’“ I både den hebraiske og den græske bibeltekst var en ’forbandelse’ ensbetydende med at nedkalde ondt over nogen eller noget. Det var ikke et ukvemsord og behøvede ikke at være forbundet med vrede. (1 Mos. 3:14, 15; 4:11, 12) Man kunne udtale en forbandelse for at bekræfte sandfærdigheden af noget man havde sagt. Derved sagde man: ’Lad mig være forbandet, lad ondt komme over mig, om det jeg siger ikke er sandt.’ På samme måde kunne man „sværge“ eller aflægge ed på at en sag var sand og at man i modsat fald var rede til at blive ramt af en ulykke.

Peter benyttede altså ikke ukvemsord men søgte frygtsomt at overbevise de omkringstående om at hans benægtelser var sandfærdige. Dette var naturligvis usandt, og han kom til at angre sine udtalelser. (Luk. 22:61, 62) Bibelen gør det i øvrigt klart at kristne skal undgå at bruge ukvemsord, idet den siger: „Lad ingen rådden tale gå ud af jeres mund.“ — Ef. 4:29.

● Min søn, der blev døbt som teenager, er nu gift og har børn. Da han nu er så optaget af at sørge for sin familie, har han mistet interessen for de åndelige værdier og kommer ikke i menigheden. Skal han betragtes som en der „har afskåret sig selv fra menigheden“?

Der er ikke noget i din beskrivelse som kræver at man anlægger dette syn. Spørgsmålet er måske opstået fordi nogle har misforstået hvad det vil sige at blive betragtet som en der „har afskåret sig selv fra menigheden“.

Vagttårnet for 15. november 1981 forklarer på side 14 og 15 at der er forskel på (a) en kristen der bliver åndeligt svag og uvirksom og (b) en der klart frasiger sig sit tilhørsforhold til Jehovas Vidner, med det resultat at menighedens ældste giver en meddelelse om at han „har afskåret sig selv fra menigheden“. Det lader til at din søn svarer til den første beskrivelse.

Som nævnt i Vagttårnet, sker det at nogle kristne bliver åndeligt svage eller svage i troen. Det skete også i det første århundrede. (Rom. 14:1, 2; 1 Kor. 11:30) Det vil imidlertid ikke sige at de ophører med at være kristne. Selv om de bliver så svage at de ikke længere forkynder „den gode nyhed“ for andre og heller ikke overværer møderne (uden dog at bringe skændsel over den kristne menighed), skal de stadig betragtes som vore åndelige brødre og søstre. Vi bør i kærlighed ønske at hjælpe dem, idet vi følger apostelen Paulus’ vejledning: „På den anden side tilskynder vi jer, brødre: forman dem som fører et uordentligt liv, trøst de modfaldne sjæle, støt de svage, vær langmodige over for alle.“ Selv om det ofte i første række er de ældste der gør dette, er det værd at bemærke at vejledningen blev henvendt til hele „menigheden af tessalonikere“. (1 Tess. 1:1; 5:14) Både de ældste og andre kan således yde kærlig hjælp og opmuntring, med følgende råd i tanke: „Ret derfor de slappe hænder og de svækkede knæ og træd fortsat lige spor med jeres fødder, for at det der er halt ikke skal gå af led, men snarere blive helbredt.“ — Hebr. 12:12, 13; Åb. 3:1-3.

Det er en helt anden sag når en der har været kristen „afskærer sig selv fra menigheden“. Denne betegnelse bruges hovedsagelig i to situationer:

Den første, som er temmelig ualmindelig, er den situation hvor en kristen træffer en klar beslutning om at han ikke længere ønsker at være et Jehovas vidne. Vi tænker ikke på en der er som beskrevet ovenfor, en kristen som er åndeligt svag eller modfalden og som giver udtryk for visse tvivlstanker. Vi tænker på en der klart og bestemt erklærer at han ikke længere på nogen måde vil betragtes som et af Jehovas vidner. Eftersom han i sin tid af egen fri vilje blev et døbt medlem af menigheden, vil det være korrekt at han nu oplyser menigheden om at han bringer dette forhold til ophør. Det vil være bedst at han gør det skriftligt i et kort brev til de ældste, men selv om han blot gør det mundtligt og utvetydigt erklærer at han frasiger sig sin stilling som et Jehovas vidne, kan de ældste tage det til efterretning. — 1 Joh. 2:19.

Den anden situation er den hvor et menneske frasiger sig sin plads i menigheden ved at slutte sig til en verdslig organisation hvis formål er i strid med en vejledning som den der findes i Esajas 2:4, hvor vi læser om Guds tjenere: „Deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive, folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ Eller den der findes i Johannes 17:16: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg [Jesus] ikke er en del af verden.“ — Jævnfør Åbenbaringen 19:17-21.

I hver af disse to situationer har den pågældende ved sine ord og/eller handlinger klart afsluttet sit tilhørsforhold til Jehovas Vidner. De ældste vil derfor kort meddele menigheden at den pågældende har afskåret sig selv fra menigheden. Menighedens medlemmer vil acceptere hans beslutning og vil derfor betragte ham som en tidligere broder som de ikke vil pleje noget fællesskab med, i overensstemmelse med det der står i Første Korinterbrev 5:11 og Andet Johannesbrev 9-11.

Som vi kan forstå, har den åndeligt svage og uvirksomme søn som spørgsmålet drejer sig om, ikke „afskåret sig selv fra menigheden“ på nogen af de to måder der nævnes her, og der er ikke givet nogen meddelelse herom i menigheden. Man kan derfor stadig forsøge at hjælpe ham i overensstemmelse med Romerbrevet 15:1: „Vi som er stærke er skyldige at bære deres svagheder som ikke er stærke.“ — Se også Esajas 35:3.