Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor spørger Saul i 1 Samuel 17:55 om hvem David er, dersom David allerede havde været harpespiller ved Sauls hof, som det fremgår af 1 Samuel 16:23?

New World Translation of the Holy Scriptures og andre bibeloversættelser, såsom King James-oversættelsen og den autoriserede danske bibeloversættelse, fortæller i det sekstende kapitel i Første Samuelsbog at Saul blev gjort opmærksom på David og udnævnte ham til sin harpespiller og våbendrager. I 1 Samuel 17:15 siges der derpå at David tog hjem og vogtede sin faders småkvæg og senere vendte tilbage til Saul dengang han kæmpede med Goliat. Det var da han vendte tilbage at Saul øjensynlig, som det fremgår af 1 Samuel 17:55-58, ikke kendte noget til David. Spørgsmålet er nu: Hvordan er dette muligt?

Denne beretning findes i den masoretiske (hebraiske) tekst, hvorpå oversættelserne af Bibelens „Gamle Testamente“ hovedsagelig hviler. Men vi må huske at den masoretiske tekst er af forholdsvis ny dato i sammenligning med teksten i den græske Septuaginta, der er en oversættelse af meget ældre hebraiske tekster til græsk. Septuaginta, hvis tekst findes i det vatikanske manuskript nr. 1209 og i det sinaitiske manuskript, begge fra det fjerde århundrede, giver os et noget andet billede af disse begivenheder, idet de nøglevers som skaber problemet ikke findes i denne oversættelse. Med andre ord: Når vi læser beretningen i Septuaginta er der ikke noget problem, for den siger ikke at David vendte hjem og vogtede kvæg. Da Goliat kom med sin pralende udfordring var David derfor til stede og kunne tilbyde at kæmpe med ham. Saul kendte den unge David, men ikke som kriger; derfor fortalte David kongen om sine bedrifter som hyrdedreng og at han ved Jehovas hjælp havde dræbt både løve og bjørn. Da David derpå drog af sted for at kæmpe med Goliat, behøvede Saul således ikke at spørge om hvem David var, og disse spørgsmål findes heller ikke i Septuaginta-oversættelsen.

Disse omstændigheder synes at vise at der er blevet gjort et eller andet ved den masoretiske tekst, og det er muligt at det er grunden til denne forståelsesmæssige vanskelighed. Fodnoterne i den første udgave af New World Translation gør opmærksom på disse forskelle i manuskripterne.

● Er det rigtigt at sige at Jehovas vidner søger at omvende folk og at gøre dem til proselytter?

At omvende vil, ifølge Ordbog over det danske Sprog, sige at „give ens anskuelser, følelser, sindelag en anden retning (saa at hans holdning ell. adfærd bliver en anden), i alm. spr. kun om forandring til noget (formentlig) bedre; især (relig.): faa til at antage en ny tro, spec. den kristne (og en deraf bestemt levevis); gøre en (gennem anger, bod, genfødelse) til en sand troende (kristen)“. Om ordet proselyt hedder det i samme ordbog: „Person, som gaar (er gaaet) over fra en anskuelse til en anden; person, som bliver (er blevet) tilhænger af en lære osv.; især: person, som gaar (er gaaet) over fra en religion ell. konfession til en anden.“

På Bibelens tid var der ikke-jøder der gik over til jødernes religion. De blev i De kristne græske Skrifter kaldt med det græske ord proselytos, der betyder „en der er gået over til jødedommen, en omvendt, en proselyt“. (A Greek-English Lexicon, af Liddell, Scott og Drisler, 1849, side 1272) Skrifterne og Jesus selv kaldte sådanne for proselytter, men udtrykket anvendes ikke i De kristne græske Skrifter om dem der gik over til kristendommen. (Se Mattæus 23:15; Apostlenes Gerninger 2:11; 6:5; 13:43) Men ifølge den måde hvorpå nutidsordbøger benytter ordet kan man sige at den der forlader en religion og går over til kristendommen er en proselyt.

Det græske ord for „omvende“ er strépho, der egentlig betyder „at vende“ eller „at dreje“. Det gengives med „vende om“ i Mattæus 18:3, hvor Jesus siger: „Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.“ Et beslægtet ord, epistrépho, der betyder at „vende omkring“ eller at „vende imod“, benyttes i Jakob 5:20, hvor det hedder: „Den, der omvender en synder fra den vildfarelse, han er kommen ud i, frelser hans sjæl fra døden og skjuler en mangfoldighed af synder.“ Det græske navneord epistrophé, der er beslægtet med epistrépho, betyder „en venden omkring eller rundt, omvendelse“ og benyttes i Apostlenes Gerninger 15:3. Da Lukas skrev ordene i Apostlenes Gerninger 15:1-3 søgte han ikke at komme uden om at de første kristne omvendte folk. Nej, efter at han har fortalt at Paulus og Barnabas med flere er draget op til apostlene og de ældste i Jerusalem for at sætte disse ind i den strid der er opstået omkring omskærelsen, forklarer han at Paulus og dennes ledsagere „drog gennem Fønikien og Samaria og gjorde rede for hedningernes omvendelse“. Når folk dengang sluttede sig til kristendommen skete der altså en omvendelse. — Se An Expository Dictionary of New Testament Words, W. E. Vine, siderne 238, 239.

Til sine efterfølgere sagde Jesus: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, . . . idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20, NW) Hvis de skulle gøre det, måtte de så ikke nødvendigvis vinde proselytter, vinde disciple? Jo selvfølgelig, og Kristi efterfølgere i nutiden gør lige det samme. Hvis det at vende hedningerne fra en falsk religion til jødedommen var at gøre dem til proselytter, så må man også gøre folk til proselytter hvis man vender dem fra hedenskabet til kristendommen. Naturligvis benytter de kristne ikke magt eller ukristne metoder i deres forkyndelse. De tager ingen tvangsmidler i anvendelse for at fremkalde en omvendelse. Jehovas kristne vidner benytter Bibelens sandheder, og folk lytter til og tager imod disse sandheder hvis retfærdigheden bor i deres hjerter. Et menneskes omvendelse er ikke et resultat af den kraft som forkynderens personlighed udstråler, for Kristus sagde: „Ingen kan komme til mig, uden at Faderen, som sendte mig, drager ham.“ (Joh. 6:44) Det er den sandhed som Jehovas vidner forkynder fra Guds ord der frigør et menneske fra den religiøse trældom. (Joh. 8:32) De som hører sandhedens budskab må hver især afgøre om de vil tage imod det eller afvise det. Den enkelte træffer selv beslutning om hvorvidt han vil vende om, ændre sin livsførelse, ophøre med at lade sig forme efter denne tingenes ordning og gå over til den sande kristendom, blive en omvendt. — Rom. 12:2.

Men Jehovas vidner udfører altså en gerning som tager sigte på at vinde proselytter og at omvende folk, ligesom de første kristne gjorde. Takket være den forkyndelse de har udført har folk i tusindvis forladt Babylon den Store. Og vi ser med glæde fremtiden i møde, for tiden tillader stadig at nogle mennesker lyder opfordringen: „Drag ud fra hende, mit folk.“ — Åb. 18:4.