Spørgsmål fra læserne
● Når en har et klagemål mod en anden, anses det så for en ret og rigtig teokratisk fremgangsmåde at skrive til eller anmode Selskabet om at gribe ind, og lade brevet underskrive af flere andre i menigheden, hvilket jo betyder, at man må samle underskrifter? — F. R., U.S.A.
Det ville skabe uenighed og så splid i en menighed, om man lod et klagebrev eller en anmodning til Selskabet om at gribe ind i en sag cirkulere og fik andre til at skrive under på det. En af de ting, Jehova hader, er „den, som sætter splid mellem brødre“. Og brødrene formanes til at undgå dem, „der volder splittelserne“. (Ordsp. 6:19; Rom. 16:17) Dersom du har en klage mod en anden, skal du henvende dig til vedkommende selv, ikke til andre. At du personlig ikke kommer så godt ud af det med ham betyder ikke, at du har ret til at få lavet det sådan, at andre heller ikke gør det. I stedet for at skabe splittelser skulle du hellere prøve at få den allerede bestående uenighed bragt ud af verden ved at gå til vedkommende og tale ud med ham om vanskeligheden. Hvis bruddet ikke heles, kan du måske ønske at tage een eller to modne brødre med dig hen til ham for at drøfte problemet. Gør du det, må det hele gå ærligt til. Lad være med først at fortælle de andre om dit syn på sagen for at prøve at få dem over på din side, men lad dem høre det hele, når både du og den anden broder er til stede, således at de modne brødre ikke drøfter sagen med forudfattede meninger, der kunne farve hele deres bedømmelse. Du må ikke få en sådan drøftelse i gang bare for at hævde eller retfærdiggøre dig selv. Det må tværtimod være i den hensigt at finde en hæderlig løsning, hvad enten denne bliver i din eller den anden broders favør.
Drejer det sig om et personligt mellemværende, må du være villig til at komme din modpart i møde, og for at genskabe det rette forhold mellem dig og din broder må du være villig til at gå endnu videre, end du egentlig synes ville være ret og rimeligt. Dersom spørgsmålet angår menigheden eller tjenesten, og den broder, du er uenig med, måske er tjener, bør du vise organisationen den rette teokratiske anerkendelse og samarbejde med broderen. Synes du, at han har gjort sig skyldig i en meget alvorlig fejl, kan du drøfte sagen med menighedens udvalg og derefter, hvis du finder det påkrævet, endda med zonetjeneren, men altid kun i overværelse af den anklagede broder. Dersom du stadig mener, at sagen ikke er bragt rigtig i orden, og at den er en hemsko for arbejdet, og du ønsker at skrive til Selskabet om det, kan du gøre det, men send altid en kopi af brevet til den pågældende broder og prøv ikke på at blande andre ind i sagen ved at få dem til at skrive under på klagebrevet. De åbenlyse kendsgerninger er det eneste, der skal give dine synspunkter vægt, ikke en lang liste med navne. Se derefter sådan på sagen, at nu har du gjort alt, hvad der kan forlanges af dig, og overlad så til Selskabet at handle eller undlade at handle, og samarbejd du med tjeneren, så længe Selskabet lader ham forblive som tjener i menigheden. Gør du det, vil du følge en ret, sømmelig og tilfredsstillende fremgangsmåde. Men at skrive klagebreve og hverve underskrifter er absolut upassende.
● Hvad er meningen med Markus 9:49, 50: „Thi enhver skal saltes med ild. Salt er en god ting; men hvis saltet bliver saltløst, hvormed vil I så give det kraft igen? I skal have salt i jer selv og holde fred med hverandre.“ — A. C., U.S.A.
Den mosaiske lov krævede, at ofre skulle tilsættes salt: „Og du skal komme salt i enhver afgrødeoffergave, du må ikke undlade at komme din Guds pagts salt i dit afgrødeoffer, men du skal frembære salt med enhver af dine offergaver.“ Hvorfor? Salt virker præserverende og hindrer forrådnelse. To vers før ovennævnte skriftsted blev det forbudt at ofre noget, der var syret eller gæret. Salt blev tilsat offeret for at forhindre, at det blev fordærvet. Da salt forebygger en omdannelse gennem nedbrydning, gav det en varig sikkerhed, og det blev brugt i forbindelse med en pagt for at vise dennes uforanderlighed og eviggyldighed, og for at parthaverne i overenskomsten skulle være urokkelige og trofaste over for dens bestemmelser og ikke forvanske dem: „Al offerydelse af helliggaver, som israelitterne yder HERREN, giver jeg dig tilligemed dine sønner og døtre som en evig gyldig rettighed; det skal være en evig gyldig saltpagt for HERRENS åsyn for dig tilligemed dine efterkommere.“ Endvidere: „Burde I ikke vide, at HERREN, Israels Gud, har givet David og hans efterkommere kongemagten over Israel til evig tid ved en saltpagt.“ Således symboliserer salt bestandighed og ufordærv og blev ofret sammen med korn og kødofre. — 3 Mos. 2:13, 11; 4 Mos. 18:19; 2 Krøn. 13:5; Ez. 43:24.
I oldtiden var det tegn på venskab, at man spiste salt sammen, idet det var udtryk for ubrydelig troskab og ærlighed. Det er dette gamle synspunkt, der er tænkt på i Ezra 4:14: „Da vi nu spiser paladsets salt, og det ikke sømmer sig for os at se på, at kongen lider skade, sender vi herved bud og lader kongen det vide.“ At ofre på Jehovas alter var som at holde måltid sammen med Jehova; derfor vidnede brugen af salt ved ofringerne om, at man nød salt sammen med ham, hvilket var et symbol på evig loyalitet.
Hvis venskabet blev ødelagt ved ulydighed eller uren adfærd, sagde man, at saltet havde mistet sin kraft: „Salt er en god ting; men når selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det så få den igen? Det duer hverken til jord eller til gødning; man kaster det ud.“ The Westminster Dictionary of the Bible siger på side 525: „Det urene salt fra Syrien er tilbøjeligt til, når det udsættes for regn og sol eller opbevares i fugtige lagerbygninger, at miste sin smag og blive ubrugeligt. Det kan ikke som så meget andet affald bruges til at gøde jorden med. Det duer intet til.“ Fordi Jesu sande efterfølgere ved deres eksempel og ved deres forkyndelse ville have en indflydelse, der bevarede mod råddenskab og moralsk forfald, kaldte Jesus dem „jordens salt“. Han kaldte dem også „verdens lys“. På samme måde som de var et lys, der skulle sprede det mørke, som omgav jorden, således var de også salt, der var i stand til at bevare jorden fra forfald. Men hvis de mistede deres åndelige styrke, ville de ikke kunne bruges til noget, men måtte kastes bort: „Hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det da saltes med? Så duer det kun til at kastes ud og trædes ned af mennesker.“ — Luk. 14:34, 35; Matt. 5:13, 14.
Da vi nu har slået fast, at salt er et symbol på renhed og ufordærvelighed, på bestandighed, trofasthed og loyalitet, vil vi undersøge de skriftord, der er citeret i spørgsmålet: „Thi enhver skal saltes med ild.“ På grund af deres fejlagtige tro på et brændende helvede med pine og på grund af de efterfølgende vers siger mange bibelkommentatorer, at disse ord betyder, at de onde for tid og evighed bevares i helvedes ild, selv om de på samme tid indrømmer det urimelige i et sådant synspunkt. Lad os se på den sammenhæng, i hvilken ordene forekommer. Jesus taler ikke til de onde, ikke til den store offentlighed, men privat til sine disciple: „Og hvis din hånd forarger dig, så hug den af! Det er bedre for dig at gå vanfør ind til livet end at fare til helvede [gehenna, Sch] til den uudslukkelige ild med begge hænder i behold. Og hvis din fod forarger dig, så hug den af! Det er bedre for dig at gå halt ind til livet end at kastes i helvede [gehenna, Sch] med begge fødder i behold. Og hvis dit øje forarger dig, så riv det ud! Det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end med begge øjne i behold at kastes i helvede [gehenna, Sch], hvor deres orm ikke dør, og ilden ikke slukkes. Thi enhver skal saltes med ild. Salt er en god ting; men hvis saltet bliver saltløst, hvormed vil I så give det kraft igen? I skal have salt i jer selv og holde fred med hverandre.“ — Mark. 9:43-50.
Det er ganske klart, at dette er billedtale, det kan ikke tages bogstaveligt. Hvem ville være så tåbelig at sige, at Jesus mente, at hans efterfølgere skulle hugge en hånd eller en fod af eller rive et øje ud? Ingen helvede-troende nu om stunder lader bogstaveligt sin hånd hugge af, når den gør noget forkert, eller en fod, når den farer vild, eller river et øje ud, hvis det betragter et eller andet med begær. Vi ved, at saltet er symbolsk. Vil man være konsekvent, må ilden også være symbolsk. I dette billedlige sprog sagde Jesus, at hvis noget, der var en så kært som en hånd, en fod eller et øje, blev os en hindring for at tjene trofast, da måtte vi rydde det af vejen! Det er bedre at undvære noget, der er en så kært, og være ren og trofast og urokkelig over for Jehova og komme med i Himmeriges rige end at holde fast ved et menneske eller ved ejendom eller vaner, man holder af, og blive ødelagt, således som det symboliseres ved gehenna, den dal uden for Jerusalem, hvor affald og endogså legemer af forbrydere, der blev anset for uværdige til at få en opstandelse, blev tilintetgjort af ild, som man holdt ved lige både dag og nat, eller fortæret af orme, hvis flammerne ikke kunne nå dem. Ilden var et billede på evig ødelæggelse.
Den ild, som Jesu efterfølgere skal saltes med, er en ødelæggende ild, en lutrende ild. Anvendelsen af den omtales som en saltning for at vise, at resultatet af den er bevarelse, lutring og uforanderlighed og loyal udholdenhed. Det er ofte hårdt at høre sandheden. Ligesom en ild fortærer den ideer, som vi engang nærede forkærlighed for, men som i virkeligheden er urette. Vi bliver renset ved at slå dem ud af vore tanker, og vi bliver bevaret ved at ophøre med det forkerte, vi kan have begået på grund af misforståelser. Gjort faste af sandheden uden nogen iblanding af usandheder kan vi opretholde stadighed, loyalitet og renhed. Sandhedens saltende ild bevarer os fra det fordærv, som løgne og forkerte handlinger medfører, og befrier os fra Jehovas ødelæggende vrede. Der er mangfoldige skriftsteder, der viser, at Jehovas ord er som ild, at det renser ved at fortære usandheder og efterlader et renset sandhedsbudskab, som vi må forkynde. Vi kan blive frelst, bevaret og befæstet ved ordets ild, dersom vi lader det brænde ud af vort liv de fejlagtige gerninger, som ville forføre os og lede til vor undergang. — Es. 6:5-7; Jer. 23:29; Mal. 3:1-3; 1 Kor. 3:10-15.
Jesu efterfølgere saltes også med forfølgelsens ild. Den prøver og renser deres troskab. Den finder ud af, om de er villige til at opgive ting, der er dem så kære som en hånd eller en fod eller et øje, eller om de ikke er villige. Trængsler kan bevirke, at vi må vælge mellem en, vi holder af, eller Jehova, vælge materielle behageligheder eller Jehova, eller klynge sig til en forkert skik eller opgive den. Hvis vi trofast udholder denne ild og træffer det rette valg, vil det for os være som salt, idet det vil styrke vor troskab, medvirke til vor bevarelse og vise vor ufordærvelighed. Apostelen Peter omtaler trængsler som „den ildprøve, I gennemgår“, og at de vil vise „jeres prøvede tro“, som „må vise sig at blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares“. Apostelen Paulus viser, at trængsler ligesom salt frembringer fasthed og stadighed: „Vi priser os også lykkelige over vore trængsler, da vi ved, at trængselen virker udholdenhed.“ Det er en ildprøve, der giver dem, der holder ud, en evigt varende herlighed: „Thi vor trængsel, der er stakket og let, virker uden mål og måde en evig vægt af herlighed for os.“ Hvor er det derfor træffende, at sandhedens ild og forfølgelse sammenlignes med en saltning, som renser og bevarer til stadighed og symboliserer troskab og uforanderlighed! — 1 Pet. 4:12; 1:6, 7; Rom. 5:3; 2 Kor. 4:17.
De næste ord i den behandlede tekst hentyder til, at saltet mister sin kraft, hvilket allerede er blevet forklaret. Derpå siger den: „I skal have salt i jer selv og holde fred med hverandre.“ Med andre ord, vær vis på at bevare i jer selv det, som saltet symboliserer, nemlig renhed, retskaffenhed, uforanderlighed, troskab, pålidelighed og ufordærvelighed. Det er passende i denne forbindelse at omtale, at vi bør „holde fred med hverandre“, da det at spise salt med andre betyder evigt venskab og troskab.
En sidste tekst, der meget betydningsfuldt taler om salt, er Kolossenserne 4:6: „Jeres tale skal altid være vindende, krydret med salt, så I ved, hvorledes I bør svare enhver især.“ Kristne ofrer ikke afgrøde- eller dyreofre til Jehova, således som det israelitiske folk gjorde; men de frembærer lovprisningsofre ved de ord, der kommer over deres læber, og disse sammenlignes med tyre og frugter. (Hos. 14:2, AS; Hebr. 13:15) Som der altid måtte kommes salt på Israels bogstavelige ofre, således må den kristnes ord hans læbers symbolske tyre — krydres med salt. Dette betyder, at udtalelserne må være sandhedsrene, for at de kan have en beskyttende virkning både på taleren og tilhøreren, og at de må være loyale og trofaste mod Jehova. Ordene vil virke indbydende på dem, der elsker retfærdighed. Salt er et appetitvækkende krydderi såvel i menneskers som i dyrs føde: „Spiser man ferskt uden salt?“ „Okserne og æslerne, der arbejder på marken, skal æde saltet blandfoder.“ (Job 6:6; Es. 30:24) Således må de kristnes ordofre krydres med åndeligt salt, de må ikke være smagløse, indholdsløse og fordærvede, men være tiltalende og have beskyttende kraft.