Jesu bjergprædiken — „Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde“

I SIN bjergprædiken gav Jesus udtryk for sin dybe kærlighed til og respekt for Guds skrevne ord. Han sagde: „I må ikke tro at jeg er kommet for at nedbryde Loven eller Profeterne [det vil sige De hebraiske Skrifter som et hele]. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.“ — Matt. 5:17.

Både i ord og i gerning viste Jesus sig at være anderledes end de jødiske religiøse lærere på hans tid. Han talte om en tid da folk ikke længere ville tilbede Gud i templet i Jerusalem. (Joh. 4:21) Han sammenlignede sin lære med „ny vin“ som man ikke skulle komme i „gamle skindsække“. (Luk. 5:37) Jesus spiste også sammen med „skatteopkræverne og synderne“ og udførte helbredelsesmirakler på den ugentlige sabbat. (Mark. 2:13-17; 3:1-5) Denne adfærd var ikke et brud på nogen af Guds love; men den var i modstrid med de jødiske traditioner der blev anset for at være af større betydning end De hebraiske Skrifter.a Eftersom farisæerne og tilhængerne af Herodes’ parti betragtede Jesus som en overtræder af Guds lov, havde de lagt råd op om at dræbe ham endnu før han holdt sin berømte bjergprædiken. — Mark. 3:6.

Guds søn forsikrede imidlertid sine tilhørere om at han ikke var kommet „for at nedbryde“ Loven. Han overtrådte ikke selv dens bud, og han erklærede ikke nogen del af den for ikke at være bindende for israelitterne. Tværtimod kom han „for at opfylde“ den guddommelige lov. Som et syndfrit menneske holdt han den til fuldkommenhed, endog „indtil døden, ja, døden på en marterpæl“. (Fil. 2:8; Hebr. 4:15; 1 Pet. 2:22) Hans offerdød var også en opfyldelse af de profetiske forbilleder som Lovens dyreofre udgjorde. — Dan. 9:26, 27; Hebr. 10:1-9.

Jesus opfyldte ikke kun Lovens bogstav, men også ånden bag Loven. Hvor Loven forbød syndige handlinger, fordømte Jesus den sindsindstilling der fører til sådanne handlinger. For eksempel var mord og ægteskabsbrud overtrædelser af Guds lov; men Jesus viste at vedvarende vrede imod nogen og vedvarende begær efter en kvinde er de sindsindstillinger der fører til sådanne overtrædelser. (Matt. 5:21, 22, 27, 28; Jak. 1:13-15) Desuden var det at Jesus frivilligt ofrede sit liv til gavn for menneskeheden, et udtryk for den højeste form for kærlighed, og Bibelen siger at kærligheden er „lovens opfyldelse“. — Rom. 13:8-10; jævnfør Johannes 15:13.

Det næste Jesus sagde i sin bjergprædiken var: „Jeg skal sige jer en sandhed, at snarere vil himmel og jord forsvinde end så meget som det mindste bogstav eller en lille del af et bogstav vil forsvinde fra Loven og ikke alt finde sted.“ — Matt. 5:18.

Som vist i The Kingdom Interlinear Translation, brugte Jesus her ordet „amen“, der betyder „sandelig“, „det ske“. Som Guds salvede søn, den lovede Messias, kunne han virkelig forsikre at Guds udtalelser var sande. — Jævnfør Andet Korinterbrev 1:20; Åbenbaringen 3:14.

Guds lov ville blive opfyldt lige til „det mindste bogstav eller en lille del af et bogstav“. I det hebraiske alfabet man benyttede dengang var det mindste bogstav jod (י). Visse hebraiske bogstaver var forsynet med en lille streg eller et lille tegn, en „tøddel“. De skriftkloge og farisæerne betragtede ikke blot ordene og bogstaverne i Guds lov som yderst betydningsfulde, men også disse streger eller ’små dele af et bogstav’. Ifølge en rabbinsk overlevering skal Gud have sagt: „Salomon og tusind som han skal forsvinde, men ikke en tøddel af dig (Toraen [Pentateuken]) vil jeg tillade bliver fjernet.“

Så fjern var muligheden for at selv den mindste detalje i Guds lov ikke skulle blive opfyldt, at ’himmel og jord snarere ville forsvinde’. Dette var det samme som at sige „aldrig“, for Bibelen viser at den bogstavelige himmel og den bogstavelige jord består for evigt. — Sl. 78:69; 119:90.

Jesus understregede yderligere sin dybe respekt for Guds lov ved at sige: „Derfor vil enhver der bryder et af de mindste af disse bud og lærer folk den slags, blive kaldt ’mindst’ med hensyn til himlenes rige. Men enhver som handler efter dem og lærer andre dem, vil blive kaldt ’stor’ med hensyn til himlenes rige.“ — Matt. 5:19.

Man kunne ’bryde’ et af budene ved med vilje at undlade at overholde det. Eller man kunne gøre hvad der blev anset for at være endnu værre, nemlig lære andre jøder der var underlagt Loven at nogle af dens bud ikke var bindende. Mens Lovpagten var i kraft var den et udtryk for Guds vilje med sit folk. At overtræde den, eller at føre en lære der var i modstrid med bud som nogle måske har betragtet som et af de „mindste“ hvad betydning angår, ville være frafald fra Gud. — Jævnfør Jakob 2:10, 11.

Loven blev givet for at lede israelitterne til Messias, der skulle være den øverste hersker i Guds rige. (Gal. 3:24; Es. 11:1-5; Dan. 7:13, 14) De der brød Guds bud ville derfor „blive kaldt ’mindst’“ i forbindelse med dette rige. De ville slet ikke komme ind i Riget. — Matt. 21:43; Luk. 13:28.

På den anden side ville de der overholdt Moseloven så godt de formåede, ’blive kaldt „store“ med hensyn til himlenes rige’. Det ville være den slags mennesker der tog imod Jesus som Messias og som derfor blev kaldet til at regere sammen med ham i Riget. (Luk. 22:28-30; Rom. 8:16, 17) Interessant nok omtaler Bibelen kongelige personer som ’de store’. — Ordsp. 25:6; Luk. 1:32.

Dernæst kom Jesus med en udtalelse som måske har overrasket hans tilhørere: „Jeg siger jer at hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftlærdes og farisæernes, vil I slet ikke komme ind i himlenes rige.“ — Matt. 5:20.

„De skriftlærde“ på Jesu tid var en gruppe mænd der havde særlig stor indsigt i Loven. Nogle af dem har måske tilhørt saddukæerne, men mange skriftlærde var af farisæernes sekt, hvis krav med hensyn til ceremoniel renhed, betaling af tiende og andre religiøse afgifter, gik ud over hvad Moseloven krævede. — Apg. 15:5.

Disse religiøse ledere havde en snæversynet og spidsfindig opfattelse af hvordan man opnåede retfærdighed. De mente at retfærdighed udelukkende beroede på gerninger der i bogstavelig forstand var i overensstemmelse med Lovens bogstav. Ifølge den jødiske tradition skaffede et menneske sig „fortjeneste“ hver gang det overholdt et bud. Ved hver overtrædelse troede man at man pådrog sig „gæld“. Hvis der var et overskud af fortjenester mente man at vedkommende var „retfærdig“, hvorimod et stort overskud af gæld gjorde ham „ond“.

En så paragrafmæssig holdning stod imidlertid langtfra mål med Guds standard for hvad der er ret. (Rom. 10:2, 3) Der blev kun ofret lidt opmærksomhed på at opdyrke sådanne egenskaber som kærlighed, retfærdighed, mildhed, venlighed og trofasthed. Og dog betragter Gud disse egenskaber som vigtigere end bogstavelig overholdelse af lovforskrifter. (5 Mos. 6:5; 3 Mos. 19.18; Mika 6:8) Med god grund udbrød Jesus: „Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere! for I giver tiende af jeres mynte og dild og kommen, men har undladt det der er vigtigere i Loven, nemlig retfærdigheden, barmhjertigheden og trofastheden.“ — Matt. 23:23; jævnfør Lukas 11:42.

De kristnes retfærdighed skulle ’overgå de skriftlærdes og farisæernes’. Ifølge Jesus må alle der ønsker at være sande tilbedere af Gud, „tilbede Faderen med ånd og sandhed“. (Joh. 4:23, 24) Det er ikke tilstrækkeligt at deres tilbedelse udadtil består af fromme gerninger der er i overensstemmelse med en skreven lov. Nej, de må tilbede „med ånd“, tilskyndet af et hjerte der er fuldt af tro og kærlighed. — Matt. 22:37-40; Gal. 2:16.

[Fodnoter]