Hvad siger Bibelen?

Skal vi bekende vore synder? I så fald for hvem?

KAN du ærligt sige at du aldrig har begået en fejl? Nej vel? Vi fejler jo alle nu og da. Men hvordan føler vi det bagefter?

Vores første reaktion er måske at dække over fejlen. Men så sker det at samvittigheden begynder at plage os. (1 Joh. 3:4; Rom. 2:14, 15) Vi har sikkert alle erfaret at ønsket om at have en ren samvittighed og et ret forhold til Gud tilskynder os til at bekende det vi har gjort, så vi kan få tilgivelse og få sagen bragt ud af verden. Men er det nødvendigt at vi bekender vore synder? Og hvem skal vi i bekræftende fald bekende dem for?

Ifølge Bibelen er det vigtigt at man bekender sine synder. Da Johannes Døber fremstod og forkyndte anger af synder begået mod Moseloven, var der mange jøder som „blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de åbent bekendte deres synder“. (Mark. 1:4, 5) Og Jesus lærte sine disciple at bede: „Tilgiv os vor skyld, som vi også har tilgivet vore skyldnere.“ — Matt. 6:12.

Når det drejer sig om synder imod Gud bør vi naturligvis bekende dem for ham og søge hans tilgivelse. (Se Salme 32:3-5.) Men hvad nu hvis det er vores næste vi har begået uret imod? Bibelen siger at vi da skal bringe forholdet til vedkommende i orden. Læg mærke til hvad Jesus sagde til jøderne i sin bjergprædiken: „Hvis du er i færd med at bringe en offergave til alteret, og du dér kommer i tanker om at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive liggende dér foran alteret, og gå; slut først fred med din broder, og derefter, når du er kommet tilbage, kan du bringe din offergave [til Gud].“ (Matt. 5:23, 24) For at følge denne vejledning må man indrømme sin urette handling over for den anden og tage skridt til at slutte fred med ham. Dette gælder også hvis det drejer sig om et familiemedlem.

Hvad nu hvis en begår ægteskabsbrud? Ægteskabsbrud er en synd mod Gud. Men det er også en synd mod ægtefællen, for ægtefællen er den eneste der har ret til kønsligt forhold til den pågældende. (Matt. 19:5, 6; 1 Kor. 6:16) Så hvordan kan den der begår ægteskabsbrud vente at få Guds tilgivelse medmindre han også bekender sin synd for sin ægtefælle?

I denne forbindelse kunne man også spørge om forlovede bør bekende eventuelle umoralske handlinger de har begået før i tiden, for hinanden. Mange forlovede par er villige til at lade fortiden hvile. De erkender at selv om en af dem måske har begået en umoralsk handling for år tilbage, måske før han eller hun blev kristen, så var denne handling ikke en synd mod den tilkommende ægtefælle. Jesu vejledning i Mattæus 5:23, 24 kræver altså ikke at man bekender sådanne handlinger for sin tilkommende ægtefælle. Men nogle i denne situation vil måske ønske at „gøre rent bord“, så at sige, for at udelukke at sådanne ting kommer for dagen senere og volder skade. Og hvis en kristen, enten nu eller senere, bliver spurgt ud om sin fortid og er forpligtet til at svare, kan han naturligvis ikke lyve for at dække over noget. — Kol. 3:9.

Med hensyn til bekendelse af synder inden for den katolske kirke, er det almindeligt kendt at katolikker forventes at „skrifte“ alvorlige synder for en præst der har myndighed til at „give syndsforladelse“. Ved kirkemødet i Trento (også kaldet Tridentinerkoncilet) i 1551 blev det fastslået at „sakramentalt skriftemål er af guddommelig oprindelse og nødvendigt for frelse ved guddommelig lov. . . . Koncilet lagde vægt på retfærdiggørelsen og nødvendigheden af det hemmelige skriftemål som det har været praktiseret i kirken ’fra begyndelsen’“. — New Catholic Encyclopedia, bind 4, s. 132.

Som argument for at man skal skrifte for en præst der giver syndsforladelse, henviser katolske teologer til at Jesus erklærede synder for tilgivet. Da en lam mand i tro blev bragt hen til ham, sagde Jesus: „Dine synder er dig forladt.“ Nogle som hørte det protesterede ved sig selv, så Jesus tilføjede: „For at I skal vide, at Menneskesønnen har magt på jorden til at forlade synder . . . siger [jeg] dig: Stå op!“ Og manden blev helbredt! (Luk. 5:18-26, da. aut.) Jesus kunne altså erklære synder for tilgivet, men læg mærke til at han lige så let kunne helbrede manden. Kan det samme siges om dem der „giver syndsforladelse“ i dag? Læg også mærke til at der ikke siges noget om at manden skriftede sine synder ved et „hemmeligt skriftemål“.

Nogle vil måske henvise til Johannes 20:22, 23, hvor den opstandne Jesus sagde til sine apostle: „Hvem I forlader synder, dem er de forladt, og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet.“ (da. aut.) Tales der her om nødvendigheden af et hemmeligt skriftemål for apostlene eller for andre? Nej.

Hvis Jesus indstiftede det hemmelige skriftemål, skulle vi da ikke finde bibelske eksempler på at man skriftede for apostlene? Det skulle man forvente, navnlig i betragtning af at Tridentinerkoncilet jo netop fastslog at det hemmelige skriftemål, med påfølgende syndsforladelse, blev „praktiseret i kirken ’fra begyndelsen’“. Imidlertid siger professor J. L. McKenzie, der er jesuit og selv anbefaler skriftemålet: „Det hemmelige skriftemåls oprindelse er uklar; det er gammelt, mindst tilbage fra de senere kirkefædres tid [der sluttede omkring 749], men det var ikke den oprindelige bodsmåde.“ (The Roman Catholic Church) Endvidere siger New Catholic Encyclopedia i sin artikel om bod: „Der findes intet bibelsk bevis for at apostlene, bortset fra Skt. Paulus, udøvede magten til at tilgive synder.“

Men var dette tilfælde med Paulus et eksempel på at en apostel (eller en præst) påhørte et skriftemål og derefter gav syndsforladelse? Nej. Det tilfælde der henvises til, drejede sig om menigheden i Korint, der udstødte og senere genoptog en mand der havde syndet. Fra Efesus skrev Paulus til menigheden og rådede den til at udstøde eller bortvise en mand der levede umoralsk. Denne sag belyser anvendelsen af Jesu ord i Johannes 20:23. Hvordan det? Jo, det stod klart at de synder som denne mand i Korint havde gjort sig skyldig i, måtte være ’nægtet forladelse’. Menigheden kunne ikke regne hans synder for at være forladt eller tilgivet, for Skriften viste klart at Gud ikke ville tilgive en synder der ikke angrede. (1 Kor. 5:1, 9-13; Es. 1:16-18; 55:7) Men senere, øjensynlig efter at manden havde angret, skrev Paulus igen og opfordrede menigheden til at „tilgive og trøste ham“. (2 Kor. 2:7, da. aut.) Der nævnes ikke spor om noget hemmeligt skriftemål.

Men det er rigtigt at Bibelen siger: „Bekend derfor jeres synder for hverandre.“ (Jak. 5:16, da. aut.) Hvad menes der med det? Det ses af sammenhængen.

Jakob skrev at hvis nogen var åndeligt syg (hvad alvorlige synder ville være et tegn på), så skulle han „kalde menighedens ældste til sig“, og de skulle „bede over ham“. (Det burde manden i Korint have gjort, i stedet for at fremture i synden uden at angre.) Gud har ikke givet de ældste myndighed til selv at tilgive synder; det er noget Han gør. (1 Joh. 1:9) Men når en har bekendt sine synder for Gud og ikke ’dølger’ dem, kan de åndeligt kvalificerede ældste bede sammen med ham og vejlede og hjælpe ham. — Ordsp. 28:13; Gal. 6:1.

Hvad kan en sådan bekendelse af synder føre til? Jakob tilføjer: „Herren skal rejse ham fra sygelejet, og har han begået synder, skal det tilgives ham.“ — Jak. 5:14, 15, da. aut.