Adspredelser der virkelig giver fornyede kræfter

„VI TILBEDER guderne under munterhed, med fester, sange og lege, men I [kristne] tilbeder en korsfæstet mand, som ikke kan behages af dem der har al denne nydelse, som foragter glæde og som fordømmer fornøjelser.“ Sådan talte en fjende af kristendommen i det andet århundrede.a Hvilken fejlbedømmelse! De første kristne fandt virkelig glæde ved livet.

Om deres fører, Jesus Kristus, „den lykkelige Guds“ søn, læser vi et sted at han blev „usigelig glad“. Et andet sted omtales han som „den lykkelige . . . Magthaver“. Og mens han var på jorden bad han for sine disciple og brugte vendingen „at de i fuldt mål kan have min glæde i sig“. — 1 Tim. 1:11; 6:15; Luk. 10:21; Joh. 17:13.

De første kristnes glæde skyldtes ikke øjeblikkets lystighed som følge af fest eller leg. De kendte godt det gamle ordsprog: „Selv under latter kan hjertet lide, og glædens ende er kummer.“ (Ordsp. 14:13) De fandt deres største glæde i at følge kristendommens principper. Det var en glæde der nåede helt ned i deres hjerter. Nu ejede de et dyrebart forhold til den almægtige Gud, og et styrkende fællesskab med deres medkristne. Desuden havde de den oplevelse at hjælpe andre til at lære sandheden at kende, og de kunne opfostre børn der ville blive dem en kilde til glæde.

Lejlighed til at gøre noget andet

Det var ikke alle dagens timer der gik med at klare de bibelske forpligtelser og at delagtiggøre andre i det kristne budskab, om end det var det vigtigste i den kristnes liv. Mesteren viste selv det rigtige i at benytte nogen tid til at skaffe sig hvile og fornyede kræfter. Efter en lang dags forkyndelse sagde Jesus til sine disciple: „’Kom I nu selv med til et øde sted hvor I kan være for jer selv og hvile jer lidt.’ Der var nemlig mange som kom og gik, og de havde ikke engang lejlighed til at spise.“ — Mark. 6:31.

Det græske udsagnsord for „hvile jer“ (i mediumform) forekommer også i Filemon 20, hvor det gengives „styrk“ (handleform). Ideen er altså at disciplene skulle have en smule afveksling fra det sædvanlige arbejdstempo for at få styrke til at genoptage arbejdet. De var først og fremmest virksomme og nidkært optaget af at forkynde Rigets budskab, men ind imellem tog de sig tid til at gøre noget andet, noget der kunne give dem fornyede kræfter.

De første kristne kom uden tvivl sammen og nød også af og til et måltid sammen. Der har sikkert også været adgang til forskellige sunde adspredelser som disse disciple eller deres børn kan have beskæftiget sig med. Vi har beretninger fra førkristen tid der viser at unge mænd spillede på forskellige musikinstrumenter. (1 Sam. 16:18; 1 Kong. 1:40; Klages. 5:14; jævnfør Lukas 15:25.) Bibelen omtaler også legende børn der spillede og dansede. (Matt. 11:16, 17) I modsætning til alt hvad der dengang fandtes af „legemlig opøvelse“ som var „gavnlig til lidt“, var gudhengivenhed udtrykt i gerninger „gavnlig til alt, idet den [indeholdt] et løfte for livet nu og for det som [skulle] komme“. Uanset hvad de kristne foretog sig, bevarede de ligevægten. De efterlignede ikke de ikke-kristnes løssluppenhed. Deres adspredelser fik aldrig lov til at overskygge deres gudhengivenhed, den egentlige kilde til deres glæde. — 1 Tim. 4:8.

Hvad nogle familier gør i dag

Vore dages kristne familier nyder også afvekslende stunder der giver dem fornyede kræfter. De føler en ægte glæde og nyder kammeratskabet når hele familien foretager sig noget i fællesskab — ikke mindst når det går ud på at fortælle andre om Guds rige. Men de gør også andre ting sammen, såsom at deltage i forskellige former for adspredelse. Hvilke for eksempel? Faderen til en velopdragen børneflok nævnte en hel række opbyggende aktiviteter, og føjede så til: „De bedste former for adspredelse synes at være dem der er en udfordring til børnene og som kræver at de bruger deres kræfter.“

En kristen fader med fire halvvoksne børn boede i et område der tilsyneladende var blottet for adspredelsesmuligheder. Man spurgte ham om han havde svært ved at finde gode adspredelser for familien. Han svarede: „Det har aldrig været svært at finde på noget. Det eneste problem er at finde lejlighed til det, og at finde tilfredshed ved det man har adgang til. Glæden over det ukomplicerede, som at svømme, tage på vandreture, have gæster på besøg, og lignende, ser ud til at være det der giver størst tilfredsstillelse. Vi har opdaget at vi godt kan finde adspredelser og forny vore kræfter uden kostbare fritidsfaciliteter eller overdådigt udstyr; vi udnytter blot de muligheder der står åbne for alle.“

Mange har fundet at der åbner sig mulighed for adspredelser i forbindelse med forkyndelsen. Ovennævnte fader til fire skrev:

„Mange af vore ’fritidsaktiviteter’ foregår i tilknytning til vor teokratiske virksomhed, og så længe vi fortsætter med den, opstår mange adspredelser som et biprodukt. Når vi arbejder i landdistrikt har vi ofte lejlighed til at nyde madkurven ude i naturen. Mange gange har vi sluttet en dag i forkyndelsen med at hygge os et eller andet sted i skoven eller på en campingplads.“

Forholdene er naturligvis forskellige fra familie til familie. Der er uden tvivl stor forskel på hvad forskellige familier finder adspredelse ved. Men en anden fader til fire har sagt: „Det er ikke så meget adspredelsens art der tilfredsstiller og fornøjer de unge, det er snarere atmosfæren og det samvær der er forbundet med adspredelsen. Det er det indbyrdes forhold mellem familiens medlemmer der gør deres samvær til en fornøjelse.“ En anden kristen tilføjede: „Det der gjorde det hele [adspredelsen] til noget særligt, var at vi gjorde det sammen som en familie.“

Forældrenes interesse betyder meget

Forældre bør altså gøre sig klart at deres unge sønner og døtre har brug for nogle meningsfyldte aktiviteter der kan optage en del af deres fritid. En moder hvis mand ikke er troende, siger: „Man må skabe en atmosfære i hjemmet som børnene ikke ønsker at forlade, og som de, hvis de er borte for en tid, gerne vil vende tilbage til.“ Et forældrepar med velopdragne børn blev spurgt om hvad deres „hemmelighed“ var. De svarede: „Vi har altid prøvet på at gøre det mere spændende for børnene at være hjemme hos os end at være sammen med deres jævnaldrende.“

Skal forældre kunne gøre det „mere spændende“ for deres børn at være hjemme, må de nære en dybtfølt interesse for børnene. En moder har rammende sagt: „Småbørn man skal løbe efter, er en udfordring til kroppen; teenagere, derimod, er en udfordring til hjernen.“ Ja, det kræver en indsats af både hjerte og sind at være forældre.

At yde en sådan indsats er lettere sagt end gjort. „Som forældre til syv børn fandt vi at det var en kamp at skaffe føde, klæder og husly til dem,“ skrev en fader, og han tilføjede: „Derfor var det begrænset hvad vi kunne give dem af adspredelser; men vi sørgede for at der blev i hvert fald nogen tid til det.“

Ofte er der kun enten en fader eller en moder i hjemmet, og vedkommende er så ene om at bære byrden. Forståeligt nok er det svært at skulle tænke på adspredelse for familien når man kommer hjem efter en lang dags arbejde. De der foruden at klare deres bibelske forpligtelser skaffer familien et vist mål af opbyggende adspredelse, skal sandelig roses. Nemt er det ikke, men en moder, hvis syv børn alle er indviede kristne i dag, siger: „De glæder der er ved det, overgår langt alle ofrene og det hårde arbejde.“

Er børnene taknemmelige for det? En fader kom til at stå alene med sine tre teenagedøtre. Med tiden blev alle tre piger ivrige kristne, og en af dem har senere sagt:

„Vi gjorde så meget sammen. Somme tider når vi ikke havde råd til nogen fornøjelser, gik vi bare en tur, forbi den ene husblok efter den anden, gennem byens gader. Far var ikke bange for at lade os forstå at han kun var et menneske. Hvis vi ikke havde nogen steder at gå hen og det regnede, sagde han gerne: ’Lad os gå en tur i regnen.’ Så gik vi bare ud i regnen; vi havde ingen steder at gå hen, men det var så vidunderligt bare at være sammen med ham. Han tog sig tid til at være sammen med os.“

Det er bestemt ikke alle der betragter en spadseretur i regnen som adspredelse; men ofte drejer det sig ikke så meget om hvad man gør, men snarere om at man gør noget som familie for at få en afveksling der giver fornyede kræfter.

En åndelig „familie“

De der bliver kristne, nyder det dyrebare samvær inden for en anden familie, nemlig menigheden. Der er både brødre, søstre, mødre, fædre og børn i menigheden, så det er korrekt at sammenligne den med en familie. (Mark. 10:28-30) Derfor er det også kun naturligt at menighedens medlemmer ikke alene glæder sig over at forkynde sammen i grupper, men også tilbringer anden tid med indbyrdes opbyggende samvær.

Sådanne selskabelige sammenkomster kan virke styrkende og medvirke til en god atmosfære i menigheden. En ung kristen pige blev spurgt om hvad der var den mest fornøjelige sammenkomst hun nogen sinde havde været med til. Uden tøven svarede hun:

„Det var da nogle få familier i menigheden, forældre og børn, havde en sammenkomst. Efter at have fået lidt at spise — det hele var ganske enkelt — sad vi og snakkede sammen. En at brødrene bad nogle af os fortælle hvordan vi var blevet Jehovas vidner eller fortælle en oplevelse fra vort arbejde med at undervise andre. Forskellige fortalte så deres beretning om hvilke vanskeligheder de havde overvundet for at blive kristne. Der var ingen som dominerede samtalen; mange forskellige udtalte sig. Det var opmuntrende for os alle sammen at høre oplevelserne, ja det var en uforglemmelig dag.“

Hvis alle følger Bibelens principper, og hvis ældste, menighedstjenere og andre modne kristne som er til stede, øver deres indflydelse i en god retning, bliver en sådan lejlighed en kilde til virkelig fornyelse; ingen efterlades med en dårlig smag i munden på grund af en forkert opførsel. Vi må aldrig glemme at det vigtigste for os er at vi er vidner for Jehovas navn og rige. Selv i den afslappede atmosfære ved en selskabelig sammenkomst med andre kristne, bør vor opførsel være til ære for vor himmelske Fader. Som en kristen forfatter i det andet århundrede skrev: „Intet sted er den kristne noget andet end kristen.“ — Es. 5:12; 43:10-12; 1 Kor. 10:31.

Adspredelsens relative værdi

Sund adspredelse kan give en behagelig afveksling. Den kan forny vore kræfter, så vi igen kan tage fat på det daglige arbejde. Men adspredelser er ikke det vigtigste i tilværelsen. En glad og fornuftig ung pige, heltidsforkynder af „den gode nyhed“, siger:

„Det var ikke underholdning der blev lagt mest vægt på i mit hjem. Uden omsvøb kan jeg sige at tjenesten på arbejdsmarken var det væsentlige derhjemme. Føde, klæder, husly, det åndelige, møderne, regnede vi for vigtige ting. Men når der var tid til det, nød vi lidt underholdning. Måske gik vi på besøg hos andre familier i menigheden.

Tit har jeg set andre unge tage et eller andet sted hen for at more sig, og jeg har tænkt: ’Det kunne jeg også godt have lyst til.’ Men faktisk har det aldrig skadet mig at jeg ikke hele tiden var optaget af adspredelser. Jeg er aldrig gået glip af noget. Jeg er ikke ringere stillet end alle de andre unge på min alder.“

Hvis vi lod underholdning blive det vigtigste i vor tilværelse, ville det skade os åndeligt og måske også fysisk. Læg mærke til den tydelige advarsel i Ordsprogene 21:17 (NW), hvor der står: „Enhver der elsker lystighed kommer i trang; den der elsker vin og olie bliver ikke rig.“

På Bibelens tid var det skik ved fester eller selskabelige sammenkomster at drikke vin og at udgyde olie eller andre duftende stoffer på hoved eller klæder. (Ordsp. 27:9; Amos 6:6) De der elskede sådanne festligheder, opdagede hurtigt at det gik ud over noget andet i deres tilværelse, til deres egen skade. En mængde dårlige erfaringer har vist at fester der udelukkende tager sigte på afslapning og som holdes jævnligt, har en tendens til at udarte til verdslighed. Man bør derfor udvise den største forsigtighed.

Mange steder i verden har de kristne ikke adgang til ret meget af det man i de velstående lande kalder „underholdning“. Alligevel lever de i bedste velgående og er faktisk i mange henseender gladere og mere tilfredse end de der er omgivet af en masse adspredelser. En kristen ældste der nøje har iagttaget dette på internationalt plan, skriver: „Mange mennesker har en fornemmelse af at den vægt der lægges på underholdning går hånd i hånd med det moralske fordærv.“ Den kristne må være på vagt over for en sådan fare og lægge vægten på sin tilbedelse af Jehova, vor himmelske Fader.

Da vi som kristne har fået det alvorlige og uopsættelige hverv at forkynde Guds rige nu i „de sidste dage“, må vi også se i øjnene at hverken vi eller vore børn under nogen omstændigheder kan ofre mere end et minimum af tid på underholdning. Det er også klart at kristne aldrig vil kunne komme til at prøve alt hvad der i den nuværende ordning kaldes underholdning. Vore adspredelser må holdes inden for de rette rammer. Dette kræver at vi til enhver tid bevarer en åndelig — ikke en kødelig — tankegang og arbejder på at opelske den samme indstilling hos vore børn.

Måtte alle kristne derfor fastholde et ligevægtigt syn på adspredelser. Måtte vi bygge vor tilværelse op omkring det der bringer virkelig glæde og tilfredshed i hjertet, mens vi fra tid til anden nyder lidt opbyggende adspredelse. Og måtte vi fremfor alt finde størst glæde ved at lægge en ren kristen livsførelse for dagen og nidkært fortælle andre om det storslåede håb om Riget — det rige der inden længe vil hjælpe alle mennesker til at leve et ligevægtigt og meningsfyldt liv til evig pris for vor Gud, Jehova.

[Fodnote]