Tag jer i agt for farisæerne!

„DERPÅ talte Jesus til skarerne og til sine disciple og sagde: På Moses’ stol har de skriftkloge og farisæerne taget sæde. Alt, hvad de siger, skal I derfor gøre og overholde; men deres gerninger skal I ikke rette jer efter; thi de siger det nok, men gør det ikke.“ — Matt. 23:1-3.

Disse ord, der blev udtalt af Jesus Kristus, den messias og profet, Moses talte om, viser klart, at farisæerne var mænd, der selv havde tiltaget sig myndighed. De havde sat sig på Moses’ stol. Jehova Gud gav Moses Loven, for at den skulle være en vejleder og fører for det israelitiske folk. At farisæerne havde sat sig på Moses’ stol udtrykte, at de påstod at undervise i Guds lov, den skrevne lov, der blev givet Moses, og som indeholdt Bibelens Hebraiske Skrifter. Det indebar, at de skulle have vendt det israelitiske folk til Jehova, dets Gud.

Hvis farisæerne og folket fulgte Guds lov, ville et sådant folk være i overensstemmelse med Jehovas vilje og hensigt og modtage store velsignelser. Men var dette tilfældet? Kendsgerningerne og Bibelen viser, at Israels nation ikke blev velsignet af Gud, mens farisæerne levede og underviste. Jesu egne ord fortæller os, at folket ikke kunne stole på disse lovlærere. Hvorfor ikke? Hvem var disse farisæere? Hvordan kunne de sætte sig på „Moses’ stol“? Hvorfor advarede Jesus folket og sine disciple imod at efterligne dem?

En kort historisk oversigt over disse mænds liv vil være på sin plads, for at vi kan have den rette baggrund for at forstå det, der fandt sted mellem dem og Jesus, da han var her på jorden. Navnet farisæer, som betyder adskilt, angiver det karakteristiske for disse religiøse mænd. På et eller andet tidspunkt i løbet af det andet århundrede før Kristus opstod denne sekt som forkæmper for jødisk isolation. Mange historikere sætter dem i forbindelse med hasidæerne, der blev beskrevet som „mægtige mænd i Israel, alle sådanne, som frivilligt havde indviet sig til Loven“. I samme århundredes første halvdel var det, at Antiochos Epifanes, en syrisk fyrste af seleukidernes hus, der vandt herredømme over Palæstina, forbød jødedommen og i stedet søgte at tvinge jøderne til at antage de populære græske sæder og skikke. I virkeligheden forbød han jøderne under dødsstraf at overholde så meget som en eneste af de religionsøvelser, der var foreskrevet i Moseloven, og dette gjaldt endog sabbaten. Mens nogle af jøderne bøjede sig for dette påbud og gik over til hellenismen, var der andre, der gjorde oprør. Til dette oprør, de såkaldte makkabæerkrige, sluttede Lovens fanatiske forkæmpere sig. Mange af de nidkære jøder foretrak at dø fremfor at bryde sabbatsloven. Deres fastholden ved Loven mindede meget om den, der blev lagt for dagen af Israels skriftkloge, der havde været og stadig var dem, der havde størst indflydelse på spørgsmål vedrørende Loven og de mange traditioner, som de pålagde det jødiske folk.

Først hen imod slutningen af det andet århundrede før Kristus, da den jødiske makkabæerfyrste, Johannes Hyrkan, viste sig på skuepladsen, begyndte farisæerne at blive kendt ved dette navn. Farisæerne så ikke med sympati på den hellenistiske indflydelse, som så mange jøder var præget af. De var besluttede på, at de i det mindste ikke ville lade sig besmitte af græsk kultur, litteratur og handel. De adskilte sig fuldstændigt fra al sådan påvirkning. De blev meget fornemme. De lagde ikke skjul på, at de følte sig højt hævet over andre, de blev formelle og overmåde selvretfærdige. De forvanskede Loven og fortolkede den i de mindste enkeltheder. De stillede for store forventninger til profetiernes opfyldelse og skænkede ubetydelige tilbedelseshandlinger og ydre ritualer og ceremonier langt større opmærksomhed, end Loven krævede, idet de stillede de ældre, indflydelsesrige mænds traditioner på lige fod med Bibelens inspirerede Skrifter. I stedet for at følge med tiden og tale den tids internationale sprog, græsk, holdt de sig til aramaisk, som jøderne havde lært under det babyloniske fangenskab mange år i forvejen.

At farisæerne holdt sig for sig selv, gjorde dem ikke særlig populære blandt det store flertal af jøderne, og efter Hyrkans død forfulgte hans søn, Alexander Jannæos, dem åbenlyst som en sekt og gik endog så langt, at han overgav mange af dem til sværdet. Det var, mens han regerede som makkabæisk ypperstepræst over jøderne, at folket blev splittet af mange indre stridigheder mellem de to partier, farisæerne og deres modstandere, saddukæerne. Men striden faldt ud til farisæernes fordel, da Alexandra, Alexander Jannæos’ hustru og efterfølger, i året 78 f. Kr. tog farisæerne til nåde. I sin snedighed forstod hun, at fysisk kraft var magtesløs over for en fanatisk religiøs overbevisning, og derfor anerkendte hun dem officielt. Dette satte farisæerne i stand til at konsolidere deres magt, og de spillede en fremtrædende og toneangivende rolle i Israels religiøse liv efter den tid.

Forførende traditioner

Den smule uafhængighed, jøderne havde haft under makkabæerne, var imidlertid af kort varighed. I året 63 f. Kr. bankede de romerske legioner på Jerusalems byporte og tog byen i besiddelse som dens besejrere. Fra da af og frem til den tid, da Jesus viste sig på skuepladsen, rasede jøderne i det skjulte over tabet af deres politiske frihed. Deres nationale stolthed var atter blevet såret. De var tilbøjelige til at drømme sig bort fra den bitre virkelighed til deres strålende fortid, da de var en stærk nation. Mere og mere udviklede de en selvtilfredshed og intellektuel stolthed, der fik dem til at se ned på alt, hvad der ikke var jødisk eller i overensstemmelse med deres traditioner og lov. Særlig farisæerne vedblev at indfiltre folket i et morads af mundtlige love og traditioner, de selv havde skabt. Under alt dette var romerne, der gennem lokale guvernører eller konger herskede over dem, ikke interesserede i at blande sig i jødernes religion. De forstod ikke jøden og søgte blot at opretholde Pax Ramana, den romerske fred, så godt de formåede.

Farisæerne var altså dem, der havde sat sig på Moses’ stol. De kendte Loven. De havde stor indflydelse, og nogle af dem havde sæde i jødernes højesteret, synedriet. (Ap. G. 23:6) Mange af den tids lærde hørte hjemme i deres rækker og nød stor anseelse blandt folket: „En farisæer ved navn Gamaliel, en lovlærer, som var højt agtet af hele folket, rejste sig i rådet.“ (Ap. G. 5:34) Fordi farisæerne indtog en så fremtrædende stilling og havde folkets tillid, havde de en enestående lejlighed til at undervise folket i Jehovas ord. Men i stedet for at gøre det, holdt de sig langt fra sandheden: så langt fra den, at da Jehova Guds tid kom til at sende sin budbringer, Johannes Døber, for at han skulle berede vejen foran ham, der var større end Moses, Kristus Jesus, nægtede de at lytte til Jehovas advarsel og råd: „Men farisæerne og de lovkyndige vragede Guds plan med dem selv og blev ikke døbt af ham [Johannes].“ (Luk. 7:30) Det er derfor ikke mærkeligt, at Jesus senere sagde til sine disciple: „Thi jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.“ — Matt. 5:20.

Den egentlige grund til, at farisæerne vragede Guds råd, bliver tydeligt illustreret for os i Markus 7:1-13: „Og farisæerne og nogle af de skriftkloge, som var kommet fra Jerusalem, samler sig omkring ham. De så da nogle af hans disciple holde måltid med „vanhellige“, det vil sige uvaskede hænder. Farisæerne og alle de andre jøder spiser nemlig aldrig uden først at have vasket deres hænder med en håndfuld vand; således er de gamles overlevering, som de holder fast ved. Og når de kommer fra torvet, spiser de ikke uden først at have stænket sig med vand; og mange andre forskrifter har de taget i arv, såsom at skylle bægere og krus og kobberkar. Derfor spurgte farisæerne og de skriftkloge ham nu: Hvorfor vandrer dine disciple ikke efter de gamles overlevering, men holder måltid med vanhellige hænder? Han svarede dem: Med rette har Esajas profeteret om jer hyklere, som der står skrevet: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er fjernt fra mig. Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud. I sætter Guds bud til side og holder fast ved menneskers overlevering.“

Moseloven indeholder intet bud, der kræver, at man vasker sine hænder, før man spiser. Det var en tradition eller befaling, der stammede fra farisæernes religion, ikke fra Jehova Gud. For så at vise, hvordan de religiøse farisæere havde tilsidesat Guds lov til fordel for deres egne læresætninger, sagde Jesus videre: „Hvor smukt, at I ophæver Guds bud for at holde jeres egen overlevering! Thi Moses har sagt: Ær din fader og din moder, og: Den, der forbander fader eller moder, skal lide døden. Men I lærer: Hvis en mand siger til sin fader eller moder: Det, du skulle have haft som hjælp fra mig, det skal være korban (det vil sige tempelgave), så tillader I ham ikke mere at understøtte sin fader eller moder dermed, og I sætter således Guds ord ud af kraft ved jeres overlevering, som I har lært folk; og meget andet af den slags gør I.“

Det fremgår tydeligt af disse Jesu ord, at farisæerne var interesseret i den „gave.“, der var indviet til templet (d.v.s. farisæernes tempel). Bibelen fortæller os, at disse mænd elskede penge; og dette gav også Jesus lejlighed til at revse farisæerne med følgende ligefremme ord: „Ve, jer, I blinde vejledere! I, som siger: Om nogen sværger ved templet, det betyder intet; men om nogen sværger ved guldet i templet, han er bundet af sin ed. I dårer og blinde! hvad er da størst? Guldet eller templet, som helliger guldet?“ — Matt. 23:16, 17; Luk. 16:14.

Hvad angår domsafsigelser og trofasthed, kræver Jehovas ord, at de, der påstår at være ledere og lærere, skal være retfærdige og pålidelige. Farisæerne kom sørgeligt til kort i disse ting, og Jesus krævede dem til regnskab for det: „Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I giver tiende af mynte og dild og kommen og har forsømt det i Loven, der har større vægt: Ret og barmhjertighed og troskab.“ — Matt. 23:23.

Farlige læresætninger

I betragtning af dette og meget andet i forbindelse med farisæerne, som Jesus afslørede, kunne man spørge: Hvad resulterede deres handlemåde i for hele folkets vedkommende? „Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I lukker Himmeriget for menneskene; selv går I ikke derind, og dem, som vil gå ind, tillader I det ikke.“ (Matt. 23:13) Selv nogle af de styrende troede på Jesus og det, han havde at sige, men de var bange for farisæerne, der holdt deres sociale position i deres hule hånd. „Alligevel var der mange, endog af rådets medlemmer, der troede på ham; men for farisæernes skyld ville de ikke være det bekendt, for at de ikke skulle blive udelukket af synagogen; thi de ville hellere have ære fra mennesker end ære fra Gud.“ — Joh. 12:42, 43.

Ud fra de oplysninger, Bibelen giver os om farisæerne, kan man kun drage den slutning, at de var farlige. Farlige, fordi de ikke alene hindrede sig selv i at nyde Guds gunst, men også ledte tusinder og atter tusinder vild på vejen, der fører til udslettelse. Farisæerne sagde, at de underviste i sandheden. Jesus Kristus sagde, at det, de lærte, var forkert og førte til død. (Matt. 23:27, 28, 33) Derfor advarede Jesus sine apostle og disciple: „Se til, at I tager jer i vare for farisæernes og saddukæernes surdejg!“ Da disciplene ikke straks fattede, hvad Mesteren mente, forklarede han dem det. „Da forstod de, at han ikke havde talt om at tage sig i vare for surdejgen i brød, men for farisæernes og saddukæernes lære.“ — Matt. 16:6, 12.

Til denne dag har der været mange, der har påtaget sig at undervise i Guds ord, og som tilsyneladende også gør det, men i virkeligheden lærer noget, der er i direkte modstrid med sandheden. Der er kun een måde, hvorpå man kan afgøre, hvem der har Guds interesser på sinde. Denne måde lærer vi at kende gennem Esajas 8:20, AS: „Til Loven og vidnesbyrdet? hvis de ikke taler i overensstemmelse med dette ord, er der ikke nogen morgen for dem.“ Hvis mennesker nu i tiden ikke lærer, at Jehova Guds lovede nye, retfærdige verden er menneskehedens eneste håb, hvis de ikke afslører den nuværende tingenes ordning som værende af Satan Djævelen, dens gud, ikke advarer alle, der længes efter retfærdighed, så de kan flygte til Guds organisation, så lærer de ikke sandhed og lys. Tag jer i vare for dem og deres undervisning. At holde sig til sådanne blinde vejledere kan kun føre til død og udslettelse.