„Hold fred med hinanden“
„Hav salt i jer selv, og hold fred med hinanden.“ — Mark. 9:50.
1. Hvorfor betaler det sig at bevare den indbyrdes fred når en gruppe skal samarbejde?
NÅR en hel gruppe skal samarbejde, betaler det sig altid for dens medlemmer at leve i fred med hinanden. Uoverensstemmelser, rivaliseren og splittelse kan medføre at den opgave de i fællesskab har fået overdraget, ikke bliver gennemført. En „kold krig“, der jo føres uden dødbringende våben, kan ende med nederlag for dem alle. Men hersker der fred imellem dem vinder de alle sammen, og de glæder sig over et veludført arbejde.
2. Nævn nogle træk ved den lærer der fremsatte rådet: „Hold fred med hinanden.“
2 Holdarbejdere, foreningsmedlemmer, ægtepar og familier kan uden tvivl med fordel følge dette råd: „Hold fred med hinanden.“ Hvem gav det i øvrigt? En af fortidens lærere, der fik et syn af den verdensfred der skal komme. Han begrænsede sig ikke til at undervise på en skole eller en højere læreanstalt. Han gik ud på gader og stræder, blandede sig med folk, underviste i hjemmene og på steder hvor offentligheden forsamledes. Som lærebog benyttede han en samling hellige, inspirerede skrifter, Bibelen, som var skrevet på hans modersmål, hebraisk. Hans lære består endnu den dag i dag, mere end nitten hundrede år efter; den er nedskrevet og oversat til over tusind sprog. Som kendsgerningerne viser er denne berømte lærer hverken Buddha eller Kungfutse, men Jesus Kristus, kong Davids og patriarken Abrahams „søn“.
3. Hvem var det Jesus formanede at holde fred indbyrdes, og hvorfor virker det overraskende?
3 Hvem var det Jesus Kristus måtte formane til at holde fred indbyrdes? Overraskende nok en gruppe udvalgte mænd der havde fulgt ham i to år eller længere mens han vandrede rundt og underviste. Han havde udpeget disse tolv mænd til sine apostle. Det at de blev kaldt apostle antyder i hvilken hensigt han havde valgt dem, for ordet betyder „udsendinge“. De skulle være lærere som han, og det var hans agt endog at sende dem uden for deres hjemlands grænser for at gøre folk af alle nationer til hans disciple. Han havde i sinde at organisere en verdensomspændende menighed af disciple. Apostlene skulle være en slags grundsten i denne menighed.
4. Hvad måtte være baggrunden for denne vejledning, eftersom apostlene allerede vidste hvad Jesus lærte angående fred?
4 Apostlene vidste udmærket hvilken lære Jesus fremholdt angående fred. Mindre end et år tidligere havde de hørt den nu berømte bjergprædiken han holdt i nærheden af Galilæas sø. I denne prædiken kan vi læse om nogle han priste lykkelige af flere forskellige grunde, for eksempel denne: „Lykkelige er de som stifter fred, for de vil blive kaldt ’Guds sønner’.“ (Matt. 5:9) Hvad kunne nu være årsagen til at Jesus her i byen Kapernaum ved Galilæas sø følte sig nødsaget til, oven i købet til sine udvalgte disciple, at sige: „Hold fred med hinanden“? (Mark. 9:50) Hvorfor sige sådan til dem der stod ham nærmest? Et eller andet må have gjort en sådan vejledning påkrævet. Et eller andet må have rokket ved deres ellers gode indbyrdes forhold, til skade for det fælles mål de arbejdede hen imod. For at finde årsagen til Jesu utvetydige bemærkning må vi gå lidt tilbage i beretningen i Markus-evangeliet, det niende kapitel; det vil give os grundlag for at forstå at Jesu formaning til apostlene også er god vejledning til os.
5. Hvad var der hændt på et højt bjerg i nærheden af Kæsarea Filippi, og ligeledes siden, da Jesus og de tre apostle var på vej ned?
5 Jesus og apostlene havde været oppe nordpå, omkring Kæsarea Filippi, i nærheden af det sted hvor Jordanfloden har sit udspring og løber mod syd ned i Galilæas sø. Deroppe, på et højt bjerg, sandsynligvis Hermons bjerg i Anti-Libanonbjergkæden, oplevede Jesus en mirakuløs forvandling som forudskildrede den herlighed han ville få i Guds rige når tiden var inde. Apostlene Peter, Jakob og Johannes var de eneste vidner til deres Herres forvandling. Undervejs ned fra bjerget mødte Jesus en dreng som var besat af dæmoner; de tilbageværende ni apostle havde ikke under Jesu fravær kunnet gøre noget ved dette tilfælde af dæmonbesættelse. På anmodning fra den angrebne drengs fortvivlede fader uddrev Jesus den usædvanligt genstridige dæmon. Derved blev faderens tro på Jesus i høj grad belønnet og styrket. — Mark. 9:14-29; 2 Pet. 1:16-18.
6. Hvordan reagerede apostlene på det Jesus spurgte dem om da de var kommet til Kapernaum?
6 Fra denne egn, sydpå gennem Galilæa og ned til byen Kapernaum, var der cirka fyrre kilometer. I fred og ro, og uden at blande sig med andre, tilbagelagde Jesus og hans tolv apostle denne strækning til fods og tog ind i byen som Jesus havde gjort til sit hovedkvarter; man kaldte den ’hans egen by’. (Matt. 9:1) Hvad der foregik under deres vandring ned til denne by ved søen kan vi slutte os til af beretningen i Markus’ evangelium. Der siges: „Så kom de til Kapernaum. Og da han var inde i huset spurgte han dem: ’Hvad diskuterede I på vejen?’ De tav, for på vejen havde de diskuteret med hinanden hvem der var størst.“ — Mark. 9:33, 34.
7. Hvorfor var det naturligt at mene at deres diskussion havde noget med Riget at gøre?
7 Det kan se ud til at apostlene havde været bagefter deres Mester, Jesus, under vandringen. Alligevel havde han opdaget at der var opstået en diskussion imellem dem og at de havde udtalt sig ret skarpt i den anledning. Det var helt på sin plads at Jesus sørgede for at der blev gjort ende på en diskussion mellem hans disciple. Den måde hvorpå han greb sagen an, lader os forstå at han vidste hvad det var de diskuterede. Ud fra det han lige havde sagt, som gengivet i Markus 9:30-32, vidste de at det trak op til en afgørende tid for deres Leder. De troede på at han var Messias, Israels kommende konge; de havde hørt ham fortælle mange lignelser om Riget, og lige før forklarelsen på bjerget havde de alle tolv hørt ham sige: „Jeg skal sige jer en sandhed: Der er nogle af dem som står her der slet ikke skal smage døden førend de ser at Guds rige er kommet i magt.“ — Mark. 9:1.
8. Hvad havde apostlene givet efter for da de sammenlignede sig med hinanden?
8 Da de jo så frem til en snarlig oprettelse af det messianske rige, havde de deres grunde til at tænke på hvilke embeder de skulle beklæde under deres Leder i dette rige. I en sådan situation har den politisk engagerede en naturlig tendens til at ophøje sig selv på bekostning af opponenter eller modkandidater. På lignende vis begyndte apostlene at drage indbyrdes sammenligninger. Diskussionen drejede sig ikke om hvem der ville egne sig bedst til den ene eller den anden post, men hvem der gjorde sig fortjent til den højeste stilling efter Messias selv.
9. Hvorfor svarede ingen af apostlene på Jesu spørgsmål?
9 Det drejede sig ikke om hvem der satte størst pris på Messias og derfor ønskede at stå ham nærmest i Riget. Nej, det gjaldt snarere ønsket om at rangere højest efter ham. Det kunne simpelt hen ikke undgås at selviskhed spillede ind, eftersom de var ufuldkomne mennesker. Forståeligt nok „tav“ de ambitiøse apostle da Jesus spurgte: „Hvad diskuterede I på vejen?“ De var godt klar over at deres diskussion ikke tjente dem til ros. De forstod at de i denne sag havde været selviske, havde ophøjet og forherliget sig selv. Derfor svarede ingen af dem Jesus.
10. Hvad lod Jesus forstå ved den måde han greb problemet an på, og hvilken gældende regel fastslog han?
10 Imidlertid havde ingen af dem nødig at indrømme noget over for Jesus. Deres tavshed røbede tydeligt deres forlegenhed. Den viste at de følte sig skamfulde. Men Jesus, der til en vis grad kunne tyde folks tanker, fandt ud af hvad der var den egentlige baggrund for deres diskussion. Han lod forstå at han var klar over dette ved den måde han greb problemet an på. „Så satte han sig ned, kaldte på de tolv og sagde til dem: ’Hvis nogen ønsker at være først, må han være sidst af alle og alles tjener.’“ (Mark. 9:35) Med den udtalelse afslørede Jesus hvilken regel der gjaldt for beklædelse af poster i hans rige.
11. I hvilken henseende måtte de der skulle knyttes til Jesus i hans rige ikke ligne politikerne i denne verdens riger?
11 Hans rige skulle ikke være som rigerne i denne verden, hvor politikerne drives af selviske ambitioner og er tilbøjelige til at lade sig tjene i stedet for selv at tjene andre, hvad der røber at de tillægger sig selv stor betydning og er blottede for ydmyghed. Den tendens havde Jesus slet ikke. De disciple som skulle knyttes til ham i hans rige måtte lægge samme indstilling for dagen som han. Derfor skrev den senere apostel Paulus følgende til dem der skulle arve det himmelske rige: „Bevar denne indstilling i jer som også var i Kristus Jesus, som, skønt han var i Guds skikkelse, ikke tænkte på ran, nemlig at han skulle være lig Gud. Nej, han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed. Og yderligere, da han af udseende og væremåde fandtes som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl.“ — Fil. 2:5-8.
12. Hvordan fulgte Jesus i praksis selv den regel han havde fastslået over for sine apostle?
12 Var dette ikke at gøre sig selv til „sidst af alle og alles tjener“? Kunne nogen skabning sætte et bedre eksempel på ydmyghed? Men ved at indtage så ringe en stilling og påtage sig en tjeneste der kostede ham hans jordiske liv, blev han belønnet med den højeste stilling blandt alt det skabte. Ved denne ophøjelse blev Guds søn den næsthøjeste, kun underlagt Skaberen selv. Dette kunne ske fordi han aldrig havde tænkt på ran eller på at blive lig sin himmelske Fader, den almægtige Gud. Jesus var simpelt hen fornuftig nok til at indse at noget sådant var uopnåeligt. — Sl. 148:13.
13. Hvem gør ifølge Jesu regel sig selv til det mest værdifulde medlem af en organisation?
13 Jesus lod altså ikke sig selv være en undtagelse fra den regel han havde fastslået over for sine apostle. Han gjorde sig selv til det fuldkomne eksempel som alle må efterligne hvis de skal forenes med ham i det himmelske rige. Alle der vil være jordiske undersåtter i hans rige må efterligne ham i ydmyghed og tjenstvillighed. Hvem er det da der må regnes for mest værd og af størst betydning i en organisation? Er det ikke den der er ydmyg nok til at tage imod en tjeneste, uanset opgaven, og som søger at tjene alle andre? Den der søger at blive først på en selvisk måde, vil ikke nedværdige sig til at yde en hvilken som helst tjeneste for alle andre i organisationen. For villigt at kunne yde selv den simpleste tjeneste og yde den for hvem som helst, må man betragte sig selv som „sidst af alle“ i organisationen. Dette nedsætter imidlertid ikke den reelle værdi man har som menneske. Ved at yde alle, uden undtagelse, sin tjeneste gør man sig til et højst værdifuldt medlem af organisationen.
14. Hvordan kan man sige at den tjenstvillige i virkeligheden er „først“ af alle?
14 Derfor er det dette ydmyge, tjenstvillige medlem man vil savne mest hvis han en dag ikke kan være til stede. Det vil være mærkbart at han ikke er der og kan yde sin tjeneste. Målt i tjenstvillighed er han faktisk „først“ af alle, om end han måske ikke beklæder en høj stilling. At man regnes for sådan i Guds øjne betyder langt mere end hvad man regnes for blandt højtstående, indflydelsesrige mennesker.
Tag imod andre på grundlag af Kristi navn
15. Hvad sagde Jesus om at tage imod andre da han benyttede et barn i en illustration?
15 At vi er betænksomme over for andre uanset hvor ringe de synes at være, spiller en vigtig rolle for det gode indbyrdes forhold. For at understrege dette benyttede Jesus en illustration. Beretningen i Markus 9:36, 37 viser hvordan. Der siges: „Og han tog et lille barn og stillede det midt iblandt dem, lagde armene om det og sagde til dem: ’Enhver som tager imod et af disse små børn på grundlag af mit navn, tager imod mig; og enhver som tager imod mig, tager ikke blot imod mig, men også imod den som har udsendt mig.’“
16. Hvordan viste Jesus sin kærlighed til børn endog i sit hjem i Nazaret?
16 Flere tilfælde viser at Jesus holdt af børn. Som ældste søn af sin egen jordiske familie har han uden tvivl ofte måttet tage sig af sine yngre halvbrødre (Jakob, Josef, Simon og Judas) og sine to eller flere halvsøstre i Nazaret i Galilæa. (Matt. 13:53-56) Han så ikke ned på dem fordi de var ufuldkomne og fejlede. Han blev dem ikke til anstød ved for eksempel at forsømme at medvirke til familiens underhold; nej, han arbejdede flittigt som en dygtig tømrer. (Mark. 6:3) Han lærte at værdsætte børns uskyld og ufordærvethed, og lignende egenskaber hos voksne. Ikke mærkeligt at han benyttede børn i sine lignelser.
17. Hvilket spørgsmål rejses her angående mennesker der er som børn, og vores måde at være på over for dem?
17 Når vi er stærkt optaget af et arbejde, bryder vi os måske ikke om at blive forstyrret af børn. Mennesker der føler deres egen betydning og som mener at deres ansvarsfulde stilling er meget vigtig og ophøjet, betragter det måske som under deres værdighed at vise opmærksomhed mod børn, eller mod voksne der kunne sammenlignes med børn. Men hvad nu hvis sådanne, der ligner børn, er kristne, eller tænkende mennesker som gerne vil være kristne? Skal vi, disciple af Kristus, ikke være imødekommende over for dem og opmærksomme på hvad de trænger til?
18. Hvorfor ville det at tage imod en nydøbt kristen være som at tage imod Jesus?
18 Hvis vi afslog at hjælpe dem der er som børn, ville vi gå glip af en stor forret og velsignelse. Hvis modne kristne — Jesus talte jo til apostlene, der var modne kristne — nægtede at tage imod en nydøbt kristen, der billedlig talt er som det barn Jesus lagde armene om, da ville de ikke tage imod Jesus selv. Hvorfor ikke? Nej, for Jesus sagde at enhver som tager imod „et af disse små børn“ også tager imod Jesus, fordi vedkommende gør det „på grundlag af [Jesu] navn“. Det vil sige at Jesus betragter det som om han selv blev modtaget i sin egenskab af Messias eller Kristus. Det omvendte ville også være tilfældet!
19. Hvilke forhold berøres af om vi tager imod „et af disse små børn“ på rette måde, og hvorfor?
19 Dersom vi varetager en beskeden opgave „på grundlag af [Kristi] navn“ eller af hensyn til hans navn, forekommer den os lettere, vi varetager den med større glæde. Handlingen får en ædel tilskyndelse. Desuden spiller det en rolle for vort forhold til både Jesus Kristus og hans himmelske Fader. Dette antydes i Jesu næste ord: „Og enhver som tager imod mig [nemlig ved at tage imod „et af disse små børn“], tager ikke blot imod mig, men også imod den som har udsendt mig.“ (Mark. 9:37) Den der sendte Jesus til jorden for at blive Messias var hans egen himmelske Fader, Jehova Gud. Jesus Kristus og hans himmelske Fader kan ikke holdes adskilt fra hinanden. De samarbejder uadskilleligt, eftersom de er ét i forsæt og handling. Den modtagelse et menneske giver Sønnen, betragter Jehova Gud altså som givet Ham, hvilket han viser ved at velsigne vedkommende.
20. Hvordan finder dette princip anvendelse i vor omgang med vore medkristne, og hvad er en forudsætning for at få del i Riget?
20 Det er vigtigt at vi husker dette princip når vi skal omgås vore medkristne, især når der er tale om ’spæde’, så at sige, hvad angår forståelse af Bibelen og den tid de har været i den kristne menighed. Apostelen Peter skrev i sit første inspirerede brev: „Hig som nyfødte spædbørn efter ordets uforfalskede mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse, om I ellers har smagt at Herren er venlig.“ (1 Pet. 2:2, 3) Vi kan dele ’ordet’ med dem der er som „nyfødte spædbørn“, så de kan vokse op til frelse og fastholde den som modne kristne. De der er villige til at tage imod „et af disse små børn på grundlag af [Kristi] navn“ viser at de selv er som børn, hvilket er en forudsætning for overhovedet at få del i Riget. — Matt. 18:2-4; Luk. 18:16.
21. Hvordan vil det virke i en menighed når den præges af ydmyghed i indstilling og holdning og er fri for strid og konkurrencelyst?
21 Som tilfældet er i en familie, opstår der også i en menighed et fredeligt indbyrdes forhold når de enkelte medlemmer har barnesindets ydmyge indstilling og holdning. Når menigheden er fri for selvisk magtstrid og ambitiøs stræben, bliver der en rolig atmosfære som virker velgørende på nerverne. Dersom vi er parate til at påtage os de ikke særligt agtede hverv, for at de andre kan have det godt og få deres behov dækket, vil det virke opbyggende på hele menigheden og tilskynde den til bevidst at bestræbe sig for at gøre godt.
22. Hvad har en vældig indflydelse på om brødrene ’holder fred med hinanden’?
22 Således undgås det at nogle overses fordi de i deres forhold til Bibelens sandheder og kristne erfaringer er meget unge, meget undselige eller meget sene til at opfatte. Menighedens medlemmer vil kærligt tage sig af dem „på grundlag af [Kristi] navn“. I et sådant menighedsmiljø vil Herren Jehova Guds ånd være fremherskende og øve en vældig indflydelse på menighedens medlemmer så de ’holder fred med hinanden’. Et stærkt sammenhold mellem brødrene vil blive resultatet.