Hvem var Jesus Kristus?

HVORDAN så Jesus ud? Skønt kunstnere har lavet i tusindvis af malerier og statuer af ham, har de hverken haft fotografier af ham eller beskrivelser fra hans samtidige der kunne vejlede dem. Bibelen fortæller intet om hans hår- eller øjenfarve, og den oplyser heller ikke hans højde, vægt eller andre enkeltheder vedrørende hans udseende. Ligesom alle andre billeder af Jesus, er billederne af ham i dette blad kun udtryk for en tegners opfattelse af ham.

Mange er blevet beundret på grund af deres udseende, men Jesus Kristus opnåede ikke sin berømmelse på grund af sit ydre.

Han var dog uden tvivl smuk og mandig. Bibelen viser at han blev født som et fuldkomment menneske ved Guds ånds mirakuløse indvirken. „Jesus gjorde stadig fremskridt i visdom og legemlig vækst,“ beretter lægen Lukas, en discipel af ham. — Mattæus 1:20, 21; Lukas 2:52.

Men selv om Jesus var fuldkommen, betyder det ikke at han så overmenneskelig ud. Han havde heller ikke en glorie om hovedet. Bibelen viser at han kunne gå for at være et almindeligt menneske. Han kunne for eksempel rejse ubemærket op til Jerusalem, uden at blive genkendt af menneskemængden. Og de soldater der tog ud for at arrestere ham måtte have den forræderiske discipel Judas til at udpege ham for dem. — Johannes 7:10-13; Mattæus 26:47, 48.

Det er tydeligt at bibelskribenterne anså Jesu udseende for at være af underordnet betydning. De hæftede sig ved hans gerning og ved de personlige egenskaber han lagde for dagen mens han udførte sin gerning på jorden.

En usædvanlig opgave

Hvis vi betragter den usædvanlige gerning Jesus udførte mens han var på jorden, vil vi kunne forstå hvilken indflydelse han har haft på menneskehedens historie. Ingen anden skabning har nogen sinde udrettet det han gjorde.

Bibelen viser at Jesus havde en førmenneskelig tilværelse i himmelen som Guds søn. Han var Guds nærmeste og mest betroede medarbejder ved skabelsen af alt andet. (Kolossenserne 1:13-17) Da der opstod en situation der krævede at han udførte en gudgiven opgave her på jorden — hvilket indbefattede at han måtte fødes, leve og dø som menneske — påtog han sig villigt dette ansvar.

Hvad var det for en situation der nødvendiggjorde dette? Jo, Adam havde syndet af egen fri vilje mens han var i Edens have. Han havde krænket Guds klart formulerede lov, hvoraf hans liv afhang. Derved havde han som hele menneskehedens fuldkomne forfader mistet sin fuldkommenhed og håbet om evigt liv på en paradisisk jord, og dette berørte ikke kun ham selv, men også alle hans endnu ufødte efterkommere. (Romerne 5:12; 1 Mosebog 2:15 til 3:24) Ingen af Adams ufuldkomne sønner kunne tilbagekøbe det som menneskeheden havde mistet. Ifølge Guds fuldkomne retfærdighedsnorm måtte et fuldkomment menneskeliv, der svarede til Adams, gives som et offer for at genløse menneskeheden. Men hvordan kunne det tilvejebringes? Jehova Gud tilvejebragte det på en måde der opfyldte retfærdighedens krav og samtidig demonstrerede hans dybe kærlighed til menneskeheden. — Salme 49:7-10; 1 Johannes 4:9.

Gud sendte sin egen søn, sin nærmeste medarbejder, ned til jorden. Her blev han født som et menneskebarn og voksede op og blev en fuldkommen voksen mand, hvilket var nødvendigt for at han kunne gennemføre sin opgave. Ved sin livsførelse beviste han sin fuldstændige loyalitet mod Gud; han gjorde det klart at hans hengivenhed for Jehova Gud ikke var motiveret af selviskhed, og han beviste at Adam også kunne have været trofast mod Skaberen hvis han havde ønsket det. Ved Jesu død som et fuldkomment menneske blev vejen åbnet til genløsning af menneskene, der havde fået synd, ufuldkommenhed og død i arv. Nu kunne de der ville tage imod denne genløsning, se frem til evigt liv i en retfærdig ny orden.

Intet andet menneske har nogen sinde udført en større gerning end denne.

Søgte ikke personlig ære

Jesus gjorde ikke alt dette for at opnå personlig berømmelse. I en bøn til sin himmelske Fader erklærede han udtrykkeligt: „Jeg har herliggjort dig på jorden.“ — Johannes 17:4.

Hans syn på sin egen rolle bliver glimrende opsummeret i disse ord: „Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange.“ (Markus 10:45) Og idet han ydmygt rettede opmærksomheden mod Ham der havde gjort det hele muligt, sagde han: „Gud elskede [menneskehedens] verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ — Johannes 3:16.

En mesterlig lærer

I de tre og et halvt år Jesus udførte sin offentlige tjeneste, fra år 29 til 33, var han konstant optaget af at undervise andre. Og hvilken lærer var han ikke! „Aldrig har noget andet menneske talt således,“ udbrød nogle betjente der ved en lejlighed hørte Jesus undervise. Ved en anden lejlighed begyndte alle hans tilhørere at „undre sig over de vindende ord der kom fra hans mund“. Ja, de der personligt hørte Jesus tale, erkendte at han virkelig var en mesterlig lærer. — Johannes 7:46; Lukas 4:22.

Hans mest berømte tale er den såkaldte bjergprædiken. Den dybe visdom og det usædvanligt grundige kendskab til den menneskelige natur der kommer til udtryk i denne friluftsprædiken, forbløffede ikke kun hans tilhørere. Gennem århundrederne har den forbavset millioner af mennesker, lærde såvel som ulærde. Den nu afdøde psykiater dr. James T. Fisher gav, efter en lang og resultatrig livsgerning, udtryk for sin høje agtelse for denne prædiken med disse ord: „Hvis man for eksempel tog den samlede sum af alle de autoritative artikler der nogen sinde er skrevet af de dygtigste psykologer og psykiatere om emnet mentalhygiejne — hvis man sammenfattede og forbedrede dem og fjernede det overflødige ordgyderi — hvis man . . . fik de dygtigste af de nulevende digtere til nøjagtigt at formulere disse uforfalskede småbidder af sand videnskabelig kundskab, ville man få en dårlig og ufuldstændig opsummering af Bjergprædikenen.“

Hvis du kunne tænke dig at stifte nærmere bekendtskab med denne „prædiken over alle prædikener“, så slå op i Bibelen og læs den i Mattæus, kapitlerne fem til syv. Det vil tage dig omkring et kvarter. Du vil her finde tanker der virkelig dækker menneskehedens største behov, ikke mindst i denne kritiske tid. Du vil finde principper om hvordan man kommer godt ud af det med andre, og om hvordan man styrer sine egne følelser. Du vil blive hjulpet til at finde livets sande mening, til at se hvilke ting i livet der har væsentlig betydning, og til at forstå hvordan man kan opnå et godt forhold til Gud. Alt sammen på bare 15 minutter! Da Jesus havde sluttet sin tale var folkeskarerne „helt forbløffede over hans måde at undervise på; for han underviste dem som en der havde myndighed, og ikke som deres skriftlærde“. — Mattæus 7:28, 29.

Jesu undervisning var virkningsfuld, for det han sagde, var noget han havde hørt af Gud, sin Fader. (Johannes 14:10) Han forlod sig ikke på menneskelige traditioner, som de jødiske skriftlærde gjorde. Desuden havde han ægte kærlighed til dem der lyttede oprigtigt. Fordi han elskede dem af hjertet vandt han deres opmærksomhed og dybe respekt. De lagde mærke til hvor forskellig han var fra deres skriftlærde og andre religiøse lærere, der følte sig højt hævet over det jævne folk. De religiøse ledere tilhyllede sig så at sige, for at de ikke skulle blive besmittet ved at røre ’folkemængden som ikke kendte Loven’. De så ned på folkemængden og betragtede den som ’forbandet’. — Johannes 7:49.

Jesus talte derimod med dyb medfølelse. Han sagde: „Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde godt nyt for fattige.“ (Lukas 4:18) Han fremholdt sit budskab enkelt, kortfattet og klart. Han illustrerede hovedpunkterne med eksempler som hans tilhørere var fortrolige med. Han bestræbte sig for at nå dybt ned i deres hjerter. Han fik dem til at ransage deres sind og hjerte, angre urette tanker og handlinger, og begynde på en helt ny livsform, en livsform der medførte et godt forhold til Gud og gav dem et virkeligt håb for fremtiden.

Sammenlign denne undervisning med politiske taler og religiøse prædikener du har hørt. Nogle forstår at belægge deres ord, og det de siger kan lyde oprigtigt. Nogle hidser sig op og fremkalder stridigheder. Men hvor mange er fyldt med kærlighed til jævne mennesker og har medfølelse med dem?

Jesus viste ikke kun sin medfølelse i ord. Han hjalp folk med deres øjeblikkelige fysiske behov. Han bespiste dem, helbredte de syge, og oprejste endog deres kære fra de døde. Han havde kraft fra Gud til at gøre det, og han anvendte denne kraft fuldt ud. Af og til havde han ikke engang tid nok til at spise og hvile sig. Han havde virkelig hjerterum for andre. — Mattæus 14:14; Markus 6:38-44; 8:22-25; 10:13, 14; Lukas 8:49-56; Apostelgerninger 10:38.

Et af de mest bemærkelsesværdige træk ved Jesu undervisning var at han sørgede for at hans indflydelse kunne vare ved i kommende generationer. Da hans korte undervisningsperiode endte, havde han oplært, trænet og udrustet en gruppe disciple der kunne sendes ud i verden for at fortsætte det arbejde han havde påbegyndt. Disse disciple kunne både virke som lærere og undervise andre i at blive lærere. Det han påbegyndte, er nu vokset til et verdensomspændende arbejde. Det er nået ud til „alle nationerne“, som han forudsagde. — Mattæus 28:19, 20.

En kærlig og modig leder

Jesus førte an for disciplene. På grund af hans ubestridelige lederevner gjorde de aldrig indsigelse mod dette. Han satte dem et fuldkomment eksempel. Alt hvad han krævede af dem efterlevede han selv. Ikke kun ved ord, men også ved sit eksempel, lærte han dem at elske deres næste, ja selv deres fjender. Hans jordiske lederskab var derfor fuldstændig ublodigt. Han kunne aldrig beskyldes for at have udgydt så meget som en dråbe af andre menneskers blod. Ikke engang en af sine modstandere lod han tilbage med et afskåret øre, da denne var blevet såret af en af disciplene; nej, han helbredte ham straks. — Lukas 6:32-36; 22:50, 51.

Samtidig udviste han mod, mandighed og styrke gennem hele sin jordiske tjeneste. For eksempel læser vi i Markus 10:32: „De var nu på vejen op til Jerusalem, og Jesus gik foran dem, og de var forbavsede; men de der fulgte med begyndte at blive bange.“ Jesus var her på sin sidste vandring med disciplene til Jerusalem. Han vidste at han ville blive henrettet der. De religiøse ledere ønskede at være ene om at eje folkets beundring. For at opnå dette var de besluttede på at dræbe ham. Det var Jesus udmærket klar over, nu da han var på vej op til Jerusalem, og han fortalte sine disciple om det. (Vers 33, 34) Han trak sig ikke tilbage men gik foran dem på vejen, til forbavselse for de frygtsomme disciple. De havde virkelig en modig leder!

Da Jesus nogle få dage senere blev forhørt under krav om dødsstraf, spurgte den romerske landshøvding Pontius Pilatus ham om han var en konge, og han svarede: „Du siger selv at jeg er en konge.“ (Johannes 18:37) Han løj aldrig for at redde sit skind. Han aflagde modigt vidnesbyrd om det rige han repræsenterede, Guds rige.

Samme dag blev Jesus dømt til døden, pisket, kronet med en tornekrone, slået i ansigtet, spyttet på og til sidst naglet til en marterpæl for at lide den mest pinefulde død. Lige til det sidste påtog han sig sit ansvar som en kærlig og modig leder. Da han drog sit sidste åndedrag kunne han aflægge den endelige rapport til sin himmelske Fader: „Det er tilendebragt!“ — Johannes 19:30.

[Ramme på side 7]

Intet andet menneske har nogen sinde udrettet det Jesus Kristus gjorde da han var på jorden

[Ramme på side 8]

„Aldrig har noget andet menneske talt således,“ udbrød en betjent der hørte Jesus tale

[Ramme på side 9]

Jesus kunne ikke anklages for at have udgydt nogens blod; han helbredte derimod andres sår

[Illustration på side 6]

Adam

Jesus

Hvad Adam forspildte for menneskeheden, genvandt Jesus

[Illustration på side 7]

Jesus herliggjorde Gud, ikke sig selv

[Illustration på side 8]

Jesus holdt Bjergprædikenen

[Illustration på side 9]

Han viste kærlig interesse for børn