Johannes, den elskede apostel
NÅR en kristen hører de forskellige apostles navne, sætter han dem straks i forbindelse med visse ting. Mattæus, tolderen; Tomas, tvivleren; Peter, apostelen med nøglerne; Paulus, hedningeapostelen; Judas Iskariot, forræderen; Johannes, den elskede apostel.
Johannes var blandt de første fire, alle fiskere, som Jesus kaldte til at være sine disciple. Da Jesus kaldte ham, sad han og hans broder i en båd sammen med deres fader Zebedæus og var travlt optaget af at reparere fiskenet. (Matt. 4:21, 22) Da Jesus kaldte Johannes, spurgte Johannes ikke: Hvad vil der ske med min faders fiskeri? Hvordan skal jeg klare mig, hvis jeg følger Jesus? Han bad heller ikke om tid til først at overveje det. Nej, han forlod øjeblikkelig sin fader og sit fiskeri for at følge Jesus.
Hvilken ny tilværelse åbnede der sig således ikke for Johannes! Han havde den store forret at være nært knyttet til den længe ventede Messias, til den, der havde været sammen med Jehova Gud fra de tidligste tider, før noget eller nogen anden blev skabt; at være sammen med den førstefødte af alle skabninger, ved hvem alle andre ting var blevet til! (Ordsp. 8:22-30; Kol. 1:15; Joh. 1:3) Hvilken værdifuld belæring modtog han ikke sammen med de andre disciple, mens han daglig lyttede til Jesu forkyndelse og ledsagede ham på hans missionsrejser! Og så at få overdraget bemyndigelse og kraft til at udføre den samme gerning! „På jeres vandring skal I prædike og sige: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, rens spedalske, uddriv onde ånder! I har fået det for intet, giv det for intet!“ Kunne en sådan gerning sammenlignes med at bøde garn? Aldrig! — Matt. 10:5-15; Luk. 8:1.
Johannes anses i almindelighed for at have været den yngste af de tolv, og det ikke uden god grund. Ikke alene overlevede han tilsyneladende de øvrige, men når som helst han i den bibelske beretning omtales sammen med een, to eller tre andre, står hans navn altid sidst. Johannes var en af de tre disciple, Jesus gentagne gange foretrak fremfor de andre, som ved Jairus’ datters opstandelse, forklarelsen på bjerget, og i Getsemane have. (Senere omtalte Paulus Peter og Johannes samt Jakob, Jesu broder, som søjler i menigheden.) — Matt. 17:1; Mark. 5:37; 14:33; Gal. 2:9.
Johannes var ikke alene blandt de få udvalgte og begunstigede, men Jesus satte ham også i en klasse for sig ved at vise ham en særlig hengivenhed; det gjorde han i en sådan grad, at Johannes gentagne gange omtaler sig selv som den discipel, Jesus elskede. Ved det sidste påskemåltid, de fejrede sammen, lå Johannes op mod sin Herres bryst, og det var også til ham, at Jesus den næste eftermiddag anbefalede sin moder. Hvorfor foretrak Jesus således Johannes? — Joh. 13:23; 19:26; 20:2; 21:7, 20.
Jesus var kommet til det folk, der bar Jehovas navn, men som i stedet for at tilbede ham nu var begravet i traditioner. De havde blot en ydre form for gudsdyrkelse, men deres hjerter var langt borte fra Jehova. Deres religiøse ledere havde lige så lidt kærlighed til deres medmennesker, som de havde til Jehova Gud. Hvad brød de sig om, at de døde blev oprejst, spedalske blev helbredt, lamme blev raske, og at de fattige fik det gode budskab om Guds rige forkyndt? Det, der lå dem mest på hjerte, var deres omdømme blandt folket. — Matt. 6:1-8; 11:4-6; Mark. 7:1-15.
Jesus afslørede deres dårskab og hykleri og viste dem, at hele loven kan opsummeres i et eneste ord: kærlighed, og at Gud ønskede barmhjertighed og ikke slagtoffer. I virkeligheden var hele Jesu tjeneste både i ord og gerning et stadigt udslag af kærlighed til sin himmelske fader og sin næste. Af Johannes’ skrifter fremgår det, at han havde en dyb forståelse af den betydning, Jesus tillagde kærligheden. Det er derfor intet under, at Jesus følte sig mere knyttet til Johannes, at han hos ham fandt en stærkere harmonisk samklang i sind og hjerte end hos de andre. — Matt. 9:13; 22:37-40.
Læg mærke til de følgende eksempler, der fremhæver, hvad der her er sagt: „Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne.“ „Også I [er] skyldige at tvætte hverandres fødder.“ „Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ „Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord; og min fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.“ „Dette er mit bud, at I skal elske hverandre, ligesom jeg har elsket jer. Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner.“ — Joh. 3:16; 13:14, 35; 14:23; 15:12, 13.
Johannes fremhævede ikke alene den betydning, Jesus tillagde kærligheden, men han gjorde også selv kærligheden til hovedemnet i sine breve. „Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn.“ Og atter: „I elskede, lad os elske hverandre, thi kærligheden er af Gud, og enhver, der elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er kærlighed.“ — 1 Joh. 3:1; 4:7, 8.
Johannes var ikke sentimental
På grund af Jesu kærlighed til Johannes og den vægt, Johannes i sine breve lægger på kærlighed, har nogle draget den slutning, at Johannes var et svagt og overfølsomt menneske. Intet kunne være sandheden fjernere. Tilfældet med Johannes, der sammen med sin moder og broder kommer til Jesus og beder om at få de øverste pladser i Riget, viser, at han hverken var sløv eller tilbageholdende. (Matt. 20:20-23; Mark. 10:35-40) Jesus kaldte ham og hans broder Boanerges, tordensønner. Da samaritanerne nægtede at tage imod deres herre, spurgte disse „tordensønner“: „Herre! vil du, at vi skal byde ild fare ned fra himmelen og fortære dem?“ Læg også mærke til, hvad Johannes beretter om et andet tilfælde: „Mester! vi så en mand uddrive onde ånder i dit navn; og vi forsøgte at hindre ham i det, fordi han ikke slutter sig til os.“ Ja, „vi søgte at hindre ham“. Men Jesus satte dem i rette. — Mark. 3:17; Luk. 9:49, 50, 54, 55.
Den kærlighed, der bestod mellem Jesus og Johannes, var ikke baseret på en ren og skær sentimental følelse, men på deres gensidige kærlighed til retfærdighed, ligesom det bånd, der bestod mellem David og Jonatan. Johannes hadede ligesom salmisten al uretfærdighed. (Sl. 139:21, 22) Det var denne kærlighed til retfærdighed og had til uretfærdighed, der fik ham til at nedskrive den ene irettesættelse efter den anden, som ikke findes i de andre beretninger om Jesu tjeneste. Særlig fremtrædende er Jesu ord til den tids religiøse ledere: „I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader.“ Johannes er den eneste, der gengiver Jesu kødelige brødres hånlige ord og fortæller, at de ikke troede på ham. Andre beretninger fortæller os, at der blev harme over den ødselhed, Maria viste ved at salve Jesu fødder, men Johannes er den eneste, der giver os enkelthederne i denne forbindelse. Det var Judas, der gav ondt af sig, og hvorfor? Fordi han bar pengepungen og var en tyv. (Joh. 8:44; 7:5; 12:6) For andre eksempler se Johannes 2:4; 19:38.
Et andet interessant punkt i Johannes’ evangelium, som samtidig kaster lys over hans personlighed, er, at han aldrig omtaler sig selv ved navnet „Johannes“. Han er enten en af Zebedæus’ sønner eller den discipel, Jesus elskede. Da den eneste Johannes, han omtaler, således er Johannes Døber, benævner han ham blot „Johannes“. Dette træk hos Johannes støtter den tanke, at han selv er den ikke navngivne discipel, der omtales sammen med Andreas ved begyndelsen af Jesu tjeneste, og ligeledes den ikke navngivne apostel, der ved slutningen af Jesu tjeneste fulgte Jesus ind i ypperstepræstens gård og kom ind, fordi han var kendt med ypperstepræsten, og sørgede for, at Peter også kom ind. — Joh. 1:35-40; 18:15, 16.
Vi har Johannes at takke for mange oplysninger om Jesu tjeneste. Han er den eneste, der fortæller om Jesu formaninger og bøn den nat, han blev forrådt. Han alene giver os i en nøddeskal det vigtigste formål med Jesu komme, nemlig at „vidne om sandheden“. Ingen uden Johannes beretter om de fire påskehøjtider, Jesus overværede, og som hjælper os til at fastslå varigheden af Jesu tjeneste til tre og et halvt år. Han er også den eneste, der citerer Jesu direkte udtalelser om sin før-menneskelige tilværelse. — Joh. 3:13; 8:58; kapitlerne 13-17.
Jehova Gud og Kristus Jesus brugte den elskede apostel Johannes til at nedskrive den sidste inspirerede profeti, der blev givet menneskene, Åbenbaringens bog. Hvilket indblik i fremtidshistorien havde Johannes ikke her, hele tre tusind år så han frem i tiden! Rigets fødsel, krigen i himmelen, det store opgør i Harmagedon og den endelige udslettelse af Djævelen og hele hans hær! Hvilken rollebesætning! Hvilken handling! Hvilket drama! Alt dette blev i øvrigt skrevet, før Johannes nedskrev sine breve og sit evangelium. Mens vi læser det, Johannes blev brugt til at give os, mindes vi Jesu første mirakel (som kun omtales af Johannes), da han forvandlede vand til vin, hvorved den bedste vin blev serveret sidst.
Den selvbestaltede højere bibelkritik har i sine forsøg på at stille Bibelen i et dårligt lys benægtet, at Johannes var forfatteren til Åbenbaringen og det evangelium, der bærer hans navn. Dens påstand om, at Johannes var alt for sagtmodig til at kunne have skrevet Åbenbaringen, mangler imidlertid ethvert grundlag, når vi tænker på hans retfærdige harme. Dens udsagn om, at Johannes’ evangelium blev skrevet enten i år 132 eller 150, er ligeledes uden grundlag. Man har for nylig i Ægypten fundet papyrusbrudstykker af Johannes’ evangelium, skrevet i første halvdel af det andet århundrede. Den tid, det ville tage, før disse kopier af Johannes’ evangelium blev oversat og nåede fra Efesus til Ægypten, viser klart, at det må være forfattet på Johannes’ tid.
Johannes, den elskede apostel, viste sig værdig til Jesu kærlighed. I mere end halvfjerds år tjente han trofast Jehova Gud, og mod slutningen af sin tjeneste gav han os Åbenbaringen, tre breve og det evangelium, der bærer hans navn. Johannes’ liv, gerninger og skrifter understreger sandheden i Jesu ord: „Den, som har mine befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; og den, som elsker mig, skal elskes af min fader; og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham.“ — Joh. 14:21.