Studér, så du kan bære frugt

DET er let for os at drikke vand, for vandet løber selv ned. Det er sværere for et træ, for det skal trække vandet opad. Den opadgående linie er stejl og når til tider over 50 m op i vejret. Vandet skal transporteres hurtigt, for nogle træers vedkommende så hurtigt som 50 m i timen. Vi kan forstå, at det drejer sig om store vandmængder. Visse træer er så tørstige, at de drikker 450 liter vand om dagen. Hvordan bærer de sig ad med at drikke så meget vand og at suge det så hurtigt op?

Videnskaben er ikke helt klar over det, men der er visse ting, der tyder på, at der må to slags kræfter til. Den ene er trykket fra rødderne. Et træs rodnet er stærkt forgrenet, og de mange rødder suger fugtighed til sig fra jorden. Når de er fyldt til bristepunktet, udøver de et vist tryk, der begynder at tvinge vandet opad. Men trykket fra rodnettet er ikke tilstrækkeligt, og videnskaben er af den opfattelse, at den største kraft, der henter vandet op, er sugekraften. Den indvirker på de fine kanaler i træstammen, gennem hvilke vandet transporteres, og den kommer højt oppe fra trækronen. Bladene afgiver vand gennem fordampning, og der medgår også vand til næring og til at sætte frugt. Efterhånden som trækronen bruger vand, og der opstår et behov for mere vand, indvirker sugekraften på vandsøjlerne i kanalerne og trækker vandet opad. Rødderne øver altså et vist tryk, men det er først og fremmest behovet for vand i trætoppen, der bevirker, at vandet bliver suget op fra rødderne, og det sker både med stor hastighed og i store mængder. Alt sammen har det kun eet formål: at bære frugt.

Kristne må også bære frugt. Ligesom rodnettet borer sig dybt ned i jorden, for at det kan suge vand til sig, således må den kristne fordybe sig i Bibelens bøger, der er som en vældig vandbeholder, fuld af sandhedens vand. Vi må gennem grundigt studium nå frem til hver eneste bog, hvert eneste kapitel og hvert eneste vers, for at vi kan suge sandhedens vand til os og fylde vort sind og hjerte med det. På denne måde kan den kristne blive som en dyb brønd, andre kan øse vand af. Nogle fanatiske diætetikere siger: Vi er, hvad vi spiser. Bibelen siger: Vi er, hvad vi tænker. Ordsprogene 23:7 (KJ) siger: „Som han tænker i sit hjerte, således er han.“ Før eller senere vil et menneskes hjertetilstand røbe sig i ord og handling. (Matt. 12:34; 15:19) Det er altså nødvendigt, at vi fylder hjertet med Bibelens sandheder, hvis vi skal være som en dyb brønd med rent og rigeligt vand.

Når vort sind og hjerte er opfyldt af de sandheder, vi har tilegnet os gennem studium af Guds ord, virker de som et tryk i vort indre og får os til at tale, ligesom rødderne, der har suget sig fulde af væde, øver et tryk, der får vandet til at stige opad. Men ligesom trykket fra træernes rødder ikke er nok til at drive vandet helt op i trækronen for der at hjælpe til at sætte frugt, således er studium og kundskab ikke nok til at få den kristne til at prædike ordet og bære Rigets frugter. Nogle studerer meget og tilegner sig kundskab, men de bliver hjemme og tager ikke del i forkyndelsen. Ligesom det for planters vedkommende er sugekraften oppefra, der er den vigtigste faktor, og som virker alt efter behovet for vand i trækronen, således er det hos de kristne det store behov for sandheden blandt deres omgivelser, der med uimodståelig kraft virker på Jehovas tjenere. Vi er omgivet af millioner af mennesker, der trænger hårdt til sandhedens vand. Mange er sig ikke deres behov bevidst, men nogle er det. „Lykkelige er de, som er sig deres åndelige behov bevidst.“ (Matt. 5:3, NW) Når de kommer sammen med Jehovas vidner, øser de af sandhedens vand fra disse Guds kar ved at stille dem spørgsmål og drøfte dem med dem. Det er tilstedeværelsen af disse tørstende sjæle i distrikterne, der drager Jehovas tjenere ud i forkyndergerningen. Kærlighed driver Guds vidner til at stille sig til rådighed for de tørstende, så de kan øse af sandhedens vand og få slukket deres åndelige tørst.

Lad sandhedens vand i dig være dybt

I Ordsprogene 20:5 omtales denne dragende kraft: „Råd i mands hjerte er dybe vande, men mand med indsigt drager det op.“ Ofte vil du erfare, at et menneske, der har studeret meget og grunder over Guds lov dag og nat, er tilbøjelig til at være fordybet i sine egne tanker. Han taler måske ikke meget og rykker ikke uopfordret ud med sin viden. Han vigter sig ikke af sin visdom, men hvis du taler med ham, udspørger ham og får ham til at udtale sig, kan du lære en hel del om ting, du ikke anede, han vidste noget om. Tit ved de mindst, som taler mest. De taler så meget, at de ikke får tid til at lære noget. Når du taler, lærer du fra dig, men når du lytter, lærer du selv. Der er en tid til begge dele, og ingen af dem bør forsømmes. Det er nødvendigt at studere og samle sig kundskab om sandheden i sit sind og hjerte, ligesom man opsamler vand; det er også nødvendigt, at dette sandhedens vand bevares frisk, ved at man til enhver tid lader andre øse deraf. Den kundskab, vi har samlet, må vi lade andre nyde godt af.

Mange i de distrikter, hvor vi vidner, ønsker ikke at øse af det åndelige sandhedsvand, men der er andre, som har indsigt, og som forstår deres åndelige behov og tørster efter at forstå Jehovas hensigter. De vil udspørge den kundskabsrige Jehovas forkynder og således øse af den kundskab, hvormed han forud har fyldt sit sind og hjerte. Jehovas sande får vil med nidkærhed gøre denne åndelige indsats med samme iver som en mand, der firer sin spand ned i en brønd og tag for tag trækker den op for derpå at bruge vandet deri. Det gavner også giveren af dette sandhedsvand. For når man tager vand op af en brønd, siver der frisk vand ind i brønden, og det hindrer, at vandet bliver råddent, og holder det hele tiden rent og frisk. Sådan er det også i forkyndergerningen. Når retsindige og forstandige mennesker øser af sandhederne i vort sind og hjerte, virker det forfriskende på os, og de ting, som vi måske delvis har glemt, bliver opfrisket i vor hukommelse.

Når vi vidner for andre, bliver vi stadig stillet over for nye spørgsmål, og vi må bestandig ty til Bibelen for at øse af den, så vor egen brønd kan være fyldt med frisk vand. Gør vi ikke det, bliver vi overfladiske, og sandhedens vand i os vil være uden dybde. Øser så et spørgende menneske af vor kundskabs brønd, får han en spand op, der kun er kvart eller halv fuld, og han har altså ikke nok vand til at slukke sin tørst. Han får ikke sine spørgsmål ordentligt besvaret. I stedet for at øse af sandhedens vand får han kun en strøm af tørre ord. Han kan ikke øse vand af en brønd, der er løbet tør. Vi har ingen undskyldning for at lade vor brønd løbe tør. Bibelen er et uudtømmeligt forrådskammer, hvad sandhedens vand angår. Hvis vi er forstandige, vil vi regelmæssigt ty til denne bog med dens guddommelige råd, der er som det dybe vand, og vi vil øse rigeligt deraf og holde os selv så forsynede, at vi strømmer over. Når så andre ønsker at øse af sandhedens vand i os, vil de ikke komme til at stå med en tom spand! — 2 Tim. 2:2; Hebr. 5:12.

Spørgsmålet er: Hvor meget ønsker vi at tjene Gud? Hvor stærkt er vort ønske om at tale for ham, at være udrustet til at tale for ham, at være i stand til at forsvare og begrunde det håb om den nye verden, som er i os, at kunne give svar, der er krydret med salt, og som vinder vore tilhøreres opmærksomhed og måske fører dem ind på vejen til livets bevarelse? (Kol. 4:6; 1 Pet. 3:15) Den eneste måde, hvorpå vi kan vise, at vi virkelig ønsker at gøre dette, er ved at studere flittigt og lære, hvilke svar Gud i sit ord giver på disse spørgsmål. Det tager ikke ret lang tid at optage noget af sandhedens vand i vort system, men til at begynde med vil det kun stå ganske lavt i os. Ligesom vandet siver langsomt ind i en brønd, således tager det nogen tid at fylde vort sind med sandhedens vand. Skal vi gøre det til et dybt vand, skal vi kunne forstå de dybe sandheder i Guds ord, og skal vi kunne fordøje den faste føde deri, må vi studere flittigt, ofte læse de samme ting om og om igen og komme til møderne.

Ordsprogene 18:4 siger: „Ord i mands mund er dybe vande, en rindende bæk, en visdomskilde.“ Rindende vand er frisk vand, og dyb visdom bør vælde frem til vederkvægelse for mange. Vore ord bør være som det dybe vand og ikke som det lave; vor tale bør være som en kraftigt rindende bæk og ikke som en snadrende andedam. Vi bør ikke og vil ikke give os af med overfladisk snak, hvis vi virkelig er interesseret i Guds ords dybe vand. Det er det, der interesserer os, vi husker. Nogle er mere interesseret i sladder og løse rygter, som de betragter som lækkerbiskener, og sådan dåragtig tale vinder straks indpas i deres sind og sætter sig fast i deres hukommelse, hvorfra de henter den frem ved hver given lejlighed, til skade både for den, som taler, og for den, som lytter. Det er, som der står i Ordsprogene 18:8: „Bagtalerens ord er som lækkerbiskener, de synker dybt i bugen.“ Fordi bagtaleriske personer helt er opslugt af disse rygter, husker de dem og hæger om dem, og det bevirker, at de frembringer dårlig, ugudelig frugt. Jehovas vidner bør ikke være interesseret i at høre eller huske eller gentage den slags dåragtig tale, men derimod nære den dybeste interesse for Jehovas ords sandhedsvand, og når de studerer det og hører det, bør det trænge ind i deres allerinderste hjerte og fylde dem som en dyb brønd, og det skulle være dem en glæde ved enhver given lejlighed at øse deraf og tilbyde det til andre.

„Vore stridsvåben er nemlig ikke verdslige, men mægtige for Gud, så de kan nedbryde fæstningsværker. Med dem nedbryder vi tankebygninger og alt hovmod, der rejser sig imod erkendelsen af Gud.“ (2 Kor. 10:4, 5) Du ville ikke give dig til at nedbryde et fæstningsværk med et pusterør, vel? Der skal mere til end en ært, der bliver pustet gennem luften, for at bryde gennem en fæstning. Dertil skal der en katapult, der udslynger store sten. „Hagl skal slå løgnelyet ned, vand skylle gemmestedet bort.“ (Es. 28:17) Lavt vand vil ikke kunne skylle meget bort, for der skal dybt vand til at skylle løgnernes løgn bort. Således kræver det også tunge, vægtige sandheder, der rammer lige på rette sted, for at nedbryde de religiøse tankebygninger, der er blevet rejst imod erkendelsen af Gud, og en kraftig strøm og ikke en lille, sagte strøm af bibelbeviser til at skylle det løgnely af dogmer bort, bag hvilket kristenhedens religiøse organisationer gemmer sig. Vor kamp er også imod „ondskabens åndemagter i himmelrummet“, hvis fyrste er Djævelen, der „går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge“. Ville du søge at afværge en løves angreb med en knappenål, når der var et sværd inden for rækkevidde? Hvorfor have en rent overfladisk kundskab og arbejde med nogle få skriftsteder, der kun er som nålestik mod Satan og hans ordning, når du gennem studium kan lære at bruge åndens fulde „sværd, som er Guds ord“? — Ef. 6:12, 17; 1 Pet. 5:8.

Af alt det foregående kan vi forstå, hvor nødvendigt det er at studere, så vi kan fylde os med Bibelens sandhedsvand og øse ud deraf til andre og på denne måde bære Rigets frugter i rigelig mængde. Når vi lader os fylde af sandheden og ser, hvordan Jehovas navn bliver smædet rundt om os, og behovet hos de „andre får“, der tørster efter sandheden, de kan øse af hos os, kan vi ikke med god samvittighed sidde uvirksomme hen, men vor kundskab øver et tryk på os, og behovet i vort distrikt øver sin tiltrækningskraft. Alt imens vi forkynder, og andre øser af sandhedens vand hos os, og efterspørgselen bliver større og større, og vi bærer megen frugt, holder vi vor færdighed ved lige gennem mere og mere studium og fylder os med mere og mere sandhed, så vi hele tiden har tingene i frisk erindring og kan svare fyldestgørende på alle spørgsmålene.

Jesu lignelser

Ligesom Kristus Jesus talte til mange for bare at finde nogle få, således må vi henvende os til hundreder af mennesker for bare at finde een, der virkelig er interesseret. Jesu ord blev fremholdt på en måde, som prøvede dem, der lyttede, og afgjorde, om de var værdige til at få større kundskab eller ej, og om de indså deres åndelige behov eller ej. Han talte i lignelser. Mange følte sig fængslet af dem, men når lignelsen var til ende, gik de deres vej. Hvorfor? Fordi de kun regnede dem for lignelser eller historier? Nej. I århundreder havde dette folk specialiseret sig i billedtale eller lignelser, de var vel kendt med dem, deres hellige skrifter var fulde af dem, og Salme 78:8 havde forudsagt, at deres Messias ville åbne sin mund med billedtale og undervise dem på denne måde. De vidste altså, at der lå ting af stor betydning bag Jesu billedtale, men de ønskede ikke at gå ham på klingen for at få den skjulte betydning at vide og således drikke dybt af sandhedens vand. De var ikke tilstrækkelig interesserede. De var bange for, at betydningen skulle ramme dem, afsløre dem, ikke være til vinding for dem og forståelsen deraf kræve en forandring i deres selviske levevis. De var ikke ivrige efter at lære sandheden at kende og foretrak at leve i lykkelig uvidenhed uden at lade sig tynge af noget ansvar, og derfor gik de deres vej. — Matt. 13:1-15, 34, 35.

Men det var ikke dem alle, der gik bort. De oprigtige blev. De indså deres åndelige behov og spurgte Jesus ud om den skjulte betydning og hentede større kundskab hos ham. De, som ønskede mere kundskab, fik den, men de, som var ligeglade, mistede den smule, de havde. Ved at tale i lignelser sigtede Jesus dem fra, som ikke var interesserede, og så samlede han sin opmærksomhed om de forstandige, der var blevet for at spørge ham ud om den fulde betydning. (Matt. 13:16-18, 36) I vor tid går Jehovas vidner fra dør til dør og aflægger et indledende vidnesbyrd. Flertallet er ikke interesseret, men der er nogle få, som føler sig tiltalt af budskabet; de lytter og stiller spørgsmål for at få mere at vide. Det er om disse interesserede, at vidnerne samler deres opmærksomhed ved at genbesøge dem og lede bibelstudium med dem.

Kristenheden i almindelighed er lige så lidt frugtbærende, som det jødiske folk var, dengang Jesus vandrede her på jorden. Denne nation blev billedligt skildret ved et figentræ, der ikke bar frugt, fordi den ikke tog imod Messias eller frembar lovprisningsfrugt for Gud. I en lignelse talte Jesus om et figentræ, der ikke havde båret frugt i tre år, men der blev givet det særlig pleje et år til for at give det mulighed for at bære frugt inden for den forlængede tidsfrist. (Luk. 13:6-9) Jesus fremholdt denne lignelse i efteråret 32, da han i egenskab af Messias havde prædiket i tre år. I disse tre år havde han koncentreret sig om det jødiske folk, men som national organisation betragtet havde det ikke båret nogen frugt, der kunne godkendes. Der blev givet dette træ endnu et års pleje og opmærksomhed. I sin messianske tjenestegernings fjerde år, lige tre dage før han blev slået ihjel af det jødiske folk, figurerede Jesus atter i forbindelse med et figentræ. Han kom fra Betania på vej til Jerusalem, da han så et figentræ, som havde blade, men da han kom helt hen til det, for at se om der var figener på det, var der ingen, og han forbandede det, og det visnede fra roden. (Mark. 11:12-14, 20) Selv efter at den jødiske nation var blevet passet endnu et år til, bar den som helhed ingen frugt, dens gudfrygtige ydre til trods. Den var som figentræet, der med alle sine blade forledte en til at tro, at det bar frugt.

Det jødiske folk visnede bort, hvad det angik at være et folk for Jehovas navn, dog med undtagelse af en rest. Denne rest hørte Jesu lignelser, holdt af dem, udspurgte ham om deres skjulte betydning og fulgte Jesus i forkyndergerningen. Deres nidkærhed førte til, at de bar så megen frugt, at modstanderne råbte op om, at de vendte op og ned på hele verden. (Ap. G. 17:6, NW) Nu må de kristne være lige så nidkære til at bære frugt. De vil også blive beskyldt for at vende op og ned på verden, fordi det, de lærer, er lige det modsatte af det, verden lærer, men i virkeligheden peger de hen til en ny verden, der vil vende den rigtige side op for stedse. Skal vi være gode vejvisere, må vi studere og fylde os med sandhederne om denne nye verden.

Vor mad består ikke alene i at tilegne os kundskab gennem studium. Vi må give denne kundskab videre ved i overensstemmelse med Jehovas vilje at prædike for andre. Jesus sagde: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning.“ (Joh. 4:34) Hvis vi studerer sandheden, men aldrig giver andre deraf, mister den sin friskhed, og vi bliver selv indadvendte. Hvis vi til gengæld deler ud af den, men ikke fornyr vor kundskab gennem studium, løber vi tør for nye samtaleemner og kommer ind i en gal og gold gænge. Hvis en plante knækker, kan plantesaften ikke længere transporteres videre. Hvis sandhedsstrømmen fra Bibelen brydes af, visner vi og dør i åndelig forstand, og så kan vi ikke bære nogen frugt til Guds ære. Frembringer vi ikke god frugt, så vil Jehova ikke kendes ved os som sine tjenere, og vi vil gå til grunde. — Matt. 7:16-20.

Hvis vi bærer god frugt, er vi gode træer; hvis vi bærer dårlig frugt, er vi dårlige træer, og hvis vi ingen frugt bærer, er vi dovne, uduelige træer, der kun er tjenlige til at hugges om. (Jud. 12; Åb. 3:15, 16) Vi bør være gode træer, der bærer livets frugt fra Guds ord. „Den retfærdiges frugt er et livets træ; og han, som er viis, vinder sjæle.“ (Ordsp. 11:30, AS) I denne gerning på liv og død må vi udruste os og udnytte tiden forstandigt.

Brug din kraft til at bære frugt

Hvis vi bare studerede og citerede skriftsteder og luftede vor viden og gav det udseende af, at vi var kristne, men ikke bar frugter i Rigets tjeneste, ville vi være som figentræet, hvis eneste høst var et væld af blade. Træet var fuldt af saft, men denne saft tjente ikke noget godt formål. Saften blev kun brugt til ydre bladpragt. Vi ønsker ikke at være som træer uden frugt, skønt fulde af saft. Vi må fjerne de unødvendige blade og grene, så vi kan bruge al vor kraft til at bære frugt. En gartner beskærer de grene, som ikke bærer frugt, for at den kraft, der ellers går til spilde, kan udnyttes til at sætte frugt. Ved hjælp af en sådan beskæring bliver træet i stand til at bære mere frugt. Jesus sagde: „Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den tager han bort, og hver, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt.“ — Joh. 15:1-3.

Rødderne kan frembringe et vist mål af saft. Hvis al saften går til at skyde nye grene og sætte blade, bliver der ingen frugt. Derfor må vi beskære de grene, som ikke bærer frugt, for at saften kan bruges til at frembringe frugt. Vi har kun et begrænset mål af tid og energi. Hvis vi bruger vor tid og energi på uvæsentlige ting, bliver der ingen tid til at bære Rigets frugter. Hvis vi bruger uforholdsmæssig megen tid til at se på fjernsyn, høre radio, se film eller til at tage på udflugter eller til andre fornøjelser, der stjæler vor tid og vore kræfter, bør vi skære disse grene af vort liv bort og i stedet udnytte det gunstige øjeblik og ikke spilde vor tid på golde gerninger. (Ef. 5:16) Det vil gøre os mere modne. Ligesom et træ bærer megen frugt, når det når en moden alder, bør vi gøre det samme.

Nu er det sommertid, hvad forkyndergerningen angår, nu er det høsttid, nu er det tid til at bære frugt til frelse. (Jer. 8:20) Om vinteren er der ingen saft i træerne, og de bærer ikke frugt. Træer, der ikke har båret frugt inden Harmagedonslaget, vil visne bort under de svidende domme. Der vil ikke blive givet dem en ny tidsfrist til at bære en forsinket frugthøst. Nu er det altså tid til at studere og arbejde og træffe forberedelse til at overleve Harmagedonslagets vinterstorm.

Visse store træer har et rodnet, der strækker sig over 12.000 kvadratmeter og borer sig dybt ned i jorden efter føde og vand. Dette rodnet skaffer ikke bare træet dets føde, men sikrer det også mod at blive rykket op under stormvejr. Således fordyber vi os også i Guds ord, og vi gør det ikke bare for at få åndelig føde og vand, men for at vi kan stå faste over for denne verdens visdoms hvirvelvind og stormende forfølgelse. Det sætter os i stand til at bære Rigets frugt „i gunstig tid og i vanskelig tid“. (2 Tim. 4:2, NW) Når Harmagedonslaget kommer, og de, som har sået vind, skal høste storm og rykkes op med rode af de levendes land, vil vi, som har vore rødder dybt forankret i Guds ord, kunne stå fast for hans åsyn og for evigt bære frugt til hans pris i den nye verden. — Hos. 8:7; Hebr. 13:15.

Syng for Jehova og lov hans navn, fortæl om hans frelse dag efter dag, kundgør hans ære blandt folkene, hans undere blandt alle folkeslag! — Salme 96:2, 3.