De første kristne under romersk herredømme

SATAN er denne verdens gud og fyrstelige hersker, og menneskehedens masser befinder sig i trældom under hans organisation. Kristi rige derimod er ikke af denne verden. Hans efterfølgere er ikke en del af denne verden, skønt de er i verden som ambassadører for Jehovas nye verden. (2 Kor. 4:4; Joh. 15:19; 18:36; Jak. 4:4) Som sande kristne har de et særligt kald; de har fået guddommelig bemyndigelse, og Guds hellige ånd virker i dem, så de kan udføre den gerning at gøre disciple af folk af alle nationer. (Matt. 28:19, NW) De første kristne var trofaste i denne gerning, skønt den var årsag til, at de blev upopulære, genstand for had og ofre for forfølgelse.

Til at begynde med bestod denne lille skare af kristne kun af 120 personer. Men på mindre end to måneder, på pinsedagen, blev der føjet 3000 til. Derefter forøgedes antallet til 5000. Arbejdet tog til, arbejdsmarken udvidedes til at omfatte større områder, og til trods for voldsom forfølgelse fra de ortodokse jøder drog Guds vidner „omkring og forkyndte evangeliets ord“. (Ap. G. 1:15; 2:41; 4:4; 8:4) Apostlene og andre rejste fra havn til havn, og over land benyttede de sig af de ypperlige romerske militærlandeveje.¹ I de største byer oprettede de menigheder, og det var fra sådanne centrale steder, at Rigets budskab nåede ud i landdistrikterne. Foruden det, som Plinius, Clemens Romanus og Justinus Martyr har skrevet derom, siger Origenes udtrykkeligt, „at mange [kristne] havde gjort sig det til opgave at gennemarbejde ikke alene deres egne byer, men også landsbyer og gårde“.²

De første kristne skrev breve, og hvilke breve! „Når de kunne skrive sådanne breve som disse,“ bemærker dr. Goodspeed, „hvilke prædikener har de så ikke kunnet holde! Intet under, at evangeliet vandt så hurtig udbredelse i den græske verden!“³ Apostlene skrev for det almene folk og derfor ikke på klassisk græsk, men på det populære koiné, og deres breve nåede vidt omkring. (Kol. 4:16; 1 Tess. 5:27) Da de første kristne satte bøger højt, samlede og udgav de ikke alene brevene fra Paulus, Peter, Johannes, Jakob og Judas, men også Apostlenes Gerninger af Lukas og de „fire evangelier“ i codexform, en måde at indbinde bøger på, som de kristne havde gjort almindelig. (2 Tim. 4:13) De evangeliske beretningers litterære stil er så høj, at „ingen form for religiøs litteratur kommer på højde med dem i skønhed og styrke“.³ Efterhånden som tiden gik, fik dette første kristne bibelselskab travlt med at oversætte bibelen til andre sprog — syrisk, koptisk, latin o.s.v.³

Da den unge kristendom i sin kraft og styrke bredte sig over det romerske kejserrige, stødte den på mange mærkelige religiøse teorier, filosofier og skikke. Den kolliderede også med de almindelige romerske ideologier. De dæmondyrkende hedninger, som tilbad en mangfoldighed af guder, fandt det meget besynderligt, at disse mennesker, der kaldte sig kristne, troede, at der kun var een sand og levende gud, hvis navn alene er Jehova.⁴ I hedenske øjne så det mærkeligt ud, at disse Guds tjenere ikke havde nogen imponerende templer. „Vi må huske, at i næsten tre hundrede år havde de kristne ingen kirkebygninger. De samledes i privathjem med værelser, der var store nok til at holde møder i.“^3, 2

De kristne havde heller ingen prægtige billedstøtter eller helligdomme. „Brugen af billeder,“ udtaler Neander, „var oprindelig ganske fremmed for de kristnes gudsdyrkelse og menigheder, og det vedblev den at være i hele denne periode. Sammenblandingen af kunst og religion og brugen af billeder var for de første kristne en hedensk skik.“² De kristne havde intet tvungent formvæsen og intet lønnet præsteskab.⁵ „I den apostolske menighed var forkyndelsen og undervisningen ikke begrænset til en bestemt klasse, men enhver kunne forkynde evangeliet for ikke-troende, og enhver kristen, som havde evnen, kunne bede, undervise og formane i menigheden.“⁶

De kristne anerkendte Kristus som deres frelser fremfor kejseren. Deres bibelske lærepunkter angående sådanne ting som ægteskab, renhed i alt, ærlighed og retfærdighed, fredsommelig opførsel over for hinanden, tålmodig udholdenhed under voldsomme forfølgelser, såvel som det at vise kærlighed, barmhjertighed og mildhed¹ — alle disse ting blev af de vantro hedninger betragtet som „at vende op og ned på tilværelsen“.

Tertullian fortæller, hvorledes hedningerne somme tider spiste menneskeblod, enten for at besegle en pagt, som et tegn på indvielse eller som en kur mod epilepsi. Men således var det ikke med de kristne! Som Tertullian siger: „Måtte jeres vildfarelse blive til skamme over for de kristne, for vi indbefatter ikke engang dyreblod i vor almindelige føde. Derfor holder vi os fra alt, hvad der er kvalt eller selvdødt, så at vi ikke på nogen måde skal blive besmittet af blodet, omend det er skjult i kød. Når I vil friste de kristne, tilbyder I dem blodpølser; I er naturligvis fuldstændig klar over, at blandt dem er det forbudt, men I ønsker at få dem til at synde.“⁷

„De første kristne, som stræbte efter at holde sig fra afguderi, blev betragtet som meget asociale personer. De sås aldrig ved de offentlige fester og forlystelser, og de ville heller ikke være med til morskaben i cirkus eller i amfiteatret.“^{8, 9, 10} Og hvorfor ikke? Cyprian, som levede på den tid, anfører foruden den offentlige afgudsdyrkelse også andre grunde: „En kamp med gladiatorer er under forberedelse for at tilfredsstille grusomme øjnes blodtørst. En mand dømmes til døden for at more mennesker, mord bliver til en profession, og der ikke alene begås forbrydelser, men man oplæres til dem.“²

Romerske håndlangere løj om de kristne for at ægge både folket og regeringen op mod dem.² Der fandt ofte pøbeloverfald sted, og de trofaste kristne blev frygteligt mishandlet og led endogså døden.⁸

Gud eller staten?

Det var det samme gamle spørgsmål: hvem skulle Guds tjenere adlyde og tilbede? Kristus erklærede, at man ikke kan tjene to herrer. Sande kristne går aldrig på kompromis i dette spørgsmål. (Matt. 6:24; Ap. G. 4:19, 20) Ligesom de i moderne tid nægtede at sige „heil Hitler“, således nægtede de også for nitten århundreder siden at hilse, bøje sig for eller brænde røgelse til kejserens billede.⁸ „Rom var gradvis blevet fyldt med mennesker, der sluttede sig til fremmede sekter, og som på forlangende ville sværge kejserens guddommelige ånd troskab. De kristne, som var stærke i deres tro, ville imidlertid ikke aflægge en sådan troskabsed; og fordi de ikke svor lydighed mod det, vi i dag vil betragte som analogt med flaget, blev de anset for at være politisk farlige.“¹¹

Disse Guds mænd vidste, at „kongernes guddommelige myndighed“ kun er en myte, at flaget eller statens symbol ikke var noget tegn på frelse, og derfor kunne de ikke love lydighed mod det. Alligevel var de loyale og lydige mod staten i alle forhold, der ikke angik deres gudsdyrkelse.¹² Kristus forbød dem at stille sig oprørske over for staten. „Tilbagebetal kejseren, hvad kejserens er, men Gud, hvad Guds er,“ befalede han dem, og det var, hvad de gjorde. (Mark. 12:17, NW) Justinus Martyr siger: „Skat og told betaler vi så samvittighedsfuldt som nogen til de af dig udnævnte mænd, som han lærte os det. (Matt. 22:21) Vi tilbeder således Gud alene, mens vi på samme tid i alle andre henseender tjener dig villigt.“² Om dette samme emne udtaler Tertullian: „Kejserens billede, som findes på mønterne, bør gives til kejseren, og Guds billede, som er i mennesket, bør gives til Gud; derfor må man også give pengene til kejseren, men sig selv til Gud, for hvad bliver der til Gud, om alt tilhører kejseren?“²

„De første kristne var rede til at dø for deres tro. De nægtede at tilbede de hedenske romeres afguder. Eftersom de troede på fred, ville de ikke gøre tjeneste i Romerrigets hære.“¹³ Romerne betragtede dem, „der gjorde indsigelse mod militærtjeneste, som ubrugelige for staten“,⁹ men det forandrede ikke Guds synspunkt i sagen, og det var, når alt kommer til alt, det, der betød noget.

Disse kristne protesterede ikke mod eller blandede sig i, at kejseren udskrev hedninger til sin hær. Det havde han da også ret til at gøre, for de var en del af denne gamle verden. Men når kejseren krævede af Guds tjenere, som var af Jehovas rige og ikke en del af Djævelens verden, at de skulle kæmpe i den gamle verdens krige, så var det en helt anden sag. De skinargumenter, som blandt andre Celsus (en latinsk skribent fra det andet århundrede) kommer med, er derfor kun tomme ord. „Er det ikke med rette, at kejseren straffer jer?“ spurgte Celsus, „thi dersom alle gjorde som I, ville kejseren stå helt alene, uden at have nogen til at forsvare sig; de vildeste barbarer ville overtage magten i hele verden, og der ville ikke levnes det mindste spor af sand visdom, ej heller af jeres religion blandt menneskene, for tro ikke, at jeres almægtige Gud ville komme ned fra himmelen og kæmpe for os.“^2, 12

Forfulgte for retfærdigheds skyld

„Har de forfulgt mig,“ advarede Jesus, „vil de også forfølge jer . . . alt dette vil de gøre mod jer for mit navns skyld.“ (Matt. 5:10, 11; Luk. 21:12; Joh. 15:20, 21) Og sådan skete det. „Det fremgår tydeligt, både af Plinius’ brev og det trajanske edikt, at de kristne kunne straffes for kristennavnet alene eller for bare at bekende sig til kristendommen, uden der behøvede at foreligge nogen sigtelse eller noget bevis for en bestemt forbrydelse.“¹ Alle vegne blev der talt imod dem. — Ap. G. 28:22.

Den tids kristne blev udsat for angreb fra lærde mænd som Lukian, Celsus, Porfyrios, Hierokles, og, som allerede nævnt, blev de ofte forfulgt og mishandlet af de vildledte folkemasser.¹⁴ Men i mange andre tilfælde var det regeringsmagten, der stod bag. Kristne forsamlinger blev splittet, deres bibler brændt, deres rettigheder som romerske borgere taget fra dem, de selv kastet i fængsel, brændt på bålet, lagt på pinebænk eller kastet i arenaen for at blive revet i stykker af vilde dyr. „Al slags raffineret tortur blev taget i anvendelse. Hedenskabet, som kæmpede for sin eksistens, lod intet middel uforsøgt for at udrydde en sekt, der både var foragtet og frygtet.“^8, 19

Nogle historikere¹⁵ har drøftet, hvorfor Guds folk blev udsat for særlig behandling og led en så grænseløs forfølgelse, men når man undersøger sagen, bliver det ganske let at forstå. Et brev, adresseret til Diognetos, som levede i første del af det andet århundrede, siger: „De kristne adskiller sig ikke fra andre mennesker, hverken ved deres jordiske boliger, sprog eller skikke; de bosætter sig aldrig i bestemte byer, de anvender ingen særpræget talemåde eller fører et usædvanligt liv. — De bor i grækernes eller barbarernes byer, hvor de tilfældigvis har fået deres hjem, ligesom de følger landets skikke, hvad klæder, føde og andre af den slags ting angår, og viser desuden en sindsligevægt og opførsel, som er forunderlig og bemærkelsesværdig for alle mennesker. De følger de bestående love, nej, de overgår lovene ved deres opførsel.“²

Forfølgelsen skyldtes således ikke, at de kristne var løjerlige fanatikere. De var bare almindelige, jævne mennesker, hvad det daglige liv angik. (1 Kor. 1:26-29) Men selv denne kendsgerning spotter Celsus, som „gør det latterligt, at arbejdere, skomagere og bønder, de mest uoplyste og tungnemme blandt menneskene, skulle være nidkære evangeliets forkyndere“.²

Rom havde i virkeligheden ikke bedre undersåtter, for selv om de kristne blev klassificeret som uønskede borgere, viste de mere sand respekt for regeringen og for lov og orden, end andre gjorde.¹⁶ Som bevis herfor kaldte Tertullian øvrigheden til vidne på, at de forbrydere, der daglig blev kendt skyldige i mord, forførelse, tyveri o.s.v., var hedninger, ikke kristne. Ganske vist var fængslerne fyldt med kristne, men den eneste anklage, der kunne rejses mod dem, var den, at de var kristne.¹⁷ Alle kendsgerninger viste, at Jehovas trofaste tjenere under Roms herredømme var „en skare mennesker af den mest harmløse og fredsommelige slags, som aldrig i deres sind husede et ønske eller en tanke, der var farlig for statens velfærd“.¹⁸

Mærkeligt, ikke sandt, at sådanne retsindige mennesker blev hadet og forfulgt, uden af nogen ynkedes over dem? Her er grunden, som Tertullian forklarer den: „De viser ikke kejseren tomme, falske eller tåbelige æresbevisninger“, og de afslår at hengive sig til hedningernes vilde fester.⁵ Romerne var tolerante over for enhver, som ville bøje sig for og tilbede den totalitære stat og dens gud, den guddommelige kejser.¹⁸ Selv jøderne kom udmærket ud af det med dem, blot de gik på kompromis i spørgsmålet.¹ „Men de kristnes handlemåde,“ fortæller Mosheim os, „var stik modsat; thi mens de selv aflagde enhver form for frygt, prøvede de ihærdigt at få romerne til at give slip på deres tomme og tåbelige overtro og tilskyndede stadig borgerne til at opgive og afskaffe de hellige ceremonier.“¹⁸ „Deres budskab var ikke et hemmeligt mysterium kun for særlig indviede, men det var noget, der skulle prædikes fra hustagene, og de gjorde det til deres opgave at føre profeternes gamle motto ud i livet: Forkynd de gode tidender.“³

Liste over de i artiklen citerede autoriteter

 1. Christianity and the Roman Government, af E. G. Hardy, optryk 1925 af udgaven 1894, side 122, 130, 95, 18, 19.

 2. The History of the Christian Religion and Church During the Three First Centuries, af Augustus Neander, oversat fra tysk af Henry John Rose, anden udgave, 1848, side 46, 182, 183, 162, 52, 159, 160, 52, 53, 40, 41.

 3. Christianity Goes to Press, af Edgar J. Goodspeed, side 11, 36, 76, 14, 75.

 4. The Decline and Fall of the Roman Empire, af Edward Gibbon, The Modern Library edition, 1. bind, 16. kapitel, side 450, 451.

 5. A Source Book of Roman History, af Dana C. Munro, 1904, side 170.

 6. History of the Christian Church, af Philip Schaff, 2. bind, side 124.

 7. Tertullian’s Apologeticus, oversat af T. R. Glover, IX, 9-15.

 8. Early European Civilization, af Hutton Webster, 1933, side 132, 233, 333, 334.

 9. A History of Rome, af George Willis Botsford, 1901, side 263.

10. The History of Medieval Europe, af Lynn Thorndike, 1917, side 64.

11. The Book of Culture, af Ethel Rose Peyser, 1934, side 549.

12. A Short History of Rome, af Guglielmo Ferrero og Corrado Barbagallo, 1919, side 280, 382.

13. From the Old World to the New, af Engene A. Colligan og Maxwell F. Littwin, 1932, side 88.

14. Cyclopædia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature, af McClintock & Strong, 1871, 2. bind, side 271.

15. The Ancient World, af Willis Mason West, 1913, side 538, 539.

16. History of Europe, af James H. Breadsted, 1920, side 272.

17. History of the Christian Church, af Henry C. Sheldon, 1894, 1. bind, side 180.

18. Historical Commentaries on the State of Christianity, af John Laurence von Mosheim, oversat fra tysk af Robert S. Vidal og udgivet af James Murdock, 1853, 1. bind, side 129, 130.