En nation får et land at forvalte for Gud
1. Hvem har den egentlige ejendomsret til jorden?
JEHOVA er himmelens og jordens Skaber. Han ejer jorden og alt hvad der er på den. Skabninger der lever på jorden kan i forholdet til andre skabninger sidde inde med ejendomsretten til jord eller andre besiddelser, og denne ejendomsret må respekteres, men over for Gud kan ingen skabninger gøre krav på nogen ejendomsret. — Sl. 24:1.
2. Hvad er afgørende for om en nation får lov at blive i det land den bebor?
2 Dette må nationerne også anerkende. De må kun bruge deres land med indbyggernes tarv for øje. Det der afgør om en nation får lov til at blive boende i et land er om den fremmer tilbedelsen af den sande Gud og følger hans principper eller om den besmitter landet og ødelægger det. Nationer som følger falske religiøse lærdomme eller helt fornægter Gud og derved vanærer jordens Skaber og Ejer, får ikke lov til at leve længe på jorden. Selv om nationerne bor på jorden med Guds tilladelse har ingen af dem fået deres land at tage vare på som Guds repræsentant.
3. Hvad kan vi lære ved nøjere at studere et folk der fik både et landområde og et lovkompleks af Gud?
3 Der har dog engang været en nation der fik et stykke jord overdraget af Gud, ikke som sin ejendom men til forvaltning, og som følge deraf skulle stå Gud til regnskab for det. Det er den eneste nation der har haft et guddommeligt lovkompleks. Nu i tiden da nye nationer dannes og regeringer undergår radikale forandringer kan et studium af denne nation og det der skete med den vise os hvad vi bør gøre hvis vi vil bo på jorden i tryghed, frihed og lykke.
4. Hvad berettigede Jehova til at give Israels folk love? Hvordan lyder det første af de ti bud, og hvoraf fremgår det at det specielt var givet til Israels folk?
4 Gud havde ført dette folk, Israel, som han betragtede som sin førstefødte søn, ud af Ægyptens trældom. Han var dette folks konge. Ved Moses førte han det til Horebs bjerg, hvor han organiserede det som en nation. Gennem en engel forkyndte han her de uforlignelige ti bud for folket. Af alle verdens nationer har kun Israel fået følgende bud, som er de to første af de ti bud: „Jeg er Jehova din Gud som førte dig ud af Ægyptens land, ud af trællehuset. Du må ikke have nogen andre guder imod mit ansigt.“
5. Hvad krævede det andet bud af israelitterne?
5 „Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller et afbillede af det som er i himlene oventil eller på jorden nedenunder eller i vandene under jorden. Du må ikke bøje dig for dem eller lade dig forlede til at tjene dem, thi jeg Jehova din Gud er en Gud der fordrer absolut hengivenhed . . .“ — 2 Mos. 20:2-6, NW.
6. Hvordan viser ordlyden af det femte bud at det gjaldt israelitterne? Hvem skulle sabbaten være et specielt tegn for?
6 Med hensyn til det land som han havde lovet Abraham og hans efterkommere hed det i det femte bud: „Ær din fader og din moder, for at du kan få et langt liv i det land, [Jehova] din Gud vil give dig!“ (2 Mos. 20:12) Og som et tegn for israelitterne fik kun de budet om at holde en ugentlig sabbat, hvor alt arbejde indstilledes, til gavn for både mennesker og dyr. — 2 Mos. 20:8-11; 31:13.
Landet skulle behandles efter Guds forskrifter
7. Hvilke sabbater skulle israelitterne overholde med hensyn til jorden?
7 Dette var ikke den eneste sabbatslov israelitterne fik. Til gavn for selve den jord som Gud skænkede dem krævede Gud at de skulle overholde en række sabbater. Hans bud lød: „Seks år skal du beså din mark, . . . men i det syvende, år skal landet have en fuldkommen sabbatshvile, en sabbat for [Jehova] . . .“
8. Hvad skulle de gøre hvert halvtredsindstyvende år?
8 „Og du skal tælle dig syv årsabbater frem, . . . ni og fyrretyve år. . . . Og I skal hellige det halvtredsindstyvende år og udråbe frigivelse i landet for alle indbyggerne; et jubelår skal det være Eder; enhver af Eder skal vende tilbage til sin ejendom, og enhver af Eder skal vende tilbage til sin slægt.“ — 3 Mos. 25:1-13.
9. Hvilket formål tjente de bud Jehova gav om årsabbaterne? Hvem havde ret til at bestemme hvornår jorden skulle dyrkes og hvornår den ikke skulle dyrkes?
9 Det land som israelitterne fik overdraget var betroet gods. De skulle forvalte det med omhu og forstå den guddommelige visdom der lå til grund for budene om sabbatsårene. Jorden havde godt af at ligge brak med regelmæssige mellemrum. Samtidig tjente disse bud til at prøve israelitternes tro på Jehovas løfte om at han ville sørge for en så rigelig afgrøde i det sjette år at den kunne slå til helt frem til høsten i det ottende år, og at Jehova i det otteogfyrretyvende år ville velsigne dem med en så god høst at den kunne strække til både i det niogfyrretyvende år, der var et sabbatsår, og i det halvtredsindstyvende år, jubelåret, helt frem til høsten i det enoghalvtredsindstyvende år. Som jordens ejer havde Gud ret til at sige til sine forvaltere hvornår jorden skulle dyrkes og hvornår den ikke skulle dyrkes. — 3 Mos. 25:20-22.
10. Hvad understregede Guds lov vedrørende salg af jord? Hvad gav budet om jubelåret israelitterne lejlighed til?
10 At de kun havde fået landet i forvaltning fremgik af Guds lov vedrørende salg af familieejendom: „Jorden i landet må I ikke sælge uigenkaldeligt, thi mig tilhører landet, I er kun fremmede og indvandrede hos mig.“ (3 Mos. 25:23) I det halvtredsindstyvende år, jubelåret, skulle alle israelitter som af økonomiske grunde havde været tvunget til at sælge deres jord have denne tilbage, og de der havde været nødt til at sælge sig selv og gå i andres tjeneste skulle have deres frihed igen. Israelitterne havde her en glimrende lejlighed til at vise deres lydighed mod Gud og deres respekt for den jord de havde fået i forvaltning af ham, samt til at lægge kærlighed til deres brødre for dagen. I det samme år som de drog ind i landet skulle de begynde at tælle frem til sabbatsåret og jubelåret. — 3 Mos. 25:1, 2.
11. Hvad var en betingelse for at israelitterne fortsat kunne bo trygt i deres gudgivne land? Hvordan ville Jehova gennemtvinge en overholdelse af budet om sabbatsårene hvis israelitterne ikke overholdt det?
11 Jehova lod israelitterne forstå at hvis de adlød disse love kunne de bo trygt, men hvis de svigtede deres opgave ville Jehova tage sin beskyttelse bort fra dem, og deres fjender ville tage landet fra dem og sprede dem blandt jordens folk. Gud ville derefter lade landet ligge øde hen indtil det havde fået de sabbater godtgjort som israelitterne havde undladt at overholde. — 3 Mos. 25:18, 19; 26:27-39.
12. Hvordan og hvorfor ville Jehova vise dem barmhjertighed trods deres genstridighed?
12 Men selv da ville Gud ikke fuldstændig forkaste dem. Hans kærlighed til Abraham og hans store barmhjertighed kommer til udtryk i hans forsikring om at han vil ihukomme sin pagt med deres forfædre og føre dem tilbage til deres land dersom de af hjertet ydmyger sig. — 3 Mos. 26:40-45.
13. Hvilken velsignelse ville israelitterne opnå hvis de holdt Guds pagt?
13 Før Jehova oprettede sin pagt med israelitterne og gav dem sin lov sagde han ved pagtens mellemmand Moses: „Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk! . . .“ — 2 Mos. 19:5, 6.
Hjælp fra Gud
14. Hvilken stilling ville de komme til at indtage hvis de overholdt pagten? Hvornår blev helligdommen for Jehova rejst, og hvad blev opstillet i det allerhelligste? Hvordan gav Jehova udtryk for at han godkendte denne ordning?
14 Hvis de holdt denne pagt ville de komme til at indtage samme stilling som Melkizedek, der var både konge og præst for Jehova i Salem. Men på daværende tidspunkt var Jehova deres eneste konge. For at hjælpe dem til at holde pagten gav Jehova Moses forskrifter for opførelsen af en helligdom. Den blev rejst den 1. nisan 1512 f.v.t. ved foden af Horebs eller Sinaj bjerg. Det vigtigste inventar i denne helligdom var „vidnesbyrdets ark“, som var beklædt med guld og indeholdt stentavlerne med de ti bud. Arken blev opstillet i det allerhelligste i denne bolig, der kaldtes tabernaklet. Da alt var færdigt viste Jehova at han godkendte boligen ved at lade sin herlighedssky sænke sig over den og fylde den. — 2 Mos. 40:1-35.
15. Hvem blev udpeget til at gøre præstetjeneste i Israel, og på hvilken måde var Aron den Salvede eller Messias? Hvad dannede højdepunktet på den første dag præsterne gjorde tjeneste?
15 Derefter salvede Moses på Guds befaling sin broder Aron til ypperstepræst og indsatte præsterne i deres embede ved en ceremoni der varede syv dage. Aron blev derved den Salvede eller Messias, eller, som Septuaginta-oversættelsen kalder ham, Christós, Jehovas Salvede, men kun som præst. Arons sønner var underpræster, og alle de øvrige mandlige levitter som var kvalificerede, gik præsterne til hånde. På den ottende dag, det vil sige den dag da præsterne påbegyndte deres tjeneste, tilkendegav Gud at han havde antaget dette nyindsatte præsteskab. Jehovas herlighed viste sig for hele folket, og ild fór ud og fortærede brændofferet på alteret. — 3 Mos. 8:1-30; 9:1-24.
16. På hvilken måde var det aronitiske præsteembede forskelligt fra Melkizedeks, og hvad forudsagde Jehova?
16 Dette præsteembede var ikke som Melkizedeks, eftersom denne var både præst og konge. Gud var israelitternes usynlige konge. Præsteembede og kongeværdighed var således adskilt i Israel. Imidlertid forudsagde Jehova gennem Moses at den tid ville komme da israelitterne ville miste troen og bede om at få en synlig, jordisk konge. — 5 Mos. 17:14-18.
17. Hvorledes understregedes på kong Uzzijas tid vigtigheden af at præsteembedet og kongeembedet holdtes skarpt adskilt?
17 Præsteembedet og kongeembedet forblev skarpt adskilt efter at israelitterne havde fået en jordisk konge, og en konge kunne ikke tiltage sig præstelige pligter. Da kong Uzzija af Jerusalem århundreder senere i overmod søgte at ofre røgelse blev han slået med spedalskhed. Han blev udelukket fra templet, og hans søn Jotam måtte overtage tronen efter ham. — 2 Krøn. 26:16-23.
Forbilleder på større ting
18. Hvad hørte med til præsternes daglige pligter?
18 At ofre røgelse, heri indbefattet røgelsen der ofredes på det gyldne røgelsealter i tabernaklet hver morgen og aften, var udelukkende forbeholdt præsterne, der alle var af Arons slægt. De skulle ligeledes daglig ofre en vædder på alteret i forgården som „et stadigt brændoffer“. — 2 Mos. 30:7, 8; Luk. 1:8-11; 2 Mos. 29:38-42.
19. På hvilken dag skulle førstegrødeneget af byghøsten frembæres i tabernaklet? Hvad skete der på denne dag i året 33 e.v.t.?
19 Den 14. nisan fejredes påsken. Den følgende dag, den 15. nisan, var en sabbat uanset hvilken ugedag den faldt på. Den følgende dag igen, den 16. nisan, skulle ypperstepræsten frembære førstegrødeneget af byghøsten i tabernaklet og udføre svingning med neget. (3 Mos. 23:5-11) Derefter kunne de spise af den nye høst. Det var derfor ikke tilfældigt at Jesus Kristus opstod fra de døde den 16. nisan i år 33 e.v.t. — 1 Kor. 15:20.
20. Hvornår ofrede man førstegrøden af hvedehøsten, hvad blev højtiden kaldt, og hvilken betydning havde denne højtid i året 33?
20 Derefter skulle de tælle syv uger eller syv sabbater frem fra den 16. nisan, og på den halvtredsindstyvende dag skulle de frembære førstegrøden af hvedehøsten som offer. (3 Mos. 23:15-21) Denne højtid blev senere kaldt pinse, efter det græske ord for halvtredsindstyvende dag, pentekosté, som vi finder i Apostlenes Gerninger 2:1. Det var på denne dag, Pinsedagen i året 33 e.v.t., som da faldt på den første dag i jødernes uge, hos os søndagen, at den hellige ånd blev udgydt over de første kristne. — Ap. G. 2:1-36.
Den store Konge-præst hidfører varige goder
21. Hvem havde før de aronitiske præsters tid haft den forret at frembære ofre til Jehova?
21 Aron var ikke pontifex maximus („Øverste Brobygger“), betegnelsen for præstekollegiets formand i det gamle Rom, for Rom var endnu ikke grundlagt og blev det først 750 år senere. Nej, han var den øverste cohén (præst) for Jehova Gud i Israel. Før den tid havde det været familieoverhovederne, patriarkerne, som for eksempel Abraham, Isak og Jakob, der havde haft den forret at frembære ofre til Jehova.
22. Hvoraf fremgår det at den kommende ypperstepræst, der skulle ligne Melkizedek, ville stå over det levitiske præsteskab af Arons slægt?
22 At den kommende præst stod over de levitiske præster ses af at Melkizedek velsignede Abraham da denne vendte tilbage fra sejren over den babyloniske konge og dennes forbundsfæller. Eftersom Abraham var israelitternes stamfader var hans oldesøn Levi stadig i hans lænd da han blev velsignet af Melkizedek, og således blev Levi og Aron velsignet. Arons præsteværdighed var derfor lavere end Melkizedeks, for regelen er at det er den ringere der velsignes af den højerestående. Den kommende præst efter Melkizedeks vis ville også stå over de levitiske præster af Arons slægt. Han ville være Guds „kvindes“ sæd. — Hebr. 7:4-17.
23. I hvilke henseender ville den store ypperstepræst efter Melkizedeks vis være en bedre præst end de aronitiske?
23 Ypperstepræsten Aron døde i en alder af 123 år på bjerget Hor og efterfulgtes af sin søn Eleazar. (4 Mos. 20:22-29) Fordi menneskene er ufuldkomne og underlagt synd og død måtte det levitiske præstedømme gå i arv fra fader til søn, og dette måtte fortsætte indtil Jehova oprejste sin store Konge-præst efter Melkizedeks vis og „et kongerige af præster“ kunne indføres. (2 Mos. 19:6) Denne store ypperstepræst ville leve evindelig fordi han var fuldkommen og syndfri, og han ville derfor ikke have brug for nogen efterfølgere i embedet. Han ville være en langt bedre præst end Aron, for han kunne frembære et offer der ville skænke trofaste mennesker evigt liv.
Kærlighed til Jehova en betingelse for at blive boende i landet
24. Hvorledes forberedte Moses før sin død israelitterne til at gå ind i det forjættede land?
24 Arons broder Moses døde på bjerget Pisga, hvorfra han kunne se hele det land der ’flød med mælk og honning’. (5 Mos. 34:1-8) I den næstsidste måned af ørkenvandringens fyrretyvende år holdt Moses afskedstaler til israelitterne og opfordrede dem til fortsat at tjene og tilbede Jehova. Under inspiration udtalte Moses her det største bud i Israels pagt med Gud:
25. Hvordan viste Moses israelitterne med hvilket motiv de skulle tjene Jehova?
25 „Hør, Israel! [Jehova] vor Gud [Elohím], [Jehova] er een. Og du skal elske [Jehova] din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke. . . . [Jehova] din Gud [Elohím] skal du frygte, ham skal du dyrke, . . . I må ikke holde Eder til andre guder, til nogen af de omboende folks guder, . . . ellers vil [Jehova] din Guds vrede blusse op imod dig, så han udrydder dig af jorden.“ — 5 Mos. 6:4-15.
26. Hvordan viste Jesus at det samme princip gælder for de kristne?
26 At det samme princip og det samme bud gælder for de kristne viste Jesus Kristus da han blev spurgt om hvilket bud i loven der er det første. Han svarede: „Det første er: ’Hør Israel! Herren vor Gud [Theós], Herren er én; og du skal elske Herren din Gud [Theós] af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke.’ Et andet er dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ Noget andet bud større end disse gives ikke.“ — Mark. 12:28-31.
Jesus Kristus er ikke Jehova Gud
27. Hvilken Gud er Jehova ifølge de ord som Jesus citerede?
27 Læg mærke til at Jesus Kristus ikke fortolkede Moses’ ord og lavede dem om til: ’Hør Israel! Herren vore Guder [Theoí] er tre.’ Han sagde ikke at der var tre Jehova’er og at han selv var en af disse tre. Jesus sagde: „Herren vor Gud [Theós], Herren er én.“ Jehova er hele Theós, hele Elohím, hele Gud. Jehova deler ikke den tilbedelse der tilkommer ham med to andre Guder i en babylonisk triade.
28. Hvorledes viste Jesus da han citerede fra en salme af David at han ikke var Jehova?
28 Da Jesus citerede Moses og sagde: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte,“ mente han altså ikke sig selv. Han sagde ikke at han var Jehova og den som skulle elskes. Han tænkte på sin egen Gud og Fader. Kort efter dette ordskifte viste Jesus at han ikke var Jehova, for han sagde, som vi læser i Markus 12:35-37: „Hvordan kan de skriftkloge sige, at Kristus er Davids søn? David selv har jo ved Helligånden sagt: ’Herren [Jehova, NW] sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender under dine fødder.’ David selv kalder ham ’herre’, hvordan kan han så være hans søn?“ Jesus viste her at han var Davids søn der senere blev Davids „herre“, den „herre“ Jehova talte til.
29. Hvad kræver Jehova Gud af sine skabninger i modsætning til den hengivenhed der vises treenige guder af babylonisk oprindelse?
29 Vi må derfor passe på at vi ikke bliver et bytte for falsk babylonisk religion og fordrejer Skriften til vor egen fortabelse. Jehova er kun én Gud, kun én person, ikke tre. Derfor kræver han at lydige skabninger af hele deres hjerte, sjæl, sind og styrke kun viser én person absolut hengivenhed, nemlig ham hvis navn alene er Jehova. — Sl. 83:19; Es. 42:8.
30. Nævn nogle af de ting Gud gjorde for israelitterne som et bevis på sin kærlighed til dem.
30 Tænk på alt det Gud gjorde for israelitterne som et bevis på sin kærlighed til dem. Han ydmygede den første store verdensmagt, Ægypten, udfriede israelitterne og organiserede dem som en nation. Under de fyrretyve års ørkenvandring førte og bevarede han dem, og sørgede for mad og drikke til dem. Deres klæder blev ikke engang slidt. Han sørgede for en helligdom til dem og et præsteskab, så deres hellige pagtsforhold til ham kunne bevares. Nu sørgede han endvidere for dem ved at udnævne Moses’ trofaste tjener, hærføreren Josua, Nuns søn, til at føre dem over Jordanfloden ind i landet der flød med mælk og honning.
31. Hvad ville det betyde for israelitterne hvis de vedblev med at elske og adlyde Jehova? Hvad ville resultatet blive hvis de svigtede deres gudgivne opgave? Har Jehova i vor tid et folk som viser ham absolut hengivenhed?
31 Hvis israelitterne blev ved med at elske og tilbede Jehova og holde hans bud ville det betyde et liv i lykke, tryghed og sundhed for dem, og de kunne være sikre på at få lov til at forblive i landet som nation betragtet og varetage deres opgave som forvaltere af Guds land. Hvis de på den anden side svigtede deres opgave og ikke holdt fast ved den sande tilbedelse af Jehova ville det føre til moralsk forfald for dem, ja til at det land som de så nådigt havde fået overdraget blev lagt øde. Hvad ville israelitterne gøre? Hvordan de fik en konge før den store Konge-præst i lighed med Melkizedek kom, og hvordan Jehovas ord gik i opfyldelse på dem, skal vi få at se. Vi skal også se at Jehova i dag har et folk der sætter deres kærlighed til ham og tilbedelsen af ham over alt andet og viser ham absolut hengivenhed. Om det er Jehova der har organiseret dette folk, om de har fået et land overdraget på jorden og om de vil få lov at forblive i det, samt om vi kan få en lod i dette land, er spørgsmål som behandles i de følgende numre af Vagttårnet.