Fordelagtig brug af den tid, der er tilbage

1. Hvilke jordiske muligheder gav Jesus afkald på for Rigets skyld?

JESUS forkyndte ikke eet og gjorde noget andet. Hans handlemåde var i overensstemmelse med hans ord. Alt, hvad han havde, viede han til Rigets sag, endogså selve livet. Men han gav afkald på meget, før hans liv blev hengivet som et offer. Først opgav han sin himmelske tilværelse som Skaberens højeste medhjælper og talerør. Se så på hans jordiske fremtidsmuligheder. Denne begavede unge mand (hans sind var jo fuldkomment) kunne have viet sin tid til videnskabens fremme, til at forlænge menneskers liv ved medicinsk og social forskning. Han kunne have anlagt store byer med mønsterhuse eller stiftet vældige forretningsorganisationer. Med sit fuldkomne legeme kunne han have viet sin tid til fysiske gøremål, hvori han absolut ville blive den mest fremragende, en jæger uden lige, en kunstner af uovertruffen dygtighed; ja, hvad end han havde vendt sig til, ville han uden tvivl være blevet den bedste. Han var det eneste fuldkomne menneske på jorden. Men Jesus vendte ryggen til alt dette, og hans beslutning drejede sig om, hvad han med sin fuldkomne forstand betragtede som den mest nyttige brug af tiden.

2. Hvorfor er særlig Jesus et eksempel for os med hensyn til at købe tiden?

² Hvad Jesus selv valgte at gøre, var det samme, som han befalede sine efterfølgere at gøre. Han prædikede. Ja, han prædikede om Guds rige, ved kysten, i ørkenen, på bjergene, i templet, på gaderne og i folks hjem, ved enhver lejlighed ophøjede han sin faders navn og hensigt. Fordi han havde valgt denne handlemåde, vidste han, at hans dage var talte; men han købte tiden, opkøbte enhver lejlighed, gjorde nyttig brug af den tid, der var tilbage for ham. Når vi nu ser, at Jesus, der havde så store muligheder på alle menneskelige virkefelter, valgte at vi sin tid til Guds tjeneste, følger det så ikke heraf, at vort hovedformål burde være det samme? Absolut! Jesus sagde til enhver, som søgte hans gunst, at han skulle tage sin lidelsers pæl op hver dag og følge ham. (Lukas 9:23) Daglig deltagelse i gerningen, ja heltidstjeneste, burde være enhver Guds tjeners mål.

3. Hvad anerkender Gud med hensyn til anvendelse af tiden? Men hvad er idealet?

³ Det er rigtigt, at ikke alle vil kunne nå det mål. Jesus var ugift; han havde ingen forpligtelser over for en familie, intet, der var ham en klods om benet. Gud kender hver enkelt af sine tjeneres forhold, og han har behag i den enkeltes arbejde, hvor lille hans tjeneste end måtte være, hvis hans tjenere giver alt, hvad de kan. Jesus viste, at det er rigtigt, da han fortalte disciplene, at Gud anerkendte den enke, der gav alt, hvad hun havde, skønt det kun var et ringe beløb. (Markus 12:41-44) Det trækker dog ikke noget fra, men understøtter tværtimod den sandhed, at det ideelle for enhver kristen er at være optaget af Guds gerning hele sin tid. Enhver kan da med fordel bruge lidt af sin tid til med omtanke og under bøn at overveje sine forhold for at afgøre, om der ikke skulle være mulighed for, at han kan gå ud i heltidstjenesten.

4. Ved hvilken stadig indstilling lader vi ikke lejlighederne gå fra os?

⁴ For heltidsarbejderne og for deltidsarbejderne, som nu udgør det største antal af dem, der forkynder om Jehovas rige, er bibelens krav ens. Der er ingen personsanseelse hos Gud. Alle har ikke de samme lejligheder, men alle kan købe sig lejligheder og stadig være på vagt efter en mulighed for at oplyse en anden. Ikke alene i den tid, der specielt sættes til side til forkyndergerningen, men også i den daglige dont vil der opstå lejligheder til at fremholde eller forsvare sandheden. Herom giver Peter det råd: „Vær altid rede til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af jer for det håb, som er i jer, dog med sagtmodighed og frygt.“ (1 Peter 3:15, 16) Er denne bestandige redebonhed ikke den eneste måde, hvorpå man kan være sikker på ikke at gå glip af lejlighederne, være sikker på, at hvert øjeblik bruges på en nyttig måde? Stor glæde opnås ofte ved at tale om sandheden til et menneske, som man måske har været tilbøjelig til at lade gå uden