Værdig deltagelse

1. Hvad omtaler Paulus i 1 Korinter i forbindelse med mindemåltidet?

I SIN OMTALE af mindehøjtiden eller Herrens aftensmåltid i sit første brev til korinterne drøftede Paulus ikke spørgsmålet om, hvem der skulle deltage i symbolerne, men hvad symbolerne betød, og hvorledes man kunne deltage i dem værdigt eller på værdig måde.

2. Hvorfor fejrede korinterne ikke mindehøjtiden på en værdig måde og til eget bedste?

² I selve begyndelsen af sit brev påpegede han, at der fandtes sekter og religiøs splittelse iblandt dem, og han spurgte: „Er Kristus da delt?“ Der herskede misundelse og kiv iblandt dem, hvorfor de ikke var åndelige, men kødelige, og bar sig ad som verdslige mennesker. (1 Korinter 1:11-13; 3:1-4, NW) Det passede sig ikke for dem, der nød mindemåltidets symboler, eftersom brødet var et symbol på enhed inden for Kristi legeme. De kunne heller ikke give sig til at forherlige religiøse ledere og sige: „Jeg tilhører den eller den,“ eller forgude sig selv gennem begær eller begå nogen som helst anden form for afgudsdyrkelse, for det ville være dæmonisme. De, der på denne måde deltog i „dæmoners bord“, kunne ikke med rette have del i „Jehovas bord“ ved Herrens aftensmåltid. Dengang var der også nogle, der bragte deres eget aftensmåltid til menighedens mødested. De havde et fællesmåltid lige inden Herrens aftensmåltid, og der tog de til sig af maden i overmål, så de ikke var i stand til på rette måde at påskønne betydningen af Herrens aftensmåltid. Desuden overså de ved disse fællesmåltider nogle, som da måtte gå sultne, og nogle af dem ønskede blot at deltage i Herrens aftensmåltid for at få noget mad. Alt dette fremmede ikke en værdig deltagelse i mindemåltidet til gavn for dem selv. — 1 Korinter 11:17-22.

3, 4. Hvorledes kan deltagerne pådrage sig skyld over for Herrens blod og legeme?

³ Efter at Paulus havde forklaret de forskrifter, han havde modtaget fra Herren vedrørende Herrens aftensmåltid, sagde han videre: „Thi så ofte, I spiser dette brød og drikker dette bæger, vedbliver I med at forkynde Herrens død, indtil han kommer. Den, der spiser brødet eller drikker bægeret uværdigt, pådrager sig altså skyld over for Herrens legeme og blod. Enhver bør først kritisk undersøge sig selv, inden han spiser af brødet og drikker af bægeret. For den, som spiser og drikker, spiser og drikker sig selv en dom til, dersom han ikke giver agt på legemet. Det er derfor, mange iblandt jer er svage og syge og adskillige sover i døden. Men dersom vi ville skønne, hvad vi selv er, ville vi ikke blive dømt. Men når vi dømmes, tugtes vi af Jehova, for at vi ikke skal fordømmes sammen med verden. Derfor, mine brødre, når I kommer sammen for at spise det, så vent på hverandre. Dersom nogen er sulten, lad ham spise hjemme, at I ikke skal komme sammen til dom.“ — 1 Korinter 11:26-34, NW.

⁴ Enhver, som nyder mindemåltidets symboler, når han er i en uværdig tilstand, eller gør det på uværdig vis gennem manglende påskønnelse, pådrager sig skyld over for Herrens legeme og blod. Alle deltagerne i symbolerne må være sig deres enhed med hovedet, Jesus Kristus, nøje bevidst i udførelsen af Guds vilje. Vi må huske ham som den, det gælder om at forblive i enhed med, og ikke forårsage splid blandt os selv og således ødelægge legemets enhed. Det er Jesu blod, der stadfæster den nye pagt, og vi må ikke betragte blodet som en dagligdags ting ved med vilje at begå synder som sektvæsen, afgudsdyrkelse, begær og kødets gerninger. Ved denne pagt er vi et folk for Guds navn, og vi bør ære dette navn med vort liv. Kristus Jesus, der tilvejebragte blodet til den nye pagt, døde i hævdelse af Jehovas navn og universelle overhøjhed. Vi bør efterligne ham i samme art død, som han døde, idet vi bliver „forenet med ham i en død, der ligner hans“, for at vi også skal blive „forenet med ham i en opstandelse, der ligner hans“. Vi må holde os selv fri for skyld i disse vigtige ting og ikke sidde som hyklere ved mindemåltidet eller Herrens aftensmåltid.

5. Hvorledes skal vi bestræbe os for at deltage værdigt?

⁵ For at deltage værdigt i symbolerne må vi ophøre med sådanne overtrædelser, eftersom noget sådant ikke er foreneligt med at være lemmer på Kristi legeme eller at deltage i mindemåltidets brød og vin. Vi bør kritisk undersøge os selv med henblik på disse ting og bede om Guds tilgivelse for enhver urigtig opførsel og derpå beslutte os til at leve korrekt og prøve os selv med Guds målestok, inden vi tager del i mindemåltidet. Ellers vil vi spise og drikke os selv en dom til, og det vil føre til tugtelse.

6. Hvad må deltagerne påskønne for at undgå tugtelse?

⁶ Det vil ske den, som „ikke skønner på legemet“, siger Paulus. (1 Korinter 11:29, NW) Hermed menes der Kristi forenede legeme. Moffatts oversættelse fremhæver dette for os, idet han her staver ordet Legeme med stort, ligesom i tilfældet, hvor der siges, at kristne er „døbt ind i eet Legeme“ og er „Kristi Legeme“. Moffatts oversættelse siger: „For han, som spiser og drikker uden en rigtig påskønnelse af Legemet, spiser og drikker til egen fordømmelse.“ (1 Korinter 11:29; 12:13, 27, Mo) Deltagerne i mindemåltidets symboler må have klart for øje, at det er „Kristi legeme“, symboliseret ved det ene brød, og de må derfor bevare enheden som „eet legeme“. Vi må have den „rette påskønnelse af Legemet“ og være os vor personlige enhed med hovedet, Kristus Jesus, bevidst. Dersom vi ikke har det, bliver vi åndeligt „svage og syge“ og vil endogså „sove i døden“, som mange af korinterne gjorde det på den tid. Af denne grund måtte Jehova Gud tugte dem gennem sin teokratiske organisation, repræsenteret ved apostelen Paulus, for at de ikke skulle blive fordømt og tilintetgjort, som verden vil det om kort tid. For at være åndeligt sunde og stærke og levende over for Guds organisation og dens arbejde må vi blandt andet respektere, hvad mindemåltidet betyder.

Tidspunktet og måden for højtideligholdelsen

7. På hvilken dag og i hvilken måned fejrer vi mindehøjtiden? Hvorfor?

⁷ Med sand respekt for Herrens aftensmåltid vil vi undersøge, til hvilket tidspunkt og på hvilken måde det bør fejres. Ifølge Jesu anvisning for tidspunktet, da han indstiftede mindehøjtiden, fejrer vi den een gang om året, den 14. nisan, idet nisan er den første måned i Jehovas pagtsfolks kalender ifølge hans påbud i 2 Mosebog 12:1-6. Det var påskedagen, for umiddelbart efter at have fejret påsken som en jøde „under loven“ indstiftede Jesus mindemåltidet med sine elleve trofaste disciple. På Guds befaling blev påsken fejret een gang om året, på årsdagen for den første påske, jøderne fejrede, lige inden de drog ud af Ægypten, „trællehuset“. Denne påskedag døde Jesus på marterpælen på Golgata, ikke blot som det store påskelam, „Guds lam“, men også som arvingen til Guds rige, der vil hævde Guds overhøjhed for al skabningen. For at vedblive med „at forkynde Herrens død, indtil han kommer“, fejrer vi mindehøjtiden med rette på selve årsdagen, den 14. nisan, og kun på den dag.

8. På hvilken tid af dagen bør den fejres? Hvornår fejres den i år?

⁸ På hvilken tid af dagen bør den fejres? Efter solnedgang eller efter kl. 18.00. Hos Jehovas gamle pagtsfolk begyndte hver ny dag på dette klokkeslæt, og den varede hele natten og til næste dags solnedgang. Derfor bør mindehøjtiden fejres om aftenen, den 14. nisan. Paulus siger, at det var „i den nat, da han skulle overgives“, at Jesus tog mindemåltidets symboler og rakte dem til sine disciple. (1 Korinter 11:23, NW) Selve navnet, „Herrens aftensmåltid“ eller nadver, tilkendegiver, at det blev indtaget om aftenen. Den omstændighed, at Paulus siger til korinterne: „Enhver spiser sin egen aftensmad på forhånd,“ beviser, at de første kristne fejrede det om aftenen og ikke om morgenen, efter at enhver havde spist morgenmad, eller over middag, når de havde spist deres frokost eller middagsmad. (1 Korinter 11:20, 21, NW) Derfor vil det rette tidspunkt for at overholde Herrens aftensmåltid i 1951 være efter solnedgang eller efter kl. 18.00 fredag den 23. marts, for på dette tidspunkt begynder den 14. nisan i år.

9. Hvad er det usyrede brød et billede på? Hvorledes fremgår det af 1 Korinter 5:7-11?

⁹ Brødet, Jesus brød, var usyret, den eneste slags brød, der var tilladt ved påsken, fordi dette usyrede brød var et billede på syndfrihed. I sin omtale af, hvorfor Kristi legemes lemmer bør afholde sig fra synd og ikke bør tillade grove syndere inden for menighedens kreds, skriver apostelen til de kristne i Korint: „Rens den gamle surdejg ud, for at I kan være en ny dejg, da I jo er usyrede. Thi Kristus, vort påskelam, er blevet slagtet. Lad os derfor holde højtid, ikke med gammel surdejg, heller ikke med sletheds og ondskabs surdejg, men med usyret brød i renhed og sandhed. Jeg skrev til jer i mit brev, at I skulle ophøre med at have samkvem med utugtige mennesker, . . . ophør med at have samkvem med nogen, der er broder af navn, og som er en utugtig eller havesyg person eller en afgudsdyrker eller en æreskænder eller en dranker eller en udsuger, ja, spis end ikke sammen med et sådant menneske.“ — 1 Korinter 5:7-11, NW.

10. Hvorfor blev der brugt eet brød og eet bæger til en gruppe?

¹⁰ Beretningen viser, at Jesus kun brugte eet brød, men det skulle også kun slå til til elleve apostle. Paulus’s ord i 1 Korinter 10:16 (NW): „Brødet, som vi bryder,“ antyder, at der var et brød for hver menighed, men siger ikke noget nærmere om, hvor stor menigheden var, eller hvor mange deltagere der blev betjent. Vinen, som Jesus benyttede, var den, der var til hans rådighed ved påsketid, og der blev uddelt fire eller somme tider fem bægre til deltagerne i påskemåltidet. (Lukas 22:17, 20) Hvis nogle stykker derfor deler eet brød eller drikker af eet bæger, ville det på passende måde symbolisere enheden og delagtighed i fælles forrettigheder.

11. Hvad siger beretningen vedrørende at takke for og nedbede velsignelse over brødet og vinen?

¹¹ Efter at have taget brødet velsignede Jesus det ifølge Mattæus 26:26 og Markus 14:22 eller „takkede“ ifølge Lukas 22:19. Hvor langt et mellemrum, der var imellem, at brødet og vinen blev delt ud, fremgår ikke af nogen af beretningerne, men Markus 14:23-25 (NW) lyder: „Og han tog et bæger, takkede og gav dem det, og de drak alle deraf. Og han sagde til dem: Dette betyder mit „pagtsblod“, der udgydes for mange. Sandelig siger jeg jer, jeg skal på ingen måde drikke mere af vintræets frembringelser indtil den dag, da jeg drikker den ny i Guds rige.“ Mattæus 26:27-29 samstemmer hermed og viser, at Jesus takkede for hvert symbol med et vist mellemrum. Paulus’s ord i 1 Korinter 10:16: „Velsignelsens bæger, som vi velsigner,“ antyder, at en særlig og adskilt velsignelse blev nedbedt over bægeret, eftersom apostelen ikke der nævner noget om en tak over brødet. Idet han rakte hvert symbol til apostlene, forklarede Jesus hvert symbols betydning og påpegede deres forskelligheder.

12. Hvorfor kan man tilføje yderligere bemærkninger om symbolerne, mens de bliver budt rundt?

¹² Forfatterne viser ikke, hvor meget mere Jesus sagde, da han uddelte brødet og vinen, end de korte sætninger, der findes i beretningen. Nutildags har det været skik og brug, at menigheden såvel som ordstyreren sad ganske stille, mens symbolerne blev delt rundt og indtaget. Nogle deltagere bøjer deres hoved og beder, som var det ikke tilstrækkeligt med den bøn, der bliver bedt over symbolerne. Men det er muligt, at Jesus sagde meget mere om hvert symbol, da det blev uddelt, og mens apostlene deltog deri, for det var ikke en slags magisk formular, han udtalte over hvert symbol for at forvandle det. Beretningerne om denne aften fortæller ikke alt, hvad der blev sagt. Der vil derfor ikke være noget imod, at mødets ordstyrer siger nogle passende ord, mens symbolerne bliver delt rundt til dem, som ønsker at nyde dem.

Vejledning

13. Hvilken fremgangsmåde blev der benyttet ved mindehøjtiden i Brooklyn betelhjem sidste år?

¹³ Sidste år havde Brooklyn betelfamilie den forret at fejre deres første mindehøjtid i det nye betelhjems rigssal lørdag aften den 1. april 1950. Familiens overhoved, Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskabs præsident, forestod højtiden. Efter den sædvanlige sang og en bøn holdt præsidenten et foredrag om Herrens aftensmåltid. Han havde gennemlæst manuskriptet til New World Translation of the Christian Greek Scriptures. Ud fra den havde han tænkt over denne højtid. Så efter at han havde holdt sit foredrag, bad han en broder af den lille rest om at takke for brødet. Mens de tjenende venner bar brødet rundt til enhver, der mente sig selv værdig til at deltage, bevarede præsidenten ikke en trykkende tavshed, men kom med passende bemærkninger til yderligere påskønnelse af „brødet“. Efter at dette var blevet budt rundt, bad han en anden broder af resten om at nedbede velsignelse over bægeret med vin. Derpå blev dette symbol budt rundt, og enhver, der ønskede det, fik lejlighed til at drikke deraf, og mens det blev budt rundt, fremkom præsidenten med yderligere bemærkninger for at hjælpe alle til endnu mere at påskønne betydningen af bægeret og deltagelsen deri. Alle satte pris på disse bemærkninger, mens symbolerne blev budt rundt, også de „andre får“, som ikke selv deltog i nydelsen af symbolerne, men som iagttog de tilstedeværende af Kristi legemes rest, der gjorde det. Det hjalp til at lette den førhen så trykkende atmosfære og dysterhed, der virkede forstemmende på mange.

14. Hvad anbefales der derfor alle afdelinger og kredse?

¹⁴ Den ovenstående fremgangsmåde er bibelsk, og vi anbefaler, at alle afdelinger og kredse af Guds indviede folk benytter den. Den, som forestår mødet, kan fremkomme med yderligere bemærkninger, mens brødet bliver budt rundt, og derefter mens vinen bliver budt rundt. Gør han det, bør han gøre det med omdømme og holde sig til, hvad hvert symbol betyder. Det bør være en lejlighed til åndelig opbyggelse for alle de tilstedeværende, til at øge deres forståelse og forhøje deres påskønnelse af alle de forskellige punkter, der er knyttet til Herrens aftensmåltid, og deres store forrettigheder i forbindelse dermed.

15. Hvorfor kan de andre får glæde sig, skønt de ikke deltager i måltidet?

¹⁵ Skønt de „andre får“, der er til stede, ikke har den forret at spise og drikke symbolerne, kan de glæde sig over, at dette ikke betyder fordømmelse for dem. At have „den rette påskønnelse af legemet“ sætter dem i stand til at glæde sig over, at den nye pagt om udtagelsen på jorden af et folk for Jehovas navn nu er ved at nå sit højdepunkt, og at de nu har den forret at være knyttet til resten af dette folk, de sidste af „Kristi legeme“. Selv om de ikke bør deltage i mindemåltidets symboler, kan de glæde sig over, at Kristus Jesus er „Guds lam, der borttager verdens synd“. Ligesom de omskårne fremmede, der boede blandt israelitterne, dengang de drog ud af Ægypten, spiste påskelammet sammen med dem, således har de nu del i det modbilledlige Lam sammen med den åndelige rest, idet de lægger tro på Kristi blod for dagen og gør Guds vilje i overensstemmelse med Jesu eksempel. (Johannes 1:29; 2 Mosebog 12:48, 49) Mens de ikke drikker hans blod, så vasker de deres klæder og gør dem hvide i Lammets blod. (Åbenbaringen 7:14) Sammen med resten drager de ud af denne verden, og de kan se frem til fuldstændig udfrielse fra den i Harmagedon, hvor verden vil blive opslugt, ligesom faraos hær blev tilintetgjort i det Røde Hav.

16. Hvilke punkter i lighed med dem, der tages op ved andre møder, er derfor ikke forbudt efter Herrens aftensmåltid, og hvorfor ikke?

¹⁶ Når symbolerne er budt rundt, og alle de, som er værdige dertil, har fået dem, er Herrens aftensmåltid forbi. Den befaling, der er blevet givet dem, som hører til Kristi legeme, er blevet adlydt. Hvad der følger efter, mens vi er sammen, er ikke en del af Herrens aftensmåltid. Så vi kan som sædvanlig ved afslutningen af vore møder fremkomme med meddelelser vedrørende tjenesten, synge en sang og bede en bøn. Jesu samtale og bøn med sine disciple, hvorom der berettes i Johannes, kapitel 14 til 17, var ikke en del af Herrens aftensmåltid, men fulgte bagefter. Hvad han der sagde til apostlene og bad om, var dikteret af den presserende situation og af, at de alle var samlet for sidste gang, inden han blev forrådt og skulle dø. Beretningen siger også: „Til sidst gik de, efter at have sunget lovsange, ud på Oliebjerget.“ Dette med at synge lovsange var almindeligt i påsketiden. (Markus 14:26, NW) At vi lige har fejret mindehøjtiden, forbyder derfor ikke, at vi afslutter med de sædvanlige punkter som ved vore andre møder.

17. Hvilken værdig opgave i forbindelse med mindehøjtiden anbefales forkyndere, der overværer højtiden i år?

¹⁷ Sidste år var der ved mindehøjtiden ud over hele jorden 511.203 til stede, hvorimod kun 22.723 deltog i symbolerne. Vi har al god grund til at vente, at der i år vil være endnu flere end en halv million til stede ved mindehøjtiden. Eftersom vi nærmer os vor udgang af denne verden for at drage ind i den nye, vil vi foreslå, at alle aktive forkyndere af Riget vil give andre en håndsrækning, så at den halve million deltagere kan komme ud i tjenesten i den weekend, der følger efter den 23. marts 1951. Du vil på denne måde hjælpe dem til at være med i det sidste vidnesbyrd inden den gamle verdens absolutte ende. Ville det ikke være en værdig opgave at tage op i forbindelse med Herrens aftensmåltid i år, nu da Herren viser sin langmodighed til frelse for os alle! — 2 Peter 3:15.

(The Watchtower, 15. januar 1951)