til at anvende Guds lov. Lovpagten sagde ikke noget om at man ikke måtte tage sig af de syge på sabbaten, men den jødiske tradition tillod kun dette når et menneskes liv var i fare. Stillet over for en mand der havde en vissen hånd, og efter at være blevet spurgt af de religiøse ledere om det var ’lovligt at helbrede på sabbaten’ eller ej, svarede Jesus: ’Er der nogen iblandt jer, som har et får og ikke vil gribe fat i det og trække det op, når det på sabbaten falder i en grav? Hvor meget mere værd er dog ikke et menneske end et får? Har man altså lov at gøre godt på sabbaten?’ Men de nægtede at bruge samvittigheden; de forblev tavse. Jesus blev da vred, „bedrøvet over deres hjertes forhærdelse“, og han helbredte manden. — Matt. 12:9-13; Mark. 3:1-5.

27. (a) Hvorfor er det forkert at ønske at andre skal træffe afgørelser for os i moralske spørgsmål? (b) Hvilke spørgsmål, som bliver besvaret i den følgende artikel, opstår nu?

²⁷ Man viser derfor en forkert indstilling hvis man ønsker at nogen, en ældste eller et ældsteråd i en menighed, eller den kristne menigheds styrende råd, skal opstille love ud over Bibelens. I situationer hvor Guds ord kræver at vi anvender vor samvittighed — vor dømmekraft, indsigt, skelneevne og visdom — bør vi ikke prøve at lægge ansvaret over på en anden ved at få ham til opstille en ’regel’. Det vil måske være klogt af os at søge råd og vejledning — men det vi får kan ikke være andet end råd og vejledning, og vi bør heller ikke ønske det skal være mere. Men hvordan kan vi være sikre på at dette „vidne“ i os aflægger et korrekt vidnesbyrd? Hvordan kan vi sikre os at dets røst hele tiden er kraftig og klar? Læs den næste artikel og få svar på disse spørgsmål.

’Vi anbefaler os til ethvert menneskes samvittighed for Guds åsyn’

1. Hvorfor er samvittigheden i sig selv ikke en sikker vejleder?

DET er ikke nok at have en samvittighed. Den er ikke i sig selv en sikker vejleder i livet. Det er fordi den er en del af os selv, er nært knyttet til vort hjerte og påvirkes af vekselvirkningen mellem hjerte og sind. Alt efter hvad vi selv er, hvad vi har i vort hjerte og sind, vil dette „vidnes“ stemme enten være svag eller klar, dets vidnesbyrd vil enten være fornuftigt, pålideligt og sandt, eller mangelfuldt, vildledende, og måske direkte falskt.

2. Hvilket eksempel viser hvordan samvittigheden kan aflægge et falskt vidnesbyrd?

² Kristus Jesus advarede for eksempel sine disciple om at „den tid skal komme, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved dyrker Gud“. (Joh. 16:2) Saulus fra Tarsus var en af disse. I sin nidkærhed for det hans samvittighed sagde ham var rigtigt, ’bekæmpede han heftigt Jesu navn’ idet han forfulgte disciplene, og ’når man ville henrette dem, stemte han for det’. (Ap. G. 26:9, 10; jævnfør Galaterbrevet 1:13, 14.) Og alligevel kunne han, da han senere som den kristne apostel Paulus, selv blev udsat for forfølgelse, sige for rådet: „Jeg har med fuldgod samvittighed levet mit liv for Gud indtil denne dag.“ (Ap. G. 23:1) Skønt hans samvittighed havde været „fuldgod“ allerede dengang han kæmpede mod kristendommen, havde dens vidnesbyrd været mangelfuldt, ja sørgelig falskt, og havde fået ham til at kæmpe mod Gud. Hvad var der galt?