Hvad er der sket med Guds navn?
DEN unge dame som vi omtalte på foregående side var vant til at der stod „HERREN“ eller „Gud“ mange af de steder i Bibelen hvor hun nu læste „Jehova“.
Men da forkynderen venligt fremførte det argument at HERRE er en titel og ikke et personnavn, gav hun ham ret. Så henviste han til Esajas 42:8, hvor der ifølge mange bibeloversættelser står: „Jeg er HERREN, så lyder mit navn. Jeg giver ej andre min ære.“ (da. aut.) Damen bemærkede at HERREN tydeligvis betød Skaberen, men hun måtte indrømme at det ikke er et navn. Da skriftstedet nu taler om Guds „navn“, hvad er så hans navn?
For at forstå svaret er vi nødt til kort at gennemgå nogle kendsgerninger om Bibelen, der oprindelig blev skrevet på hebraisk og græsk. Selv om du ikke umiddelbart skulle være interesseret i disse enkeltheder, overvej så alligevel det følgende, for det betyder noget for vor senere gennemgang af emnet om Guds navn og dit.
I den hebraiske grundtekst i Esajas 42:8 vil du ikke finde et ord for titlen „HERRE“, men derimod disse fire hebraiske bogstaver יהוה (moderne hebraiske skrifttegn), der er Guds navn. De kaldes ofte tetragrammet (betyder „fire bogstaver“) og gengives i dansk tekst med JHVH. Den mest almindelige danske udtale af tetragrammet er „Jehova“ eller „Jahve“. (Mere herom senere i bladet)
Guds folk i fortiden, hebræerne, havde stor agtelse for Guds navn, og de brugte det. Navnet trådte stærkt frem i Bibelen, idet det forekom over 6900 gange. Kan du se hvad det betyder? Guds sande tjenere havde konstant Guds navn for øje når de læste Guds „ord“ eller hørte det blive oplæst. (Jos. 1:8; 8:34, 35) For eksempel befalede Moses israelitterne at samles regelmæssigt for at lytte til oplæsningen af den lov vi finder i Femte Mosebog, hvilket vil sige at de hver gang hørte Guds navn nævnt over 500 gange. (5 Mos. 31:10-12) Det ser også ud til at hver familie sang Salmerne 113 til 118 hvert år til påske. Alene i de 29 vers i Salme 118 ville Guds navn blive sunget 28 gange. — Se også Mattæus 26:30.
Hvorfor holdt de op med at bruge Guds navn?
Guds hebraiske tjenere havde talrige grunde til at bruge Guds navn. Bibelen formanede dem at ’påkalde hans navn’, og at ’elske hans navn’. (Es. 12:4; Sl. 69:37) Alligevel begyndte jøderne på et ret sent tidspunkt overtroisk at undgå at udtale det hellige navn. Når de kom til det under læsningen af Bibelen sagde de Adonaj (HERRE) eller Elohim (Gud). Men hvorfor?
Nogle siger at det var af frygt for at misbruge Guds hellige navn. Det hed ganske vist i de ti bud at Guds navn ikke måtte misbruges eller bruges på en uværdig måde. (2 Mos. 20:7) Det udelukkede klart enhver respektløs eller uretmæssig brug af det. Og ifølge Tredje Mosebog 24:16 skulle den der forbandede Guds navn lide døden; det gjaldt både den indfødte hebræer og den fremmede eller midlertidige indbygger. Men her var der tale om at misbruge navnet, ikke at undgå at bruge det. Bevismaterialet tyder på at hebræerne almindeligvis benyttede Guds navn i det meste af den bibelske periode. Ikke alene brugte de det ved deres religiøse handlinger; de brugte det også med ærbødighed i hverdagen.
For eksempel afdækkede man i 1961 en gravhule omkring 32 kilometer sydvest for Jerusalem. Hulen så ud til at stamme fra kong Ezekias’ tid (745-716 f.v.t.). På væggene var der hebraiske indskrifter med tetragrammet, som for eksempel „Jehova er hele jordens Gud“. Og i 1966 offentliggjordes en rapport om nogle potteskår med indskrift man havde fundet ved Arad i det sydlige Israel. Et af dem vises ovenfor; det er et personligt brev på hebraisk sendt til Eljasjib fra en af hans undergivne. Brevet indledes sådan: „Til min herre, Eljasjib, måtte Jahve bede om din fred. Og nu . . .“ — Israel Exploration Journal, årg. 13, nr. 2, s. 74-92; årg. 16, nr. 1, s. 1-7.
I betragtning af at mange af fortidens hebræere endda brugte det guddommelige navn ved lejligheder der ikke specielt var religiøse, kunne det være interessant at vide hvornår man begyndte overtroisk at undgå brugen af navnet. Men det er der ingen i dag der kan sige med sikkerhed. Nogle har på grundlag af jødiske rabbineres skrifter hævdet at navnet ikke blev brugt i det første århundrede, altså da Jesus levede på jorden. Men selv om flere og flere på det tidspunkt måske undgik brugen af Guds personlige navn, betyder det ikke at navnet aldrig blev brugt. Dr. M. Reisel har skrevet: „Tetragrammet må være blevet udtalt af ypperstepræsten indtil ødelæggelsen af det andet tempel i år 70 e.v.t.“
Her kunne man så spørge hvad Jesus og hans apostle gjorde. Brugte de mon Guds navn når de skrev eller talte, eller når de læste op af De hebraiske Skrifter? Hvad gjorde Jesus for eksempel da han stod op i synagogen i Nazaret og læste fra Esajas 61:1? Tetragrammet forekommer i den hebraiske tekst, der begynder sådan: „Herren Jahves ånd er blevet givet mig, . . .“ (Den katolske Jerusalem-Bibel) Tror du Jesus bevidst ville undgå at udtale det guddommelige navn blot fordi nogle overtroiske jøder ikke ville udtale det? Husk at han sagde: „Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker du gav mig ud af verden.“ — Joh. 17:6.
Beretningen om hvad Jesus sagde da han læste Esajas 61:1 findes i Lukas 4:18, 19. Hvis du slår disse vers op i de mest anvendte udgaver af Bibelen på dansk, bortset fra Ny Verden-oversættelsen, vil du ikke finde Guds navn. I stedet står der at Jesus læste: „Herrens Ånd er over mig . . .“ — Da. aut.
Kan du forestille dig at Jesus har sagt det sådan? Hvordan kan det være at de fleste bibeludgaver siger „Herren“ her, i stedet for at bruge Guds personnavn? Svaret gemmer sig i en undersøgelse der er foretaget inden for de senere år, en undersøgelse der rummer lige så megen spænding som en detektivroman. Vi indbyder dig til at følge med når vi nu gennemgår opklaringen, og at mærke dig nogle af de overraskende spor der er dukket op undervejs.
[Illustration på side 5]
Tetragrammet i gammelt potteskår-brev