„Dit ord er sandhed“
Udelukkede den guddommelige inspiration det menneskelige element?
ANDET TIMOTEUSBREV 3:16 siger: „Hele Skriften er inspireret af Gud.“ (New World Translation) Guds hellige ånd eller aktive kraft tjente som middel eller redskab for denne inspiration. Som apostelen Peter forklarede: „Drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud.“ (2 Pet. 1:21) Kong David sagde, idet han anerkendte at Guds ånd virkede på ham: „Ved mig talede [Jehovas] Ånd, hans ord var på min tunge.“ — 2 Sam. 23:2.
Men betyder det at de mænd der blev benyttet til at skrive Bibelen simpelt hen nedskrev dikteret stof? Bortset fra selve nedskrivningen krævedes der så ingen indsats fra deres side, med hensyn til at udtrykke Guds budskab? Udelukkede det at de var inspireret helt den personlige varme og det individuelle i udtryksmåden?
Nogle dele af Bibelen er blevet til blot ved at skribenterne nedskrev guddommeligt tilvejebragte oplysninger. Hertil hører de ti bud og alle de andre love og bestemmelser i Guds pagt med Israel. I forbindelse med disse love blev profeten Moses instrueret: „Skriv disse ord op.“ — 2 Mos. 34:27.
På lignende måde modtog andre profeter til tider særlige budskaber at overbringe. Ved en lejlighed fik profeten Jeremias denne besked: „Gå hen og råb Jerusalem i ørerne: Så siger [Jehova]: Jeg mindes din kærlighed som ung, din elskov som brud, at du fulgte mig i ørkenen, et land, hvor der ikke sås; Israel var helliget [Jehova], hans førstegrøde.“ (Jer. 2:2, 3) Dette budskab og andre blev senere nedskrevet og udgør en del af de inspirerede skrifter.
Ved mange lejligheder blev engle benyttet til at overbringe guddommelige budskaber. I tilfældet med disse budskaber var det ligeledes et spørgsmål om simpelt hen at nedskrive de oplysninger der blev meddelt. Somme tider omtales imidlertid den virkning engelens besøg havde på tilskueren. Vedrørende Marias reaktion på engelen Gabriels besøg skrev lægen Lukas: „Men hun blev forfærdet over de ord og tænkte ved sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde.“ (Luk. 1:29) Lukas måtte således bruge sine egne ord for at beskrive Marias reaktion.
Oplysninger blev ofte åbenbaret bibelskribenterne gennem drømme, syner eller trancer. Drømme indgav øjensynlig et stærkt billede af Guds budskab eller hensigt i den sovende persons sind. Når det drejede sig om syner blev Guds tanker i billeder indprentet i det bevidste sind. Nogle af disse syner blev modtaget når personen var faldet i trance. Skønt ved bevidsthed, var vedkommende øjensynlig så fordybet i det syn han modtog under trancen at han glemte alt andet omkring sig.
Når oplysninger blev overgivet ved hjælp af drømme, syner eller trancer, måtte skribenten gøre en indsats for at beskrive hvad han havde set, i udtryksfulde vendinger. Et tilfælde der belyser dette punkt er Åbenbaringens bog. Oplysningerne blev fremholdt for Johannes gennem Guds engel „i billeder“ og Johannes fik denne besked: „Hvad du ser, skriv det i en bog.“ (Åb. 1:1, 11) Profeten Habakkuk fik ligeledes denne anvisning: „Skriv synet op og rist det ind i tavler, at det kan læses let.“ (Hab. 2:2) Følgelig måtte Johannes, Habakkuk og andre øjensynlig bruge deres åndsevner til at vælge ord og udtryk til at beskrive de syner de så.
Men i alle tilfælde kontrollerede og ledede Jehova Gud ved hjælp af sin ånd skribenterne i en sådan udstrækning at slutresultatet var nøjagtigt og også svarede til hans hensigt. Som Ordsprogene 30:5 siger: „Al Guds tale er ren.“
En betydelig del af Bibelen er historisk stof, almenmenneskelige erfaringer, og tanker der hidrører fra enkeltpersoners, familiers, stammers og nationers erfaringer. Disse afsnit var ofte et produkt af megen personlig efterforskning fra skribentens side. Om sin indsats bemærker lægen Lukas: „Så har også jeg besluttet nøje at gennemgå det alt sammen forfra og derefter nedskrive det for dig i rækkefølge.“ — Luk. 1:3.
Der krævedes også en virkelig indsats for at udtrykke tankerne på en indtagende måde. Den vismand der skrev Prædikerens bog, øjensynlig kong Salomon, bemærkede: „Han granskede og ransagede og formede mange ordsprog. Prædikeren søgte at finde fyndord og optegnede sanddru lære, sandhedsord.“ — Præd. 12:9, 10.
Den kendsgerning at en betydelig personlig indsats var nødvendig forklarer de forskelle i skrivestil der tydeligt findes i Bibelen. Til tider genspejles skribentens personlige baggrund i beretningen. Skribenternes naturlige kvalifikationer kan endog have været medvirkende til at Gud udvalgte dem til deres særlige opgaver. Jehova kan også have beredt disse mænd til at tjene hans formål.
Man kan henvise til flere eksempler på den individuelle udtryksmåde. Mattæus, en tidligere skatteopkræver, foretog talrige detaljerede, konkrete henvisninger til tal og pengeværdier. (Matt. 17:27; 26:15; 27:3) Og lægen Lukas’ udtryksmåde genspejler at han var læge.
Ikke blot gav en sådan personlig udtryksmåde forfriskende variation, men den tjente også et formål. For eksempel fremholder Lukas, uden tvivl fordi han var uddannet som læge, nyttige detaljer vedrørende Jesu mirakler. Vi får at vide at Jesus var i stand til at helbrede, ikke blot personer med almindelige tilfælde af spedalskhed og andre sygdomme, men en kvinde der var plaget af „høj feber“ og en mand der var „fuld af spedalskhed“. — Luk. 4:38; 5:12.
Selv når noget der blev fremholdt som „Jehovas ord“ eller som et bestemt „udsagn“ blev nedskrevet, kan der også have været tale om noget personligt i udtryksmåden. I stedet for at udsagnet blev overleveret ord for ord, var „ordet“ eller budskabet måske blevet meddelt ved at skribenten havde fået indgivet et billede af Guds hensigt i sit sind, og dette indtryk ville skribenten derefter være i stand til at udtrykke med sine egne ord. Dette kan være antydet ved at skribenterne til tider taler om at „skue“ (i stedet for „høre“) Jehovas „udsagn“ eller „[Jehovas] ord“. — Es. 13:1; Mika 1:1; Hab. 1:1; 2:1, 2.
Den guddommelige inspiration udelukkede således ikke det menneskelige element. Denne egenskab giver Bibelens budskab en varm appel og tiltalende afveksling. Beretningen pulserer af følelse. Skribenterne var ofte personligt med i eller på en eller anden måde berørt af det de nedskrev. Følgelig skildres livet med et personligt anstrøg og som det virkelig er — med dets frygt, skuffelser, sorger og glæder. Bibelen handler om virkelige mennesker, hvilket gør at vi kan sætte os i deres og i skribentens sted. De mennesker der er nævnt i Bibelen begik fejl og gennemgik prøvelser og lidelser ligesom vi gør. Dog udviste mange af dem urokkelig tro på deres Skaber og lagde en dyb kærlighed til ham for dagen. Vi kan derfor hente opmuntring i deres gode eksempel. Og Guds handlemåde med dem giver os forvisning om hans interesse i os som mennesker. Hvor kan vi være Jehova Gud taknemmelige for denne betydningsfulde beretning!