eller stengrunden, visnede, da heden ramte den. Dersom vort hjerte er stenet, det vil sige selvisk og uden tro, vil vi heller ikke være i stand til at udholde forfølgelsens hede. Det er grunden til, at Paulus advarer os: „Tag jer i agt, brødre, i frygt for, at der aldrig hos nogen af jer skal opstå et ondt hjerte uden tro, ved at I vender jer bort fra den levende Gud.“ (Hebr. 3:12, NW) Derefter fortsætter Paulus med at vise, hvorledes vort hjerte kan blive forhærdet ved syndens bedrageriske magt.

En direkte modsætning til et sådant hjerte, er det hjerte, der sammenlignes med den „gode jord“, og som bevarer sandheden og bærer „frugt i udholdenhed“, nogle tredive, nogle tresindstyve og andre hundrede fold. — Luk. 8:15.

Udholdenhedens frugter

Vi skulle aldrig tænke, at det er spild af tid at holde ud i udholdenhedsprøven; for mens vi fortsætter og affinder os med de ting, der prøver os, finder der forandringer sted hos os; og dersom vi gennemgår disse trængsler med den rette hjerte- og sindsindstilling, vil forandringen blive til det bedre og resultere i Guds godkendelse. Det er derfor noget, man ikke skulle være bedrøvet, men glad over. „Mine brødre, I skal regne det for lutter glæde,“ skriver Jakob, „når I kommer ind i mange slags prøvelser. I ved jo, at når jeres tro prøves, virker det udholdenhed; og udholdenhed skal føre til fuldkommen gerning, så I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.“ — Jak. 1:2-4.

Af disse ord af Jakob fremgår det, at udholdenhedsprøven ikke er noget, der vil være hurtigt overstået, men at vi må gennemgå prøve efter prøve, hvilket bevirker, at vi stadig må opøve de rette egenskaber og udvikle nye, alt imens vi helt ser hen til Gud efter visdom og vejledning. Men ved således at holde ud, tilegner vi os en mangesidet erfaring og en alsidig forståelse af, hvordan man skal tage problemerne, og vi bliver modne og fuldkomne i lydighed og tillid til Gud. Ved at handle således, beviser vi vor afhængighed af Gud og vil blive blandt dem, hvis ustraffelighed Jehova kan være sikker på i al evighed. Dersom vi forstår dette, vil vi ikke trække os tilbage fra prøverne på vor udholdenhed, men vil med fasthed gå dem i møde med alt, hvad vi har, i tillid til at vi med Guds hjælp vil stå dem sejrende igennem.

Der er endnu en anden vigtig grund til at holde ud — det tjener til andres frelse, både ved at vi forkynder det gode budskab om frelse for andre, og ved at vi selv sætter et eksempel på trofasthed. Som Paulus udtrykte det: „Derfor udholder jeg det alt sammen for de udvalgtes skyld, for at også de må få frelsen i Kristus Jesus med evig herlighed.“ — 1 Tim. 4:16; 2 Tim. 2:10.

Ved således at se, at andre får gavn af vor faste udholdenhed i Guds tjeneste, er vi yderligere forpligtet til at fortsætte og aldrig holde op. Dersom vi holder op, hjælper vi hverken os selv eller andre til frelse. Men ved at gå fremad i Jehovas gerning som hans tjenere, uden at ænse, hvad vi må se i øjnene eller bære, bevarer vi os på frelsens vej, ligesom vi også, både ved vor forkyndelse og vort eksempel, hjælper andre ind på denne vej. — 2 Tess. 1:4.

Guds løfte om evigt liv i hans nye verden står fast. Vi erfarer de mange velsignelser ved at tjene Gud i den nuværende tid. Den kendsgerning, at arbejdet med at forkynde det gode budskab kan blive mere omfattende, end vi engang troede, skulle ikke svække vor nidkærhed og begejstring. Måtte der derfor, til vi ser Jehovas krigsvognes hjul bevæge sig mod Satans synlige organisation og knuse den i støvet, ikke være nogen given op fra vor side, men lad os i stedet vise trofast udholdenhed på vore tjenesteposter — til Jehovas navns ophøjelse, til andres frelse og til vor egen frelse. — Es. 21:8, 9.

Uddeling af det franske Vaagn op! i Quebeck

EN mørk, regnfuld aften, lige efter aftensmaden, befandt vi os ved St. Jerome, travlt beskæftiget med at sætte „regnfrakker“ på sammenfoldede Reveillez-vous! (det franske Vaagn op!) Efter at vi omhyggeligt havde pakket omkring 550 af dem ind i vokspapir, der blev holdt fast med gummibånd, gik vi ud i den stormfulde aften og uddelte dem. Med hvilket resultat? Nogle få dage senere fik vi meddelelse fra Selskabet om, at der var nogen, som havde indsendt en ordre-kupon fra et af disse regnvejrsklædte numre af Vaagn op!

Vi forfulgte øjeblikkelig denne interesse og fandt til vor overraskelse tre brødre, der boede sammen, og som på eget initiativ havde forladt den romersk-katolske kirke elleve år tidligere og siden da var vandret fra kirke til kirke i deres søgen efter sandheden. Alt, hvad de havde, var en fast overbevisning om, at Bibelen, endskønt de ikke klart forstod den, var sand. De havde fem forskellige oversættelser af Bibelen. Ved hjælp af den smule, de forstod, havde de gjort andre interesseret i Bibelen. I mere end en time prøvede den mest belæste af brødrene at forklare Bibelen for os, kun for gentagne gange at blive rettet af vore citater af andre skriftsteder.

Efter at dette havde stået på i mere end en time, opløftede denne ydmyge og lærvillige mand som en slags tegn på overgivelse, sine hænder og sagde: „Jeres kundskab er langt større end min; I må hellere tage ordet og fortælle os om frelsen.“ Det gjorde vi så med glæde. En af de tre brødre udtalte: „Når vi tidligere fandt mennesker, der var interesseret, måtte vi, på grund af manglende kundskab, sende dem til andre kirker, men nu vil vi sende dem allesammen til jer.“ Den følgende uge blev der påbegyndt et bibelstudium, og da det efter to timers studium blev antydet, at det var tid at holde op, ønskede de ikke at holde op, skønt det var midnat. Den næste søndag kom to af dem til rigssalen, og den påfølgende uge begyndte den ene af dem at tage del i studiet og give kommentarer, der tydeligt viste, at han havde studeret sit Vagttaarn grundigt, noget, der frydede os alle.

Resultatet af de Vaagn op!, der hin regnfulde aften blev uddelt på må og få, er: to påbegyndte bibelstudier, fem abonnementer, fjorten store bøger, som blev spredt sammen med adskillige småbøger og blade; tre interesserede taler allerede med deres naboer om sandheden, og to er opsat på at indsende deres udmeldelse til den katolske kirke (de tre brødre havde allerede sendt deres udmeldelser, længe før de hørte om sandheden). De er klar over, at for at komme til at leve i den nye verden, må de forkynde, og de er ivrige efter at gøre det.