Evangelieforkyndelsens plads i den sande gudsdyrkelse
„Jeres Tro skulle ikke bero på menneskevisdom, men på Guds kraft.“ — 1 Korinter 2:5, Seidelin.
1. (a) Hvilken virksomhed er Jehovas vidner overalt kendt for? (b) Hvor vigtig er denne virksomhed?
JEHOVAS VIDNER er kendt vidt og bredt som evangelieforkyndere, forkyndere af godt nyt. Den engelske sociolog J. A. Beckford skrev følgende herom i tidsskriftet Social Compass for januar 1977: „Vidnerne er blandt de mest ihærdige og virksomme til at forkynde evangeliet og omvende folk i nutidens verden.“ Han tilføjede: „Dette er en indlysende, skønt ofte overset, grund til Vagttårnsbevægelsens vækst.“ Har Jehova behag i deres arbejde med at forkynde Riget og gøre disciple? Både fortidige og nutidige kendsgerninger svarer ja! Evangelieforkyndelsen, forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige, hører med til selve grundlaget for kristendommen. I fortiden var den et kendetegn for Guds folk, og det er den stadig.
2. Hvilke muligheder åbner forkyndelsen af Riget?
2 Hvilke muligheder åbner forkyndelsen af Riget for os? Den sætter os blandt andet i stand til som enkeltpersoner at give synligt udtryk for kærlighed til og taknemmelighed mod både Gud og mennesker. (Mattæus 22:37-39) Og som det vigtigste bliver andre gjort bekendt med Jehovas uforlignelige visdom og enestående kraft gennem evangelieforkyndelsen. — Apostelgerninger 1:8; 4:33; Efeserne 3:10.
Jehova står bag den gode nyhed
3. (a) Hvordan kan man kalde Jehova en evangelieforkynder? (b) Hvem drejer den gode nyhed sig i første række om, og hvad gik hans opgave ud på?
3 Jehova var selv den første evangelieforkynder, den første forkynder af en god nyhed. I den første profeti han fremsatte, forkyndte han en god nyhed om udfrielse for den ufuldkomne menneskehed gennem en „sæd“ der skulle fremstå. (1 Mosebog 3:15) Senere lod Gud sin profet Esajas forudsige at Messias, Jesus Kristus, som den mest fremtrædende af denne „sæd“, skulle forkynde „glædesbud (godt nyt, NW) til ydmyge“. (Esajas 61:1) Det var altså Jehovas hensigt at Kristus skulle være en forkynder af godt nyt — en evangelieforkynder.
4, 5. Hvordan har engle virket som evangelieforkyndere?
4 Jehova har også givet andre til opgave at forkynde gode nyheder. Mægtige åndeskabninger eller engle har deltaget i et sådant arbejde. Interessant nok betyder ordet for „engel“ både på hebraisk og græsk bogstaveligt: „sendebud“, og ordet „evangelieforkynder“ er afledt af to græske ord der betyder „god“ og „engel“ (eller „sendebud“). For eksempel ’forkyndte [Guds engel] denne gode nyhed for Abraham’. (Galaterne 3:8; 1 Mosebog 22:15-18) „Denne gode nyhed“ gik ud på at den lovede „sæd“ ville fremstå blandt Abrahams efterkommere, og at alle jordens slægter skulle velsigne sig ved denne „sæd“. (1 Mosebog 12:2, 3) Næsten to tusind år senere tjente engelen Gabriel som evangelieforkynder da han bekendtgjorde over for Zakarias at Johannes Døber skulle fødes, og sagde: „Jeg er blevet udsendt for at tale med dig og forkynde dig den gode nyhed om disse ting.“ Johannes Døber beredte vejen for den mest fremtrædende af Abrahams „sæd“, Jesus Kristus. — Lukas 1:19.
5 Gabriel virkede igen som evangelieforkynder da han viste sig for Maria for at overbringe hende godt nyt, nemlig om Jesu forestående fødsel. (Lukas 1:26-38) Nogle måneder senere blev nogle hyrder overrasket af en engel der virkede som evangelieforkynder og bekendtgjorde: „I skal ikke være bange, for, se, jeg forkynder jer en god nyhed om en stor glæde som vil blive hele folket til del.“ En mængde andre åndeskabninger sluttede sig derpå til denne engel og bekræftede den gode nyhed. (Lukas 2:8-14) Vidnesbyrdene om at Gud kunne fremme den gode nyhed ved hjælp af engle ophørte ikke med hans søns fødsel, men fortsatte op gennem det første århundrede i den kristne menighed. En engel udfriede de fængslede apostle og befalede: „Bliv ved med at tale til folket.“ (Apostelgerninger 5:20) Engle blev også brugt til at lede forkyndere til de interesserede og til at hjælpe Guds tjenere. (Apostelgerninger 8:26; 10:3; 12:7-11) Og apostelen Johannes, der under inspiration beskrev det der skulle hænde „på Herrens dag“, fik et syn af ’en engel som fløj midt på himmelen, og som havde en evigvarende god nyhed at forkynde’ — det vil sige at engelen førte tilsyn med Jehovas jordiske tjeneres arbejde med at udbrede budskabet over hele jorden. — Åbenbaringen 1:10; 14:6.
Opgaven fra Kristus — ’forkynd evangeliet!’
6. (a) Hvilket grundlag for udbredelsen af den gode nyhed lagde Jesus? (b) Hvordan sikrede Jesus at arbejdet med at forkynde evangeliet ville fortsætte efter hans død?
6 Hvorfor var den første kristne menighed så frimodig og energisk i arbejdet med at aflægge vidnesbyrd? Fordi Kristus i Guds visdom og kraft, på sig selv havde opbygget menigheden som en stærk organisation af evangelieforkyndere. Dette havde han gjort på to måder. Først og fremmest ved at fuldføre sin egen opgave, „at bringe godt nyt til de sagtmodige“. (Esajas 61:1, NW) Desuden havde han personligt oplært sine 12 nære medarbejdere til at forkynde, og derpå 70 andre. Således opbyggede han en stærk kerne af forkyndere til at videreføre evangelieforkyndelsen efter sin død. — Mattæus 10:5-42; Lukas 10:1-16.
7. Hvordan har Gud demonstreret en visdom der er anderledes end menneskers ved at bringe den gode nyhed ud til folk?
7 Jesus var en handlingens mand når det gjaldt forkyndelsen af Riget. Han var travlt optaget af at forkynde evangeliet fordi han vidste at folk havde behov for at høre den gode nyhed om Guds rige — den nye himmelske regering som vil bringe varig fred til jorden og fjerne alle årsager til lidelse. Således sagde han til sine disciple, efter at han havde fuldført en rundrejse til byerne og landsbyerne for at forkynde, og efter at han havde set indbyggernes ynkværdige åndelige tilstand: „Ja, høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ (Mattæus 9:37, 38) Jesus gjorde straks noget for at dække behovet. En af hans første befalinger til apostlene lød: „Mens I nu går, skal I forkynde og sige: ’Himlenes rige er kommet nær.’“ ’Forkynd!’ lød hans råb. Menneskelig visdom ville måske have budt at man oprettede et nyt statsdepartement for at afhjælpe den sociale nød, eller dannede et hemmeligt revolutionsråd for at gøre noget ved menneskehedens problemer; men Kristus lagde Guds visdom for dagen og sagde ganske enkelt: ’Gå og forkynd!’ — Mattæus 10:7.
8. Hvordan reagerede Jesus da hans disciple var kommet tilbage efter at have forkyndt, og hvad var grunden?
8 Efter at have givet denne undervisning talte Jesus til endnu flere og gav også dem besked på at forkynde evangeliet. Da disse forkyndere vendte tilbage og kunne berette om en vellykket tur, blev Jesus fyldt med glæde og sagde: „Jeg priser dig offentligt, Fader, himmelens og jordens Herre, fordi du omhyggeligt har skjult disse ting for vise og intellektuelle og åbenbaret dem for spædbørn.“ (Lukas 10:21) Disse „spædbørn“ var Jesu voksne disciple, og evangelieforkyndelsen var det hjælpemiddel de brugte til at afdække Guds sandhed for andre. Det var således hverken ved menneskers visdom eller menneskers kraft at den sande kristendom blev solidt grundfæstet, men ved Guds visdom og kraft som den kom til udtryk gennem forkyndelsen af Riget.
Alle var evangelieforkyndere
9. Hvordan bekræfter historiske værker at forkyndelsen af Riget var kristendommens grundlag?
9 Hvis forkyndelsen af den gode nyhed om Riget er en del af selve kristendommens grundlag, må alle de første kristne have været evangelieforkyndere. Var de det? Historien svarer tydeligt ja! Læg mærke til hvad følgende opslagsværker meddeler om de kristne i det første århundrede:
„Hver og én af de kristne i de dage var ’missionær’.“ — History of Western Civilization.
„Denne indledende missionsvirksomhed viser at missionsstyrken i tidlig tid ikke var begrænset til kun at omfatte apostlene. Tværtimod var hele det kristne samfund med til dette i fællesskab.“ — New Catholic Encyclopedia.
„Et stærkt ønske om at vidne om sin tro og livsform er et kendetegn man kan forvente at finde hos hver enkelt kristen.“ — Encyclopedia Americana.
10. (a) Hvornår blev den kristne menighed til en organisation af evangelieforkyndere? (b) Hvilken mirakuløs evne indgav Gud disse første kristne, og med hvilket formål?
10 Fra det øjeblik den kristne menighed blev dannet i år 33 e.v.t., var den en organisation af evangelieforkyndere. Dens tidligste medlemsskare på omkring 120 disciple spildte ikke tiden, men blev straks forkyndere af Riget. Den historiske beretning Gud har ladet nedskrive, fortæller: „De blev alle fyldt med hellig ånd og begyndte at tale.“ Læg mærke til at alle, ikke kun nogle, begyndte at tale „om Guds storslåede gerninger“. (Apostelgerninger 2:4, 11) Guds kraft og visdom indgav disse lydhøre tilbedere af Gud den forbløffende evne at kunne aflægge vidnesbyrd på sprog de aldrig var blevet undervist i. Ved et mirakel kom forkyndelsen af den gode nyhed til at udgøre grundlaget for den nydannede kristne menighed.
11. Hvordan understregede Peter at alle kristne skal være forkyndere?
11 Peter anvendte senere samme dag Joels profeti på den nydannede kristne menighed: „’Og i de sidste dage,’ siger Gud, ’vil jeg udgyde noget af min ånd over al slags kød, og jeres sønner og jeres døtre skal profetere, og jeres unge mænd skal se syner, og jeres gamle mænd skal drømme drømme; og selv over mine trælle og over mine trælkvinder vil jeg udgyde noget af min ånd i de dage, og de skal profetere.’“ (Apostelgerninger 2:17, 18; Joel 3:1, 2) Hver og én af de kristne skulle være evangelieforkyndere. Mænd og kvinder, ja selv børn, skulle deltage aktivt i at profetere eller forkynde, ja strømme over med Guds budskab, den gode nyhed.
Evangelieforkyndelsen også en advarsel
12. Hvorfor er budskabet om Guds rige ikke en god nyhed for enhver?
12 Budskabet om Guds rige er ikke en god nyhed for enhver, for den indeholder også en advarsel om ødelæggelse. Den nuværende fordærvede orden og alle der støtter den må bort, hvis den gode nyhed skal være til varig gavn. (Ordsprogene 21:18) De der af et rent hjerte tilbeder Jehova kan ikke omdanne jorden til et paradis hvis ondskaben bliver ved at beskæmme dens skønhed. Den gode nyheds ophavsmand gav befaling til ikke blot at „udråbe et nådeår fra [Jehova]“, men også at forkynde om „hævnens dag fra vor Gud“. (Esajas 61:2) Det samme budskab lyder fra en af de engle der omtales i Åbenbaringen og som blandt andet siger: „Frygt Gud og giv ham ære, for hans doms time er kommet.“ — Åbenbaringen 14:7.
13. (a) Hvordan så de første kristne på evangelieforkyndelsen? (b) Hvilket skriftsted viser at de første kristne følte at det hastede?
13 De kristne i det første århundrede følte at det hastede, og udbredte derfor den gode nyhed på den hurtigst mulige måde. Dette særlige træk ved den gode nyhed kendetegnede de første kristne. „Den kristne forventning om endens komme bestod aldrig alene i en passiv længsel efter det kommende gudsrige,“ men „kom i stedet til udtryk ved at man i bemærkelsesværdig grad fremskyndede sine anstrengelser for at forberede verden på Kristi genkomst og det kommende rige,“ bemærker opslagsværket Encyclopædia Britannica. Menighederne blev med mellemrum formanet om at enden var nær, og at det var nødvendigt at være beredt på den. Apostlene havde erkendt at en hurtig udbredelse af evangelieforkyndelsen nødvendigvis måtte høre med til kristendommen, hvis man skulle nå ud til alle folk før Guds hævns dag kom. Følgen var at kristendommen hurtigt bredte sig. — Romerne 10:13, 14; 1 Tessaloniker 5:2, 6; 2 Peter 3:11-14.
14, 15. Hvordan har iver for evangelieforkyndelsens sag påvirket historien?
14 På trods af at budskabet om Riget efter det første århundrede blev neddæmpet og fordrejet og ikke længere lød klart, bevarede forventningen om endens komme sin kraft. For eksempel skal en af årsagerne til at Columbus foretog sin ekspedition til den vestlige halvkugle i det 15. århundrede ifølge visse historikere have været den antagelse at man hurtigt måtte nå ud til Indien med den gode nyhed før Kristus kunne komme igen. Lignende opfattelser fik senere hele befolkningsgrupper til at bryde op og flytte langt bort. For eksempel udvandrede en gruppe puritanere i 1600-tallet; i 1700-tallet flyttede mange baptister, kvækere og metodister til Nordamerika; og i 1700- og 1800-tallet udvandrede en del tyskere til Rusland og Palæstina.
15 Kan man på baggrund af dette sige at det arbejde med at forkynde evangeliet som Jesus påbegyndte har haft vidtrækkende og varig virkning? Historien svarer ja. Selv om iveren for evangeliets sag ikke altid kom til udtryk på den måde Kristus havde anvist, har den alligevel haft stærk indflydelse på verdenshistorien. Encyclopædia Britannica slutter sit afsnit „Kristendom“ med følgende udtalelse: „Kristendommen er den åndelige kraft der har påvirket menneskehedens historie stærkere og måske har forandret den mere dybtgående end nogen anden faktor.“
Evangelieforkyndelsen i nutiden
16. (a) Hvilken slutning kan vi drage angående de kristne i det første århundrede? (b) Hvilket spørgsmål kan man stille angående vidnearbejdet i nutiden?
16 Når vi har undersøgt den historiske beretning, både den Gud har ladet nedskrive og den verdslige, må vi drage en meget betydningsfuld slutning: Alle de første kristne var evangelieforkyndere. For vedblivende at være kristen måtte man forkynde regelmæssigt. Men er det ikke en naiv, ubehagelig og utidssvarende form for gudsdyrkelse i vore dage? Set fra menneskers synspunkt er det måske — men ikke set fra Guds. — Ordsprogene 16:25; Jeremias 8:9.
17. Hvordan har Jehovas vidner genoplivet den sande evangelieforkyndelse?
17 Jehovas Vidners historie i nutiden viser at de på ny har bragt den gode nyhed om Riget til at lyde klart og tydeligt. I lydighed mod Kristi bud er de travlt optaget af den mest omfattende evangelieforkyndelse nogen sinde. Vidnearbejdet skal nå ud over hele jorden før enden på denne tingenes ordning kommer. (Mattæus 24:14) I de sidste 100 år har dette været det vigtigste for Jehovas Vidner. Det første nummer af The Watchtower, der dengang hed Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence, sagde følgende om bladets formål:
„Dette er første nummer af første årgang af ’Zion’s Watch Tower’, og det vil ikke være uret at gøre rede for hensigten med dets udgivelse. At vi lever ’i de sidste dage’ . . . og det er vort ønske at ’troens husholdning’ skal være helt vågen over for denne kendsgerning.“ — Juli 1879.
Senere, i 1884, dannede Jehovas Vidner som et samfund af evangelieforkyndere en korporation. I dens anden formålsparagraf blev hensigten med den udtrykt med følgende ord:
„Formålet med Selskabets dannelse er at udbrede Bibelens sandheder på forskellige sprog ved udgivelse af traktater, brochurer, blade og andre religiøse tryksager samt ved hjælp af alle andre lovlige midler.“
Har disse redskaber opfyldt deres erklærede hensigt? Historien svarer ja.
18. Hvordan har Jehovas vidners forkyndelse af evangeliet rettet verdens opmærksomhed mod dem?
18 Det arbejde med at forkynde evangeliet som Jehovas vidner udfører, har rettet verdens opmærksomhed mod dem. Det er blevet bemærket og har fundet vej til nyhedsmedierne, de højeste domstole og historiebøgerne. Fra de 6000 eksemplarer bladet Vagttårnet til at begynde med udkom i på ét sprog én gang om måneden, er oplaget vokset til det nuværende tal på over 10 millioner eksemplarer på 102 sprog, og bladet er dermed blevet det mest udbredte religiøse tidsskrift. Der har også været et bemærkelsesværdigt opsving fra de få tusind timer der blev anvendt i forkyndelsen af evangeliet i det 19. århundrede og til nu. I 1982 blev der således anvendt 384 millioner timer i forkyndelsen; 286 millioner bøger og blade blev uddelt, og i mere end halvanden million private hjem i 205 lande og områder blev der givet gratis bibelundervisning. Alt dette er blevet udrettet af et forholdsvis lille antal forkyndere — 2.477.608 i 1982.
19. (a) Hvem tilskriver Jehovas vidner æren for at deres verdensomspændende forkyndelse af evangeliet er lykkedes? (b) Hvis du er evangelieforkynder, hvad bør du da gøre, ifølge Mattæus 10:7?
19 Tilskriver Jehovas vidner det deres egne forstandsevner og deres egen styrke at de har kunnet sætte denne forbløffende rekord? Nej. Al æren tilhører vor vise og mægtige Gud, Jehova, den første evangelieforkynder. Hvad vil du da gøre? Hvis du indser at evangelieforkyndelsen har en plads i den sande gudsdyrkelse, og du oprigtigt ønsker at behage Jehova, tag da regelmæssigt, uge efter uge, del i denne forkyndelse. Som Jesus sagde: ’GÅ OG FORKYND!’ — Mattæus 10:7.
Kan du besvare disse spørgsmål?
■ Hvordan har Jehova selv vist sig at være en evangelieforkynder?
■ Hvilken andel har engle haft i udbredelsen af den gode nyhed?
■ Hvilket arbejde var Jesus Kristus helt optaget af?
■ Hvorfor må man være evangelieforkynder for at være en sand kristen?
■ Hvilken forventning har altid været stærk hos dem der bekendte sig som Kristi disciple?
■ Hvordan viser Jehovas vidner sig i dag som sande evangelieforkyndere?
[Illustration på side 9]
Evangelieforkyndere i himmelen og på jorden samarbejder om at få den gode nyhed forkyndt