tro. Det vil lønne sig rigt, for Jehova „bliver deres belønner som ivrigt søger ham“. — Hebr. 11:6.

17. Hvordan satte Jakob ved sin oplevelse med engelen et glimrende eksempel på vedholdenhed?

¹⁷ Betydningen af vedholdenhed i bønnen, tillige med tro, understreges på en yderst interessant måde i Lukas-evangeliet, men først vil vi gerne minde dig om en speciel situation hvor en af Guds tjenere var vedholdende og blev rigt belønnet. Vi tænker på den begivenhed hvor Jakob brødes hele natten med en engel der havde materialiseret sig. Selv om engelen slog Jakob så hans hofteskål gik af led, ville Jakob ikke lade ham gå førend han havde velsignet ham. Engelen sagde da noget der ville få varig betydning: „Dit navn skal ikke mere være Jakob, men Israel; thi du har kæmpet med Gud og mennesker og sejret!“ Desuden blev Jakob velsignet. Som vi ser gjorde Jakob langt mere end at ’følge en bestemt kurs til stadighed’. Han måtte rent bogstaveligt kæmpe og trods sin invaliderede tilstand blive ved med det, indtil han fik hvad han ønskede. Som han sagde, blev han velsignet på en vidunderlig måde: „Jeg har skuet Gud ansigt til ansigt og har mit liv frelst.“ I sandhed et storslået eksempel på vedholdenhed i bønnen! — 1 Mos. 32:24-30.

Bøn i „de sidste dage“

„Våg da, idet I hele tiden beder.“ — Luk. 21:36.

1. (a) Hvor i Lukas-evangeliet omtales bøn første gang? (b) Hvad svarede Jesus på anmodningen: „Herre, lær os at bede“?

BØN nævnes kort i begyndelsen af Lukas-evangeliet, hvor der i kapitel et, vers tretten, henvises til Zakarias’ bøn til Gud. Men senere, i kapitel elleve, siger Jesus en hel del om emnet. Kapitlet indledes med at en af disciplene siger: „Herre, lær os at bede, ligesom også Johannes har undervist sine disciple.“ (Luk. 11:1) Og Jesus svarer:

„Når I beder, så sig: ’Fader, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Giv os vort brød for denne dag efter dagens behov. Og tilgiv os vore synder, for vi tilgiver også selv enhver som står i gæld til os; og før os ikke ind i fristelse.’“ — Luk. 11:2-4.

2. (a) Hvordan ærer Jesus altså Guds navn, og hvilke skriftsteder gør det samme? (b) Hvordan er indstillingen i verden over for Guds navn, og hvordan bliver der rådet bod på dette forhold?

² Læg mærke til at Jesus nævner sin Faders navn først. Her, som i Første Kongebog 8:41-43 og i Esajas 56:6-8, der blev citeret i den foregående artikel, indtager dette navn altså førstepladsen. Jehovas navn bliver langtfra helliget i vore dages verden. Nationalismens ånd, selv-dyrkelsen, selvbehageligheden, det at folk er tilfredse med „en ydre form for gudhengivenhed, men viser sig falske når det gælder dens kraft“, og lignende indstillinger, er årsag til at Guds navn udsættes for skændsel, vanæres eller fuldstændig ignoreres. (2 Tim. 3:5) Gud må derfor hellige sit navn som svar på denne bøn. (Ez. 36:23) Der bliver rådet bod på det uværdige forhold når Guds rige, under Jesu Kristi ledelse, skrider til handling over for nationerne og deres herskere, en begivenhed der så levende skildres i Salme 2.

3. Hvilken advarsel giver apostelen Peter, og hvilket løfte nævner han?

³ Dette vil ske på Jehovas dag, der nærmer sig, som bibelprofetiens gradvise opfyldelse klart viser. Vi gør derfor klogt i at give agt på apostelen Peters inspirerede formaning og advarsel. Han skriver:

„Hvilken slags mennesker bør I da ikke være i handlinger der hører en hellig adfærd