„Ske din vilje på jorden“, 27. del

Ifølge det ellevte kapitel i Daniels profetiske bog forudsagde Jehovas engel at Alexander den Stores rige efter hans død ville blive delt i fire hellenistiske eller græske riger med fire af Alexanders generaler som herskere. Rækken af konger efter den ene af disse generaler ville blive „Nordens konge“, fordi den herskede nord for Jerusalem. Rækken af konger efter en anden af generalerne ville blive „Sydens konge“, fordi den herskede syd for Jerusalem. Profetiens opfyldelse viser at „Nordens konge“ til at begynde med var den række af konger der, som general Seleukos Nikators efterkommere, regerede fra Syrien, mens den rivaliserende „Sydens konge“ oprindelig var den række af konger der, som general Ptolemaios Lagos’ efterkommere, regerede fra Ægypten. I året 187 f. Kr. blev det kong Seleukos IV af Syrien der kom til at stå som eksponent for Nordens konge. På hans tid var Ptolemaios VI Filometor af Ægypten eksponent for Sydens konge, og han støttedes af den i Italien fremvoksende romermagt.

48. Hvorledes gik det til at denne Nordens konge snublede og forsvandt, og hvem efterfulgte ham?

⁴⁸ Nordens konge, Seleukos IV, måtte skaffe penge for at kunne betale den tunge krigsskadeserstatning han var blevet Rom skyldig som følge af sin faders nederlag ved Magnesia. Det sagdes at der fandtes store rigdomme i Jerusalems genopførte tempel eller helligdom. På den tid var Onias III jødernes ypperstepræst. For at få penge sendte Seleukos IV sin skatmester Heliodoros af sted for at plyndre Jehovas tempel. Heliodoros tragtede imidlertid efter selv at bestige Syriens trone som Nordens konge. Han myrdede derfor Seleukos IV. Men kongerne Eumenes og Attalos af Pergamum hindrede den morderiske Heliodoros i at få kongemagten og fik den myrdede konges broder sat på tronen som Antiochos IV.

49. Hvilket tilnavn antog Nordens konge nu, og hvorledes fortolkede man dets betydning?

⁴⁹ I fjorten år havde denne nye konge boet i Rom som gidsel. Han regerede i cirka tolv år (175-163 f. Kr.) og fik tilnavnet Epifanes. Dette er en del af den titel Antiochos IV gav sig selv på de mønter han lod slå, nemlig Theós Epíphanés. Dette navn betyder „Gud åbenbaret“, det vil sige den gud der lader sig til syne eller åbenbarer sig. Ægypterne oversatte denne inskription ved „Gud der træder frem“, det vil sige der træder frem som den flammende sol, Horus, på den østlige horisont. Ægypterne identificerede altså kong Antiochos IV Epifanes med den triumferende gud der åbenbarer sig.

50. Hvorledes gjorde Antiochos IV Epifanes forsøg på at vise at han var mægtigere end Jehova Gud?

⁵⁰ Han forsøgte at vise at han var mægtigere end Jehova Gud. Han prøvede at hellenisere eller forgræske Juda og Jerusalem. Han afsatte ypperstepræsten Onias III, og mod bestikkelse og for at fremme helleniseringen af jøderne indsatte han ypperstepræstens broder Jesus i det høje embede. Han gik så langt at han forsøgte at udrydde den jødiske religion, tilbedelsen af Jehova Gud. Som en udfordring til deres Gud genindviede han det tempel som statholderen Zerubbabel havde bygget, men denne gang til den olympiske Zeus eller Jupiter. Det genindviede tempels ypperstepræst var Jesus, som forgræskede sit navn og kaldte sig Jason. Den 15. kislev i det 145. år af seleukidernes æra, det vil sige i december år 168 f. Kr., blev et hedensk alter rejst oven på Jehovas store alter i tempelforgården, hvor det daglige brændoffer til Jehova plejede at blive ofret. Ti dage senere, den 25. kislev, blev der for første gang bragt et offer på det hedenske alter. (1 Makkabæerbog 1:54-59) Det var til Zeus på Olympos i Grækenland.a

51. Hvad førte vanhelligelsen af templet til, og hvorledes afsluttedes makkabæernes styre til sidst?

⁵¹ Denne vanhelligelse af Jehovas helligdom var årsagen til det jødiske oprør i 167 f. Kr. under ledelse af makkabæerne. I tre år førte Antiochos IV Epifanes en bitter krig imod dem og viste at han ikke var en gud der tålte sammenligning med Jehova. I året 165 f. Kr., nøjagtig på årsdagen for vanhelligelsen af templet, genindviede anføreren Judas Makkabæus templet til Jehova, og tempelvielsesfesten (Hanukkah) blev indstiftet. (Joh. 10:22) Ofringen af de daglige brændofre blev genindført. I året 161 f. Kr. sluttede makkabæerne imidlertid en traktat med Rom, den første man har kendskab til. Det var først i året 104 f. Kr. at makkabæerne oprettede et kongerige, nemlig da Aristobulos I tog kongetitel. I de følgende år opstod der vanskeligheder, og til sidst blev Rom anmodet om at intervenere. Den romerske general Gnæus Pompejus drog ned fra Syrien, der nu var en romersk provins, og indledte en belejring af Jerusalem som varede tre måneder, hvorefter han midt på sommeren år 63 f. Kr. erobrede byen. Det berettes at han trængte ind i templet, ja endog ind i det allerhelligste. Han udnævnte Hyrkan II til ypperstepræst ved templet. I året 40 f. Kr. indsatte det romerske senat idumæeren Herodes som konge i Judæa, men først i året 37 f. Kr. erobrede denne Jerusalem og satte sig fast som konge, hvorved der gjordes ende på makkabæernes herredømme.

52. Hvem lader jødiske og katolske bibelfortolkere resten af Daniels bogs ellevte kapitel gælde, men hvem og hvilken profeti gør det indlysende at denne ikke længere kan være identisk med Nordens konge?

⁵² Såvel jødiske som romersk-katolske bibelfortolkere lader resten af Daniels bogs ellevte kapitel, helt til dets sidste vers (45), gælde kong Antiochos IV Epifanes i dennes egenskab af Nordens konge. Imidlertid indtræffer en forandring fra og med vers 20, idet Nordens konge ikke længere personificeres i Syriens konger af seleukidernes slægt, men i Rom, den fremvoksende verdensmagt der var begyndt at dominere udviklingen i Mellemøsten. Det er indlysende at Nordens konge ikke bevarer samme identitet helt frem til Daniel 11:45, for Jesus Kristus henviste til Daniels bogs ellevte kapitel for at påpege at denne identitet måtte skifte og komme til at gælde meget sene tider, ja, vort eget tyvende århundrede. Jesus udtalte en storslået profeti om „endens tid“ for denne verden og citerede fra Daniel 11:31. Denne profeti udtalte han i foråret 33 (e. Kr.), eller 195 år efter at Antiochos IV var død i 163 f. Kr.

53. I hvilken retning så Jesus da han profeterede om opfyldelsen af Daniel 11:31, og af hvilken nationalitet blev Nordens konge derfor nu?

⁵³ Jesus sagde til sine apostle som havde stillet ham spørgsmål: „Når I da ser ’ødelæggelsens vederstyggelighed’, hvorom der er talt ved profeten Daniel, stå på hellig grund (den, som læser det, han give agt!), så skal de der er i Judæa, flygte ud i bjergene; . . . thi da skal der komme ’en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu’ og heller ikke senere skal komme.“ (Matt. 24:15-21) Jesus så i forbindelse med opfyldelsen af Daniel 11:31 fremad i forhold til sin egen tid, ikke tilbage til syreren Antiochos IV Epifanes’ tid. Da den historiske opfyldelse af Daniel 11:31 finder sted, er Nordens konge ikke syrisk eller af seleukidernes slægt. Følgelig må der efter Daniel 11:19 have fundet en forandring sted med hensyn til Nordens konges person og nationalitet. Historiske kendsgerninger slår fast at denne forandring begyndte i det følgende vers, Daniel 11:20. Kongen bliver nu romersk.

54. Hvorledes bøjede Antiochos IV Epifanes sig for Roms diktat; hvorledes blev Syrien til sidst en romersk provins, og hvilken afgørende forandring med hensyn til Nordens konge markerede dette?

⁵⁴ Allerede før Antiochos IV Epifanes spillede Rom en afgørende rolle i Mellemøsten og dikterede blandt andet Syrien sin vilje. Selv den såkaldte „Gud åbenbaret“ bøjede sig for Roms diktat. Antiochos IV vandt den krig han førte mod Ægypten, og lod sig krone som konge af Ægypten. Da ankom Roms ambassadør, Gajus Popilius Lænas, om bord på Roms flåde med ordre fra det romerske senat om at Antiochos IV skulle frasige sig kongeværdigheden over Ægypten og forlade landet. Dette gjorde syrerkongen, men han beholdt Coelesyrien, Palæstina og Fønikien. Han døde som tempelraner i Persien år 163 f. Kr. Efter ham fulgte mange andre uafhængige konger af seleukidernes dynasti i Syrien. Men i året 65 f. Kr. afsatte den romerske general Pompejus den Store den sidste af dem, Antiochos XIII Asiaticus, og i år 64 f. Kr. blev Syrien en romersk provins. Ved den lejlighed overtog Rom endeligt rollen som Nordens konge. Det var for denne konges hånd at Jerusalem faldt år 63 f. Kr. Den ægyptiske Sydens konge var magtesløs og kunne ikke hindre det.

55. Hvor længe varede det ptolemaiske dynasti, og hvad blev Ægypten?

⁵⁵ Det ptolemaiske dynasti i Ægypten bevarede sin stilling som Sydens konge noget længere, men i året 31 f. Kr. blev det afgørende slag ved Actium udkæmpet, ved hvilken lejlighed den ægyptiske dronning Kleopatra forlod sin romerske elskers, Antionius’ flåde, hvorpå han blev slået. Sejrherren, Octavian, Julius Cæsars grandnevø, tog da fat på at erobre Ægypten. I året 30 f. Kr. begik Kleopatra selvmord, og Ægypten blev en romersk provins, underlagt den nye Nordens konge.

’Pagtsfyrsten’ knuses

56. Hvem blev den første romerske kejser, og hvad siger Daniel 11:20 om ham?

⁵⁶ Kampen om magten resulterede til sidst i at Octavian stod som Roms enehersker, og han blev den første romerske kejser. Han afskaffede titlerne rex („konge“) og dictator, men fik i år 27 f. Kr. ved dekret fra det romerske senat titlen Augustus. Grækerne oversatte denne titel ved Sebastós, hvilket betyder „Den ærværdige“ eller „Majestæten“. (Ap. G. 25:21, 25) I fortsættelsen af den langtrækkende profeti om striden mellem Norden og Syden omtaler Jehovas engel hans udøvelse af magten som Nordens konge, i stedet for seleukidernes dynasti af syriske konger, med ordene: „I hans sted træder en, som sender en skatteopkræver gennem rigets herlighed, men på nogle dage knuses han, dog uden harm, ej heller i strid.“ (Dan. 11:20) „Rigets herlighed“ som tilhørte kejser Augustus, indbefattede også Daniels folks „herlige land“. — Dan. 11:16.

57. Hvornår blev den omtalte „skatteopkræver“ sendt „gennem rigets herlighed“, og hvad beretter Lukas om dette?

⁵⁷ Udsendelsen af den omtalte „skatteopkræver“ fandt sted i år 2 f. Kr. Den kristne historiker Lukas beretter følgende om denne særlige begivenhed: „Men det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus, at al verden skulle skrives i mandtal. (Det var den første indskrivning, som skete, mens Kvirinius var landshøvding i Syrien). Og alle gik hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Og fordi Josef var af Davids hus og slægt, drog også han op fra Galilæa, fra byen Nazaret, til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig. Og det skete, medens de var der, kom tiden, da hun skulle føde. Og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, thi der var ikke plads til dem i herberget.“ — Luk. 2:1-7.

58. Hvornår var denne Kvirinius landshøvding i Syrien, og hvorfor var denne indskrivning en af de vigtigste begivenheder under Augustus’ regering, så vigtig at den fortjente omtale i Daniels profeti?

⁵⁸ P. Sulpicius Kvirinius, den romerske senator,’ var romersk landshøvding i Syrien to gange, første gang omkring ved kong Herodes den Stores død, han som havde ombygget templet i Jerusalem. Denne embedsperiode strakte sig fra 750 til 753 efter Roms grundlæggelse, eller fra år 4 til år 1 f. Kr.b Folketællingen eller indskrivningen fandt ikke blot sted for at man kunne få at vide hvor stor befolkningen var, men skulle også tjene som grundlag for beskatning og udskrivning af mænd til militærtjeneste. Denne særlige folketælling var en af de vigtigste begivenheder der fandt sted mens kejser Augustus herskede som Nordens konge. Den tjente til at få tømreren fra Nazaret og hans hustru Maria til at rejse til Betlehem, så Jesus kunne blive født der som en opfyldelse af Mika 5:1. (Matt. 2:1-11) Det var derfor med god grund at Jehovas engel også nævnte denne vigtige omstændighed i Daniels syn, for den hjælper os tillige til at afgøre hvornår den profetiske „Nordens konge“ ændrede identitet fra den femte verdensmagts syriske konger til den sjette verdensmagts romerske herskere.

59. Hvorledes blev han som Nordens konge knust, „dog uden harm, ej heller i strid“? Og hvorledes efter „nogle dage“?

⁵⁹ Det var kejser Augustus der oprettede kejserens livvagt, prætorianergarden, som hans efterfølger senere udvidede. Selv døde han den 19. august år 14 e. Kr. i sit femogfyrretyvende regeringsår. Dette var relativt set „nogle dage“ efter at han havde foretaget den vigtige indskrivning, hvorunder Jesus, Guds søn, var blevet født i kong Davids by som Davids kongelige arving. Som en skuespiller på scenen havde Augustus regeret godt; han fik plads blandt de romerske guder, og der rejstes templer og altre til hans ære.

60, 61. (a) Hvem var denne „usling“ som da fremstod, og hvorledes kom han i familie med kejser Augustus? (b) Hvorfor var „kongedømmets herlighed“ ikke blevet overdraget ham?

⁶⁰ Engelens profeti viste at også Augustus’ efterfølger ville få nær tilknytning til Guds enbårne søns jordiske liv: „I hans sted træder en usling. Kongedømmets herlighed overdrages ham ikke, men han kommer, før nogen aner uråd, og tilriver sig kongedømmet ved rænker [ved smiger, RS]. Hære bortskylles helt foran ham, også en pagtsfyrste knuses.“ (Dan. 11:21, 22) Den omtalte mystiske „usling“ var Tiberius Cæsar, Livias søn. Livia blev kejser Augustus’ tredje hustru, og Tiberius blev følgelig kejserens stedsøn. Kejser Augustus ønskede ikke Tiberius som sin efterfølger, for han hadede denne stedsøn på grund af hans dårlige karakter. Det var ikke med sin gode vilje at han til sidst overdrog Tiberius „kongedømmets herlighed“. Først da ethvert andet håb var bristet, blev Augustus tvunget til at anerkende Tiberius som sin efterfølger på kejsertronen. Hvorledes forholdt det sig hermed?

⁶¹ Kejser Augustus havde ingen sønner. Hans søster havde en søn, Marcellus, men denne nevø døde. Hans datter havde to sønner, Gajus og Lucius, og dem udpegede Augustus som sine efterfølgere. Men døden tog også disse fra Augustus. Han havde en stedsøn, Drusus, en yngre broder til Tiberius, som han holdt meget af, men denne elskede stedsøn døde ganske ung den 14. september år 9 f. Kr. Dermed var kun Tiberius, der var en dygtig general og indtog stillingen som romerrigets første soldat, tilbage. I år 12 f. Kr. døde Agrippa, kejser Augustus’ store general, enoghalvtreds år gammel. Da det skete, formåede Tiberius’ moder, Livia, om end med stort besvær, kejseren til at lade hendes søn Tiberius træde i den afdøde Agrippas sted. Men for at Tiberius kunne træde i Agrippas sted måtte han imidlertid blive kejserens svigersøn. Til sin store sorg så Tiberius sig derfor tvunget til at skille sig fra Agrippina, general Agrippas datter, og i stedet ægte Julia, kejserens datter. I år 4 (e. Kr.) adopterede kejser Augustus Tiberius og Agrippa Postumus. Ni år senere blev Tiberius ved en særlig lov ophøjet til kejser Augustus’ medregent. Det følgende år, den 19. august år 14 e. Kr., døde Augustus, og Tiberius blev kejser. Således gik det til at denne „usling“ ’tilrev sig’ magten efter den modstræbende kejser Augustus.

62. Hvorledes går det til at Tiberius Cæsar „tilriver sig kongedømmet ved smiger“?

⁶² Med hensyn til den rolle smiger spillede i forbindelse med den nye Nordens konge, Tiberius, siger The Encyclopædia Britannica, bind 26, side 916 (ellevte udgave): „Det gamle Roms historikere huskede først og fremmest Tiberius som den hersker under hvis regering det begyndte at blive almindeligt på den mindste foranledning at rejse anklage for forræderi og de forhadte stikkere første gang fik lov at leve højt på hvad de tjente på justitsmord. . . . Men de historiske beretninger om statsdomstolenes virksomhed under Tiberius’ regering viser uomtvisteligt at misbruget af lovene først og fremmest havde sin årsag i senatets ivrige smiger, . . . og at han nærmest med foragtelig ligegyldighed under sidste del af sin regering slog sig til tåls hermed, ja efterhånden under indflydelse af sin frygt beredvilligt gik med til blodsudgydelse.“c

63. Hvorledes blev „hære“ bortskyllet foran ham?

⁶³ På det tidspunkt da Tiberius blev Nordens konge havde hans nevø, Germanicus Cæsar, befalingen over de romerske soldater ved Rhinen. Kort efter Tiberius’ tronbestigelse udbrød der et farligt mytteri blandt disse soldater, men det lykkedes Germanicus at hindre de utilfredse legioner i at marchere mod Rom. År 15 (e. Kr.) førte Germanicus sine tropper mod den tyske nationalhelt Arminius (Hermann), slog ham på flugt, og tog samtidig hans hustru, Tusnelda, til fange. Det følgende år slog han ham endeligt. Til sidst blev det, hvad romerrigets grænser angik, muligt med held at føre en fredelig udenrigspolitik. „På få undtagelser nær indskrænkede de romerske grænsestyrkers opgaver sig til at overvåge folkene på den anden side, mens disse ødelagde hinanden.“d På denne måde blev ’hærene’ holdt i skak, de ’bortskylledes helt foran ham’.

(Fortsættes)

[Fodnoter]